Pidges sidste salut
Ikke en vind rør sig og træerne er præcist udskårne silouetter mod den mørke himmel. Solens sidste orange stråler fremhæver de meget få skyer i det fjerne, men det er i praksis mørkt. Nabocampingpladsen bebos af en flok gutter og en pige – nogens kæreste, går jeg ud fra – først i tyverne. De har medbragt musik og spiller generelt rimelig ligegyldig punk-rock, men for blot ti minutter siden, mens tusmørket sang på sidste vers, landede deres iPod på Comfortably Numb, og i et kort øjeblik gik alt op i en højere enhed – træerne, cikaderne, nattehimlen og musikken.
Luften er hverken kold eller varm og jeg sipper til en Coors Light ved siden af min bivuak mens månen står op. Jeg havde glemt hvor ringe den øl er, men den har en vis sentimental værdi for mig. Og desuden var udvalget ganske begrænset på den nærmeste tankstation, omkring 40 minutter væk.
Det er 4. juli, årsdagen for den amerikanske uafhængighedserklæring, og for lidt siden kørte den lokale brandmand forbi for at sikre sig at ingen på campingpladsen havde tænkt sig at fejre den med fyrværkeri, som traditionen byder. Vi er i bjergene midt i Cleveland National Forest, der strækker sig fra Los Angeles til den mexicanske grænse, og Californien lider under sin værste tørke siden 1977. Ikke lige det rette tidspunkt at starte en skovbrand.
“Du holder det simpelt, ser det ud til? Bare dig, din motorcykel og bivuak,” sagde han, “ikke noget fyrværkeri?”
Jeg forsikrede ham at det havde jeg ikke noget af, og var hemmeligt stolt af at jeg fyldte så meget mindre end de tre andre grupper på pladsen, hvoraf to havde medbragt mindst 4 biler.
Independence Day dinner.
Pidge i godt selskab.
Skål! Det er en ordentlig dåse øl- 0.7 liter.
Da jeg forlader San Diego inden månedens udgang og derfor returnerer Pidge til hendes oprindelige ejer, Tom, var weekenden omkring d. 4. juli min sidste chance for en tur. Jeg havde oprindeligt sigtet mod Bradshaw Trail, som er en gammel dilligencerute jeg har fundet ude øst for Salton Sea. Men min brændstofrækkevidde er for kort og ørkenen er for varm i juli. I stedet sammensatte jeg en greatest-hits-rute i bjergene øst for San Diego. Den startede på den dejligt snoede highway 94, der tæt følger den mexicanske grænse, til Campo, hvor den drejede mod nord til Corral Canyon. Der var afsat en god halv dag til offroading og en nats camping. Videre mod nord via Sunrise Highway gennem Julian til Palomar Mountain og hjem derfra.
Base camp i Corral Canyon.
I Corral Canyon slog jeg lejr på Corral Canyon Campground. Jeg havde forventet at der ville være fyldt på grund af 4. juli, men det faktum at pladsen hverken havde vand, strøm eller, nå ja, noget som helst andet må have holdt folk væk. Da jeg startede lidt over middag kunne jeg knap gennemføre det længste spor graderet “easiest,” Wrangler Trail. Jeg havde været i Corral Canyon før og aldrig gennemført det uden at vælte eller trække Pidge gennem de værste sektioner. Da dagen var omme havde jeg kørt Wrangler Trail to gange – én helt uden problemer – sammen med de tre øvrige spor i den letteste kategori.
Wrangler trail gennemført!
Los Pinos Mountain i baggrunden.
Udsigten fra Los Pinos.
Los Pinos udkigstårnet. Det eneste professionelt bemandede skovbrandsudkigstårn i Sydcalifornien.
På dette tidspunkt følte jeg mig ganske komfortabel på sporene, selvom mine offroadevner selvfølgelig stadig er langt fra mere erfarne ryttere. Det er god træning, og jeg forventer at sporene i Corral Canyon – selv de letteste – er sværere end noget vi kommer ud for i Afrika eller Asien, medmindre vi da aktivt opsøger noget som er sværere. Jeg blev konstant forbløffet over hvor god Pidge klarede sig i terrænet. Med 15 år under bæltet og sølle 350 kubik er hun langt fra de strømlinede 450-500 kubiks KTM og Yamaha alle andre syntes at køre på, men hun tog det hele i stiv arm, selv med bagage.
Udsigt over Anza-Borrego.
