Én ting til…
Himlen var en smuk azurblå. Der var ukarakteristisk vindstille på Kap Det Gode Håb, men bølgerne rullede stadig under os, og viste hvide tænder i den dybblå havoverflade. Vi var nået til vejs ende, sådan helt bogstaveligt: Ved parkeringspladsen under Cape Point-fyrtårnet er vejen simpelthen ikke længere. Vi havde vandret op til fyrtårnet, taget et par billeder og efterladt et af vores klistermærker. Vi besluttede at forlænge gåturen og vandre tværs over spidsen af landtangen til selve Kap Det Gode Håb. Vi havde frokost med, og jeg havde bedt Camilla købe kage.
Rejsens sidste klistermærke sættes op.
Syv måneder tidligere sad jeg i nattens mulm og mørke og forsøgte at undgå at superlime mine fingre til vores spisebord. Jeg havde anskaffet en pakke med assorteret finer i en tvivlsom eBay-handel og bundet Camilla en historie på ærmet om, at “jeg bare gerne ville se lidt forskellige typer træ,” da pakken ankom. Jeg havde udvalgt mig et ark indisk rosentræ og et ark birk som kontrast. Der var en lille måneds tid, til jeg skulle på konference i USA, og så ville jeg i praksis ikke være hjemme igen før, vi kom hjem fra Afrika.
Jeg fandt nogle aftener og formiddage, hvor Camilla ikke var hjemme, og jeg krydsede fingre for, at hun ikke pludselig returnerede uanmeldt. Det lykkedes mig at bøje rosentræsfineren og pakke alting pænt sammen, før Camilla kom hjem. Nogle dage senere kunne jeg laminere fineren til små rør – og igen pakke sammen i nervøsitet for at Camilla pludselig dukkede op. Nogle dage gik, og jeg fik tilføjet en stribe af birk og slebet det hele pænt – og kunne så starte forfra, da det viste sig at jeg havde fået lavet den ene for lille. Camilla har et solidt blik for manglende rengøring, så jeg var under konstant stress i angst for at hun skulle opdage savsmuld på køkkengulvet. Hun må have oplært mig godt, for min rengøring var tilstrækkeligt god til, at hun aldrig opdagede noget. Et af vores spækbrætter har den dag i dag stadig spor efter superlim, men det var underligt nok ikke noget Camilla nogensinde bemærkede.
Efter 6 dejlige uger i USA kom vi begge hjem til Danmark for en kort bemærkning, inden vi skulle køre mod Afrika. Et kort sekund havde jeg glemt, hvor jeg havde gemt mit kunsthåndværk, hvilket ville have afsporet mine planer fuldstændig. Jeg ledte forgæves blandt mine klatresager, men efter at have gransket min hukommelse, kunne jeg lette låget på det eneste sted i vores lejlighed, jeg ved Camilla absolut ingen interesse har for at rode rundt: Æsken til en af mine whiskeyflasker. Fra Benromach-æsken smuglede jeg de små stykker træ over i inderlommen på min motorcykeljakke og vores eventyr begyndte. Det var fingerringe.
Whiskeyhylden i Aalborg.
Undervejs tænkte jeg ikke så ofte på ringene, men en dag i Montenegro blev vi fanget i et frygteligt regnskyl. Vi måtte stoppe motorcyklerne og stod i en halv time, og skuttede os op ad hinanden, mens himlens sluser tømte. Vi kunne ikke have været mere våde, om vi så var hoppet direkte i Kotorbugten for foden af bjerget, vi stod på. Min jakke, og dermed min jakkes inderlomme, var naturligvis fuldstænding gennemblødt. Der var ikke andet at gøre, end at håbe på at ringene kunne holde, for jeg kunne ikke give mig til at vifte rundt med dem i den lille, usle campingvogn vi havde lånt at sove i. En hurtig inspektion gav ikke anledning til alarm.
Montenegro, sådan ser det ud, når det ikke regner.
Vi fortsatte mod syd og alt gik som smurt, indtil min motorcykel måtte lade livet under en kullastbil i Malawi. Heldigvis sprang jeg af, og tog dermed ringene med, da det stod klart at lastbilen ville køre over mig. Den episode medførte en total ompakning af alle vores sager – en ompakning Camilla forestod. Hun havde fingrene i hver eneste lille dims vi medbragte, helt ned til ekstra hjullejer. Heldigvis nåede hun aldrig til at kigge i mine jakkelommer, og ringene forblev i sikkerhed.
Stakkels Amelia.
5 måneder efter vi havde forladt Danmark, nåede vi til Cape Town trods alle vores udfordringer undervejs. Vi havde ganske vist kun én motorcykel tilbage, men ingen havde benyttet sig af utallige chancer for at stjæle min motorcykeljakke og dens indhold. Min ihærdige indsats for at marinere den i sved på vej gennem Sahara havde utvilsomt givet pote i forhold til tyverisikring.
Samme morgen som vi tog afsted mod Cape Point og Kap Det Gode Håb, flyttede jeg behændigt ringene til min bukselomme. De havde, ligesom vores forhold, overlevet alle de strabadser, der følger med, når man kører gennem verdens vildeste kontinent på motorcykel.
Cape Point er overrendt af turister, men det nærliggende Kap Det Gode Håb ligger en lille gåtur væk, og er derfor mere roligt. Jeg fandt et par gode klippestykker, vi kunne sidde på og spise frokost. Jeg var nok lidt fraværende under samtalen, mens jeg overvejede præcis, hvad der nu skulle ske. Vi fik lavet os et par sandwiches med roastbeef og fik smagt på kagen, da en flok bæverlignende dyr besluttede sig for at overfalde os. De ville gerne smage vores mad. Det hjalp ikke at råbe af dem eller kaste sten på dem, og til sidst måtte vi simpelthen flygte. Jeg fornemmede romantikken smuldre.
Camilla var mest stemt for bare at spise færdig, mens vi gik tilbage mod motorcyklen. Jeg foreslog at vi lige satte os ned igen. Det fandt den fjendtlige bande dyr hurtigt ud af, og vi flyttede os. Igen. Jeg satte mig et nyt sted. Camillas tålmodighed med min mærkelige opførsel blev kortere og kortere. Hun blev stående. I samme nu var en turistbus ankommet til den ellers øde parkeringsplads under Kap Det Gode Håb. Horder af amerikanere var på vej op ad stien mod os. Det var nu eller aldrig. Jeg kiggede ud over den fantastisk smukke kyst. Smagte lidt på navnet “Kap Det Gode Håb.” Tog fat i ringene i min lomme. Snusede den friske havluft ind. Kiggede på Camilla. Gik på knæ.
Hun sagde ja. En rejse var slut og en ny kunne begynde.
Udsigt fra Kap Det Gode Håb.
Sikke en skøn efterskrift på jeres eventyr. Tusinde gange til lykke
Mange tak, Jan! Fedt at høre at du også læser med 🙂
❤
Stort tillykke.
Mange tak 🙂
Tillykke og en fed rejse 🙂
Mange tak, Staffe 🙂