Det andet Egypten
Det var svært at holde grinet tilbage, som jeg sad og stirrede ud af vinduet af Ahmeds kridhvide Mitsubishi Lancer med rally-hækspoiler og Sias hit “Chandelier” på fuld knald i stereoanlægget. Blot to dage tidligere havde jeg grinet tilsvarende over surrealismen, da vi kørte gennem Alexandrias beskidte gader i Mahmouds taxa, en mindst 40 år gammel sort og gul Lada 1200 med julemusik i de stærkt underdimensionerede højttalere i form af Celine Dions version af Last Christmas. Kontrasten kunne dårligt have været større.
Efter vi endelig havde fået fat i vores motorcykler i Alexandria, satte vi samme aften afsted mod Cairo, hvor vi havde en aftale om at overnatte hos Ahmed, endnu en Couchsurfer. Vi havde umiddelbart planer om kun at blive en enkelt nat, eftersom vi allerede havde set det meste af Cairo, og vi ærlig talt trængte til at komme videre. Vores indtryk af Egypten var primært skrald, kaos og fattigdom – og en total mangel på vilje til at gøre det bedre.
En Hollandsk nummerplade vendt på hovedet gemmer sig bag den egyptiske. Det er tilsyneladende meget på mode i Cairo. Især med (ofte falske) tyske plader.
Da vi trådte ind over Ahmeds dørtærskel kom vi ind i et helt andet Egypten, der er fuldstændig separat fra den version vi i første omgang havde mødt. Det kan godt være at de to Egypten der findes har samme navn og ligger samme sted, men de har intet med hinanden at gøre. Ahmed var farmaceut og boede for sig selv i en fin lejlighed i en 5-6 etagers boligblok, som hans familie havde bygget. Hans ene bror – IT-specialist boede med sin familie i lejligheden nedenunder og den anden bror – direktør og ejer af et IT-firma – pendlede mellem sine filialer i Egypten og Dubai. Hans mor boede også i huset, som hun selv havde designet. Resten af lejlighederne skulle på sigt lejes ud, men var endnu ikke færdigbyggede.
Ahmed boede lige i nærheden af Mall of Arabia, det største indkøbscenter i Egypten. Da vi havde fået et bad spurgte han om vi havde lyst til at tage ud at spise. Vi var lidt trætte, men havde heller ikke lyst til at skuffe den næsten aggressivt gæstfrie Ahmed. Så vi kørte over til Mall of Arabia og efter en meget halvhjertet sikkerhedsransagning af bilen holdt vi foran indgang nummer 21. Det her sted er stort.
Alene at gå fra den ene ende til den anden tog en halv time, og centret er spækket med vestlige mærkevarebutikker, fra Nike til Giorgio Armani og danske Jack & Jones. Alt er hvidt og veldesignet og kan konkurrere med enhver amerikansk mall, jeg har været i. Vi kiggede forbi på ugens første weekendaften (torsdag, hernede har man weekend fredag-lørdag), og her var proppet med mennesker i mærkevaretøj, høje hæle og bæreposer i hænderne.
Vi spiste på en god restaurant i centret. Oksemedallion i svampesovs var lidt af et skift fra fuul (bønnemos) og koshari (makaroni med ris og ristede løg). Klokken var hen ad 22, men Ahmed forklarede at der i Egypten ikke eksisterer faste spisetider, man spiser bare, når man er sulten. Hele centret og alle butikker havde åbent til klokken et om natten. Selv ved midnat løb små børn rundt og legede. Egypterne sover åbenbart aldrig.
Ahmed ville ikke høre tale om, at vi tog videre allerede næste dag. Og faktisk passede en dags i luksus os ret fint. Ahmed havde ferie og ville gerne vise os de dele af Cairo, vi endnu ikke havde set. Vi havde været rundt til de fleste hovedattraktioner, men han tog os med til kvarteret med kristne kirker, hvilket var rigtig interessant at se. Der er langt fra Store Brøndum kirke til en koptisk katedral in hjertet af Cairo.
Ude at se kirker med Ahmed, vores private guide, chauffør og ven.
Endnu en kirke.
Kirke.
Så førte han os videre til en upscale cafe langs Nilen, hvor vi spiste en let, sen frokost. Ahmed bestilte også sheesha (vandpibe), men havde ikke så stor succes med at afsætte det hos os. Imens gik tiden og solnedgangen blev så småt klar til dagens hovedattraktion: En tur med felucca – et sejlskib – på Nilen.
Ahmed satte os af ved porten til molen ved siden af de andre par håndfulde turister, der forsøgte at hyre en båd. Så valsede han op forbi dem for at forhandle en ordentlig pris på plads til os – det var nemmere, hvis han undgik at afsløre, at han skulle have to europæere med. Kort efter kom han tilbage, og førte os forbi nogle flere turistflokke, der kravlede 10-15 personer ned i én felucca. Vi hoppede ned i vores egen, helt private felucca. Lyserød, efter Camillas ønske.
