Gennem Bosnien, Montenegro og Albanien til Grækenland
[Det her indlæg er vældig langt. Vi har haft nogle dage uden ordentligt internet, så ordene har hobet sig op – knæk det over i to, hvis det bliver for meget…]
Lugten af brændt plastik hænger tungt i næseborene på vej gennem Bosnien. Jeg vidste ikke at lugten af Irak var brændt plastik, men for hvert bål vi kører forbi får jeg flashbacks til min udsendelse til Basra for ti år siden. Bosnierne deler åbenbart irakernes hobby med at brænde plastikaffald af overalt. Det er ikke den eneste måde Bosnien ligner min første kontakt med en krigszone på. Det kan godt være det er 20 år siden der var krig, men man ser ofte husgavle overstrøet med skudhuller, og affald ligger spredt langs alle veje.
Skudhuller var bestemt ikke et ualmindeligt syn i Bosnien.
Både Slovenien og Kroatien minder langt hen ad vejen om lande man kender – de bruger euro, turistindustrien er veletableret og de fleste huse er rimelig pæne. Billedet ændrer sig i Bosnien. Bosnien er det første land man når til, som ikke er en del af EU, og med god grund, synes man. Det er tydeligt at økonomien går langsomt. Det meste nybyggeri er gået i stå. Skrotbilerne hober sig op på græsmarker overalt, selvom bilparken på vejene ikke er voldsomt ældre end den danske. Jeg har dog set flere Opel Kadett end jeg har i Danmark siden starten af halvfemserne.
Det er så grelt at en del af dagens køretur går med at diskutere hvordan man overhovedet kommer tilbage som land efter sådan en omgang. Det virker lidt håbløst. Krigene i Jugoslavien var et ekstremt komplekst morads af konflikter, men der er ingen tvivl om at Bosnien blev hårdest ramt (ikke dermed sagt at Kroaterne slap let). Det reflekteres tydeligt i landenes nuværende situation. Som en af vores tidligere couchsurfing-værter sagde, “Slovenia and Croatia are Europe, Bosnia and Serbia are shitholes.” Det er nok at sætte tingene på spidsen, men der er noget om det.
Et meget forsimplet resumé for de, der som jeg aldrig rigtig har magtet at sætte sig ind i situationen: Der var et land som hed Jugoslavien, der var en kombination af 6 stater. Økonomien begyndte at gå stærkt ned ad bakke i løbet af firserne, hvilket gav anledning til mere og mere nationalistiske tendenser i de seks stater (ikke ulig verdenssituationen lige nu…). I 1991 erklærer Slovenien sig uafhængigt, og slipper afsted med det efter kun ti dages relativt begrænsede kampe. Derefter begynder hele regionen at gå i opløsning.
Kroatien og Bosnien vil også gerne være uafhængige, men den Jugoslaviske regering, der på dette tidspunkt kontrolleres af serbere, vil ikke tillade det. Der bor mange serbere i de to lande, som Serbien derfor nødig ser afskåret fra unionen. Krigene i Kroatien og Bosnien raser fra ca. 1991 til 1995. Det bliver hurtigt klart at den serbiske leder, Slobodan Milosevic, og hans kumpaner sigter efter at skabe et stor-Serbien, som selvfølgelig skal omfatte Serbien, men også store dele af bosnisk territorium, samt noget af Kroatien. I starten får Kroatien tæsk, eftersom den jugoslaviske hær kan bruges til Serbiske formål. Kampen om Vukovar bør nævnes. Det er det første slag i Europa siden anden verdenskrig, hvor en hel by jævnes med jorden. 36000 serbiske soldater angriber den kroatiske by, der forsvares af kun 1800 kroatiske hjemmeværnsfolk. De holder dog stand i ikke mindre end 87 dage, overfor så meget som 12000 daglige granatnedslag fra serbisk artilleri. I løbet af et par år får Kroatien dog samlet sig en hær og får i 1995 lukket krigen mod de efterhånden udmattede serbiske styrker med Operation Storm, en offensiv over en mere end 600 km lang front.
I mellemtiden har Bosnien, der ligger mellem Kroatien og Serbien, måttet stå model til langt flere serbiske angreb, massakrer og etniske udrensninger (lad mig ikke komme i gang med Srebrenica-massakren i denne omgang…), og til tider også kroatiske offensiver, for hvis Bosnien alligevel forsvinder, hvorfor skulle Kroatien så ikke snuppe lidt land? I 1995 lykkes det bosnierne, med hjælp fra kroaterne og NATO, at tvinge serberne til forhandlingsbordet. Der sluttes fred, blandt andet på den betingelse at der oprettes en selvstændig enhed ved navn Republika Srpska inde i Bosnien. Republika Srpska er ikke Serbien, men befolkes primært af serbere. Det var lidt forvirrende for os, da vi kørte forbi et skilt med “Welcome to Republika Srpska,” bedst som vi troede at vi var i Bosnien. Men det var vi så altså også.
