Welcome to Egypt
“Så håber jeg bare, det ikke er politiet, han har ringet efter,” siger jeg med et skævt, usikkert smil. Camilla bliver bleg, og får tydeligt en klump i maven. “Ej, det var simpelthen ikke faldet mig ind at det kunne være en mulighed!” Hun kigger nervøst rundt på familiefædrene, på teenagepigerne og på de cirkulerende sikkerhedsfolk i indkøbscentret. Er der civilklædte politifolk imellem dem? Her er hvide vægge, aircondition og en Nike-butik. McDonald’s og Starbucks. Det kunne have været hvor som helst i USA, men den vestlige stemning er pludselig ikke så tryg som den var for 30 sekunder siden.
Ti minutter tidligere stod vi ved rulletrappens gelænder og lyttede til den unge bankdirektør i cremefarvet jakkesæt. “Jeg er bange. Jeg risikerer mit job. Jeg vil gerne hjælpe jer, men jeg ved ikke hvordan.” To minutter senere fandt han dog alligevel telefonen frem og ringede til sin kontakt – eller til politiet. Hvem ved? “Okay, vent her. Han kommer om 10 minutter og har pengene med. Jeg tør ikke blive her, men jeg holder øje med jer henne fra banken og kontrollerer, at alt går rigtigt til. Tag pengene før I betaler ham.” Og så gik han. At få fat i euro i Egypten er lidt mere kompliceret end vi er vant til hjemmefra.
Vi ankom med tog til Alexandria d. 18. september, dagen efter vores skib skulle være ankommet med motorcyklerne . Marinetraffic.com kunne fortælle os,at det var på vej mod Ashdod i Israel, ikke Alexandria i Egypten. George på kontoret i Grækenland havde fortalt os at skibet ville sejle fra Piræus til Ishmir og derfra direkte til Alexandria. Det var åbenbart ikke tilfældet. Jo flere stop undervejs, jo større risiko for tyvagtige havnearbejdere, så Camilla skubbede støt sin nervøsitet for vores sadeltasker længere og længere op i det røde felt. De indeholdt kun relativt værdiløse ting, men at miste selve taskerne ville være et stort problem.
Da vi tjekkede ind på hotellet forlangte de betaling i dollars. Vi havde nogle få med, men havde ikke tænkt os at bruge vores sparsomme beholdning på at betale for et hotel. Da Camilla bad om at betale i Egyptiske pund var prisen pludselig halvanden gange højere. Det var – uden at vi helt gennemskuede det – første tegn på at valutasituationen i Egypten ikke er som den skal være. Camilla insisterede og vi endte med at betale det lovede beløb i pund, men ikke uden lange forhandlinger og sure miner. Så snart betalingen var overstået var hotelmanden dog i strålende humør igen, og han var meget flink under hele vores ophold.
Næste morgen begav vi os ud i byen for at finde Marina Shipping Agency, vores lokale kontakt. Forhåbentlig kunne de begynde på papirarbejdet, også uden at have skibet i havn. Til vores fornøjelse var det nu afsejlet fra Ashdod. Til vores fortrydelse havde det kurs mod Cypern. Marina var ikke lige til at finde. Vi havde gadenavnet og vidste at det skulle ligge “overfor Credit Agricole.” Men der var ikke noget skilt. Vi stod på gaden overvejede, hvor vi skulle gå hen. En gadesælger overhørte vores samtale på dansk. Hun fik vores opmærksomhed og pegede på en opgang. “Shipping Marina.”
På anden sal fandt vi ganske rigtigt kontoret. Manden i receptionen vidste ikke rigtigt, hvordan han skulle hjælpe os, men chefen, Dina, hørte os fra sit kontor og kom ud for at tage imod os. Dina var en bastant dame uden tørklæde på hovedet, med briller og markant læbestift, og en bydende stemme man lyttede til. Planen var klar. “Om 10 minutter kommer toldagenten. I dag ordner I papirer i klubben. I morgen kommer I her og betaler. Dagen efter laver I toldpapirer med fixeren.”
De 10 minutter kom og gik. Efter en time kom Ahmed, vores fixer. En ældre herre, lettere overvægtig, med hvid kasket, og et permanent gnavent ansigtsudtryk. Og et meget begrænset engelsk. “Carnet! Passport! Registration!” Han kontrollerede vores papirer. “We go club.” Klubben viste sig at være Automobile Touring Club of Egypt, deres svar på FDM. Her skulle vi have et dokument, der beviste et eller andet, Ahmed havde svært ved at forklare hvad. Jeg tror det var nødvendigt for at kunne få egyptiske nummerplader.
