Hjem igen – og hvad nu?
Historien om afslutningen på vores Nordkap-tur har ladet vente længe på sig, men pludselig var vi tilbage i den virkelige verden, der var andre ting at se til, og Acrux-blogging blev skubbet i baggrunden for en stund. Det hjalp nok heller ikke at vi begge var temmelig udmattede og trængte til en pause, da vi igen fik dansk grund under fødderne. Ikke desto mindre var det nu en fantastisk tur. Her er historien.
Da vi sidst checkede ind havde vi nået Nordkap, kolde, våde og svært tilfredse med os selv. Fra Nordkap kørte vi til Oksfjord, hvor vi fandt en campingplads at sætte teltet på. Nu skulle vi sådan set bare hjemad. Naturen og vejret var smukt, vi var klar til at lægge nogle kilometer bag os på vej mod vamere himmelstrøg. Næste morgen ville jeg lige stramme min kæde og opdagede med gru at kædetandhjulet på mit baghjul så skidt ud. Rigtig skidt. Omkring halvdelen af tænderne var knækket af, så slidt var det. Jeg havde ikke været så godt til at holde øje med det, for derhjemme var det aldrig til at se noget slid. På denne tur var belastningen så bare lige lidt højere. Nu var gode råd dyre. Vores ganske uerfarne vurdering var at tandhjulet ville holde maksimalt et par hundrede kilometer mere. Der var over 2500 kilometer hjem.
Jeg inspicerer skeptisk tandhjulet på Amelias baghjul – det så ikke godt ud.
Første skridt var at finde ud af om der var nogen BMW værksteder i nærheden, så jeg kunne købe et nyt tandhjul. Tromsø var det nærmeste, men ville også betyde en omvej på et par hundrede kilometer. Vi ringede, og de havde ikke et på lager. Det skulle bestilles hjem fra Sverige, med en leveringstid på en uge. I Bodø, langt sydligere, hvor BMW også har en afdeling var historien den samme. Mekanikeren jeg talte med anbefalede mig at smøre grundigt, sørge for at have kæden tilpas (men ikke for) stram, og “så er jeg sikker på det nok skal gå.” Jaja, det siger du, men hvorfor spilde en chance for at bekymre sig unødigt? Hvis tænderne forsvandt helt ville baghjulet ikke kunne trække rundt, og jeg ville være strandet.
Der var ikke andet for end at prøve at køre, så vi sigtede efter Narvik, nærmeste større by. Undervejs lyttede jeg paranoidt efter en overtakkende kæde, men det var indbildning hver gang jeg hørte noget. Midt på dagen holdt vi ind for at tanke og jeg kørte som sædvanlig over til det lokale supermarked for at finde frokost. Men Anders havde andre planer. Han havde efterhånden genvundet sin styrke efter at have været syg de foregående dage og i dag var sandwiches altså ikke nok. “I dag vil jeg have sovs og kartofler.” Jeg kiggede rundt på den sparsomt bebyggede landsby, rystede på hovedet og undrede mig over hvor han dog ville finde en restaurant. Endnu et af Anders’ bizarre og urealistiske påfund. “Fint nok, du kører bare forrest indtil du finder et sted der kan passe dig.”
Der gik nok en time mere, men til sidst trillede vi ind på en hotelparkeringsplads, hvor alt så rimelig forladt ud. Det var dog ikke tilfældet, der var bare ikke rigtig nogen gæster. De havde en åben restaurant der straks blev besluttet god nok til Anders’ høje krav. Det var jo ikke som om der var nogen alternativer. Overtjeneren var ikke specielt begejstret da to beskidte motorcykelbumser kom ind, men i mangel af bedre kunder fik vi et bord. Anders fik sine kartofler, vist med noget fisk til, og jeg fik nogle fremragende karbonader. Det var dyrt – vi var jo i Norge – men maden var god.
På fin restaurant…
… med sværd på væggene!
Den fine frokost ændrede dog ikke på at jeg havde en motorcykel der var ved at opgive ævred. Vi klarede den til Narvik og overnattede, men den lokale MC-forretning var lukket et par år tidligere. Vi fik fat i den tidligere ejer. Der skulle være en Harley-forhandler i Ballangen, måske han kunne hjælpe? Det kunne han ikke. Han var vældig flink, men solgte kun motorcykler med remtræk, så han havde ikke noget der lignede en reservedel. “Prøv at køre til Fauske, der ligger vist en MC-mekaniker.” Vi arbejdede os stille og roligt ned gennem Norge, men det var efterhånden fredag eftermiddag, så chancerne for at nå en åben mekaniker faldt for hvert minut. På vej til Fauske måtte vi holde en times tid og vente på en færge og jeg accepterede at vi var på egen hånd. Der var ingen chance for at komme til mekaniker før mandag. Og jeg skulle gerne være hjemme tirsdag.
