På vejen igen!
A.H. Riise Danish Navy Rum – gutten i sædet foran drejede flasken og viste den frem til sin sidekammerat. I samme øjeblik kom purseren forbi. “Den holder du lige lukket, mens vi flyver, ikke?” Han gik videre, og få sekunder efter var proppen ude af flasken, og den blev rakt fra mand til mand rundt om os. Vi sad omgivet af en snes logebrødre på vej på weekendtur i Amsterdam. “Det skal nok blive godt, når vi har en lille pige, der gerne skulle sove,” bemærkede Camilla nervøst.
Pakket og klar.
Vent, hvad? En lille pige? Det er, som Camilla siger, på sin plads med en opdatering om vores livssituation. Sidst vi forlod bloggen, blev I efterladt med en halv opdatering om vores tur til Grønland. Da vi dengang overnattede i telt ved indlandsisen sov Camilla usædvanlig tungt. Der var nemlig en lille baby på vej i hendes mave, og det er hårdt arbejde at bage sådan én færdig. Det afholdt hende nu ikke fra en tur til Grønland og senere på året tre uger i New Zealand.
Maven blev større og større. Babys planmæssige ankomst var fastsat til slutningen af marts, men pludselig var det blevet april. Der var ikke andet for, end at tage på fødestuen og få en omgang sæt-i-gang-piller. De blev indtaget som foreskrevet, og vi lagde an til en omgang af brætspillet Great Western Trail på spisebordet. Derefter frokost, og veerne begyndte at blive regelmæssige. Camilla foreslog, at vi lige gik en tur for at få tiden til at gå. Så med bragende veer vandrede vi – med hyppige pauser – en tre kilometers tur omkring vores hus.
Camilla og jeg er begge rimelig autoritetstro mennesker, og vi var blevet instrueret først at ringe ind til fødeafdelingen, når veerne havde nået den værste smerte, man nærmest kunne forestille sig. Men efter en times tid inde i brusekabinen med skoldhedt vand, ude af brusekabinen, inde i brusekabinen igen med en pilatesbold, ude af brusekabninen, kunne Camilla ikke distraheres længere. Da først jordemorderen hørte, hvor slemt det stod til, foreslog hun at sende en ambulance, men jeg vurderede, at der ingen grund var til al den ståhej, og fik Camilla gelejdet ud i bilen. Turen til sygehuset gik fint – Camilla husker ingenting – og da vi kom frem stod en velkomstkomité klar med en kørestol, der fragtede Camilla op på fødestuen. Fødslen var i gang.
Jeg har lært at fødsler består af en række faser. Der er i hvert fald nedtræningsfasen og pressefasen. Og sikkert nogen, jeg har glemt. Det er i pressefasen at selve fødslen ligesom finder sted. Nedtrængningsfasen gik som smurt, men pressefasen trak ud. Så langt at den erfarne afdelingsjordemoder endte med at beslutte, at der skulle noget ve-stimulerende medicin til, for at få baby ud det sidste stykke. Camilla var udmattet, men dét ville hun alligevel ikke have siddende på sig. Aldrig så snart var truslen om ve-stimulerende givet, før hun gav tre pres, og ud kom baby!
Hun var godt nok grim.
Bortset fra det var det hele nu meget dejligt. Da der var blevet ryddet behørigt op i de nedre regioner, fik jeg min ilddåb i påklædning af baby (det gik okay, når jeg selv skal sige det), og vi flyttede til en stue på barselshotellet. Nybagte onkel Daniel kom med nybagte pandekager midt om natten, og vi brugte de næste par dage på at starte på at vænne os til at være forældre. Camilla var virkelig sej, og er i øvrigt enormt dygtig til det der med at være mor. Jeg prøver at følge med. Filippa, som hun kom til at hedde, er også blevet en del pænere siden da. Hun er faktisk en rigtig pæn og sød og dejlig pige.
Filippa.