Camilla på vej ind i Republika Srpska.
Nå, nok historietime for nu. Jeg er sikker på at det er lykkedes mig at fornærme alle involverede i konflikten med de sidste tre afsnit, fordi alle har deres eget syn på sagen, men det er i hvert fald en start på at forstå konflikten.
Den utrolig flinke indehaver af campingpladsen i Buna, lidt syd for Mostar i netop Bosnien, havde anbefalet os at besøge Blagaj. Vi kørte dertil ad hullede veje uden helt at vide hvad vi skulle forvente. Tæt på vejens helt bogstavelige ende blev vi stoppet af en teenager, der ville have betaling for parkering. Det er aldrig til at vide med den slags typer, men han virkede rimelig officiel, så han fik sine to euro. Rundt om hjørnet åbenbarede sig den værst tænkelige sydeuropæiske turistfælde. Turismen er måske ikke nået ud i hele Bosnien, men har bestemt fundet vej til Blagaj.
Tekijaen i Blagaj, og Buna-flodens udspring. Den kommer simpelthen bare ud af bjerget.
Vi snoede os igennem souvenirboder og restauranter – de fleste var lukkede sådan en mandag i september – og kom til den faktiske attraktion. Tekija, et muslimsk kloster og pilgrimsmål ved Bunaflodens udspring. Her mødes derviske munke tre gange om ugen for at synge og prise Allah. Vi så bederum, gravsteder og beundrede naturen og det faktum at komplekset havde overlevet århundreders krige. Det skyldes dog kun af der er blevet genopbygget mindst 10 gange over de sidste 500 år efter krigshærgen og naturkatastrofer. Jeg tager hatten af for deres standhaftighed.
På besøg i Tekijaen.
Turens næste mål var Kotor-bugten, så vi satte kursen mod Montenegro. På vej mod grænsen blev vi ramt af et par regnbyger. Vi holdt frokostpause under et træ i regnen lige indenfor Montenegro. Vi havde medbragt mad fra Bosnien, som Camilla havde købt i et supermarked med et stærkt begrænset udvalg. Det viste sig at sand tilsyneladende havde været en af ingredienserne hos det lokale bageri så vi gav op halvvejs i vores sandwiches.
Her provianterer vi i Bosnien. Det var her Camilla købte brødet som var fyldt med sand.
På vej over højsletten i Montenegro tørrede vi dog fint og solen skinnede. Men jo tættere vi kom på Kotor, jo mere trak skyerne sammen. Vi nåede lige at tale om at det måske ville være en god idé at holde ind at tage regntøj på, bare for en sikkerheds skyld, da vi blev ramt af en tordenstorm af bibelske dimensioner. Vi holdt straks ind på en plads langs vejen, da det var håbløst at køre. Jeg har set en del regn i mit liv – man er vel fra Danmark – men jeg er ikke sikker på, jeg nogensinde havde set noget så voldsomt før. Jeg har helt sikkert aldrig været udenfor i regn af denne kaliber. Vi bed tænderne sammen, og forsøgte at læ for hinanden i den halve time stormen varede. Lynene slog ned til højre og venstre. Vi var lykkelige over at have hjelme på, så der i det mindste var én tør plet på kroppen. Hvad vi ikke vidste var, at denne storm blot var en lille smagsprøve.
Vores eneste billede af stormen på vej til Kotor. Billedet er tage efter regnen stilnede af og det begyndte at klare op. Jeg turde ikke udsætte noget elektronik for den skylle.
Vi kom ned til Kotor og fandt med lidt besvær vores campingplads. Igen en have, denne gang 1,5 meter fra havet og med 7 campingvogne, mindst 40 år gamle, placeret langs hegnet. Ubetinget den mest primitive plads indtil nu, med de ulækreste toiletter vi nogensinde har set, Thailands jungle og Irak inklusive. Vi fik anvist en teltplads – vi var de eneste gæster – af den utrolig gæstfrie campingmutter. Hun vendte dog tilbage allerede få sekunder senere “der kommer måske lidt regn i aften, vil I ikke hellere sove i en af campingvognene?” Det kostede ikke ekstra, så til trods for den næsten skyfri himmel takkede vi ja. Det var en klog beslutning.
Mens vi lavede mad begyndte det at dryppe lidt, så vi spiste i campingvognen. Regnen tog til. Vi småløb ud til baren i vandkanten og satte os under en stor parasol. Og så brød helvede løs. Lynene glimtede som Rådhuspladsen nytårsaften og regnen piskede ned, så havoverfladen stod i ét med himlen. Vi lænede os tilbage, nød showet og glædede os over ikke at skulle tilbringe natten i telt. Vores telt er godt, men det ville ikke have haft en chance.
