Til lands, til vands og i luften
Vi kiggede på hinanden. “Går man så bare ind og siger, at man har to motorcykler der skal til Afrika?” Det var første gang nogen af os havde forsøgt at arrangere transkontinental shipping, så vi var mildest talt på glatis. Jeg skubbede døren til Minoan Lines op og satte kurs mod den stærkt krigsmalede receptionist. “Øh, vi har et måske lidt underligt spørgsmål, men vi kunne godt tænke os at få sendt to motorcykler til Afrika…” Hun kiggede knap op og pegede på en matteret glasdør. “Go there.”
Da vi ankom til Athen var første punkt på dagsordenen at finde en løsning på transport til Afrika. Sagen kort: Der går en færge over Gibraltarstrædet til Vestafrika. Vi vil imidlertid gerne til den østlige side af kontinentet. Før Libyen faldt fra hinanden havde det været muligt at sejle fra Gibraltar til Marokko og så køre langs nordkysten til Egypten. Den går ikke længere, medmindre man vil krydse en borgerkrig. En anden mulighed var færgen fra Iskenderun i Tyrkiet til Port Said i Egypten. Men den stoppede med at sejle for et par år siden. Og så er der – så vidt vi i hvert fald har fundet ud af – ikke andre færgemuligheder. Fragtskib var den eneste mulighed.
Der er noget mystisk ved skibets balance. Godt det ikke er her motorcyklerne skal med.
Giorgos, som vi boede hos i Lamia, var tydeligt skeptisk overfor dét projekt. Den fornemmelse delte Nico, som vi boede hos et par nætter i Athen. Vi selv var da også lidt bekymrede for, om fragtfirmaerne overhovedet gad beskæftige sig med så lille en last. Vores eneste ledetråd var et detaljeret blogindlæg fra efteråret sidste år, hvor en tysk familie beskrev, hvordan de havde fået deres Land Rover til Afrika.
Vi åbnede glasdøren vi havde fået udpeget og kom ind i et lille rodet kontor med seks skriveborde, hvoraf de fem var tomme. Den tilbageværende kontorist talte i telefon, så vi ventede høfligt. Efter nogle minutter kom en venlig mand ind i rummet ad en anden dør, og spurgte om han kunne hjælpe os. Chefen, viste det sig. Vi forklarede situationen og blev straks inviteret ind på hans kontor. “Egypten, siger I? Alexandria? Hvornår vil I gerne sejle?”
Dagens is!
Alle vores bekymringer blev lynhurtigt gjort til skamme. Det var tydeligvis ikke første gang Georgos havde koordineret en sejlads, og han svarede beredvilligt og tålmodigt på vores mange spørgsmål. Hvad endnu bedre var, han havde ikke mindre end to RO/RO skibe til Alexandria allerede i denne uge. RO/RO betyder roll-on/roll-off, og er et biltransportskib, hvor lasten køres ombord og af igen ved egen motorkraft. Ikke noget med containere. Vi kunne ikke selv sejle med, med det havde vi forventet, så vi var forberedte på at skulle bestille fly. En lille halv time senere var det hele organiseret, og vi aftalte at vende tilbage med cyklerne to dage senere for at ordne papirarbejdet og få dem sat på et skib.
Da vi gik derfra var det svært at begrænse begejstringen. Godt nok havde vi ikke rent faktisk fået afsendt motorcyklerne, men alt virkede til at være sat på skinner. Vi havde forventet et Kafkask mareridt mellem kontordøre og shippingfirmaer, og det hele løste sig i første forsøg. Vi brugte resten af dagen, og den næste med, på at kigge på det antikke Athen.
Udsigt til Akropolis fra Lykabettoshøjen, Athens højeste punkt.
Søjle-selfie
I midten, naboen Sten.
Turister og søjler.
Marmorsøjler.
Marmorsøjler. Denne gang med tag.
Andreas elsker bare at posere foran kulturelle seværdigheder.
Fascinerende krummelurer.
Vagtskifte foran den ukendte soldats grav i Athen.
Vagternes lidt fjollede men fascinerende gang.
