Tågen er tyk som ærtesuppe
“Arrrgghh,” udbryder Andreas, overrasket, pludseligt arrig og med en smule angst i stemmen. Det er det sidste, jeg hører, før jeg selv er i samme situation. Det er lørdag ved middagstid, vi kører i bjergene i Grækenland. Vi er kørt ind i en tæt sky. Tågen er tyk som ærtesuppe og sigtbarheden måske 25 m. Det er koldt, så koldt at min ånde dugger på visiret. Skyens bittesmå dråber klæber sig til ydersiden af hjelmen, og forringer sigtbarheden endnu mere. Vejen, vi kører på, er den gamle hovedstrækning mellem de større byer i dalene, der krydser op gennem de efterhånden efterladte og forfaldne landsbyhuse i bjergene. Der eksisterer en spritny motorvej med fancy broer og tunneller, som vi ignorerer, da vi jo af princip ikke kører på motorveje. Vejen er slidt, stedvist smadret, så det er en dårlig kombination med den ringe sigtbarhed. Vi er de eneste, der er dumme nok til at køre den vej, så der er ikke et øje i miles omkreds.
Andreas fortsætter, i et skingert toneleje, “pas på hundene, de angriber og løber efter dig”. I samme øjeblik ser jeg i skyen en stor silhuet midt på vejen. Det er en ko. En af to. Mellem køerne ser jeg silhuetterne af de hunde, Andreas advarede om. De virker stærke og sultne. De gør glubsk ved lyden af motorcyklerne, mens køerne står som stenstøtter midt på vejen. Alt er i sorthvid, og Andreas’ baglygte er forsvundet i tågen. Jeg er pludselig alene. Venstre tommelfinger finder øjeblikkeligt knappen til hornet, og jeg maser den desperat mod styret. Jeg trækker koblingen lidt ind og gasser op, for at få mig til at lyde farlig i håb om at skræmme dem. Jeg holder vejret, og svinger motorcyklen ind mellem de stivnede køer. Andreas havde ret. Hundene hoppede op og forsøgte at angribe, mens de i vildskab gøede. Tanken om at de ville bide sig fast i mit ben fik mit hjerte til at hamre og mine arme til at ryste. Der var også den risiko, at jeg kunne køre ind i dem, og de ville vælte mig, og derefter angribe mig.
Trods det indledende chok kom vi begge igennem i god behold og uden kontakt til hundene. Dette var dog kun en af dagens to møder med aggressive hunde på vejen. Anden gang stivnede hunden ved mit langtrukne dyt. Den trak sig. Min kamp var vundet.
Frokosten indtages med udsigt til Meteora, der er et fascinerende klippeområde. Skøn udsigt fra et knap så skønt sted. Vi er på Lidls parkeringsplads, der er mere eller mindre dækket af skrald og vilde hunde – denne gang dog fredelige og sky – så vi foretrækker at nyde vores sandwich stående. Jeg undrer mig over, hvad hundene laver på parkeringspladsen, indtil en ældre mand fisker en pølse op af sin indkøbspose, knækker den over, for så at dele den med hunden. Hunden er gusten og sky, men tager mod til sig og lister frem til pølsen på det snavsede asfalt. Det var én pølse, og én mere. I alt fire styk. Ren gourmet for en hjemløs og sulten lille hund.
Det er overskyet, men det regner i det mindste ikke, og al tågen er væk. Vi kører videre til dagens destination, en lokal græsk familie bestående af far, mor og to piger. Også her bevogtes stedet af en hund. Den tager højlydt imod os, men lader os venligt gå ind i sit territorie. Vi ringer på døren, og en mand med venligt udseende tager varmt imod os sammen med sine teenagepiger. Vi sætter os på teressen med udsigt til bjergene. Masser af afslapning og tryghed. Pigerne skal mødes med byens ungdom, så de forlader teressen for en tid. Giorgos og Maria, som er værtsparret, inviterer os med på en lokal café langt ude på landet i bjergene. Der er rigtig hyggeligt. Musik, græsk kaffe, der er en tyk grumset masse, men utroligt nok meget delikat. Dertil smagsprøver på lækre tærter fra det græske køkken. Noget der altsammen falder i god jord efter dagens udfordrende strabadser. Inden sengetid serverer Giorgos en frisk tomatsalat med morfarens hjemmelavede feta. Ægte feta, mums!
Efter morgenmaden og Marias lækre hjemmebryggede græske kaffe, begiver vi os atter på motorcyklerne, denne gang mod vores endedestination i Europa, Athen. Vi har nu siddet på cyklerne i 86,08 timer, 4324 km. Vi ser frem til de næste mange af slagsen.
Kære jer.
Jeg tror ,jeg kunne “kvæle”de hunde ,der kunne finde på gøre jer fortræd??
“Hel krimi film” at læse ,men alt endte jo godt hos jeres værter , næsten som i eventyrene.God vind fremover–glæder os allerede til næste afsnit.
Kram til begge fra os i “8 N “
Kære farmor og farfar,
Tak for det! Det var også noget af en oplevelse… Jeg håber det næste afsnit bliver mindre dramatisk – det omhandler nemlig fragten af MCerne til Egypten 😉
Ha det godt! Knus