Mit første billede at et lyn! Det er ikke perfekt, men der er et lyn. Det var en spektakulær storm. De to lysende tårne er skibsmaster og tingen til højre en søjle til en kabel-surf-bane. På dette tidspunkt er der kulsort mørke, men lynene lyser natten op.
Dagen efter var det gråvejr, men vi tog alligevel ind til byen Kotor. En stærk befæstet middelalderby, men små snørklede gader og en kæmpe borg på klippen over byen. Vi vandrede en tur op gennem borgen og videre til toppen af bjerget over byen, hvor der var en fantastisk udsigt. Vi endte dagen på et lokalt bageri.
Udkanten af Kotor, Montenegro. Centrum var noget smukkere.
En lille bitte del af borgen over Kotor.
Kotor-selfie!
Hjemmelavet mad i strandbaren i Kotor.
Efter Kotor og endnu en nat i campingvognen var det slut med regnvåde Montenegro for denne omgang. Det er dog nok et dejligt sted i sommervejr. Vi begav os ind i Albanien. For første gang kørte vi ind i et land der rigtig lignede et u-land. Uligheden forekommer at være enorm. Cadillac Escalades overhalede rutinemæssigt æseltrukne kærrer og polerede glasfacader står side om side med forfaldne betonstrukturer. Uanset hvor vi kørte stod der mennesker langs vejen, tilsyneladende blot ventende på at deres liv blev overstået. Meget som jeg forestiller mig dele af Afrika er. Der var dyr overalt på vejene. På et tidspunkt advarede jeg Camilla om “to modkørende og en ged” efter et hårnålesving, og det var på det tidspunkt en helt normal sætning at sige. Det var ofte køer på vejen, men også geder, æsler, får, høns, mere eller mindre vilde hunde og kalkuner.
Trafikken var interessant. Generelt gennem Balkan har folk kørt rigtig pænt, pænere end vi havde ventet. I Albanien var trafikken noget mere Italiensk. Stopskilte er i bedste fald venlige anmodninger, i praksis ligegyldige. Fartgrænser er fulstændig arbitrære, men der er alligevel ingen der følger dem. Man overhaler rask væk selvom der er modkørende, så blinker man bare gentagne gange med forlygterne og krydrer med hornet. For i hvert fald den kvindelige halvdel af Acrux-holdet var første dag rimelig chokerende, men når man lige vænnede sig til at man bare skulle kaste sig ud i det, var albanierne faktisk ganske hensynsfulde. På et tidspunkt var der en lastbilchauffør, der på det nærmeste parkerede sin bil tværs over en travl tre-en-halv-sporet vej for at blokere al anden trafik, så vi kunne komme frem.
Vi havde ikke haft held med couchsurfingen, så vi sigtede mod en campingplads i Dürres. Den viste sig ikke at eksistere, så vi camperede på stranden. Det kunne vi sagtens, mente en lokal bartender, og det gik fint. Vejret var spektakulært og regnfuldt, men vi holdt os rimelig tørre.
Vores improviserede strandcamping. Vi var det eneste liv i baren siden for længe siden.
Vildt vejr over Albanien.
Det nordlige Albanien virkede ikke specielt turistegnet, men jo længere vi kom mod syd, jo mere udviklede var områderne, især strandene. I nat boede vi på en rigtig fin (og fuld) campingplads ved en af de sydlige strande. Vi nød vores første bad i 4 dage.
En fugl har klattet på min arm. Camilla fryder sig (jeg påstår altid at “den slags sker aldrig”).
I dag er vi kørt ind i Grækenland, hvor vi overnatter hos enormt søde Anna, der er arkæologistuderende og snakker meget. I morgen tager vi til Lamia for en enkelt nat, og så står den på Athen, hvor vi skal forsøge at arrangere transport til Egypten. Indtil videre svarer diverse fragtfirmaer ikke på e-mail, så vi er nok nødt til at møde op og slå i bordet. Vi får se.
Hej I to.
Spændende læsning ,vi kunne ikke stoppe midtvejs , men skulle ha’ det hele med.
God tur mod Athen–håber det lykkes uden for meget besvær at komme til Ægypten.
Pas på jer selv og hinanden.
Vi tænker ofte på jer.
Du er en knag Andreas til at fortælle!!!!!
Knus os to 8 N
Mange tak 🙂 Det er rart at vide, at der er nogen der følger med 🙂
Hej med jer. Super dejligt at læse om jeres tur. Vi snuppede også det hele i én bid! Held og lykke med transporten til Egypten!
Hilsen Helle og Mikkel.
Tak for det! Andreas er slet ikke til at stoppe, når han først kommer i gang 😉
Mht transporten, så er vi spændte på om vi får brug for held og lykke eller om det hele bare flasker sig
Varme hilsner fra Athen