Og således skete det, at vi små 7 måneder senere befandt os på et fly mod først Amsterdam, siden Las Vegas. Omgivet af weekendkåde logebrødre. Barsel skal der til, og hvilken bedre måde at bruge den end på 7 ugers road-trip i Guds eget land fra Las Vegas til Dallas. Trods at stemningen med A.H. Riises hjælp var høj på de bagerste rækker i flyet, at purseren kom forbi og skældte logen al hæder og ære fra, og at Filippa aldrig havde fløjet før, tog hun det hele med ophøjet cool. Det gjaldt for så vidt også de næste to flyvninger på henholdsvis 10 og 4 timer. Vi må dog konkludere, at det er træls, når man ikke må få skiftet sin kæmpestore, fyldte ble under take-off.
Las Vegas: The Strip by night
De første to uger har vi selskab på turen i form af vores venner Annika og Morten, som vi kender fra klatreklubben. De har deres knap to år gamle datter, Ida, med. Så der er liv og glade dage, når begge børn er vågne. Heldigvis sker det også af og til, at de begge sover samtidig, så vi kan få en lille pause. For eksempel netop nu, hvor jeg skriver dette.
Vi har nu været i USA i tre dage. Jetlagget er ved at have lagt sig. Både Annika og jeg har været ramt lidt af sygdom her i starten – henholdsvis opkast og forkølelse – men det begynder at klare op. De første dage brugte vi i skøre Las Vegas, hvor vi var rundt at se alt det obligatoriske. Gondoler i The Venetian, springvand foran Bellagio, stilfulde blackjackborde hos Caesar’s og knap så stilfulde blackjackborde hos Flamingo. Der var dog ingen af os, der prøvede lykken på rouletten i denne omgang.
I bus på vej efter autostol til camperen.
I går hentede vi vores gigantiske autocamper – mere om den senere – og nu er vi på vej syd og øst på, med første stop nær Lake Mead og Hoover Dam. Vi ender som nævnt i Texas. Hvorfor Texas? Vores valg af destination kommer sig af en nærmere granskning af jordklodens vejrmønstre i november/december. Vi skulle finde et sted, der var tilpas varmt, men ikke for vamt for en baby, og rimelig civiliseret, så det var nemt at få bleer og den slags. Sydafrika, Australien og det sydlige USA var alle gode bud. Autralien faldt på for lang en flyvetur. Sydafrika måtte fravælges, da det i disse måneder er højsæson og derfor dyrt, samt at det ville give en kompliceret vaccinesituation for en lille baby. Tilbage var USA, og som Camilla så en dag sagde: Hvorfor ikke Texas?
Præcis det modsatte spørgsmål har præget optakten til turen. Da jeg på et tidspunkt fremlagde planen for Camillas fætters kone, var hendes første spørgsmål “hvad i alverden vil I i Texas?” Senere besøgte vi den amerikanske ambassade i København, fordi vi skulle have visum for at komme herover. Eftersom vi har besøgt Sudan, er vi åbenbart tætte nok på at være terrorister, til at skulle godkendes personligt af en agent fra USA. Nå, men da vi kom derover, handlede hendes spørgsmål kun perifært om Sudan. Nej, det hun syntes for alvor var mistænkeligt var, at vi ville til Texas: “But why Texas?!?”
Så nu er vi fast besluttede på at finde en god grund til at besøge Texas. Følg med på bloggen og se om vi lykkes.
Som sagt: en stor autocamper.
Trods sygdom skulle Filippas nye rygsæk indvies. Hun er glad for den!
Filippa og Ida på restepladspicnic.
Tusind tak, Andreas! Hvor er det dejligt at læse og at se de skønne billeder. Fra vores dagpleje her i Næstved ved vi lige, hvordan en 7-måneders krudtugle er at omgås. Legekammeraten her kravler på livet løs, så intet er længere sikkert. Hav en fortsat dejlig tur allesammen. Vores autocamper ligner jo nærmest en legetøjsbil i forhold til det møbel, I kører rundt i fra Lars og Anne
Dejligt at høre at I læser med. Filippa har stadig ikke helt luret, hvordan man flytter sig, men vi tænker det kommer inden vi er hjemme.
Ja, det er lidt af et skur. Den er næsten lige så lang som en bybus, og halvanden gang så bred, når det hele er klappet ud. Men heldigvis er vejene tilsvarende store herovre, så det volder ingen problemer.