Næste morgen mens jeg var ved at sætte op til morgenmad kom min nabo over og inviterede mig på kaffe. Danny (jeg husker muligvis hans navn forkert, men nu er det altså Danny) og hans kone Nicki var i Corral Canyon i deres Jeep Wrangler og var ankommet for at holde en campingplads forud for resten af deres gruppe, der ville ankomme senere på dagen. De havde også forventet flere mennesker i området. Danny og Nicki var oprindelig fra Missouri, men Danny var i marinekorpset og derfor udstationeret i Camp Pendleton lige nord for San Diego. De var enormt gæstfrie og mens jeg fortærede to af Nickis fantastiske blåbærmuffins diskuterede vi forskellene på USA og Europa, hvor de aldrig havde været. Danny påstod at han “ikke er klog, men klog for en marineinfanterist,” men jeg er nu ikke helt enig. De var begge meget vidende om politik og internationale affærer, og selvom vi havde meget forskellige baggrunde – de var meget konservativt anlagte – var de meget interesserede i hvordan Danmark fungerede. Alt lige fra skattepolitik til landbrug. Jeg kan godt lide når folk er nysgerrige på verden omkring sig. Det endte med at blive en to timer lang snak om politik, samfund og selvfølgelig militær, jævnligt afbrudt af brølene fra en grupper kraftigt modificerede pickup trucks der forsøgte sig på det nærliggende Bronco Peak Connector Trail, graderet “extremely difficult.”
Jeg sagde farvel og fik pakket mine sager. Jeg havde planlagt at køre lidt mere offroad før jeg tog videre nordpå. Midt i det hele glemte jeg fuldstændig at spise morgenmad, og folk der kender mig vil vide at jeg ellers er voldsomt glad for morgenmad. To kopper kaffe og to blåbærmuffins kan bare ikke gøre det for mig. Jeg satte i gang på Bobcat Trail og kunne straks mærke manglen på energi. Det her gik ikke godt. Jeg gik i stå mindst tre gange og væltede én, men fik kæmpet mig op ad hvad der ellers skulle have været en nem første bakke. Kørte en smule videre og holdt pause for at spise en pakke trail mix med nødder og tørret frugt.
Jeg fortsatte og kom gennem resten af banen uden større problemer, men det foregik bestemt ikke særlig flydende og jeg følte mig generelt ikke på toppen. Jeg besluttede mig for at forlade Corral Canyon. I takt med at min morgenmad blev fordøjet gik det bedre, og da jeg nåede de spektakulære udsigter på Sunrise Highway smilede jeg fra det ene øre til det andet og nød turen i fulde drag.
I Julian tog jeg en hurtig omvej ned mod Anza-Borrego ørkenen, dels for at mærke varmen, men mest fordi vejen derned er fantastisk sjov at køre. På bunden fik jeg hurtigt nok af de mere end 40 graders varme og vendte om, tilbage mod Julian. Der var præcis lige så fyldt som man kunne forvente i Independence Day weekenden, så jeg fortsatte direkte igennem og gjorde holdt hos Julian Pie Company i San Ysabel hvor jeg fik mit obligatoriske stykke boysenbærtærte.
Anza-Borrego set fra udkanten af Julian.
På dansk: Sjov de næste 10 kilometer.
Den obligatoriske tærte i Julian.
Mæt kørte jeg videre mod nord til Lake Henshaw og Palomar Mountain, min sidste destination på turen. Det er en fantastisk vej og – igen – fantastisk udsigt på vej op. På toppen besøgte jeg Palomar observatoriet, der indeholder det 5.1 meter store Hale teleskop. Det er åbenbart en vigtig dims indenfor astronomi. Af en eller anden grund har astronomi aldrig rigtig interesseret mig, til trods for at jeg generelt er interesseret i alt muligt videnskab. Så vidt jeg kan forstå bruger de teleskopet til at kigge på rum-ting i rummet.
På vej op ad Palomar Mountain.
Lake Henshaw.
Palomar Observatory
Det faktiske teleskop som de kigger på rum-ting i rummet med. Astronomi er ikke min stærke side.
Det var midt på eftermiddagen og jeg var ved at være godt tilfreds, så jeg drog ned ad bjerget og tilbage til La Jolla. Hjemturen var rimelig kedelig – motorvejskørsel er altid et antiklimaks efter sådan en tur – men jeg kom hjem vældig godt tilfreds med min sidste tur på Pidge.
