Middle of nowhere, Texas
Stemningen var egentlig ikke helt vildt god, da vi kørte ind i Fort Davis. Der var ikke som sådan sure miner, men vores guidebog har betydelige huller, når det kommer til den del af Texas, der er syd for Odessa og mere end 100 miles vest for San Antonio. Og vi var mange hundrede miles vest for San Antonio. Jeg kunne ikke lade være med at spekulere over, om de alle sammen havde ret, da de sagde, at Texas blot var endeløs prærie, som der absolut ingen grund var til at besøge. Det gjorde mig lidt mut.
Men jeg behøvede ikke andet end at stikke hovedet ind i det lokale supermarked før stemningen vendte på en tallerken. Jeg elsker Fort Davis.
En af de meget få modkørende vi mødte i virkelig lang tid.
Frokostpause på vej til Fort Davis.
Tre dage før var vi vågnet op på Walmarts parkeringsplads i Alamogordo, New Mexico. Udover White Sands National Monument, som jeg omtalte i sidste blogindlæg, prøver Alamogordo at være berømt for to ting: Missiler og pistacienødder. Udenfor Alamogordo ligger Holloman Airforce Base og White Sands Missile Range. Da det under Anden Verdenskrig gik op for amerikanerne, at tyskerne var godt i gang med at udvikle nogle raketter, der kunne flytte noget sprængstof, besluttede de, at sådan nogle måtte de også have. Og hvis man skal lave missiler, skal man have et sted at teste dem. Det kan man ikke bare gøre nede i den lokale skytteklub, der skal en meget større skydebane til. En kommision blev nedsat, og det blev hurtigt konkluderet, at det sydlige New Mexico var klart bedste bud indenfor USAs grænser: Ingen andre steder var så fjerne fra menneskelig aktivitet i større stil, og havde så stabilt godt vejr året rundt.
De få farmere, der var i området blev med få ugers varsel beordret til at finde et andet sted at være – i øvrigt uden erstatning. Da de naturligvis ikke kunne finde store, gratis jordområder nogen steder, var de tvunget til at sælge deres køer, med det resultat at kvægprisen faldt dramatisk, og de fleste tabte deres levebrød fuldstændig. Det er de forståeligt nok sure over endnu. Nå, men så var vejen altså banet for at USA kunne få udviklet sine missiler. Det var også nær Alamogordo at de første atomprøvesprængninger fandt sted. Da krigen var vundet, hentede man den tyske missilforsker Werner von Braun og hans hold til Alamogordo, for de var meget dygtigere end amerikanerne. Så gik det ellers slag i slag med udvikling af atommissiler og måneraketter. Alt det lærte vi lidt om på New Mexico Museum of Space History. Allermest lærte vi dog, at hvis vi nogensinde skal lande en rumfærge, skal det være mig, og absolut ikke Camilla, der sidder ved styrepinden. Efter fire styrt med efterfølgende eksplosion i museets simulator gav Camilla simpelthen op. Jeg satte den hel ned i første forsøg. New Mexico Museum of Space History er også stedet, hvor Ham the Astrochimp ligger begravet. Han var verdens første abe-rum-testpilot. Han overlevede sin tur i rummet i fin stil, og levede lykkeligt til sine dages ende i en zoo i New Jersey. Da han døde mæt af dage, blev han hentet til Alamogordo og begravet under pomp og pragt som den helt han var.
Rundvisning i den lille Mercury-kapsel.
Filippa er vild med museer.
Camilla forsøger sig som rumfærgepilot.
Bananer er lagt til minde om Ham the astrochimp.
Pudsigt nok er det også missilerne, eller i hvert fald luftbasen, der er årsagen til Alamogordos anden claim to fame: Pistachienødderne. En flyverofficer med landbrugsbaggrund var udstationeret der i 60’erne, og i stedet for at vende tilbage til sin hjemstat i midtvesten besluttede han og hans kone at blive i Alamogordo, da hans kontrakt udløb. Han ville gerne dyrke landbrug, men måtte så finde en afgrøde, der passede den tørre ørkenjord. Det viser sig, at klimaet omkring Alamogordo er meget lig det i Iran, hvor pistacienødden kommer fra, og så var beslutningen taget. Vi besøgte Eagle Ranch, den ældste og største farm i området og fik en meget interessant rundvisning der. Så nu ved vi alt om at dyrke pistachienødder. Specielt gode var deres nødder krydret med chili dyrket i Hatch, der også ligger i New Mexico og angiveligt er verdens chilihovedstad.
Maskiner der anvendes i processen så pistachienødderne kan blive spiseklare. Og nogle til at fravælge de skaller, der er helt lukkede om nødden.
Vores guide kom pludselig til at snuppe Filippa fra Camillas arme. Og først efter et stykke tid, spurgte hun om det var okay. Og det var det selvfølgelig – så længe Filippa gad.
Pistachienødder en masse!
