Baltikum på fire dage
“Når din tænding på et tidspunkt går i stykker … Du skal vide at der er et leje i din bagsvingarm der går i stykker efter ca. 800.000 km … Ja, det viser sig jo at gearkassen på en 85’er har tandhjul hvor tænderne er vinket anderledes end på en 81’er, du har 15 grader, jeg har 17,5.” Peter, som vi mødte på campingpladsen i Pärnu i Estland, var fuld af tips og tricks om Anders motorcykel. Han havde nemlig selv en magen til – dog 4 år ældre – som han mere eller mindre havde kørt fra Australien til Baltikum, med hjælp af et par containerskibe undervejs. For første gang i mange dage var vi nået frem til en campingplads tidligt nok til faktisk at nå at møde nogle af de andre campister.
Vilnius.
Efter vores lettere forcerede ankomst gennem Polen tog vi os lidt bedre tid gennem Litauen. Det betød dog ikke at vi ikkebrugte vores dage (lidt for) fuldt ud, blot at vi kørte lidt mindre og lavede andre ting. Morgenen efter vores besøg hos Renata navigerede vi ind til Vilnius’ gamle bydel via de brostensbelagte gader. Det var en stor udfordring både at skulle navigere, holde øje med trafikken *og* kigge på alle de virkelig pæne piger Litauen viser sig at være stopfuld af. Det lykkedes dog og vi brugte et par timer på at se de flotte gamle bygninger og få en traditionel kartoffelpandekagefrokost.
Vi havde optimistisk besluttet os for at nå til Klaipeda på Østersøkysten den dag, så vi satte ud på motorvejen til Kaunas og derfra via mindre veje langs grænsen til Kaliningrad. Vi ramte turens første grusveje – yay – og kort tid efter turens første alvorlige regnskyl siden Fyn. Vi hoppede hurtigt i regntøjet og fortsatte på vores vej, det var egentlig slet ikke så slemt, tøjet holdt os varme og tørre. Regnen sinkede os dog en del, kombineret med endnu en forsvunden bro og meget ringe skiltet omkørsel, så vi var først fremme ved campingpladsen ved ti-tiden, hvorefter vi måtte hive Trangiaen frem og kokkerere aftensmad.
Campingpladsen, der ved første øjekast lå et meget underligt sted væk fra alting, viste sig at være Litauens kite-surfing mekka, og da vi stod op næste morgen var der mindste 20 kites i vandet. Pladsen ligger ud til en meget lavvandet bugt der er skærmet af det Kuriske Næs, så det lignede et begyndervenligt sted. Der var bygget en spritny containerby sponsoreret af Tuborg, komplet med café/bar/grill, masser af sækkestole, surfshop og så videre. Vi havde dog ikke tid til at give den som surferbumser, vi måtte videre.
Jeg strammede Amelias kæde og efter et kort stop i Klaipeda (der lige blev forlænget med 1,5 time fordi Anders’ instrumentpanel var ved at ryste sig fra hinanden, så han gik på jagt efter nye bolte og fandt de fleste), kørte vi mod Riga, der er hovedstaden i Letland. Planen var at nå halvvejs og campere der, men campingpladsen som kortet havde vist os vej til eksisterede ikke. Vi spurgte om vej et par steder hvor ingen kunne tale engelsk, men lige lidt hjalp det, og klokken 2130 bed vi i det sure æble og besluttede os for at køre helt til Riga.
Meridianas i Klaipeda.
Anders skruer på Bob i Klaipeda.
Vi handler ind i en lille, litauisk by, hvor vi måtte pege på varerne bag købmandsdisken – ingen af os taler Litauisk.
Her ankom vi på en ikke fiktiv campingplads klokken 23 og varmede vores hidtil seneste aftensmad omkring midnat. Næste formiddag brugte vi på at se rigtig hyggelige Riga, inklusive det knap så hyggelige besættelsesmuseum, der var virkelig interessant.
I forgrunden, sorthovedernes hus i Riga. Det var et laug af rige, tyske købmænd.
De baltiske stater har altså virkelig trukket nitten: Dannet i 1919 efter 1. verdenskrig, besat af Sovjet sidst i trediverne, hvor frygtelige udrensninger og deportationer fandt sted, “befriet” (troede nogle af dem) af Nazityskland i 1941, men det viste sig jo at være mindst lige så slemt, og derpå i store træk ignoreret af Vesten i 1945, hvor Sovjet da lige fik lov at snuppe de lande igen, med masser af Gulag-fanger og generel undertrykkelse af deres lokale kultur til følge. Sikke en lang og deprimerende sætning. Nu om dage går det heldigvis bedre, men det er ikke så underligt at man ser ængsteligt mod situationen i Ukraine i disse dage.
Fra Riga kørte vi til Pärnu, halvvejs til Tallinn i Estland. Der mødte vi Tanya og Peter fra Australien, et par i 50erne, som er ved at køre Europa rundt på deres motorcykler, efter at have taklet Malaysia og Singapore. Hvor længe skal de være afsted? Hvem ved. Men de har tilbudt at lægge hus til en overnatning når vi engang kommer til Brisbane.
I går tog vi så det sidste stykke til Tallinn, der afsluttede Baltikum for os. Det er en fantastisk flot og velbevaret middelalderby, og vi så blandt andet det sted hvor Dannebrog (der jo er verdens ældste flag, er jeg sikker på alle mine læsere ved) faldt ned i 1219. Tallinn betyder oversat “danskerbyen.” Vi regerede der i 12-1300-tallet og der er danske præg overalt.
Våbenskjolde i Tallinns domkirke, der var magtcentral i århundreder.
Den russisk-ortodokse kirke i Tallinn.
Stedet hvor Dannebrog faldt ned fra himlen.
Til sidst besøgte vi KGB-museet i Hotel Viru, der blev bygget i 1972 til vestlige gæster og derfor var veludstyret med mikrofoner til aflytning af alle de vestlige “spioner.” KGB forlod stedet over hals og hoved i 1991 og efterlod et af rummene stort set intakt. 23. etage på hotellet er nu gjort til museum, som man kan se på en meget entusiastisk guidet tur. Den skulle have taget en time, men hun havde så mange gode historier at den tog to.
KGB lyttecentral.
Ja, cigaretskodderne er originale og røget af KGB-agenter.
Derefter fangede vi en færge til Helsinki, hvor vi overnattede. Vi har besluttet at springe over Helsinki, da det er den del af Finland som er nemmest at besøge en anden gang, så i dag skal vi til Savonlinna, hvor der angiveligt er en kæmpe borg. At køre gennem Helsinki i tusmørket var meget ligesom at køre ind i København og gav mig en underlig følelse af at være hjemme. Selvom vi endnu knap er halvvejs gennem turen tror jeg vi har lagt de mest fremmede steder bag os. Nu venter de uendelige skove og vildnis mod nord om et par dage.