Elendige Etiopien
“Nu knækkede den! Den vil ikke køre mere! Nu er der noget der er knækket!”
Det havde allerede været en meget lang dag på det ringeste stykke vej, vi endnu havde mødt på turen. 70 km i grus og mudder med så mange huller at vejen kunne have været offer for en bølge artillerinedslag i stil med første verdenskrig. Gennemsnitsfarten havde ligget omkring 30 km/t, men vi var stadig langt de hurtigste køretøjer på vejen og havde overhalet et utal af lastbiler og lokale Toyota Land Cruisers. Det var ikke lige Camillas panikslagne stemme jeg havde brug for i mit headset, efter at vi nu endelig havde nået ordentlig asfalt.
“Ro på. Ramte du tuk-tuk’en?” Camilla havde været i færd med at overhale en af de tusindvis af tuk-tuk’er, der har fundet deres vej fra Asien til Afrika.
“Nej! Der er noget der er knækket! Jeg tror kæden er sprunget.”
Jeg var standset et par hundrede meter foran Camilla, og kunne nu irritere mig over den ingeniør, der havde besluttet at på netop denne strækning skulle der laves en hævet midterrabat, der umuliggjorde en u-vending. Jeg kørte længere frem, fandt et sted at vende, og skyndte mig tilbage. Vejen var ikke voldsomt trafikeret, men vi havde for nylig overhalet en håndfuld store lastbiler og en bus.
Da jeg kom tilbage havde bussen indhentet Camilla, men heldigvis nået at stoppe, før den ramte hende. På grund af midterrabatten kunne den ikke overhale. Med hjælp fra en flok overivrige etiopiere, havde Camilla fået bugseret motorcyklen lidt frem, men nu sad den fast. Jeg nåede frem og konstaterede at den kontante skubben fra ti par hænder havde klemt kæden ned mellem hjulets tandhjul og bagsvingarmen. Hjulet sad ubehjælpeligt fast. Bussen dyttede utålmodigt, men det var helt sikkert at dén motorcykel ikke trillede nogen steder lige med det samme.
Vi var kommet ind i Etiopien fra Sudan en håndfuld dage tidligere. Naturen var brat skiftet fra flad slette til skovklædte bjerge, og temperaturen var dalet behageligt. Vores første stop i landet var den nordlige hovedby Gondar. Vi nød naturen på vejen dertil, selvom vores tempo blev betydeligt nedsat af hundredevis af kvægflokke på vejen. Dyreflokke på vejen blev et fast tema under vores tid i Etiopien. I Egypten var det som om alle mennesker havde et andet sted de skulle hen til, i Etiopien var det alle mennesker og deres landbrug der havde et andet sted de skulle hen til.
Grønt og frodigt!
Der er rift om at komme over vejen fra alle sider.
Byens måske yngste æselopdratter.
I Gondar sendte Camillas gode ven Anders os et link fra Danmark, der informerede os om at der ugen inden var erklæret undtagelsestilstand i Etiopien. Der var udbrudt uroligheder mellem regeringen og oprørere fra landets folkerigeste stammer (som sjovt nok ikke må have lov at være med i regeringen). Aha. Det forklarede hvorfor der var så mange soldater i gaderne. Vi følte os nu ikke truede af oprørere, blot generede af meget aggressive gadesælgere, der enten ville veksle penge, eller forfulgte os byen rundt for at prøve at sælge os guidede vandreture i bjergene. Nej tak.
Vi brugte en pausedag i Gondar på at slappe af, se en gammel domkirke og byens 6 borge, der blev bygget af kejsere Fasiladas og hans efterfølgere fra midten af 1600-tallet og hundrede år frem. De mindede meget om europæiske borge og var meget interessante at se for en borgnørd som jeg. Vi smagte også den lokale mad, injera, der er en slags syrlige pandekager, som spises med alskens tilbehør. Vi kunne ikke lide det.
Lagdelt kirkevæg. Inderste lag består af en omgang grus, mudder og kolort, midterste lag af ler og yderste lag af nøjeanlagt maling.
Tre af de seks borge.
På vej mod syd ud af Gondar mødte vi adskillige lastbiler med soldater, der kørte nordpå. Vi blev enige om, at det nok var meget godt at vi skulle mod syd. To dage senere, efter endnu engang at have krydset nilen via en Grand Canyon-lignende kløft (1500 højdemeter ned fra højsletten på den ene siden, over broen, og 1500 meter op igen på den anden side), kom vi frem til hovedstaden Addis Ababa.
