Fuld damp gennem Mozambique
Den vilde jagt var gået ind. Lastbilen foran mig bremsede. Til højre var et sættevognstog slingrende i gang med at over mig og resten af kolonnen. Foran ham kørte en metalblå Honda Civic med bassen tungt pumpende ud ad de åbne vinduer. Der var drysset Toyota Hilux pick-ups ud med rund hånd mellem de hundredevis af lastbiler på vejen. Bag mig kæmpede den 25 år gamle franske autocamper for at holde trit. Motoren havde nok altid været lidt for lille, og et kvart århundredes slid havde ikke gjort noget godt for den.
Lettede over at være igennem den største pukkel af papirarbejde omkring min knuste motorcykel, havde vi tungt læsset forladt Blantyre i Malawi, krydset grænsen til Mozambique og var ankommet til Tete, den nordvestlige hovedby. Vi havde slået lejr på en lille plads ved Zambezifloden, og jeg var i gang med at læse en politisk analyse af Donald Trumps muligheder for at uddele ministerposter til venner og familie, da en helt almindelig, lettere ramponeret autocamper trillede ind ved siden af os. På franske plader. Hvad der i Europa er et helt almindeligt syn, kunne lige så godt have været en flyvende tallerken her ved Zambeziflodens bred. En autocamper, der skulle vise sig at få stor betydning for vores videre færd. Bernard og Colette steg ud.
I løbet af få minutter var vi blevet inviteret på hvidvin og peanuts. Bernard og Colette var gået tidligt på pension for at se verden, og efter at have udforsket Sydamerika havde de nu købt en gammel camper i Frankrig og sat den på et skib til Namibia. Vi hørte om deres tur, og de hørte om vores. Det viste sig, at vi skulle samme vej – mod syd igennem Mozambique – og de tilbød at vi kunne slå følgeskab. De kunne transportere Camilla og vores bagage, så jeg kunne nøjes med at køre motorcyklen alene i stedet for at balancere et bæst på 400 kg. Vi tog imod tilbuddet med kyshånd, især fordi Camilla havde været noget nervøs for, at vi skulle krydse de urolige centrale provinser alene i en militærkonvoj.
Vores franske helt, Tatouche.
Regeringen i Mozambique har ikke rigtig ro på bagsmækken. Som altid i Afrika er situationen temmelig mudret. Der er en oprørsgruppe ved navn Renamo, der det sidste halve års tid har gjort livet surt for den angiveligt demokratisk valgte Frelimo-regering. Renamo er en organisation stiftet af Zimbabwe (dengang Rhodesia) midt i halvfjerdserne med det specifikke formål at destabilisere Mozambique. I firserne var de én af parterne i en decideret borgerkrig. De hænger så ved endnu. Siden da har de dog forsøgt at etablere sig som mere legitimt oppositionsparti, og eftersom rygterne vil vide, at nogle hundrede millioner støttedollars på mystisk vis er blevet væk for regeringen, har Renamo fået vind i sejlene. Det har resulteret i nogle angreb på lastbiler og busser, så derfor er der visse vejstrækninger, der for tiden kun kan passeres under militæreskorte. Vi skulle via to af disse.
Vi satte afsted fra campingpladsen klokken 0600 næste morgen for at nå den tidlige konvoj klokken 0800. Denne konvoj dækkede over intet mindre end 250 kilometer og havde afgang to gange dagligt. Vi ankom til opmarchområdet og gav os til at trille op foran i håb om at finde nogen, der vidste noget om noget.
Da vi passerede slangen af parkerede lastbiler, gik det op for mig at militærkonvojen – som de fleste andre konvojer i Afrika – måtte være en joke. Jeg er ikke ekspert i eskorte-kørsel, men jeg har da lidt erfaring fra Irak, og det er klart for enhver at det er umuligt at eskortere og beskytte 150 lastbiler på én gang. Køen strakte sig over 3.5 kilometer i parkeret tilstand, så jeg turde slet ikke tænke på, hvor lang den ville være, når den først begyndte at rulle. Og ganske rigtigt. Vores “eskorte” bestod af én politibil med to politifolk i. Til 150-200 biler og lastbiler. I Irak eskorterede vi som regel 10-15 lastbiler med 4-6 køretøjer og mindst 20 soldater. Det eneste, denne konvoj kunne gøre, var vist at danne et dejligt nemt mål for eventuelle oprørere.
Vi forsøger at nå op til forreste del af konvojen, før der er afgang.
I det mindste kom vi afsted næsten til tiden. Disciplinen blandt de eskorterede køretøjer var elendig og alle knoklede konstant for at overhale alle andre. Hvis vi havde kunnet følge med personbilerne oppe foran, havde det nok ikke været så slemt, men med autocamperens svage motor, faldt vi hurtigt ned i ragnarok blandt de forreste lastbiler. Det var dog værst den første times tid, før folk fandt deres hastighed og faldt lidt mere til ro. Udover en par gamle lastbilvrag så vi ingen tegn på uroligheder. Der var et par uforklarlige pauser undervejs og efter nogle timer nåede vi til vejs ende. Vi kørte lidt videre og slog lejr på en hyggelig campingplads ned til en sø.