Athen virker som en by der har givet op. Der er 35% arbejdsløshed, og det er tydeligt at økonomien kører elendigt, både på det personlige og det statslige plan. Der er langt til nordeuropæiske standarder for noget som helst, og selvom det også var tilfældet i Albanien, så virkede det i det mindste som om de prøvede. Mange bygninger i Grækenland lades hen i forfald og tiggere er et jævnligt syn. Den historiske arv lader sig dog ikke fornægte, de antikke templer er dybt fascinerende. Men jeg tror ikke, det er en by, vi vender tilbage til foreløbig. På et tidspunkt er man mæt af marmorsøjler.
En lille bid af Athen fra Lykabettoshøjen.
En af de mange meget smukke græsk ortodokse kirker.
I går stillede vi hos Minoan Lines’ kontorer kl 0900 som aftalt. Der var lukket. Vi havde gjort hvad vi kunne, så vi satte os og ventede. Der gik heldig ikke mange minutter før den fåmælte receptionist kom skridende hen ad fortorvet og låste op. Hun forsvandt, og vi så hende først et kvarter senere, nu med make-up. Kontoret var imidlertid bemandet og straks var en shippingagent i færd med papirarbejdet. En halv time senere var vi 886,48 euro fattigere og en Bill of Loading for to motorcykler rigere. Og så startede cirkusset. Set i bakspejlet var bureaukratiet ikke så slemt, men når man stod midt i det, var det lidt svært at følge med. Vi blev sendt ud til Toldbygning 6 ved terminal G2, 5 kilometer væk, bevæbnet med et navn og et telefonnummer på en toldagent.
Andreas venter i spænding på at receptionisten kommer, så vi kan lukkes ind til chefen.
Fragtpapirerne underskrives.
Så snart vi trillede ind på parkeringspladsen blev vi mødt af Michalos, der guidede os igennem eksportprocessen. Han holdt os i hånden lige til vi efterlod motorcyklerne i en opmarchbane foran et enormt, hvidt skib fra Neptune Lines, men han var ikke altid lige god til at forklare os, hvad der foregik. Først hen til en lukket bom, hvor en eller anden kontrollerede vores stelnumre. Derefter til et kontor i en helt anden del af byen, hvor ting skulle skrives under og vores Carnet de Passage (en slags pas til motorcyklerne) udfyldes. Det tog vel en god halv time, men efter vores underskrift sad vi bare og spillede kort og ventede på at Michalos ordnede resten, mens han styrtede fra skranke til skranke og også lige fik ordnet formiddagens sladder. Dernæst tilbage til bommen fra før, som nu lod sig åbne, og ind med motorcyklerne. Aflevere nøglerne, og så stod vi dér.
Toldkontor nr. 6
Udsigt til RO-RO-skibet.
I aftes kl. 2350 fløj vi til Cairo og ankom midt i nat. Efter en grundig ompakning (Camilla er fantastisk) på hotellet inden afgang, fik vi lagt de relativt værdiløse ting i taskerne på motorcyklerne – alle mener åbenbart at havnearbejdere er uforbederlige tyveknægte – og resten havde vi med i vores check-in bagage.
Nu sidder vi i den smukt dekorerede lobby på vores hotel i den gamle Islamiske bydel og planlægger hvad vi skal se i Cairo de næste par dage.
Så håber vi bare at vores motorcykler står i Alexandria om tre dage.
Skildpadder i det fri.
Hej begge –det lyder som et eventyr–et sagn fra gamle dage!!!Hvor er I heldige –håber det eventyrlige fortsætter videre frem.Jeg har i form. hørt foredrag om en familie der kørte på Nimbusser over Sverige og Norge – sejlede til Skotland ,vist 3 uger i Skotland–imens tænkte jeg ofte på jer!!
Forsat godt held med det hele!!!8 N
Hej Farmor og Farfar,
Du kan tro, det er et eventyr, vi er på! Det er af og til helt surrealistisk. Men vi nyder det helt vildt! Det er underligt at tænke på, at vi nu er i Afrika, men at vores motorcykler stadig er undervejs. Vi håber de når frem i god behold.
Ha det godt!
Knus Andreas og Camilla