Hvor mange amerikanske klichéer kan man nå på tre dage?
Først spillede Guns’n’Roses-klassikeren Paradise City. Så spillede Sweet Home Alabama. Og så spillede countryhittet You med Chris Young. Jeg kiggede ind gennem plexiglasruden, hvor Morten stod med et smørret smil, han slet ikke kunne få af ansigtet. Jeg kiggede til højre, hvor væggen var prydet af et væld af rifler, og glasmontren under disken var spækket med pistoler. Længere nede i lokalet var montrer dedikeret til Oakley, Magpul, Aimpoint og diverse producenter af våbendele, jeg aldrig havde hørt om.
Morten er fuldstændig klar til at lave sit eget gun show.
Inde på skydebanen satte Morten sin SCAR angrebsriffel mod skulderen, og flippede sikringen over på Full Auto. Hans instruktør var tæt bygget, havde sort fuldskæg, bar ørkenstøvler og grå bukser med lårlommer. Han havde en håndgranat tatoveret på halsen. Han satte sin bjørnelap af en hånd på Mortens skulder, klar til at holde igen mod rekylet, hvis det kom bag på Morten. Der lød en kort byge af skud inde fra buret.
Morten får en hjælpende hånd med at styre rekylet den første gang han skyder med et fuldautomatisk våben.
Da Morten tog til USA, havde han aldrig før affyret et skydevåben, og det var derfor et erklæret mål med turen at finde en skydebane til ham. Alt tydede på, at han havde fundet den rigtige. Han havde købt pakken Master of Arms, der gav ham ret til at prøve to pistoler og to rifler. Inkluderet var rigeligt med bønner til at holde ham beskæftiget den time, han havde instuktør og bane til rådighed.
Han lagde blødt ud med en Sig Sauer P226 og tog derefter et skridt op til en Smith & Wesson revolver i kaliber .357 Magnum. Ikke helt Dirty Harry, men tæt på. Camilla, der har skudt en del, beundrede hans gode samling af skuddene på de første par skud, men at holde et kilo jern ud i strakt arm i flere minutter gjorde sit indhug i Mortens armkræfter, og præcisionen dalede i takt med genladningerne.
Mortens score.
Derefter skiftede han til det tunge skyts. Pigerne gik på shopping, og jeg blev på min tilskuerplads. Nok havde jeg været for nærig til at betale for at komme på skydebanen, men det var dog bedre at kigge på skydning end på vinduer. Morten startede med en FN SCAR angrebsriffel, og da han var igennem skydningen med den, kiggede en gammel, gråskægget mand i skrigpink t-shirt op fra båsen ved siden af. Det kunne have været George R.R. Martin. “What’s he shootin’?”
Det udviklede sig til en lille snak om løst og fast, og før Morten fik set sig om, stod han ovre på mandens skydebanen og fik lov at prøve hans specielle pistol, der skød med 5.56 mm riffelammunition. “Bare tøm magasinet!” Man kan sige meget om amerikanere, men de fleste er meget venlige og gæstfrie. Ham her forsøgte efterfølgende at lokke Morten til at flytte til Arizona.
Morten og hans nye kammerat.
Morten sluttede af med at tømme tre magasiner i en AR-15 i byger af 5-7 skud. Da han kom ud, sad smilet stadig solidt plantet i ansigtet på ham. Vi fandt ud af, at jeg lovligt ville have kunnet købe enhver af riflerne, blot ved at vise mit Californiske kørekort, men jeg holdt mig i skindet.
Smilet fortæller det hele.
Da vi således havde opfyldt en af turens væsentligste missioner, vendte vi næsen mod Tucson, der skulle være Morten, Annika og Idas sidste stop i denne omgang. Vi slog lejr på en campingplads i ørkenen lige øst for Tucson.
Hele den næste dag brugte vi på Arizona-Sonora Desert Museum, der er en blanding af en zoo, botanisk have, naturhistorisk museum og kunstgalleri. Det var en spændende dag, hvor vi lærte en masse om både plante- og dyreliv i ørkenen, hvor højdepunktet nok var rovfulgeopvisningen, som vi så både formiddag og eftermiddag.
Smuk udsigt fra parkens stier.
Cayote nyder solens varme.
Ida drikker vand. Det er varmt i ørkenen.
Også Filippa får vand.
Der var mange forskellige dyr i parken…
En bobcat.
Sløruglen er faktisk den mest udbredte landfulgeart i verden, fordi den findes på alle kontinenter foruden sydpolen.
Der er så vanvittig mange flotte kaktusser i USA!
Denne blomsterlignende del er kaktussens livmoder.
Kolibri.
Næste dag var sidste hele dag i USA for familien Munch Lambertsen. Vi lagde ud med at besøge en rigtig diner til morgenmad. Bobo’s Restaurant var et sted af den helt rigtig type, hvor fedtet hang tykt i luften og bordene var tæt besatte af alle slags folk fra unge par til overvægtige lastbilchauffører og pensionister. Nogle i jakkesæt, andre i lædervest. Og så var der ellers dømt omelet, pandekager og french toast til den store guldmedajle. Og kaffe ad libitum til undertegnede for at skylle det hele ned.
Vi forsøgte at dulme sukkerchokket med lidt shopping, så Morten og Annika kunne få nogle souvenirs med hjem. Vi tankede op med tacos fra Taco Bell til frokost. Om eftermiddagen gik vi en tur i downtown Tucson, der føltes temmelig opreklameret. Der var i hvert fald ikke nær så hyggeligt, som guidebogen havde indikeret. Men vi fik god is i rigelige mængder.
Som om vi ikke havde fået mad nok, besluttede Morten, at vi skulle ende dagen på Silver Saddle Steakhouse, der gentagne gange er kåret til at servere Tucsons bedste bøf. Med 300 gram New York Strip i maven ovenpå alt det andet, var det på tide at trække sig tilbage. Selv Morten måtte indrømme at være mæt. Vi fik en plads på den lokale KOA-campingplads blandt busser der fik vores ellers enorme monstrum til at ligne en Ford Ka. Morten og Annika fik pakket deres sidste sager, og vi nåede allesammen et varmt bad.
Næsten morgen stod vi op før seks, og mens Camilla gik en tur rundt på campingpladsen med stadig sovende Filippa, kørte jeg de tre andre til lufthavnen, hvor vi tog afsked efter to vældig hyggelige uger. Rygterne vil vide, at de kom hjem i god behold.