Mod Polarcirklen
Hovedpinen kom først. Jeg var hurtig til at give den netop overståede færgetur til Helsinki skylden. Eller også var det spændingerne i nakken pga. hjelmens vægt og vinden man har skullet holde i skak mange timer i døgnet de seneste 10 dage. Ja, det kunne da også være støjen inde i hjelmen som hovedet simpelthen var blevet træt af. Så kom den slags kuldegysninger, man får ved den mindste kolde brise, når man har feber. Og koldsved.
Vi har sovet i telt lige siden dag 2 på turen.
Efter godt 300 km fra Helsinki til Savonlinna begyndte maven også at gøre vrøvl, og nu syntes Andreas også, han begyndte at føle sig noget groggy. To ret tarvelige eksistenser ankom tidlig aften i Savonlinna. Vores plan om at tage ud og smage på byen måtte udskiftes med en hurtig aftensmad og så på hovedet i seng.
Idet vi nærmer Polarcirklens krydsning med Finland, brokker vi os igen over de skandinaviske benzinpriser, og vi forsøger at tilpasse os ustadige og noget koldere himmelstrøg. Hvor et eller to lag tøj var ok det meste af dagen i Baltikum, skal vi nu have mindst tre på — gerne så mange der kan stoppes ind under hinanden, særligt om aftenen. Der er vel cirka 10 grader Celcius om dagen. Finland har uendelige, smukke skove og søer, men efter længere stræk i skyggen af træer eller skyer er det vidunderligt, når solen bryder igennem og finder vej gennem visiret.
Nu tre dage efter de første tegn på sygdom viste sig er vi mere eller mindre i form igen, rettede mod målet Nordkapp. Efter en flyvende start i morges med god musik og god fart, opdagede jeg i en af vores sædvanlige stræk-ben pauser en læk fra bolten, hvor man fylder tyk olie på ned til kardanakslen. Vi troede først pakningen “bare” manglede, men det skulle senere vise sig, gevindet som bolten skrues ned i mangler også. Ret kritisk. Spørg mig ikke hvorfor det mangler og hvorfor jeg ikke har opdaget det før. Når man ikke kigger grundigt nok og motorcyklen bliver beskidt hele tiden, er det svært at se forskel på mudder med olie og bare olie. Vi sover i Rovaniemi i nat og det burde være relativt let at finde en ny pakning her i morgen — famous last words.
En ægte borg Olavinlinna som vi deltog i en rundvisning på. Bygget i 1400-tallet af svenskerne da det sydøstlige Finland tilhørte Sverige. Den blev senere erobret af russerne og endeligt overdraget til finnerne.
Så på vejen fra et besøg på byens stolte Arktikum museum fandt vi en campingplads. Den kostede 44 EUR, hvilet vi syntes lige var lige frækt nok. Vi max har betalt 25 EUR per nat indtil nu, så vi kørte 8 km og fandt en anden til 15 EUR — yeah.
Andreas’ motorcykel væltede over i den røde bil, mens vi var inde og se Olavinlinna borgen. Bilen tilhørte bryllupsgæster. Her udveksles forsikringsinformationer.
Desværre var 8 km rigeligt til, at jeg måtte en tur ned og ligge. Vi kom kørende ned ad en skarpt drejende tilkørsel til en større vej, Andreas først. Vi lå lidt forskelligt i svinget, fordi man som to motorcykler tæt efter hinanden ligger sig på vejen, så man nemt kan undvige hinanden, hvis det bliver nødvendigt. Nede mod enden ligger en lang stribe grus på vejen, og den når kun lige at blive synlig for mig, før jeg med 40-60 km/t når at tænke, nu går det galt. Og så skred Bob ellers godt og grundigt ud til siden og jeg skred nogle meter med. Motoren kørte stadig og den nåede lige at dreje ud på vejen igen, før jeg fik stoppet motoren. Jeg konstaterede ret hurtigt at der ikke var sket noget alvorligt, skyndte mig at rejse cyklen op for at få den væk fra vejen, gav tegn til Andreas som holdt vel 20 m foran og var på vej tilbage at jeg var ok, tog en runde for at se om der var faldet noget af mig eller den, gav tegn til Andreas igen om at vi skulle stoppe snarest muligt men lige væk herfra først.
Andreas er hurtig til at hive kameraet frem når jeg inspicerer Bob. Det var her vi konstaterede olielækket
Et godt stykke af det ene topstykke, tror jeg det hedder, er skrabet af. Et par friske ridser her og der til at supplere de eksisterende. Ikke noget af betydning på de bløde tasker som ellers må have taget noget af faldet. Plastikknoerne og siden på min handske er flænset lidt, bukserne vist bare beskidte, men det ene ærme af min jakke ser noget ramponeret ud. Den har et lille hul nu men ellers, udover at se mere brugt ud nu, så burde den stadig være ligeså varm og beskyttende. Så fedt nok at tøjet virkede..! Det eneste problem var at jakken krøb op så jeg fik en hudafskrabning på det øverste af hoften. Ærmet er åbenbart også krøbet op i faldet, så en væsentligt større hudafskrabning var at finde på underarmen.
De sidste fem kilometer til den billige campingplads var ret smerte fulde, men da vi nåede frem hev Andreas sin førstehjælpskasse frem og rensede sårene med svamp, sæbe og sprit, hvorefter han lagde en forbinding om armen.
Sygdom og fra starten urealistiske gæt på hvor langt vi ville være i stand til at køre på komfortabel vis har gjort de seneste dage til lidt af en kamp, men vi er ved godt mod.
[Jeg skrev dette indlæg for tre dage siden]
Pu ha Anders, det var godt at det ikke gik værrer i skredet.
Øv Andreas, at din motorcykel væltede…
Ja, man kan da ikke lade være med at tænke på, hvordan jeg ville have set ud, hvis jeg var kommet kørende i shorts og t-shirt.
Andreas fortæller mig i øvrigt at det på billedet ikke bare er bryllupsgæster men selve bryllupsparret, som var ude og få taget billeder ved borgen. Der gav vi dem lige et ekstra minde..!
Ja, det var noget træls. Men der skete ikke nogen større skade på bilen, blot en bule på fem cm i diameter uden skader på lakken. Jeg tror det kan rettes ud uden større problemer, så forhåbentlig bliver det ikke så dyrt 🙂
Det lyder som om i har det lidt hårdt. Har i planlagt med lidt mere luft sidst på turen, eller bliver det lige så hårdt?
Hej Johan, det bliver nok cirka det samme.
Igår stykkede Andreas med sine elektroniske kortremedier en opskrift sammen på, hvordan vi når hjem før vores ferie slutter. Så den holder vi os til og så må vi se, hvad der er tid og overskud til undervejs. Når jeg drejer mod Stockholm i Trondheim, bilder jeg mig ind, at jeg har lidt bedre tid.
Men det er fantastisk flot at køre, hvor vi kører nu, så det er nu ikke så hårdt : ).
Og nu er i også på vej hjem! 🙂 På min tur oplevede jeg i hvert fald, at det virkelig hjalp på psyken. Held og lykke med helbredet og resten af turen. 🙂