Sådan Sudan!
Det stærke halogenlys på de støvede hvide vægge stod i skarp kontrast til det kulsorte mørke udenfor. Fagtermerne fløj gennem luften og jeg forsøgte forgæves at følge med mens lægen på sit gebrokne engelsk forsøgte at diskutere antibiotikatyper med Camilla. Hun sad på en plasticstol ved det ene hjørne af lægens skrivebord, vores vært, Magzoub sad foroverbøjet ved det andet hjørne og lyttede intenst. Jeg sad lidt bag Camilla og lænede mig op ad et gynækologisk undersøgelsesleje.
Siden længe før vi tog afsted, har Camilla talt om hvordan hun glædede sig til at se “de afrikanske hospitaler.” Jeg har nok grinet lidt af det, et hospital er jo ikke bare en attraktion man kører hen til og får en rundvisning. Men aldrig så snart Magzoub hørte at Camilla var doktor, erklærede han at vi skulle hen at se sygehuset. Magzoub var kendt af alle i den lille by Abri. Han var indehaver af byens formentlig eneste overnatningsmulighed, Magzoub’s Nubian Guesthouse. Vi havde fået stedet anbefalet af to flinke hollændere i en ekspeditionslastbil, som vi havde mødt ved den sudanske grænse.
Motorcyklerne fik fornem parkering inde i gården af Magzoubs Nuban Guesthouse.
Det var et ganske primitivt sted med en håndfuld rum uden hverken aircondition eller propel. Eller glas i vinduerne. Værelserne deltes om toiletterne, men vi var de eneste gæster, så vi havde dem for os selv. Hvad hotellet manglede i luksus, gav Magzoub imidlertid tifold igen i sin gæstfrihed. Han var en evigglad mand på 33 år, der kørte rundt i en Morris Minor fra 1948 og dyttede hilsner til højre og venstre. Han inviterede os hjem til sit hus, hvor vi fik lov at spise med. Hans kone havde lavet to lækre lokale retter, korsa og mashi. Vi – især Camilla – fik også hilst på deres 4 måneder gamle datter, og Camilla måtte svare på adskille spørgsmål om børnepasning og babysygdomme.
Da vi efter maden kom hen til hospitalet, var det Camillas tur til at spørge. Der var én læge på vagt, som viste os rundt og svarede på vores nysgerrige spørgsmål efter bedste evne. Hele hospitalet havde kun to læger ansat, som skiftedes til at være på vagt. Ham vi talte med, var netop blevet ansat en uge tidligere, og kunne derfor naturligt nok ikke svare på alting. For eksempel fandt vi aldrig ud af hvor mange mennesker de havde ansvaret for, men han kunne dog forklare at deres område strakte sig fra 100 km mod nord til 150 km mod syd. De havde én ambulance, en Toyota LandCruiser med et par bænke bagi. På hele hospitalet var der indlagt måske 25 patienter, men vi kunne ikke få at vide hvad deres kapacitet var. Magzuob havde helt tydeligt taget os med i håb om, at vi på magisk vis kunne fremtrylle nogle flere hospitalsmaskiner. Vi havde ikke lige nogen med i sadeltaskerne, men Camilla fik da gentagne gange tilbudt job.
Undersøgelseslokale.
Laboratoriet. Her foretages alle tests manuelt.
Sudan havde i dén grad overvundet os med sin gæstfrihed og flinke, flinke mennesker. Allerede på grænseposten havde vi talt om at der var en helt anden mere venlig stemning end i Egypten, og Magzoub i Abri forstærkede vores fornemmelse. Det skulle vise sig at vi blot lige var begyndt.
Vi fortsatte til Atbara, hvor vi overnattede på byens bedste hotel. Det siger ikke så meget, men der var aircondition, og også her var indehaveren, mr. Adel, utrolig venlig. Vi havde besluttet os for at tage afsted meget tidligt om morgenen, så vi kunne nå til den etiopiske ambassade i Khartoum, før den lukkede for weekenden. Her skulle vi nemlig have vores visa til næste land. Da vi kl. 0645 var klar til at køre, kunne Camillas motorcykel bare ikke starte. Når man trykkede på startknappen klikkede det blot højlydt, uden at starteren blev trukket rundt. Vi måtte have værktøjet frem. Først troede vi at tændingsrelæet – som var årsagen til kliklyden – var stået af, for multimeteret viste at der var fin spænding på batteriet, men ved hjælp af mr. Adels stærkt begrænsede engelsk og hans mekanikerven i telefonen, fandt vi ud af at det snarere var batteriet den var gal med.
