Hjemme i Uganda
“Min far håber, han kan nå at lave en lille bid af Danmark i Uganda, før han dør,” erklærede min nye ven, Halle. “Hver gang han kommer hjem fra Danmark, fortæller han om, hvor dejligt der er.”
Halle er 10 år gammel, men usædvanlig moden for sin alder, og hans far er Pontiano, der driver Kamuzinda Farm, hvor vi boede i fem dage. Camillas bror, Daniel, har været voluntør der i et halvt års tid. Det var sådan, vi blev bekendte med stedet. Når vi nu alligevel kom forbi (mere eller mindre), var det et naturligt sted at kigge ind.
Da vi ankom fra Kampala (hvor højdepunktet var en stærk udstilling på tegneserieform om rædslerne i Lords Resistance Army – se den på http://marcellison.com/graphicmemories/) blev vi budt velkomne af en storsmilede Pontiano og lidt senere hans familie – kone og fem børn mellem to og ti år gamle. Pontiano er den lokale repræsentant for organisationen Afrika In Touch, og det er ikke svært at forstå hvorfor. Han har let til smil og er meget opfindsom og hårdtarbejdende. Hans gård, Kamuzinda Farm, skal fungere som et mønsterlandbrug, som andre i området kan lære af. På det seneste har Uganda dog været ramt af tørke, og kaffehøsten var slet ikke som den skulle have været. Grisene havde han måttet skille sig af med, “bad business,” og der er ikke mange penge i majs og bananer. Det er åbenbart ikke kun i Danmark, det er svært at være landmand.
Vi krydsede ækvator for turens tredje og sidste gang.
Vi blev indkvarteret hos de tre nuværende voluntører, Camilla, Amalie og Marlene. De tog utroligt gæstfrit imod os, og vi nød nogle dage med dansk selskab – og deres ekspertise i madlavning med de lokale råvarer. Vi var utrolig glade for deres varme velkomst. Det var virkelig dejligt at kunne føle sig hjemme for en stund, når man er vant til at bo i et hastigt opslået telt. Dagen efter vi ankom, tog de os med på besøg på den skole, de underviser på. Da vi rullede ind i skolegården lige før frokostpausen – pigerne var taget dertil tidligere og havde undervist hele formiddagen – ødelagde vi den sidste rest af koncentration blandt eleverne. Små hoveder tittede ud ad alle vinduer, og vi var inde at hilse på alle klasser. Pigerne havde advaret skolelederen, Josephine, om vores ankomst, og eleverne havde forberedt et synge- og danseshow til os.
Det var spændende at se skolen, der hører til blandt de allerfattigste i Uganda. Der var tag over alle klasselokalerne – bortset fra første klasse, der måtte nøjes med en hullet pressening – men det er vist også det eneste positive, der kan siges om de fysiske forhold. Da vi besøgte stedet, var der usædvanlig få elever i skole, da mange ikke havde råd til at betale deres skolepenge (ca. 40 kr. for tre måneder). Som følge deraf havde lærerne heller ikke fået løn den sidste tid. De fleste børn havde op mod en times gang i skole, og skoledagen varede fra 0730 til 1600. Ikke alle havde råd til at medbringe en madpakke. Det virkede som om stedet kun blev holdt oven vande af Josephine, der udover at kæmpe med at holde en skole kørende, også selv havde en times gang til og fra skole, 15 børn derhjemme, og ansvaret for at tilberede frokost til lærerne hver dag. Jeg tror ikke nogen af mine lærere nogensinde måtte forlade klassen for at koge matoke-bananer over bål.
Herligt med lidt dansk hygge. Spil, kaffe og mariekiks.
Christ the King School.
Børnehaveklassen. De hører til i det mørkeste lokale.
De ældste elever og Josephine optræder med sang og musik.
Skolekøkkenet, hvor Josephine laver frokost til lærerne.
Spisepausen blev brugt på leg. Kun få havde noget med at spise.
I skolegården fortælles om GPSen – lidt nemmere end at køre efter kompas, som de troede vi gjorde.
Da vi kom hjem fra skole, gik vi fem danskere med Halle ud for at plukke kaffebønner. Pontiano havde ikke lige tid til at instruere os, men havde ikke noget problem med at uddelegere det ansvar til sin tiårige søn. Halle ville vist hellere have spillet på min iPad, men fulgte pligtskyldigt med turisterne. Aftenen gik, som de andre aftener, med god snak med Marlene, Amalie og Camilla.
Kaffebønner tørres indenfor på Twister-tæppet pga regn.
Lørdag morgen havde Pontiano arrangeret besøg hos nogle af områdets fattigste familier sammen med den lokale præst. Det var en mærkelig oplevelse. Vi købte 50 kg majsmel på vejen, som vi delte i fem portioner. 10 kg til hver af de familier, vi skulle besøge. Det var naturligvis rart, at kunne gøre en god gerning ved at dele mad ud til folk, der ingenting havde, men samtidig tog det også lidt karakter af en menneskelig zoologisk have, når pastor Daniel hvert sted kommanderede “take picture!” Det, der slog mig mest, var den magt præsten har i sådan et samfund. Kun de familier han havde udvalgt, modtog miraklet i form af fem hvide mennesker, der kom anstigende med mad. Om han udvalgte de rette familier er naturligvis umuligt for os at sige, men hvis jeg var fattig, ville jeg i hvert fald passe meget på med at lægge mig ud med ham.
