Gennem skærsilden i Rwanda til paradis i Tanzania
“Selvfølgelig kan jeg huske det. Jeg var 11 år, da det stod på. Min far blev slået ihjel af sin egen kollega”. Andreas havde forsigtigt spurgt vores guide Leon, om han kunne huske tiden omkring folkedrabet i Rwanda i ’94. Svaret var mere direkte, end vi havde ventet.
Efter den irriterende konfiskering af plastikposer ved grænsen til Rwanda, fik vi et ellers helt igennem fantastisk indtryk af Rwanda. Klart det smukkeste land, vi hidtil har besøgt i Afrika. Hvor der ikke var jungletætte bjerge, var der palmefyldte bakker. Vi nød nogle af verdens bedste motorcykelveje, der slingrede sig gennem den grønne natur efterfulgt af et ophold på Hotel Centre Bethanie i Kibuye med dejlig mad og skøn udsigt til Lake Kivu. Der var ikke en finger at sætte på vores ophold i Rwanda. Lige indtil vi besøgte Murambi Genocide Memorial, et museum, jeg aldrig vil glemme.
Fordi Nyungwe Forest er nationalpark, har bakker fået lov til fortsat at være skovklædte.
En sjælden sump i Rwanda. Men bakkerne er stadig i baggrunden.
Næsten alle bakker udenfor Rwandas nationalparker er udnyttet til landbrug – Rwanda har en af de højeste befolkningstætheder i Afrika.
Fiskefangst ved Lake Bunyonyi.
Vejene er til tider en kende ujævne.
Jeg havde hørt om folkedrabet i ’94, men aldrig skænket det en tanke, at det forløb så brutalt. Folkedrab og masseudryddelser forbinder jeg mest med anden verdenskrig, der trods alt er ved at være længe siden. Det er svært at forestille sig, at så forfærdelige ting stadig kan finde sted, men ikke desto mindre skete det i Rwanda i 1994 på enorm skala. I månederne omkring min 3-års fødselsdag blev op mod en million børn, babyer, kvinder, mænd, gamle og unge slået ihjel på de mest brutale og pinefulde måder, med en kynisk effektivitet højere end selv den nazisterne kunne mønstre for en menneskealder siden. Alt sammen fordi de tilfældigvis havde ordet “tutsi” på deres ID-kort, frem for “hutu”.
Fordi Andreas er langt bedre til at overskue historiske begivenheder, og besidder en næsten hysterisk besættelse af at sætte alting i historisk relief, kan han få langt flere detaljer med, så derfor har han blandet sig i de næste afsnit. Så skænk en kop te og sæt dig i den bløde stol.
Okay! Historietime! Baggrunden er kompleks, og involverer naturligvis primært landets indbyggere, men også belgierne, franskmændene, den katolske kirke og FN har en finger med i spillet. Vi skal tilbage til starten af 1900-tallet, da Ruanda-Urundi (senere Rwanda og Burundi) var en belgisk koloni. Før belgierne tog magten, var befolkningen inddelt i 8 stammer, der levede sammen, talte samme sprog, og delte kultur. Et meget sammenhængende samfund efter afrikanske standarder. Indenfor hver stamme var folk delt ind i tre klasser: Hutu, tutsi og twa, baseret på rigdom. Denne inddeling var flydende, og man kunne bevæge sig mellem de tre klasser i løbet af livet.
Belgierne besluttede – inspireret af idéer om racerenhed, der var populære i europa i slutningen af 1800-tallet – at det var lettere at regere i landet, hvis man samarbejdede med én befolkningsgruppe, og delegerede dele af magten til den. Lettere forvirret besluttede man at tutsi-stammen, der jo altså slet ikke var en stamme, men det rige mindretal, skulle have magten. For at det kunne hænge sammen, begyndte koloniregeringen derfor at promovere forskellen mellem hutuer og tutsier. Det kulminerede i 1930’erne, da man over én kam besluttede, at alle familier med flere end 10 køer var tutsier, og at alle indbyggere skulle have deres stammetilhørsforhold skrevet på deres ID-kort.