Fra Alamogodo forlod vi ørkenen for en stund og kørte østpå op i bjergene, forbi et uventet og sæsonlukket skisportssted og over en meget tyndt befolket højslette. Vi kørte gennem Artesia i tusmørket, og det må være det tætteste man kommer på det moderne vilde vesten. Her er det ikke guld, men olie, der lokker lykkejægere til, og byen var tydeligvis blevet banket meget hurtigt op af folk, der ikke nødvendigvis regnede med at bliver der længe. Olietankvogne, maskinudlejningsdepoter og pick-ups med pumpeudstyr blev lyst op af det karakteristiske gule skær fra natriumlamper. Petroleumsdunsten hang tungt i vores næsebor og horisonten var punkteret af de mange flammer, der brændt ude ved oliebrøndene. Foran byens steakhouses, barer og skure med skilte, der annoncerede Mexican Food, stod et endeløst antal Ford og RAM pick-up trucks hastigt og unøjagtigt henkastet mens deres ejere med fuldskæg og olietilsværtede underarme var inde for at bruge dagens hyre. Vi fortsatte til marginalt mere etablerede Carlsbad og overnattede nok en gang hos Walmart.
Derfra tog vi til Carlsbad Caverns, der var hele formålet med denne rute over højsletten. Det er et enormt hulesystem under ørkenen. Vi er jo i USA, så man kan tage en elevator de 230 meter ned under jorden. Vi valgte dog i stedet at vandre ind ad den naturlige indgang, hvor det går støt nedad ad en to kilometer lang kringlet sti under jorden, til man når bunden af dybet, hvor højdepunktet er det passende navngivne The Big Room, der er stort nok til at indeholde hele Notre Dame. Det er svært at forstå. Hele vejen går man gennem et eventyrland af drypsten og kalkformationer dannet gennem årtusinder. Ingen af os har nogensinde set noget lignende. Men det mest surrealistiske var måske alligevel, da vi nåede vejs ende, hvor der ligger en grillbar og souvenirforretning. 230 meter under jorden. Kun i USA…
Indgangen til grotten.
Og så var der lige souvenirshoppen…
Så var det tid til at køre til Texas. Den oplagte rute havde være US-285 mellem Carlsbad og Pecos, men den er en af USAs farligste veje på grund af olietrafik og dertilhørende hasarderede overhalinger af tidspressede og søvnmanglende lastbilchauffører. Der er dødsulykker nærmest ugentligt. Den vej besluttede vi at undgå. I stedet kørte vi til Guadalupe Mountains National Park og overnattede for at vandre en tur dagen efter. Turens første stormskyer trak imidlertid sammen over bjergene, og vi droppede dén ide. Vi satte kursen mod syd og ankom til Fort Davis samme eftermiddag.
#nofilter
Fort Davis. Byen der egenhændigt vendte mine forventninger til Texas på hovedet igen. Selvom Fort Davis er amtshovedsæde, er det en lille flække med 1250 indbyggere meget langt fra alting. Hovedgaden er bred og støvet. Ingen andre gader er asfalterede. Supermarkedet – det ene, der er – tilhører ikke en landsdækkende kæde. Det er klaustrofobisk og rodet indrettet, på den hyggelige måde, og fører indtil flere mærker barbequesovs i 4 liter store dunke. Ekspedienten pakkede ens varer i poser og bar dem ud til bilen.
BBQ-sovs!
Lige udenfor Fort Davis ligger Davis Mountains State Park, hvor vi endte med at bo to nætter og vandre næsten alle ruter. Midt i parken lå et flot hotel bygget i 1930’erne i klassisk adobe-stil. Vi havde den fornøjelse at lytte til et lille foredrag med en park ranger i hotellets historiske lobby. Vi besøgte også årsagen til, at der overhovedet ligger en by, nemlig det historiske Fort Davis, der ligesom Fort Bowie blev oprettet for at beskytte Californiensrejsende mod indianerangreb. Modsat Fort Bowie står de fleste af bygningerne endnu, og vi brugte et par timer på at gå rundt og opleve, hvordan soldater og officerer levede på en militær forpost i sidste halvdel af 1800-tallet. Specielt interessant var fortets hospital, hvor vi lærte en del om datidens lægekunst eller mangel på samme. Trods det at militærlægerne var nogle af landets bedst uddannede (modsat sygeplejerskerne, der blot var menige soldater fuldstænding uden uddannelse), vidste de jo ikke mere om medicin end resten af verden dengang.
Vi købte en æbletærte hos købmanden. Den var rigtig god.
Udsigt til hotellet fra vores aftenvandretur.
Solen stod lavt på vores aftenvandretur. Det var mørkt før vi nåede tilbage i camperen.
Hotellet.
Retten i Fort Davis.
En af de gamle officerboliger på fortet.
Byens lægeklinik.
Gutten her så vi adskillige gange køre på den ene vej, der nu var i Fort Davis. Den larmede lige så højt, som udstødningsrøret er stort.
Kunne man mon komme længere ud end Fort Davis? Vi besluttede os for at forsøge, og kørte sydpå mod Big Bend, en af de mindst besøgte nationalparker i USA.