Faraos cigarer
Vi vandrer ned ad den mørke, labyrintiske gyde, mens muezzinen messer sit kald til bøn. Boderne i væggene på begge sider er lukkede, det er helligdag i Egypten. De fleste gadelamper er slukkede, men der lige nøjagtig tilstrækkeligt lys til at orientere sig og træde udenom skraldet, der flyder overalt. Børnene leger omkring os, og der er ukarakteristisk roligt i dette lille bitte hjørne af Cairo.
Vi får viklet os ud af de kringlede gyder, men ikke helt uden besvær. Vores kort er detaljeret, men dybt inde i Khan al-Khalili bazaren kan det trods alt ikke hjælpe. Vi træder ud på Gohar El Qaed, en af hovedgaderne mellem centrum og det islamiske Cairo, hvor vores hotel ligger. Som på alle andre gader, der er brede nok til biler, er her en sand malstrøm af biler. Hvide taxaer konkurrerer om vores opmærksomhed, mens vi prøver at undgå at blive kørt ned af de hundredevis af Suzuki Super Carry mikrobusser der fragter nogle af Cairos 20 millioner indbyggere til alle verdenshjørner. Alle har tilsyneladende et andet sted de skal være.
Vi selv er godt trætte efter en dag fuld af nye indtryk. Vi er vandret fra vores hotel til Det Egyptiske Museum, der huser mange af skattene fra pyramiderne og andre templer og gravsteder i hele Egypten. Altså de af skattene, som ikke, i løbet af de sidste par hundrede år, er blevet købt eller stjålet af os europæere og bragt til British Museum eller Berlin. På vej tilbage passerer vi gennem den næsten lukkede bazar og forbi en moske, som alle lokale familier i aften holder byfest foran.
Under vores tid i Cairo nåede vi selvfølgelig også at se pyramiderne, der er en misligholdt turistfælde uden lige. Selve pyramiderne var heldigvis et imponerende nok syn, da vi først fik kæmpet os forbi horderne af svindlere, der vil sælge ture på kameler og i hestevogne med radmagre og haltende heste, der knap kunne holde sig på benene af udmattelse. Dyrplageri er helt tydeligt ikke noget, man tager sig af i Egypten.
Faraos cigarer var ingen steder at finde, men jeg har opdaget at Tintin kan købes på iPad, så jeg har downloadet og genopfrisket den historie.
Vi boede på et rigtig fint, billigt hotel, der hurtigt fik os til at genoverveje vores fordomme om Egypten. Alle var venlige og hjælpsomme, og de forsøgte ikke at sælge os alt muligt, og der var rent og pænt. Det gode indtryk af Egypten holdt de første par dage for mig – knap så længe for Camilla – men jeg må efterhånden konstatere, at man som regel ikke rigtig kan stole på noget som helst, nogen siger. Og slet ikke, hvis det drejer sig om penge. Folkesjælen afspejles også i at de fleste huse har ikke været vedligeholdt i årtier, og her er skrald overalt.
Vi er dog heldigvis også stødt på undtagelser. I toget på vej til Alexandria stod folk nærmest i kø for at hjælpe os med at finde vores pladser, i går mødte vi en virkelig flink taxachauffør, som inviterede os på kaffe samme aften, og vi bliver konstant bombarderet med “Welcome to Egypt,” når vi går ned ad gaden. Det er det eneste de kan sige på engelsk. Og så var der godt nok lige ham, der spyttede på os i aftes. Men han ramte ikke.
Her er absolut ingen turister. Vi var klar over at turismen var faldet siden revolutionen, men ikke at den havde nået nulpunktet. På Det Egyptiske Museum så vi omkring 10 turister og ved pyramiderne – der vel må regnes for at være en af verdens allerstørste turistattraktionen – talte vi sølle 20 udlændinge. Vi var de eneste vestlige gæster på vores hotel. Vi så ingen, slet ingen, når vi vandrede rundt i gaderne. Det er der nu ingen grund til, for til trods for de småsvindlende forhandlingsteknikker, skraldet i gaderne og generelt forfald, er her på ingen måde utrygt.
De manglende turister gør, at der er ekstra megen opmærksomhed på os, men man vænner sig til det. Alle vil have et billede med os, og vi siger konsekvent nej. Bortset fra ved pyramiderne, da Camilla gjorde en forretning ud af det. En flok teenagere kom igen og spurgte om billeder, men i stedet for at sige nej, krævede hun et egyptisk pund (ca. 75 øre) pr. billede. Hun lykkedes med at tjene penge nok til at betale for vores bus hjem. Hun blev endda tilbudt hele 5 pund for et kys (“I love you!”), men takkede dog nej.
Bortset fra vores små vandreture i Cairo og Alexandria er tiden mest gået med papirarbejde, bøvl og venten på at få motorcyklerne udleveret. Hvis alt går efter planen får vi dem i morgen. Det ser lovende ud lige nu, så vi krydser fingre. Men dén oplevelse fortjener sit eget blogindlæg. Følg med i næste afsnit…
Det lyder næsten som kinesiske tilstande, at være de eneste turister og blive bedt om at stille op til fotos i tide og utide. Jeg manglede bare Camillas forretningstalent, havde ikke lige overvejet at man kunne kræve penge for det 😀
Krydser fingre for at udleveringen af motorcyklerne går som smurt!
Ja, hun er vældig snedig 🙂 Jeg tror dog vi skal sætte prisen op, hvis vi bliver ved. Det er – som du ved – rimelig trættende i længden 🙂
Det glæder os virkeligt, at I nu endelig har fået cyklerne udleveret og rigtigt kan drøne sydpå i Egypten og Afrika. Fra jeres rejseberetning fra Europa var det nyt for mig, at det serbiske Srpska (eller hvordan man lige staver på serbokroatisk) åbenbart har venner i den sydvestlige del af Bosnien-Herzegovinae (og ikke kun i nordøst). Når I nu har været i nationalmuseet på Tahrirpladsen vil jeg virkelig håbe, at I også tager jer tid til at kigge på flere af templerne sydligere i Egypten og bl.a. Tutankhamon i egen person i Kongernes Dal (det er altså fascinerende at se hieroglyffer med mere i de oprindelige farver, der i ly for solen har overlevet 3-4000 år – i Grækenland ser man normalt kun de antikke “ting og sager” i “sort-hvid”, hvis I mindes eller har studeret lidt udi oldævl!). Fortsat god tur /Arne
Mange tak! Det er dejligt at høre, at der er nogen, der deler glæden ved, at motorcyklerne igen er under vores styre. Og det fejrede vi ved at køre 700 km i et stræk
Du kan tro vi har taget os tid til at se Kongernes Dal – med privatchauffør og egen guide – så kan man næsten ikke suge mere ud af oplevelsen Storartet og smukt, det var det!
Kære I to.
Dejligt se I er kommet længere sydpå.
Vist i nærheden af Luxor.
Nu skal I snart ha’ fortalt om , hvordan I fik fat i motorcyklerne–skulle I mon købe dem fri? God vind og specielle oplevelser fremover.Kører snart til Aalborg.
Knus og kram “os to” i 8 N
Det er nemlig rigtigt, farmor. Vi er i Luxor og kører i morgen til Aswan.
Huha, du kan tro Andreas er i fuld gang. Jeg tror han er gået i gang med at skrive en bog om det… Men det kommer på bloggen hurtigst muligt
Håber I havde en dejlig dejlig dag, hele familien samlet.
Varme knus fra Egypten