Efter anden verdenskrig stod det klart at det kun var et spørgsmål om tid, før de afrikanske kolonier skulle have deres uafhængighed. Belgien var dog fast besluttede på at holde fast så længe som muligt, og brød sig ikke om de krav om uafhængighed som de magthavende tutsier var begyndt at komme med. Belgierne skiftede hest og begyndte at favorisere hutuerne, mens man gradvist umenneskeliggjorde tutsierne, blandt andet med hutu-manifestet, skrevet i samarbejde med den katolske kirke, der beskriver tutsierne som undermennesker og samfundets fjender. Lige lidt hjalp det, Belgierne måtte give op, og Rwanda blev uafhængigt i 1956. Men nu med hutuerne ved magten og 50 års indoktrinering om stammernes indbyrdes fjendskab. Den første systematiste massakre af tutsier fandt sted i 1956.
Urolighederne fortsatte, og i takt med at økonomien faldt fra hinanden, var det belejligt for regeringen at skyde skylden på samfundets fjende nummer et, tutsierne, der var at sammenligne med snyltende kakerlakker. Det hele eksploderede i april 1994, hvor en nøje planlagt operation blev sat i værk. Tutsierne skulle udryddes. Interahamwe-militsen, delvist uddannet og bevæbnede af den franske hær, slagtede alle de tutsier de kunne få fat i, på de mest bestialske måder, mens verdenssamfundet så inaktivt til. I løbet af 100 dage blev mere end 900.000 mennesker myrdet, ofte med macheter eller køller med søm i. Eller ved at blive levende begravet. Eller ved at blive stenet. En hutu-præst, der havde ladet lokale tutsier søge tilflugt i sin kirke sendte en bulldozer hen for at vælte kirken ned over dem. Historierne er utallige, og de fleste er for voldsomme at gengive her. Og så må Camilla få ordet igen.
Udover Murambi, besøgte vi tre andre rørende mindesmærker i Rwanda. Her mindes 10 belgiske FN-soldater, der blev bortført og slået ihjel for at tvinge den belgiske regering til at trække tropperne hjem. Det lykkedes, og der var ikke nogen til at stå i vejen for massakren.
De 10 soldater søgte tilflugt i dette kontor, og forsvarede sig i flere timer med to pistoler, de havde lykkedes med at gemme, da deres våben blev konfiskeret. Men med en bataljon Rwandiske soldater på den anden side blev overmagten til sidst for stor. Det må have været forfærdeligt at sidde derinde og vente på hjælp, som aldrig kom.
Tilbage på Murambi Genocide Memorial mødte vi Leon. Murambi var en nybygget teknisk skole, der aldrig nåede at blive taget i brug. I dag står den, som den gjorde i 1994, ensom på en bakketop. Bygning var fuldstændig tom, da jeg først kiggede ind, mens Andreas ventede ved motorcyklerne uden for hegnet ved bunden af den visne indkørsel. Ekkoet af min stemme genlød fra betonmurene, da jeg spurgte, om der var nogen. De lange gardiner blafrede ud fra de tomme døråbninger. At træde ind gennem gitterporten, var som at komme ind i en verden, hvor kraften var suget ud af alle farver. Græsset var blegt. Bygningen støvet. Flaget på flagstangen falmet. Stedet var som taget ud af en gyserfilm. Uden at kunne finde nogen at spørge, besluttede jeg, at vi godt kunne parkere motorcyklerne foran bygningen. Da vi rullede ind foran hovedindgangen dukkede Leon op, en smilende mand først i trediverne. Han fortalte os historien om Murambi.