Der er jo helt absurd smukt i Nordnorge!
Vi overvejede og diskuterede alle mulige alternativer – kunne jeg tage en færge? Nej, der går kun Hurtigruten, som ikke tager køretøjer med. Kunne jeg sætte min MC på et autotog? Nej, jeg ringede og de ville ikke have noget med MC’er at gøre. Til sidste var der kun én mulighed: At køre til jeg ikke kunne længere. Min plan havde været at besøge Anders i Stavanger og Erik i Kristiansand, men jeg kunne spare 400 km ved at køre direkte til Oslo og tage færgen derfra. Det blev beslutningen, og jeg måtte ærgerlig melde afbud til Erik og Anders.
Vi nåede til Mo I Rana, hvor vi overnattede. Mo I Rana markerede afslutningen på den virkelig smukke Nordnorske natur. Herefter var det bare almindelig pænt, og dagene tog lidt mere karakter af blot at være transport. Efter Mo I Rana kørte vi til vores sidste fælles overnatning lidt syd for Trondheim.
Sidste fælles camping i denne omgang.
Og sidste portion havregrød.
Vores veje skiltes omkring frokost næste dag, meget passende blot få kilometer fra en by ved navn Enden. Jeg havde en færge at nå og Anders ville østpå mod Sverige. Jeg fangede natfærgen og tidligt næste morgen var jeg hjemme i Aalborg. Amelia holdt hele vejen. Nu var alle tænderne godt nok slidt af, men med meget forsigtig kørsel gik det stadig fremad. Og mon ikke jeg også kunne have nået til både Stavanger og Kristiansand? Nu lærte vi i hvert fald en del om hvor længe sådan et tandhjul kan holde. Jeg har sidenhen skiftet det originale aluminiumstandhjul ud med et stærkere af stål – og når vi skal ud at køre rigtig langt skal jeg nok sørge for at have et ekstra med i tasken.
Færgen hjem fra Oslo – al respekt for den franske familie foran, som havde cyklet Norge tynd i 3 uger med to små børn.
Alt i alt havde vi en fantastisk tur. Der var opture og nedture undervejs, vi var pressede både mentalt, fysisk og på vores mekaniske kunnen, med andre ord var det præcis den træningstur vi havde sigtet efter. Samtidig var det dog også en alt for ambitiøs tur: Det var simpelthen for langt at køre til den tid vi havde afsat. Det kunne fint lade sig gøre, men så havde man ikke rigtig tid til andet end at stå op, pakke telt, køre, slå telt op, lave mad og sove. De sidste aftener i teltet vendte samtalen i hvert fald igen og igen tilbage til hvor hårdt arbejde turen faktisk var.
Heldigvis er den store tur planlagt til kun at være det halve tempo. Nordkapturen var i forhold til selve Acrux-ekspeditionen 10% af distancen på kun 5% af tiden. Vi lærte en masse om at leve fra en MC og heldigvis var der intet undervejs der fik os til at sætte spørgsmål ved den store tur. Vi glæder os til at komme afsted!
I disse dage går vi og diskuterer hvornår vi skal lægge fra land på den store ekspedition. Vi afleverer vores PhD-afhandlinger i slutningen af sommeren næste år, hvorefter vi skal vente på at forsvare dem. Det betyder at vi tidligst muligt kan tage afsted i starten af november 2015. Lige nu ser det dog ud til at vi udskyder afgangen til starten af januar 2016. Så har vi god tid til at færdiggøre planlægningen, og Anders kan nå at være hjemme til sin fars 50 års fødselsdag i slutningen af december.
Sidst, men bestemt ikke mindst, har vi fået os et logo! Vores gode ven Anne Sofie har været så venlig at designe os et vældig fint logo, så vi kan få lavet nogle klistermærker vi kan dekorere hele verden med. Anne Sofie laver børnebøger, så tag et smut forbi hendes hjemmeside og se hvad hun kan. Mange tak til hende. 
Det var godt at få din afslutning også, Andreas.
Det har været rigtig rigtig spændende at følge jeres tur. Det skal i huske, når det til tider er et kæmpe arbejde at få skrevet, “hva ska man sige” denne dagbog på nettet. Vi har glædet os til hvert eneste “nye kapitel” i lagde op på hjemmesiden.
Tak for det, det er godt at høre. Jeg tror vi begge to rigtig godt kan lide at skrive, men man skal jo lige tage sig tid til det – og så er det godt at vide at der er nogen i den anden ende der læser 🙂