Her skulle vi bo hos amerikaneren Brauck. Han var ansat af den amerikanske stat til at overvåge bygningen af et antal hospitaler, som de sponsorerede. Det var en udfordring, kunne han berette. Han boede i en lejlighed på størrelse med et mindre palads i Bole, en af de finere bydele. Det var sjovt at bo der to nætter og bliver introduceret til livet som expat – vestlige folk, der er udsendt til steder som Addis lever nærmest i et parallelsamfund, og vi blev introduceret til både amerikanske marinesoldater, der bevogtede ambassaden, til diverse stilede barer, og til et par af hans lokale veninder med universitetsuddannelse fra London. De tog Camilla med ud at se traditionel dans på vores anden aften, mens båede Brauck og jeg måtte blive hjemme i paladset, da vi var ramt af dårlig mave. Men det var ikke det værste sted at have dårlig mave.
Den politiske situation taget i betragtning, havde vi besluttet os for at køre mere eller mindre direkte syd ud af landet. Det skulle tage os 3 dage at nå til grænseposten mod Kenya. På vej mod syd kørte vi gennem de problematiske stammeområder. Der var ikke nogen anden vej ud af landet, indkranset som det er af Sydsydan og Somalia. Vi følte os på intet tidspunkt truede, men heller ikke velkomne. De fleste vinkede venligt ad os, men mange kastede sten, grene eller vand efter os. Ingen ramte. Vi passerede et par håndfulde udbrændte lastbiler. Et par af dem udsendte stadig en sagte røgsøjle, mens børn legede i andre. I flere af byerne havde der været stukket ild til de små butikker og der lå glasskår på vejene. Men der var som regel nogle få soldater til stede, og alt virkede fredeligt, selvom stemningen nok var lidt spændt.
En blandt mange hårdtarbejdende landmænd!
Som vi bevægede os sydover vekslede omgivelserne fra skov i bjergene til tæt jungle. Bananpalmerne var næsten så talrige som hullerne i vejen, og husene lå tæt. Det var her, midt i junglen, at Camillas motorcykel ikke ville mere. En flok af de lokale greb fat om bagenden og løftede den, mens Camilla guidede cyklen hen på midterrabatten i nærheden af min. 70 tilskuere samlede sig straks omkring os. Etiopierne er meget nærgående. Egypterne stoppede tit op og kiggede fra den anden side af vejen, mens Etiopierne skal tæt på. Helt tæt på. Hvis ikke de rørte ved vores motorcykler, så stod de højst 30 cm væk. Jeg fik kæmpet mig gennem flokken over til min taske og gravede værktøjet frem. Jeg var lidt ængstelig for at skulle rulle alt vores værktøj ud midt i flokken, men jeg havde ikke meget valg.
Omklamrende menneskemængde, selv under en simpel reparation af MC-hjelm. Senere under frokosten, en marmelademaden, havde vi 36 tilskuere…
Mens Camilla forsøgte at holde øje med vores bagage dykkede jeg ned bag hendes motorcykel. Kæden var klemt virkelig godt fast, men var ikke sprunget, blot hoppet af tandhjulet. Og vi havde ellers lige kontrolleret kædens tilspænding dagen før. Baghjulet måtte af. Hver gang jeg tog fat i en skruenøgle greb ti hænder ud efter den for at “hjælpe”. Jeg kunne ikke se hvem de tilhørte. I samarbejde med den eneste lokale, der faktisk var hjælpsom, fik jeg med en del vold baghjulet af. Tandhjulet havde overlevet, omend beslaget til det havde fået nogle skrammer. Kæden var lidt skæv i ét led, men så ellers intakt ud. Jeg besluttede at vi godt kunne køre videre uden at jeg skulle til at have reservedele frem.
Nu havde jeg pludselig flere løse dele i spil: Akslen, en spændskive, en møtrik, og to skruenøgler. Ikke noget problem, hvis ikke det var fordi de var fordelt i ukendte hænder. Møtrikken og spændskiven – de mindste genstande – havde jeg heldigvis holdt godt fast i. Min eneste rigtige hjælper havde akslen. At få akslen tilbage i et MC-hjul kan godt være en lidt delikat opgave. Bremseskiven skal passes ind i kalipren, kæden skal på tandhjulet, og hullerne til akslen skal lines rigtigt op. Min hjælpers løsning var at banke hårdt på akslen med min hammer.