Den lokale regering havde lovet tutsierne sikkerhed i skolebygningerne. Mange tusinde, der havde gemt sig i bushen, søgte tilflugt der. Men det var en fælde. Den ensomme placering på bakketoppen gjorde, at det var let at omringe stedet og sætte maskingeværer op på de omgivende bakker. Da 50.000 mennesker var kommet til stedet, klappede fælden. Vandet og strømmen blev koblet fra, og to dage efter angreb man de sultende og tørstende flygtninge. Ved hjælp af sten og de bare næver lykkedes det desparat at slå det første angreb tilbage, men et par dage efter gik den ikke længere. 50.000 mennesker blev slået ihjel på skolen på én dag.
Leon førte os ned forbi græsplænen, hvor folk var blevet hældt i massegrave. Han fortalte os, hvordan franske soldater blot to måneder senere havde brugt skolen som militærbase, velvidende, hvad der netop havde fundet sted. Vi så deres volleyballbane. Og så tog Leon os hen i klasselokalerne, hvor ligene lå.
Efter folkedrabet blev afsluttet, åbnede man massegravene for at begrave folk ordentligt. De 1000 bedst bevarede lig konserverede man med kalk, og de ligger nu stablet og udstillet på brikse i klasselokalerne. Så kan ingen påstå, at folkedrabet aldrig fandt sted. De ligger stivnet i den position, de døde. Mødre holder om deres babyer, munde er åbnede i stivnede skrig, og kranier er hullede af søm, sværd og granatsplinter. Et forfærdeligt syn, men et syn alle burde opleve i håb om, at forhindre lignende uhyrligheder i fremtiden.
På trods af alt, hvad der er sket, er det alligvel lykkedes, at forene Rwandas befolkning. Mange lande kunne lære noget af den måde, Rwanda har tacklet sin fortid på, og genskabt fred blandt de lokale stammer samtidig med, at historien bag folkedrabet er obligatorisk på skolerne. Leon fortalte os, at der lægges meget vægt i at undervise om tolerance og forståelse. Folkedrabet er en essentiel brik i Rwandas historie, og vigtigt at forhindre i fremtiden. Der er ikke længere hutuer og tutsier i Rwanda, kun Rwandanere.
De eneste følger, vi bemærkede, var fire personer i kørestole og flere kvinder, der manglede et ben og gik med krykker. I Huye så vi flere hundrede straffefanger i orange dragter, med vagter til alle sider, der var på vej hjem fra marken. Ellers har vi absolut ikke kunne fornemme noget. Folk virkede glade og imødekommende. Trafikken var god og forholdsvis regelret. Hovedstaden Kigali kunne være et sted i Sydeuropa. Udbredelsen af det engelske sprog var begrænset, men satte ikke en stopper for de lokales nysgerrighed. Så med smil, fagter og thumbs-up kom vi langt.
Straffefanger på vej fra samfundstjeneste i Rwanda. Adskillige af disse har formentlig været involverede i folkedrabet.
Kigali, hovedstaden i Rwanda.
Centrum i Kigali.
Hvordan det er muligt for et land, at udtrykke så meget glæde og gæstfrihed, når det blot er 22 år siden, at 900.000 mennesker blev slået ihjel på brutal vis, er mig en gåde. Landet er klart et besøg værd både på grund af dets historie, enestående natur og flinke mennesker!
Jordskred i Nyungwe Forest – men vejen er fantastisk, som de fleste i Rwanda.
—
Lige nu sidder jeg i strandstolen i Tanzania 30 cm fra Lake Tanganyikas bølger. En let brise rammer mig, før den når ind til Andreas, der har placeret sig i skyggen, så solens stråler mindst muligt distraherer hans læsning. Vi bor på den mest idylliske campingplads langt væk fra turistattraktioner, restauranter og den lokale trafik. På den anden side af søen kan vi se Congo.