Mr. Adel ringede et par gange mere, og et kvarter senere var to mekanikere mødt op for at hjælpe os. De sagde med fagter at batteriet var kaput, og hentede fluks et nyt. Motorcyklens ledningsnet blev tilpasset det nye batteri, som havde byttet om på plus og minus i forhold til det batteri BMW i deres almægtige visdom har valgt, og alt var fryd og gammen. På vej afsted, 4 timer efter planlagt afgang, blev vi inviteret på morgenmad af mr. Adel. I Sudan spiser man først morgenmad hen ad klokken 11. Vi havde allerede opgivet at nå ambassaden i tide, så hvorfor ikke? Efter et overdådigt traktement i selskab med mr. Adel, hans bror og svigersøn satte vi afsted mod Khartoum. Modvilligt indstillede på at vi måtte vente to dage før vi kunne få vores visa.
Adel, i den hvide kjole, sammen med mekanikerne.
På vej til Khartoum stoppede vi ved Meroe-pyramiderne. Der er ikke mange der ved det, men Sudan har faktisk dobbelt så mange pyramider som Egypten. Indkørslen til pyramiderne var imidlertid et dårligt markeret spor i dybt, dybt sand. På vej ind væltede Camilla, men rejste sig heldigvis storgrinende op med det samme. Da vi havde fået vendt hendes motorcykel tilbage så gummiet pegede nedad skulle jeg lige trille den videre. Efter stor slinger væltede også jeg. Og på den måde fik vi begge turens første styrt. Vi besluttede at sandet var vores overmand og fortsatte ad hovedvejen mod Khartoum.
En lokal ung fyr solgte os en lerhøne lavet af hans mor. I baggrunden ses Meroe Pyramiderne.
I Khartoum blev vi mødt af Omer, som vi skulle couchsurfe hos. Det blev en kæmpe oplevelse. Vi flyttede ind hos hans familie og priste os lykkelige for at være blevet forsinkede, så vi nu kunne nyde deres selskab en dag mere end planlagt. Omer var 22 og boede sammen med sin mor Amona, sin bror Mohammed på 25 og sin svoger. To af deres fem søstre boede også lige om hjørnet. Huset var en samling af små rum, der alle på en eller anden måde grænsede op til gården. Toilet og bad var i deres egne udhuse. De eneste møbler var senge. I gården stod et kasseret køleskab. Alt var meget primitivt. Som Mohammed sagde med et grin, “welcome to Africa.”
Luksusparkering til motorcyklerne i gårdens skygge lige foran stuen.
Vores værelse hos Omers familie. Teltet er sat op for at hindre myggestik mens vi sover.
Familiens stue.
Amona.
Det er svært at overdrive hvor fantastisk det var at bo hos Omer og hans famile. Vi talte meget om Sudan og verden generelt med både Omer og Mohammed, der begge var meget velorienterede om verden. Livet er ikke nemt i Sudan, der har haft voldsom inflation de seneste år ovenpå opdelingen mellem nord og syd, og vestlige sanktioner (en sidehistorie er at det var umuligt for os at hæve penge i Sudan fordi vestlige betalingskort som følge af sanktionerne ikke virker – men det vidste vi, og vi havde heldigvis vekslet nok i Egypten). Modgangen til trods var både Omer og Mohammed ukueligt glade og optimistiske. Omer gik med planer om at starte sin egen virkesomhed, og Mohammed planlagde at tage til Saudi Arabien for at finde sig et job. De ville begge gerne besøge Europa – Omer har en drøm om at besøge alle lande i verden – med det var umuligt for dem at få visum.
Omer brugte to dage på at vise os rundt i Khartoum, hvor højdepunkterne var den religiøse ritulle dans Halgt Zihr ved Hamed el-Nil moskeen, og simpelthen bussystemet i byen. Der er ingen rigtige officielle busser, så alle kører med mere eller mindre legale minibusser af forskellig art. Hver destination har sit eget håndtegn som selv Mohammed og Omer af og til var usikre på. Når man skal afsted vinker man sit håndtegn til alle passerende buschauffører, der så enten stopper eller måske svarer med et andet håndtegn. Hvis man var på en større busterminal havde chaufførerne i stedet råbemænd, det gik rundt og råbte destinationer, og kunne vise passagerer hen til den rette bus. Det var et bizart, ekstremt kompliceret og ineffektivt system, men det var interessant at opleve.
Traditionel beklædning til Halgt Zihr.