Børnene er fætre og kusiner og bor hos bedsteforældrene. Deres egne forældre er døde af aids.
Denne mand var lykkelig over vores besøg. Han kunne en lille bitte smule engelsk og viste os rundt i sit hus.
Præsten oversatte den ældre kvindes taknemmelighed for majsmelet. Hun brødfødte sine børnebørn trods hun havde svært ved at gå på grund af rygsmerter.
De to ældre kvinder er søstre. De bor på en madras på gulvet og spiser porrige, der er sammenkogt majsmel og vand – det ses i gryden i venstre side af billedet.
Lørdag eftermiddag brugte jeg sammen med Halle, som ivrigt hjalp med at skifte olie på begge motorcykler. Camilla havde, ikke overraskende, udvist interesse for Pontianos søsters baby, som hun brugte adskillige timer på at tage sig af.
De to boda-boda-chauffører er ikke vandt til at oliere deres MCers kæder.
Volontørernes boda-boda-chauffør Joseph var helt oppe at køre over motorcyklerne.
Halle klar til MC-tur. Han har i øvrigt malaria, og bliver behandlet med drop hjemme.
Karen på 1,5 mdr – det yngste medlem på farmen.
Søndag var kirke-dag, en oplevelse vi havde fået at vide vi ikke måtte gå glip af. Det var en 4 timer lang affære, der startede med glad sang fra kor i alle aldre, men sluttede med en halvanden times lang, dyster prædiken af en præst fra en nabokirke. Uden at kaste mig ud i en diskussion om religion og kristendom, tør jeg nok sige, at ingen andre end præstens ego fik noget som helst positivt ud af den optræden. Konklusionen var i hvert fald, at ingen af de tilstedeværende, udover præsten selv, var ordenlige kristne. Ikke desto mindre lyttede folk opmærksomt, og mange tog noter, men jeg kunne ikke slippe fornemmelsen af at dén form for religionsdyrkelse var mere destruktiv end konstruktiv. Dagen tog dog en bedre drejning, da Pontiano samme aften havde organiseret en grillfest til ære for os – kød og Coca-Cola er et meget sjældent syn på de kanter. Det blev en fantastisk hyggelig aften, som vi sluttede af med at lave snobrød med børnene.
Vi blev bedt om at tage motorcyklerne med i kirke. Det var en succes.
Fantastisk stemning til grillaften – der blev serveret kød.
Fra Kamuzinda kørte vi længere vestpå, i retning mod Rwanda. Vi overnattede ved den smukke Lake Bunyonyi, men ikke uden først at være blevet stoppet af en korrupt politimand på vejen.
“Du kørte 73 km/t i en 50 km zone! Du skal betale en bøde og jeg konfiskerer din motorcykel!”
Jeg var godt klar over at en konfiskation ikke kunne komme på tale, og at bødens størrelse bestemt var til forhandling, men jeg var for dum til at bede om at se bevis på min lovovertrædelse. Jeg havde muligvis kørt for stærkt, men vi var efterfølgende helt sikre på at de ikke havde målt vores hastighed. Og underligt nok var det åbenbart kun mig, der skulle have en bøde, til trods for at Camilla havde kørt på præcis samme måde. Jeg fik forhandlet “bøden” ned fra 200.000 shilling til 40.000 (ca. 80 kr), men med mere insisteren er jeg sikker på jeg kunne være sluppet gratis. Jeg følte mig ret dum bagefter.
I går er vi kørte vi ind Rwanda og slog lejr ved et godt hotel på bredden af Lake Kivu. Grænseformaliteterne var lette, indtil vi blev stoppet af en emsig betjent: “Baggage check!” Det viser sig at plasticposer er forbudte i Rwanda, og vi blev tvunget til at pakke al vores bagage ud, mens hun ledte efter ulovlige poser. Tålmodigheden var tyndslidt, da jeg måtte pakke alle vores reservedele ud, der natuligvis er pakket vandtæt i plasticposer. Lige præcis de poser var af uklare årsager okay at beholde, men selv vores soveposer skulle kontrolleres for smuglede plasticposer. At holde Rwanda fri for skrald virker som en smuk ambition, men kunne man ikke nøjes med at forbyde butikker at uddele plasticposer i flæng? Mængden af plasticskrald, der kommer ind i landet via turister må være forsvindende lille.
Vejen til Kibuye ved Lake Kivu var utroligt smuk, som den snoede sig gennem et stærkt kuperet landskab med teresse-marker på alle skråninger. Rwanda kalder sig “Land of the 1000 hills,” men det tal er stærkt undervurderet. Samtidig er det med sine 11 millioner indbyggere et af Afrikas tættest befolkede, så alle hjørner er udnyttet. Vejene er fantastisk gode, nemt på højde med de europæiske, og generelt virker landet rimelig velhavende i forhold til Uganda. Vi fortsætter i dag mod Huye, landets største universitetsby.