Vi sejlede rundt i solnedgangen og skumringen i en times tid, mens sejl og ror blev kyndigt betjent af vores vejrbidte kaptajn. Det var en gennemført magisk oplevelse.
Vi sejlede i feluccaen til venstre i billedet.
På vej hjem stoppede vi forbi en Cinnabun, fik kanelsnegle så store som håndbolde, og mødte Ahmeds gode ven Mohammed, der arbejdede på Cairos amerikanske universitet og havde et fuldstændig flydende amerikansk – og i øvrigt var enormt flink.
Næste morgen var vi simpelthen nødt til at komme videre, hvor meget vi end nød at bo hos Ahmed. Min ven Mads med Mads-hatten var i Luxor på arbejde (dog uden Mads-hat), men lige på nippet til at flyve hjem. Ham kunne det være hyggeligt at hilse på, og så havde han nogle dollars, vi også var ret interesserede i at købe. Ahmed havde forklaret os, at der ikke var det store at se på vejen derned, så vi besluttede os for at køre hele turen på én dag. Vi havde aldrig før kørt 700 km på en dag, men blev forsikret om at militæret for nylig havde bygget en fremragende ny vej.
Ganske rigtigt. Det gik rigtig godt dernedad, med tre undtagelser. Efter et par timer blev vi nervøse for mængden af Camillas kølervæske. Niveauet var ikke til at se i ørkensolen, så vi måtte have værktøjet frem og pille noget plastic af. Der var heldigvis ingen problemer. Lidt senere, lige efter vi havde tanket, begyndte min MC at klage over snart at være tom for benzin. Ved en fejl havde jeg kun fyldt ekstratanken og ikke hovedtanken. Vi måtte køre 30 km tilbage for at tanke ordentligt, eftersom tankstationer bestemt ikke hænger på træerne i Sahara. Til sidste på dagen blev vi tilbageholdt på et militært checkpoint i Qena i 45 minutter uden grund. “Vi skal lige vente på chefen, det tager kun ti minutter.” 45 minutter senere var chefen stadig ikke dukket op, og vi blev sendt videre.
Der er tjek på kølervæskestatus!
Men vi nåede frem hen ad klokken 20 og spiste en hyggelig middag med Mads, mens vi delte vores frustationer over egyptere. De er åbenbart heller ikke verdensmestre i at bygge og drive cementanlæg, kunne vi forstå. Det var i øvrigt en virkelig underlig tanke for os at Mads 24 timer senere ville være i Aalborg, når nu vi havde brugt mere end en måned på at komme til Luxor.
I Luxor så vi Kongernes Dal og Karnak-templet, komplet med egen chauffør og guide, selvfølgelig arrangeret af fantastiske Ahmed, der lige kendte nogen, der kendte nogen. Vores guide havde læst historie på universitetet og var meget dygtig. Begge attraktioner var meget spændende, langt bedre end pyramiderne.
Kigger på søjler med guiden Nour i Luxor.
Hieroglyffer.
Fra Luxor kørte vi til Aswan, hvorfra vi skulle prøve at koordinere grænseovergangen til Sudan. Det er ikke noget man bare lige gør, det involverer både militæreskorte (uden grund, her er slet ikke farligt), en sejltur og det meste af en dags papirarbejde ved grænseposten. Vi fik en forsmag på vej til Aswan, da vi pludselig havde politieskorte. Ingen stoppede og fortalte os, at nu skulle vi eskorteres, men ud af det blå var der en politibil foran os, og da vi prøvede at overhale, blev vi vinket tilbage. Hver ca. 20 km blev bilen så afløst af en ny, og vi endte med at blive eskorteret helt til hotellets dør. Også her uden nogen grund, alle er enige om, at der ikke er noget farligt i Aswan.
Bazar i Aswan.
De lokale spiser brød som dette til alle måltider. Det smager ikke af noget, medmindre man putter marmelade på.
Ahmed hilser trofast, når vi flere gange dagligt passerer hans lille butik.
Der duftes til krydderier af alle slags. Udvalget er stort. Hvis ikke pladsen var så trang, så skulle vi have krydderier med hjem i sækkevis.
Effektivitet er når trafikken bare kører…
Nu sidder vi så på hotellets tagteresse og venter på at vores visum til Sudan går i orden. Forhåbentlig får vi det i morgen, men ingen tør love noget. Hvis ikke er vi nødt til at vente tre dage mere i Aswan. Vi får se.
Parkering foræresgæster til hotellet i Aswan.
Aften efter aften i Aswan nyder vi en drink på en lokal cafe. Det er vores bedste mulighed til internet.