Afsted går det!
Så er der ved at være afgang! Jeg har ventet 4 år på at skrive dette indlæg, men i virkeligheden er der nok ikke så meget at skrive. Det er først herefter alle de spændende ting opstår.
For to uger siden kom vi hjem fra 5 dejlige uger i USA, og tiden siden da har været brugt på utallige små og store ting. Motorcyklerne har fået nye dæk. Der er indkøbt flere reservedele. Rejseforsikningen er – her dagen før afgang – næsten faldet på plads. Vi har bestilt 200 logo-klistermærker vi kan dele ud til folk undervejs. Vi – især Camilla – har været rundt at sige farvel til alt og alle. I hvert fald så mange man kan nå på to uger, hvor alle andre løse ender også skulle bindes fast. Vi har sikkert også glemt tusind ting, men det vil vise sig – nu er det vist bare på tide at komme afsted.
Hjemmesiden er også blevet fintunet. Jeg har repareret et par fejl, men den største nyhed er at vores bevægelser kan følges live på kortet på forsiden. Vi har en satellittracker med, som rapporterer vores position hvert tiende minut, og en gang i timen bliver hjemmesiden så automatisk opdateret.
Vi lægger fra land i morgen formiddag, men starter blødt med blot at køre fra Aalborg til mine forældre i Arden, hvor vi overnatter. Mandag triller vi til Camillas forældre i Holstebro via Aars, hvor hendes bedsteforældre bor. Tirsdag starter vi for alvor og kører til Hamburg. Derefter bruger vi et par dage på at nå til Schweiz, hvor Camilla har nogle venner vi skal besøge hen over weekenden.
Fra Schweiz kører vi via Balkan til Grækenland, hvorfra vi forhåbentlig kan få motorcyklerne fragtet til Egypten. I Afrika bliver ruten noget á la Egypten, Sudan, Etiopien, Kenya, Tanzania, Uganda, Rwanda, Malawi, Zambia, Namibia og Sydafrika.
Rigtig god tur. det bliver spændende at følge jer.
Vh Solveig.
Mange tak 🙂
Hej I kære to.
Kan se i snart er i Rensborg.Om tid i Hamborg.
Rigtig god tur videre frem–vi følger jer og glæder os over, at vi kan..Herligt I kom omkring og sagde “på gensyn”i går.
Kram FARFAR OG FARMOR .
Godmorgen i Hamborg.
Jeg sendte hilsen i går , da I var i Rensborg–den vist ikke nået jer–men ville blot ønske god tur videre frem. Pas på jer selv og hinanden.
Knus Farfar og Farmor.
Mange tak 🙂 Alle kommentarerne når skam frem, men vi skal lige forbi noget internet, før vi kan sørge for at de også bliver vist på hjemmesiden. Derfor er der nogle gange lidt ventetid 🙂