Fra nationalpark til slentretur i små byer på landet

Andreas • 04:32, 08/12/2019 • Fredericksburg, Texas, USA

I takt med at vi har bevæget os ind i Texas, har vi ladet small town-stemningen påvirke os og sat tempoet ned. Efter det glædelige bekendtskab med Fort Davis kørte vi stik syd for at besøge Big Bend, der er Texas’ største nationalpark og en af de mindst besøgte af alle nationalparkerne i USA. Vi sørgede for at tanke bilen inden vi forlod civilisationens sidste bastion i Alpine, og det var klogt, for der var to timers kørsel til parkens indgang, og så yderligere en time til vi nåede vores første campingplads ved bredden af Rio Grande, der udgør grænsen til Mexico.

Der holdt vi så, og kunne se 15 meter over vandet til et andet land. Vi kan ikke helt sætte fingeren på, hvorfor det var noget særligt, for vi har jo krydset og dermed set hen over masser af landegrænser, men det var en speciel fornemmelse. Måske det har noget at gøre med forskellen i levestandard mellem de to lande, og så det faktum, at det er meget forbudt at krydse grænsen, men det samtidig virkede latterligt nemt blot at svømme over floden. På Mexicosiden rejste sig en mægtig klippevæg. Hele Big Bend ligger på et sunkent plateau, så mange steder er højdeforskellen mellem de to flodbredder 200-300 meter.

Big Bend praler af at have hele tre forskellige typer af natur: Flodland, ørken og bjerge. Bjergene, i form af bjergkæden Chisos Mountains, var vi desværre afskåret fra, da vores bil var for lang til at køre de snoede veje op i Chisos Basin. Så vi udforskede de to andre zoner i stedet. Et sted på vej til Big Bend havde lille Filippa desværre samlet noget sygdom op. Hun plejer at være med på hvad som helst, men i de fem dage vi brugte i Big Bend, var vi nødt til at tage lidt ekstra hensyn til hende. Det lykkedes os nu alligevel at vandre nogle ture i både ørken og langs flodbred, og efter et par dage var den gamle og altid glade Filippa tilbage igen. Vi boede tre nætter på den primitive campingplads Cottonwood i vestsiden af parken, og flyttede så til østsiden på Rio Grande campingpladsen. Især den korte gåtur ved Hot Springs tæt derpå var god. Her oprettede en frisk iværksætter et postkontor og feriested i starten af 1900-tallet, upåvirket af at transporten dertil var mindst en halv dag ad bumlede grusveje fra nærmeste (lillebitte) by. Det var virkelig et dejligt sted, men ikke noget han blev rig af, og efter nogle år var han nødt til at lukke igen. Vi så nogle af de tilbageværende bygninger og dyppede fødderne i de varme kilder.

Big Bend er ikke en park, der som flere af parkerne i Californien og Utah har åbenlyst spektakulære postkort-seværdigheder. Der er ingen vandfald, dramatiske klippebroer eller gigantiske træer, men den havde bestemt sin egen charme, og var interessant at lade sig suge ind i. Endnu bedre havde det været med firehjulstræk og telt og mulighed for at besøge nogle af de mange hjørner af parken, hvor ingen mennesker kommer. Eller i båd på floden mellem de to lande. Det er svært at formidle præcis hvor kæmpestor den er, men fra vi kørte ind i parken, til vi forlod den igen, kørte vi 190 miles (ca. 300 km). Og vi kørte kun det absolut nødvendigste for at nå fra den ene siden til den anden.

Siden vi forlod Big Bend har vi mest brugt tiden på at sætte tempoet helt ned og hygge os i forskellige små westernbyer på vores rute. Første stop var lillebitte Marathon, der er en af de byer, der nok er charmerende, men som ikke engang har sit eget supermarked, og hvor man ikke kan lade være med at undre sig over, hvordan i alverden man ender med at slå sig ned der. Vi kørte forbi Fort Stockton, der mest er befolket af lastbilmekanikere og oiletankfabrikker, men der ligger også endnu et af Texas’ utallige nybyggerforter fra slutningen af 1800-tallet. Fort Stockton var slet ikke nævnt i vores guidebog, men byen var interessant, fordi Camilla inden vi tog hjemmefra, havde fundet en mystisk æske på vores spisebord, med nogle tilsyneladende hundrede år gamle breve, der pegede på en skattejagt efter den navnkundige cowboy Ben Wades guldskat. Og et af sporene pegede på en bestemt bygning i det gamle Fort Stockton. Efter en grundig inspektion af vagthusets kamin, havde Camilla fået den info, hun skulle bruge, og vi kunne køre videre.

Derefter slog vi et smut gennem olieland, nemlig Permian Basin ved Odessa og Midland. Permian Basin var vi allerede i udkanten af, da vi kørte gennem oliebyer oppe i New Mexico. Her er Texas’ økonomiske og energimæssige centrum, og der er sløvt nikkende oliepumper så langt øjet rækker. I Midland holdt vi Thanksgiving, og spiste middag på Cracker Barrel, en typisk amerikansk kæderestaurant, og en af de få, der har åbent på Thanksgiving. Vi troede egentlig, at det var en sørgelig substitut for den “rigtige” måde at holde Thanksgiving på, men Thanksgiving er Cracker Barrels travleste dag på året, så det er bestemt også sådan i hvert fald nogle af amerikanerne fejrer den. Vi besøgte også oliemuseet der, for at lære lidt mere om hele olieindustrien. Det var tydeligt at museet var betalt af netop oliefolk, og de brugte en del energi på at fortælle om, hvor fantastisk fracking er – og fracking er ellers en miljømæssig meget kontroversiel måde at hive olie op fra skiferlag dybt under jorden, men sådan så de slet ikke på det – men kunne man se igennem det, var det et meget interessant og veldesignet museum. Især deres samling af oliepumper af forskellige designs var interessant for en som mig, der nok stadig har en maskiningeniørspire inderst inde.

Så brugte vi en uges tid i San Angelo, Junction, og endelig Fredericksburg, der alle var enormt hyggelige, med masser af historiske bygninger, jeg kunne kigge på, som indeholdt alskens forretninger, som Camilla kunne kigge på. Et højdepunkt var Lum’s Bar-B-Q i den lille flække Junction, hvor vi spiste en meget autentisk brisket-frokost en af dagene. Brisket er noget meget sejt oksekød, som Texanerne gennem langtidsgrilning er eksperter i at gøre mørt, saftigt og velsmagende, gerne sammen med enorme mængder barbequesovs. Det var en kæmpe succes, og selv Camilla, der ellers ikke rigtig kan lide kød, var vild med Lum’s shredded brisket. Filippa har også fundet sin livret, og hun griner højt at begejstring, hver gang hun får en lille bid bøf.

Herfra går turen langsomt videre gennem Texas Hill Country, der udover at være cowboyland også er centrum for Texas’ vinproduktion, så mon ikke der er et par vinsmagninger i farvandet de næste dage?