En udbrændt bus.
Næste dag var eskortefri. Bernard og Colette ville besøge Gorongosa nationalparken, og vi fulgte gerne med. Vagten nægtede mig at køre ind i parken på MC – der var risiko for løveangreb – så jeg parkerede Felucca bag hans skur og steg ind i autocamperen. Vi brugte eftermiddagen på en lækker frokostbuffet, afslapning ved poolen, og sluttede af med en tre-timers guidet safaritur. Vores guide var en ung sydafrikaner med lidt for smart hår, men det var hans sidste game-drive før hans ansættelse ophørte (parken lukker for sæsonen midt i december), så han var fast besluttet på at give os en god tur. Og han leverede. Vi så water buck, elefanter, impalaer og mange andre dyr, men højdepunktet var en løvefamilie i skumringen, hvor moderen netop havde fanget et vortesvin til de tre killinger.
Bag os sidder Colette.
Denne store hanelefant markerede sit territorie ved at slå med ørene, løbe mod os og trutte.
Greater Kudu.
Impala.
Løvemor er udmattet efter, hun fangede et vortesvin til sine unger.
De to små løveunger spiser vortesvinet.
Undervejs kørte guiden vores Land Cruiser fast i en grøft. Men efter vi alle steg ud, fik han den hurtigt på vejen igen.
Solnedgang over Gorongosa Nationalpark.
Efter Gorongosa skulle vi igennem endnu en eskorte, denne gang tydeligvis en mere seriøs affære. Afstanden her var kun 100 km, men eskortekøretøjet var denne gang en Casspir pansret lastbil (MRAP, for militærnørderne blandt læserne). Hele vejen langs strækningen var anlagt patruljebaser med soldater, der stod for sikkerheden. Vi så en del efterladenskaber efter uroligheder, men mærkede ikke selv noget.
Vi venter på afgang med vores anden og lidt mere seriøse eskorte.
Vejen var ikke altid i den bedste tilstand.
Vi ankom til vores begejstring til en hyggelig campingplads ud til Det Indiske Ocean. Det var første gang vi så havet, siden vi forlod Alexandria i Egypten for nogle måneder siden. Bernard og Colette var endnu mere begejstrede og trak en flaske champagne frem fra gemmerne i camperen. Vi sluttede aftenen af med kæmperejer på en lokal restaurant.
Vi fejrede, at vi alle langt om længe så havet igen! Champagne skal der til – de er jo ikke franskmænd for sjov.
Idyllisk placering af Felluca og vores telt med udsigt til Det Indiske Ocean.
Næste morgen var det på tide at tage afsked med Bernard og Colette. Da vi stod op, opdagede Camilla et fladt bagdæk på motorcyklen, men nu er det efterhånden rutine at reparere den slags. Bernard lavede sin signaturmorgenmad med alskens frugter og vi takkede for gæstfriheden så godt vi kunne.
To dages kørsel senere checkede vi ind på hotellet i Maputo. I eftermiddag ankommer mine forældre og nu skal vi bruge 2 uger på at udforske det sydlige Mozambique og nordøstlige Sydafrika med dem.
Kæreste jer
Ih hvor vi nyder at følge jer på turen og læse om jeres oplevelser – gode som mindre gode. Vi beundrer jeres begejstring og gå-på-mod til at kaste jer over nye udfordringer og oplevelser.
Vi ønsker at I nu sammen med Bodil og Jens får et par fantastiske uger
Knus herfra ❤️
Tak for det, mor og far❤️
Vi er sikre på, at det bliver nogle skønne uger med dem! Vi skal gøre alt hvad vi kan
Ha det godt hjemme. Jul lidt for os!
Mys
Hej I to i “Langtbortistan”. Vi ønsker jer alle fire mange oplevelser de næste par uger.
Nyd og oplev derefter den sidste tid I er på farten. Vi tænker på jer.
Andreas–jeg skraber for dig, du er stærkt på vej til en’ million!!!!
Kram fra os to 8 N
Hej I to.
Sikke oplevelser. Vi har fulgt jeres oplevelser med stor interesse . Det er ikke småting , I har oplevet.
Vi ønsker jer en glædelig jul.
Vi glæder os til at høre og se jer i det nye år
❤kærlig hilsen
Kristian og Anne Marie
Det er rigtig godt at høre at I følger med 🙂 Ja, der bliver samlet lidt ind til kontoen af røverhistorier – men vi er meget langt fra hvid jul hernede, så der kan vi nu godt være lidt misundelige… Uanset om I får sne eller ej, må I lige jule lidt for os også 🙂