Alt imens vi diskuterede storpolitik, religion og popmusik med Omer og Mohammed trakterede deres mor os med det ene lækre måltid efter det andet. Hun kunne ikke tale engelsk, men lærte hurtigt at sige “again, again!” når hun mente at vi skulle tage en portion mere. To af aftenerne kom søstrene Neshua og Nuseiba forbi og snakkede med, så godt de kunne. Neshua var advokat, et svært job i Sudan, fordi man pr. definition altid er “imod regeringen.” Nuseiba var sygeplejerske, der arbejdede to jobs på to forskellige hospitaler, passede en familie med foreløbig to børn, og havde en sidegesjæft med henna-tatoveringer til lokale kvinder. Og så havde hun gået på aftenskole for at lære lidt engelsk, men det havde hun alligevel været nødt til at sætte på pause.
Fra venstre ses Neshua, Omer, Dania, Andreas, en svogeren og Mohammed.
Vores sidste aften mente alle, at Nuseiba skulle give Camilla en henna-tatovering, og det udviklede sig til en større festivitas, hvor vi blev iklædt traditionelle dragter, alle børnebørnene kom forbi, og vi kiggede familiebilleder. Før vi tog afsted havde Sudan nok været det land vi var mest ængstelige for, især i forhold til sikkerhedssituationen, men udenfor Darfur er der absolut ingen problemer. Selv kriminaliteten er den laveste i Afrika. Landet får en ubetinget anbefaling herfra, hvis man kan leve med at der er langt mellem de klassiske turist-seværdigheder.
Vi havde meget lyst til blive hos Omers familie, men skulle trods alt også videre mod Sydafrika, så da weekenden var ovre tog vi med Omer ind på den etiopiske ambassade, hvor vi fik fingre i etiopiske visa på kun halvanden time. Vi sagde farvel og på gensyn, og kørte mod sydøst. Syd for Khartoum var det slut med Sahara og terrænet blev gradvist mere grønt. Efter en nat på et gennemført elendigt hotel (og vores standarder er ellers efterhånden ret lave – men vi endte med at sove i telt på parkeringspladsen) i den triste by Gedaref kom vi til den etiopiske grænse.
Aftensmad på hotellet i Gedaref inden strømmen gik.
Vi måtte stoppe for 18 velvoksne kameler og 2 kamelunger.
Bortset fra irriterende sortbørs-pengevekslere gik grænseovergangen let, og var gratis. Efter to en halv times bureaukrati og frokost kunne vi køre mod Gondar, hvor vi er nu. Grænsen markerende et totalt skift i natur, og vi er nu i et frodigt grønt bjerglandskab, der kunne have været i Sydtyskland. Vi glæder os over de meget behagelige temperaturer på 20-25 grader, der nærmest føles koldt efter en måned i 45 graders hede. Vores førstehåndsindtryk af Etiopien er ikke helt så godt som Sudan, men der skal også virkelig meget til. Naturen er smuk her, men det er svært at stole på folk. Men lad os ikke dømme for tidligt, vi har omkring 6 dage mere her, før vi krydser ind i Kenya, så de kan nå at vinde vore hjerter endnu.
Dejlig grøn natur.
Fantastisk at høre at besøget på sygehuset blot var for at se det, ingen skader. Nyder at følge med jeres mega spændende rejse. Tak for at vi kan få lov at se og høre og være liidt med på rejsen.
Knus til jer begge!!!
Søde Dorte! Heldigvis ingen skader på os. Men hvor var det dog en oplevelse at se hospitalet i den lille landsby.
Fedt, du følger med
Knus fra Etiopien
Hej Camilla og Andreas.
Det er så dejligt at Birgitte lægger jeres fortællinger ind på FB, så vi andre kan følge med på jeres spændende rejse. Fortsat god tur.
KH inge
Kære Inge,
Hvor skønt at høre, at I læser med!
Ja, det er så sødt at mor, at hun deler vores oplevelser. Men jeg synes nu også, der er mange af dem, der er værd at dele !!!
Ha det godt! Hils Finn og de unge.
Knus Camilla
Fedt at folk er så venlige. Meget misunderlige hyg jer 🙂
Ja, folk i Sudan var virkelige herlige!!
Tænk, når jeg kommer hjem til DK, så har du skaffet en baby! Jeg glæder mig så meget til at møde hende!
Hils Maria.
Knus Camilla
Så dejligt, at Birgitte deler jeres historier. Jeg følger med hver gang og synes, det er så spændende. Hilsen fra Anja, Birgittes kollega.
Hej Anja!
Mange tak for det. Super fedt at høre, du følger med
Tillykke med dit jubilæum – og rigtig god tur til Rom !!!
Hilsner fra Etiopien