Det var lettere sagt end gjort. Vi blev vist ind på et smeltende varmt kontor og så til, mens Ahmed og kontormanden, Mehmet diskuterede. Mehmet var højt på strå, for kopimaskinen stod på hans kontor. Samtalen blev konstant afbrudt af assistenter, der skulle kopiere ting. Mehmet blev ved med at sige “sorry, sorry,” men pludselig skulle vi betale. 500 pund pr. næse. Vi havde ikke så mange kontanter med, for vi skulle jo betale direkte til Marina, som burde tage sig af resten. Vi gjorde knuder og Ahmed ringede til Dina, som forklarede at det her var en afgift, vi selv skulle betale. Okay. Jeg gik ud for at finde en bank.
Da jeg kom tilbage kiggede Camilla på mig med et lidt vildt blik i øjnene. “Vi har ikke noget som ADAC i Danmark, der kan lave en Carnet de Passage, vel?” En Carnet de Passage (eller bare Carnet) er et import/eksport-dokument til et køretøj. Sådan en skal man have for at køre i Afrika. Der er ikke mange i Danmark, der har behov for den slags, så FDM henviser til ADAC i Tyskland, når man skal have en. Det ville Automobilklubben bare ikke acceptere, havde Camilla fundet ud af. Chefen havde telefonisk besluttet, at han ikke kunne tillade Carnets fra et andet land end vores nationalitet. Vi var danskere, vores Carnets skulle være danske. Men problemet var let at løse: Vi skulle bare lige tage til Tyskland, aflevere vores nuværende Carnets og tage til Danmark og få lavet nogle nye.
Det var naturligvis latterligt. Og forkert, FDM laver ikke Carnets. Vi insisterende, og efter yderligere en halv times telefoneren bøjede de sig. Vi fik det nødvendige gule papir med underskrifter og stempler, og forlod kontoret. Så snart vi kom ud kiggede Ahmed mod himlen “Thank god, thank god, thank god! Big, big problem. Egypt system crazy.” Og så var arbejdsdagen for vores vedkommende slut.
Dagens efter skulle vi betale hos Marina Shipping, for toldbehandling, Ahmeds services og losning af motorcyklerne. 600 euro og 1000 EGP i alt. Vi havde ikke været forudseende nok til at medbringe så mange euro, så vi tænkte at vi lige kunne veksle nogle i banken på vej op til Marina. I den første bank talte de ikke engelsk og sendte os videre. I den anden bank kunne de nok engelsk til at sende os ud af banken og over i et vekselbureau lidt nede ad gaden. Men der var lukket. De næste vekselbureauer vi kom forbi var også lukkede, men det tænkte vi ikke nærmere over.
I den tredje bank fandt vi en venlig ung bankmand, der talte fint engelsk. Han sagde at banker generelt ikke udbetalte udenlandsk valuta, men gav os navnene på to udenlandske banker i den anden ende af byen, hvor han mente de havde pengeautomater, der indeholdt euro. Vi havde ikke så meget lyst til at tage hele den tur, så vi gik op til Dina på Marinas kontor for at spørge hende til råds. I første omgang kunne hun nærmest ikke forstå at europæere som os ikke lige havde 600 euro i lommen. Efter en del telefoneren gav hun os lov til at betale i EGP, men så var prisen den dobbelte. Spørgsmål om hvor vi eventuelt kunne få euro undgik hun behændigt at svare på, men lod os dog forstå at kursen på det sorte marked var ca. 14 EGP pr. euro, selvom den officielle kurs var 10. Men selv med en dårlig kurs var det billigere end den nye pris i EGP. Vi måtte finde nogle euro.
Heldigvis havde vi jo fået adressen på to steder, hvor man kunne hæve euro. Ingen problem. Vi fandt en taxi – chaufføren var ham, som inviterede os på kaffe, som jeg nævnte i forrige indlæg – og kørte ud til et butikscenter i den anden ende af byen. At træde ind gennem metaldetektoren til det hvidmalede indkøbsmekka, var som at blive transporteret til en anden verden. Eller i hvert fald et andet land. Fra skrald, hede og forfald kom vi ind til bonede gulve, aircondition og mærkevarebutikker.
Banken i centret var ikke til nogen hjælp. Man skulle have en konto i banken for at få euro, og det ville tage 3 måneder at oprette. Vores forslag om lige at få en lokal med en konto til at veksle for os blev mødt med et overbærende smil. Det kommer ikke til at ske. Vi trådte ud i den virkelig verden igen, og med sveden løbende ned ad ryggen gik vi mod den næste bank – vores sidste spor i sagen.
