At købe en motorcykel
I Mød Amelia beskrev jeg min motorcykel og hvilke overvejelser der lå bag købet. Selve handelen gemmer dog på en historie, der nok er værd at fortælle. Som nævnt havde jeg overvejet forskellige modeller, og denne BMW ville kun være mulig for mig at købe, hvis jeg fik den til en rigtig god pris. I min verden var det 50.000 kr. eller derunder, og da de som regel går for omkring 65.000 havde jeg stort set afskrevet den.
Lige indtil onsdag d. 24. juli, hvor Anders og jeg opdager en XChallenge til 50.000 i den blå avis. Det kan lige nøjagtigt lade sig gøre med budgettet, så samme aften ringer jeg til sælgeren. Telefonen bliver taget i den anden ende, men der er en voldsom baggrundsstøj og en svært forståelig accent, så jeg må koncentere mig til det yderste for at forstå hvad der foregår. Jeg magter dog at opfange “jeg sidder lige i en bil på Nordsjælland, og jeg skal hjem til Gedser. Kan jeg ringe tilbage til dig omkring midnat?” Øh… ja ja. Motorcyklen stod altså i Gedser, stort set så langt man kan komme fra Aalborg indenfor landets grænser.
En hjort i Yellowstone. Den har intet med dette indlæg at gøre, men jeg er sikker på den ville have læst det med stor interesse, hvis den kunne.
Efter jeg spændt havde udskudt sengetid til lidt senere end sædvanlig, ringede Poul, som det viste sig han hed. Poul var et meget snakkesaligt og lidt forvirret menneske. Excentrisk passer godt på ham. Inden jeg fik set mig om havde jeg fået historien om Amelia, historien om hans kommende MC og historien om hans søn, det var på min alder. Jeg fandt også ud af at han oprindelig var fra Polen, men havde boet i Danmark siden ’86. Og at han boede i et hus med tårn på, hvorfra man kunne se helt til Tyskland på gode dage. Vi aftalte et Skype-opkald dagen efter, så jeg kunne se på dyret.
Det blev torsdag, og Poul ringede i lettere panik og fortalte at der lige var kommet et uanmeldt kontrolbesøg, han var nødt til at tage sig af. Fra Skat? Fra Fødevarestyrelsen? Hvem ved, igen drillede den svært forståelige accent. Fint fint. Vi fik fat i hinanden på Skype, jeg så at cyklen så fin ud, og jeg fik repeteret og uddybet historien om hans tårn. Og om hans tømmermænd, for han havde lige besøg af sin polske tandlæge, og han havde haft noget god vodka med. Heldet ville at han stod for at skulle købe en ny MC, som var i Skive, så han ville levere Amelia lige til døren, hvis jeg var interesseret. Det var jeg. Nu skulle han bare lige koordinere med sælgeren i Skive.
Sent torsdag aften ringede Poul igen: “Manden i Skive vil ikke sælge alligevel, så nu tror jeg også bare jeg beholder min. Jeg sover lige på det og ringer igen i morgen.” Da afskrev jeg stort set købet.
En bus med en flymotor på. Heller ikke relvant, men hey, det er en bus med en flymotor på!
Fredag morgen havde Poul besluttet sig: “Okay, nu vil jeg gerne sælge den, men så skal det også gå hurtigt. Jeg skal jo ikke til Jylland alligevel, så du må selv hente den, men jeg kan godt bringe den til København. Kan du hente den i morgen?” – der var nok lidt flere ord, for Poul var ikke en mand der fattede sig i korthed, men det var essensen. Lørdag havde jeg andre planer, så det gik ikke. Søndag? “Nej, der skal min tandlæge og jeg på tur til Sverige, så det duer ikke. Kan du i dag?” Jah, takket være mit meget fleksible PhD-job kunne det godt lade sig gøre, og jeg sprang på et tog en halv time senere.
Undervejs til København fik jeg fat i min gode ven Odder, som også kører på motorcykel og bør i København, og fik arrangeret at mødes hos Poul. Flere øjne, især fra en lidt mere erfaren rytter var nok en god idé. Poul samlede mig op på den lokale s-togsstation, og vi kørte til hans lejlighed og garage, alt imens han fortalte mig om hvordan han var ingeniør, men nu havde sagt op for at blive guldsmed i stedet. Og at han også var ved at uddanne sig til social- og sundhedshjælper. Jeg spurgte ind til hvorfor, men han blev pludselig distraheret af en semi-eksotisk bil der overhalede, og samtalen gik i en anden retning.
Vi mødtes med Odder og konstaterede hurtigt at cyklen var i god stand, så jeg ville tage en prøvetur. Efter et par cirkler på parkeringspladsen stoppede jeg motoren, for at aftale hvor Odder – som var mødt op på sin egen Suzuki – og jeg kunne køre hen. Så ville den ikke starte. Efter at have været i garage i to år og kun ude på små prøveture var batteriet fladt. Os tre ind i bilen (“ja, det er en Chevrolet som jeg har fået utrolig billigt…”) og afsted mod Harald Nyborg for at finde en lader. De havde ikke den som Poul ville have. Videre til Biltema. Tilbage igen. Sætte batteriet til ladning. Nu var klokken henne midt på eftermiddagen, og jeg havde ikke fået noget at spise siden morgenmaden, så Odder og jeg så vores snit til at smutte på Sunset efter en sen frokost. Dernæst igen op til Poul, som fremviste sin – egentlig ret fine – smykkekollektion. Klokken 17 var batteriet ved at være klar, og vi stævnede ud på vores prøvetur.
Rodeo i Grangeville, Idaho.
Den kørte fremragende, jeg var forelsket. Tilbage til Poul og meddele at den var købt. “Godt, har du 50.000 med i kontanter?” Det havde jeg ikke lige. I min naivitet havde jeg ikke rigtig overvejet betalingen, andet end at jeg havde taget min computer med, så jeg kunne lave en bankoverførsel. Det var han ikke tilfreds med, for sådan en kunne jeg jo bare afbryde når jeg var kørt. Vi blev enige om at hæve så mange kontanter vi kunne. Dankortet gav ikke meget, men heldigvis havde jeg Odder med. Han havde en lokal bank, så han kunne hæve noget mere i en af deres automater. Odder afsted, mens Poul fortalte mig anekdoter om sin første tid i Danmark, jeg modificerede slutseddelen til at være afhængig af en bankoverførsel af det resterende beløb og hans kone serverede frisk melon.
Odder kom tilbage og vi havde nu i alt 10.000 kroner i kontanter. Velvidende at vi ikke havde mulighed for at skaffe flere accepterede Poul, og vi igangsatte en overførsel af de resterende 40.000 kr. Nu var klokken hen ad 20:30. Vi forlod Poul og jeg satte kursen vestpå med et bredt smil – nej, grin – på læberne. Stereophonics i ørerne, siddende på min egen motorcykel, og hele ekspeditionen var pludselig meget realistisk.
Jeg spiste en meget sen aftensmad på en McDonald’s et sted på Fyn og var hjemme lidt over 02:00, hvor jeg gik i seng, meget, meget træt og meget, meget glad.