Vejen hertil campingpladsen fra Rwanda var super for køretøjer som vores, der netop er designet til grusvej og bump. Jeg tror, Andreas nød det mere end jeg selv, men jeg må erkende, at jeg faktisk ret godt kan lide at køre på de røde grusveje. 300 km er dog lige rigeligt. Specielt efter det enorme regnskyl, der bød os velkommen til Tanzania. Vi søgte ly under et stort træ, mens regnen piskede ned og gjorde vejen til en rivende flod. Efter en times tid stilnede det af, og drivvåde kørte vi forsigtigt videre for at nå til dagens destination, Keza Mission. Der var ikke mange muligheder for overnatning i området, men vi havde hørt, at andre tidligere havde fået lov til at campere der. Stedet viste sig at være det perfekte sted at overnatte. Vi fik et overdækket snedkerværksted til rådighed. Vi fandt teltet frem, hængte alle våde klæder op, og pakkede de våde tasker ud.
Rød vej så langt øjet rækker.
Overnatning i snedkerværkstedet.
Fra Keza Mission kørte vi igen ad de støvede røde grusveje mod Jakobsen Beach Camping. Men let skulle det ikke være. Andreas punkterede på baghjulet. Vi trak cyklerne ind til siden, og gik igang med at skifte slange. Selve slangeskiftet tog kun 50 minutter – Andreas er virkelig blevet god til at banke et dæk af og på en fælg! (Men bagefter tog det så en hel time at pumpe dække op igen). Igen var det ikke vejens belægning, der var årsag til punkteringen, men blot et sølle søm. Så jeg må erkende, at der ikke er grund til at bruge energi på bekymringer om eventuelle punkteringer forårsaget af skarpe sten.
Vi skifter slange.
Mens vi skiftedes til at pumpe den nye slange op, kørte en bil op foran os og stoppede op. Det var Gin-mobilen. Dagen forinden, som vi kørte ud ad den bumpede grusvej, var vi blevet overhalet af en hvid pick-up med et lukket lad fyldt med London Dry Gin. Der gik ikke længe, før vejen skiftede til at favorisere motorcykler, og vi genoptog føringen. Da vi senere stod og ventede under træet i regnen overhalede Gin-mobilen igen – denne gang med et kort ophold, et smil og en thumbs-up. Nu var Gin-mobilen tilbage. Chaufføren havde spottet vores problem, og standsede med et stort smil for at høre, om han kunne hjælpe. Godfrey, som han hed, var benovet over vores projekt og vores evne til at lappe dæk i bushen, og bød os på frokost, når vi nåede frem til Kasulu, næste større by på vejen. To timer senere nød vi kylling, ris og en sodavand i selskab med Godfrey og Janeth, der var på en månedslang tur for at sælge gin i alle barerne i det nordvestlige Tanzania.
Godfrey, kaptajn på Gin-mobilen.
Frokost med Gin-mobilen i Kasulu.
Vi begav os videre, og overhalede indtil flere crazybusser undervejs. Crazybusser kalder vi de busser, der svarer til rutebilerne i DK, men som kører minimum 20% hurtigere, end vi gør uafhængig af underlaget. De er oftest skyld i retarderede overhalinger og gør trafikken farlig. Vi bryder os ikke om dem, men i dag var det os, der var hurtigst.
Jacobsen Beach Camp var en velkommen oase ved vejs ende, og her har vi nydt to dages afslapning og badning på den krokodillefri strand. Det er hårdt at rejse, så en ferie fra rejsen er nødvendig af og til.
På marked i Kigoma.
Zebrabesøg på campingpladsen.
Det blev en kort “ferie”, ser I allerede er kommet langt videre :-). Det var som sædvanlig spændende at høre om jeres oplevelser, da jeg læste om folkemordet og museet der, kom jeg til at tænke på mit besøg i Hiroshima for mange år siden, det var også en forfærdelig oplevelse, som heller ikke er gået i glemmebogen. Undervisning i tolerance og forståelse kunne vi måske også have mere fokus på i Danmark, men heldigvis ikke med baggrund i samme grumme oplevelser som danner baggrunden i Rwanda.
Er I løbet tør for klistermærker, jeg kan ikke få øje på dem på billederne mere?