Endelig fik vi et gennembrud. Bankens tre vagter pegede enstemmigt og uden et ord på en pige midt i tyverne uden tørklæde, da vi kom indenfor. Hun talte fremragende engelsk og så meget undskyldende ud, da vi forklarede problemet. Hun kunne fortælle os, at vi havde valgt at besøge Egypten på et meget uheldigt tidspunkt. For blot tre måneder siden ville vi ikke have haft større problemer med at veksle til euro, men for nylig havde regeringen indført totalforbud mod salg af udenlandsk valuta, i et desperat forsøg på at begrænse presset mod det egyptiske pund. Hun selv havde været i Paris da forbuddet blev indført, og stod helt uden mulighed for at at hæve penge.
Hun ville meget gerne hjælpe os, “but it’s kind of illegal, you know.” Alligevel ringede hun rundt, og fik mindst tre andre fra banken til at forsøge at ringe til deres kontakter. Hun endte med at finde en, som havde de 600 euro, men som først kunne levere dem til os dagen efter, da de skulle fragtes fra Cairo til Alexandria. Det var for sent til os. Heldigvis mente hun at vi burde kunne få nogle euro via Western Union i en anden bank. Afsted til den.
Western Union kunne ikke hjælpe. Også de havde forbud mod udbetalt af udenlandsk valuta. Men vores insiteren ledte os helt til afdelingsdirektøren i hvidt jakkesæt. Han ville også gerne hjæpe os, så han ville lige ringe rundt, og vi kunne vende tilbage kl. 16, 2 timer senere. Vi gav os til at vente, uden at have meget håb.
Og således fandt vi os selv to timer senere, ved en rulletrappe i et egyptisk stormagasin. På vej til vores første ulovlige valutahandel. I praksis forløb det hele meget stille og roligt, vi fik vores penge til den aftalte pris, lige der ved rulletrappen, og gik hver til sit.
Sådan et bundt egyptiske pund skal der til for at få 6 flade 100-euro sedler. Euro er altså lidt nemmere at have med at gøre.
Efter endnu en nat på hotel uden aircondition var det blevet onsdag. Camilla var blevet ramt af en ordentlig omgang dårlig mave, og var bestemt ikke i topform. Men hun var nødt til at være til stede. Vi skulle betale og sætte gang i toldpapirerne. Vi stoppede nogle piller i Camilla, og forberedte os på en lang dags venten på forskellige kontorer. Først betaling. Med vores 600 euro i hånden skulle det være en smal sag. Efter en halv times venten på Marinas kontorer blev vi sendt hen til betalingsvinduet. Og så ville manden ikke acceptere vores euro! Vi havde seks fine 100-euro sedler, men to af dem havde en lille flænge og var ikke helt nye. Den gik ikke, bedyrede han. “Min bank vil ikke acceptere dem.” Bullshit. Vi forklarede ham med lidt store bogstaver at det aldeles ikke var falske euro, og at han kunne bruge dem som betalingsmiddel i ethvert anstændigt land. Han accepterede dem modstræbende.
Med vores udleveringspapirer i hånden fulgte vi med vores fixer, Ahmed, ud på havnen. Vi kom hen til et vindue, hvor vores pas blev kontrolleret og vi gav en underskrift hver. Så vente Ahmed sig om, “okay, I er færdige for i dag. Jeg tager ind i havnen og ordner papirer. Vi mødes igen i morgen.” Det var næsten for nemt, og på hans gebrokne engelsk tog det en del gentagelser før vi accepterede at det faktisk var sådan det hang sammen. Det var perfekt, så kunne Camilla komme hjem på hotellet og blive rask igen. Jeg vandrede en tur ned for at se biblioteket i Alexandria, der var et bibliotek som så mange andre i den vestlige verden. Vældig fint efter egyptiske forhold, men ellers ikke noget at skrive hjem om. Det virkede lidt som om de sagde “se, vi kan også!” Det klingede bare hult når man kiggede rundt på resten af byen.
Biblioteket i Alexandria – ikke noget at skrive hjem om.
Næsten flere tomme hylder end fyldte…
Langt om længe torsdag! Dagen hvor vi skulle have vores motorcykler. Vi mødtes med Ahmed ved havnen. Han medbragte vores tilladelser til havneadgang på sin lille gule scooter. Vi gik ind og blev straks afvist. Datoen på tilladelserne var forkert. Ahmed stak af på sin scooter og kom tilbage med gyldige adgangskort en halv time senere. Inde på det enorme havneområde kørte vi med taxa til toldkonteret. Vi blev bænket i slidte sofaer omkring et bord. Meget ukarakteristisk havde Ahmed medbragt snacks og te til os. Et tegn på lang ventetid. Den første halvanden time skete der ikke rigtig noget. Vi ventede tilsyneladende bare på at kontorfolkene gad møde på arbejde.
Tyrkisk te og snacks med fixeren Ahmed mens vi venter på at kontoret åbner.