Jeg råbte op og tog hammeren ud af hånden på ham. Alle havde en mening om hvorfor akslen ikke bare gled i. Ingen havde nogensinde prøvet at arbejde på en BMW før, endsige set en. Min tålmodighed var opbrugt. Jeg lagde mig ned på jorden og skubbede hårdt nogle lokale væk fra hjulet. Nu kunne jeg ikke længere holde ud at spørge pænt. Jeg fik lirket akslen på plads og strammet de nødvendige skruer og møtrikker. Jeg rejste mig og gjorde det klart for Camilla, at nu så jeg helst vi bare kom væk. Hun havde været ganske rolig under hele reparationen, men var enig i at det var bedst at komme videre, hvis vi kunne.
Spillemænd, der dukkede op, da vi holdt en pause og spillede kort.
På vej væk forlangte alle mine hjælpere selvfølgelig penge. Min ene hjælper, der faktisk kunne bruges, fik en tyver, og vi smuttede. Vi burde have taget nogle billeder, men det havde vi ikke lige overskud til. Efter en forsigtig start kørte cyklen fint og vi nåede frem til Mega, en by 100 km fra grænsen, hvor vi overnattede.
Vi havde haft planer om selv at lave mad, men opdagede at nogen i flokken havde stjålet vores brændstofflaske og brændstofpumpe. Ugh. Ikke alene var det et dyrt stykke grej, men det var jo også noget vi havde planlagt at bruge til vores overlevelse. Når man rejser på MC har man ikke meget med, man kan undvære. Selv ting man i Danmark let kan smutte ned at hente i Spejder Sport får karakter af at være uerstattelige. Mit humør var lavt og vores respekt for etiopiere kunne ligge på et meget lille sted.
Vores sidste billede af den nu stjålne brændstofflaske og brændstofpumpe. Det var dog ikke krabaten her, der løb afsted med den.
Man undres. Vi har set i Sudan at folk kan være ekstremt venlige, selv under meget hårde vilkår. Etiopien har til gengæld alle fordelene: Venligt klima, god jord, fantastisk økonomisk vækst gennem det sidste årti. Og alligevel er fremmede åbenbart nogen man skal råbe ad eller se som omvandrende skatkister. Vores førstehåndsindtryk af Etiopien havde holdt stik. Noget så simpelt som en frokostpause var umulig at holde, uden at folk stod på ens tæer. Det er ærgerligt at et så smukt land skal hæmmes af en – for os – så træls kultur. Men vi er åbenbart ikke alene om vores opfattelse. Det hollandske par vi mødte mellem Egypten og Sudan havde sagt at de elskede folk i Sudan, men fandt selv landet uinteressant. Etiopien? “Naturen er fantastisk, men vi bryder os ikke om folk der.”
Heldigvis var hotellet godt og staben hjælpsomt, så vi fik kogt vand på gløder fra deres primitive køkken, og vi fik tanket cyklerne fra sodavandsflasker, så vi kunne klare den til Kenya mens terrænet igen skiftede til ørken. Her har kineserne lige lavet en fantastisk god, ny asfaltvej, som vi fulgte til Masarbit. Grænseovergangen var nem, og allerede da vi kørte ind i Kenya var stemningen meget venligere. Nu bor vi på en rigtig hyggelig campingplads hos en venlig sydafrikaner. Vi har købt syv øl. Det er nu ikke så tosset at være i Afrika.
Kolortehuse og termitbo.
Tankopfyldning ved brug af sodavandsflasker.
Hvor spændende læsning–ind imellem lidt krimiagtig ,men også fantastiske billeder og beskrivelser af det hele.
Forsat godt “eventyr”
Knus og SES
Det føles også nogle gange ret surrealistisk, specielt bagefter. Vi har mange flere billeder og historier Ha eet godt! Knus fra os på foden af Mt Kenya
Uha uha spændende læsning. Fortsat rigtig god tur knus Lisbeth
Tak for det! Det er skam også super spændende at opleve det Hils familien. Hyggeligt at høre fra dig!
Knus Camilla
Hej Andreas. Hvor er det spændende at følge med i jeres eventyr. Jeg fulgte med i starten og hov så var i pludselig godt nede i Afrika. Nu er jeg kommet med igen. Rigtig gode fortællinger og billeder i samler sammen og kommunikere så det skaber en lyst og nysgerrighed til at følge. Sikke en rejse og oplevelser i får med jer i bagagen. Tak fordi at i deler. Nyd resten af turen og hinanden. De bedste hilsner
Mange tak! Godt at høre at du følger med 🙂
Også en tak for spændende læsning herfra. God tur gennem Tanzania og videre frem.
Jo tak 🙂 Lige i første omgang slår vi et smut forbi Uganda og Rwanda, men så bliver det Tanzania.