Folk kom stille og roligt dryssende. Nogle af funktionærerne sad og ventede sammen med os, for de kunne ikke komme ind på deres kontor før chefen (tror vi) ankom. Pludselig midt på formiddagen havde de opnået en kritisk masse, og kontoret kom stille og roligt op i omdrejninger. Vi ventede videre, mens Ahmed gik fra kontor til kontor og tilbage igen. Efter en times tid kom han og sagde, at vi tog videre om to minutter. Og så ventede vi alligevel lige en time mere.
Derefter hyrede Ahmed en eller anden pedel på havnen til at gå med os til næste stop, mens han selv kørte på scooter. Camilla ville meget gerne bare snart se motorcyklerne, så hun kunne konstatere at onde mennesker havde stjålet al vores bagage og i øvrigt ødelagt dem. Det forestillede hun sig i hvert fald var sket. Vi regnede med at pedellen førte os over til lagerbygningen. Det gjorde han bare ikke, det var endnu et kontor.
Der skrives under på vigtige papirer. Hvad underskrifterne omfatter vides ikke.
Hvad der skete på det nye kontor fandt vi aldrig ud af, men det tog omkring tre kvarter. Pedellen blev bedt om at føre os videre. Endelig til pakhuset! Begejstringen var stor, da vi kiggede ind og så cyklerne blandt splinternye Jaguarer, BMWer og Mercedeser på pakhusets jordgulv. Taskerne sad stadig på! Faktisk manglede der, trods de mange advarsler om tyveri, kun meget lidt. Vores efterfølgende optælling tyder på to par flip flops, et par af mine gamle busker med en stor plet på læggen, et par meget slidte og sure løbesko Camilla havde med, de to skjorter jeg havde, og en langærmet undertrøje. Og så de to BMW-emblemer som sad på Camillas motorcykel. Alt sammen ting vi kan undvære eller erstatte billigt.
De var der! Både cykler og sadeltasker!!
I fint selskab blandt dyre tyske biler på jordgulvet.
Vi fik lov at starte dem og trille videre til næste station efter Ahmeds gule scooter. Vi var naturligvis ikke færdige endnu. Vi kørte hen til havnens politistation, hvor vi ved hjælp af mere venten fik lavet forsikring og udleveret egyptiske nummerplader (stort souvenirpotentiale her, men vi får nok ikke lov at beholde dem). Vores motorcykler skabte stor beundring og misundelse hos motorcykelbetjentene, der holdt til på stationen.
Vi venter ved havnepolitistationen på at få udleveret nummerplader.
Nu også med egyptisk nummerplade.
Efter vi havde fået nummerpladerne, forsvandt Ahmed. Det virkede lidt mystisk. Vi var da ikke færdige? Det viste sig at han lige var taget i moskeen for at bede for os og vores tur. Og det satte vi da pris på, men vi ville nok hellere have været lukket ud af havnen. Men nu kunne vi køre. Vi fulgte efter Ahmed til udgangsporten. Lige som vi trillede ud, ombestemte vagterne sig, konfiskerede vores pas, og sagde at vi ikke kunne forlade havnen. Ahmed var rødglødende af raseri. Efter mere venten, mange telefonopkald og højrystede diskussioner kom en mand i jakkesæt – ikke militæruniform – og gav os hånden. Og så fik vi vores pas og måtte køre, Ahmed dog først efter at have opgivet sit navn og adresse. Vi aner ikke hvorfor vi blev tilbageholdt.
Da vi nåede vores hotel i Alexandria, for at samle vores bagage op og køre videre var klokken 16:30. Vi havde håbet at køre mod Cairo kl. 14. Vi havde en aftale med en Couchsurfing-vært der. Vi overvejede kort om det var for sent at køre, men var så opsatte på at slippe væk fra Alexandria, at vi tog chancen. Vejen til Cairo var heldigvis virkelig god, så trods en sløv start i den tætte trafik i Alexandria kom vi frem i god behold kl. 20, “kun” to timer efter solnedgang. Og vi havde ellers planlagt at undgå at køre i mørke i Afrika.
En lækker portion fuul med humus og ta’amiyya (falafel)
Som alle vi møder på gaden siger: “Welcome to Egypt!”
Hej med I to.
Det lyder anelse af bøvl med at få “udgang” for motorcyklerne.Men pyt /skidt der er oplevelser med det.Fortæl hvorfor overskriften er Farous cigarer? Skulle jeg vide det-og glemt det?
Knus til jer.
En oplevelse var det i hvert fald 🙂
Titlen er stjålet direkte fra en Tintin-tegneserie, der foregår i Egypten. Det er okay, hvis du ikke kender den 😉