Afrika med friske øjne
Afrika var blevet hverdag. Efter at have tilbragt omkring 3 måneder på kontinentet, løftede vi ikke længere øjenbryn ved synet af lastbiler i den forkerte vognbane, pick-up trucks med 25 passagerer, brændende plastic overalt, kvinder med hakkejern balanceret på hovedet, eller mænd med en machete i den ene hånd og en øl i den anden. Det groteske var blevet dagligdag. Dét, der nu kunne ophidse os, var supermarkeder med kølediske og kasseapperater, biler uden ridser og brusere med varmt vand.
Der er nærmest ingen grænser for, hvad man som passager må medbringe på en bustur.
Derfor var det nok meget sundt for os, da vi hentede mine forældre i Maputos lufthavn, og kastede os indifferente ud i trafikken i vores lejebil. Hvad vi efterhånden syntes var ret civiliseret kørsel – i hvert fald i forhold til Cairo, Khartoum og Nairobi – var en kaotisk malstrøm af biler for mine forældre. De hjalp os til igen at opleve præcis *hvor* forskellig Afrika er fra lille Danmark.
Efter en nat på Resotel – det fineste hotel Camilla og jeg havde boet på siden Caesar’s Palace i Las Vegas tilbage i juni – fik vi opmagasineret Fellucca (Camillas motorcykel) hos Fatima’s Backpackers i hjertet af Maputo. Vi vendte vores Renault Duster mod nord for at udforske Mozambiques fantastiske strande og den gamle koloniby Inhambane.
Dengang vi sad et sted i Ethiopien og via e-mail skulle koordinere, hvor mine forældre skulle komme på besøg, var det meget let at foreslå Mozambique, uden at have foretaget nogen som helst form for research. Et stort land langt væk. Der må være en masse at se. Det viste sig sidenhen, at der måske ikke var alverden at foretage sig i Mozambique, især eftersom de nordlige tre-fjerdedele af landet er blokeret af rebeller og militæreskorter. Vi var dog fast besluttede på at få klemt så meget som muligt ud af Mozambique, før vi fortsatte turen ind i Sydafrika. Vi brugte den første håndfuld dage på at se på brede sandstrande, palmeskove og markeder. Mozambique er måske ikke er så turistegnet, men ingen kan anfægte, at det er det “rigtige” Afrika.
Dejlig hytte lavet af naturmaterialer og med lokation lige ned til havet.
Enorme, helt rene sandstrande.
Vandmand.
Der er mange forskellige slags boder langs vejen. Her sælges varer lavet af strå.
Min mor og Camilla køber mango og papaya.
Cashewnøddetræ.
Kontrasten stod i hvert fald tydelig for os, da vi krydsede grænsen til Sydafrika. Vi var kørt fra Afrika ind i noget, der mest af alt mindede om USA. Sagt med andre ord: Vi er fans. Camilla havde taget Fellucca med, som nu stod på et vandrerhjem i Nelspruit. Sammen kørte vi alle fire op til den lille by Sabie, hvor vi blandt andet besøgte et mikrobryggeri, og fik den første ordentlige øl, siden vi forlod Tyskland for længe siden.
Nord for Sabie ligger Blyde River Canyon, den tredjestørste kløft i verden. Den tog vi forbi. Efter den første halvdel af dagen, som var plaget af ærtesuppetyk tåge, havde vi en fin tur til Bourke’s Luck Potholes. Det er et fascinerende flodlandskab formet i klippe gennem årtusinder af Blyde River og Treur River.
Blyde River Canyon.
Blyde River Canyon.
Tyk tåge hindrer farverne i det ellers smukke landskab.
En smuk plysset larve dækket af lyftens dråber.
Fra Blyde River Canyon førte Camillas og min lettere forvirrede plan os tilbage mod Mozambique til den sydlige ende af Kruger National Park. Her brugte vi en dag på at køre rundt på safari og havde held med at se en lang liste af dyr. Højdepunkterne var elefanter i slåskamp og en stor flok løver, der slappede af i horisonten.
Udklip fra en video, hvor to elefantunger slås.
Vakker lille zebraføl forsøger at balancere mens den drikke vand.
Hornbill.
Midt i vores safari dukker der en lucia-skrabekupon op af min mors taske. Vi vandt ikke.
To impalahanner med gevir og en hun i baggrunden.
Krokodille!
To lande var selvfølgelig ikke nok til de to uger mine forældre var på besøg, så Swaziland var næste stop. Nu var vi i en blanding af Mozambique og Sydafrika: Tilstrækkelig tradition og kultur til at kvalificere sig som “det rigtige Afrika,” men betydeligt rigere og mere velorganiseret end Mozambique.
Swaziland er en overskuelig størrelse, og vores fire dage var nok til at se det meste, landet har at byde på. Vi boede et par dage på hyggelige Malandela’s (med en god restaurant), men det bedste var vores døgn i Mkhaya Game Reserve. Mkhaya er et af de bedste steder i verden at se det stærkt truede sorte næsehorn – og til trods for det, forklarede vores guide, Africa hed han, at han nok kun var heldig at se det en gang om måneden.
Mkhaya kan man ikke selv køre rundt i, så vi parkerede udenfor og blev hentet af Africa i en åben Land Rover. I de ande parker vi har besøgt bliver firehjulstrækkere mest brugt for udseendets skyld, men Mkhaya var så meget vildnis at intet under en Land Rover ville have kunne klare mosten. Vi blev indkvarteret i Stone Camp som de eneste. Vi havde hele parken for os selv. Stone Camp er en lejr midt i parken, hvor man bor i virkelig hyggelige åbne stenhytter. Der er ikke strøm i parken, så al belysning foregik med stearinly og flagermuselamper, hvilket kun bidrog til hyggen.
Vi var på i alt tre rundture i parken, og bedst som vores eftermiddagstur så ud til at løbe ud i sandet med nogle Nyalaflokke (antiloper), spottede Camilla to sorte næsehorn i buskadset! Africa blev ekstatisk af begejstring og kastede Land Roveren i bakgear. Modsat de normale hvide næsehorn, som græsser, spiser de sorte blade. Det betyder at de tilbringer det meste af deres tid i skoven frem for på savannnen og derfor er meget svære at få at se. De er også så truede at der ganske simpelt er meget, meget få af dem. Men Camilla var god, og vi andre heldige, og vi fik lov at bruge en halv times tid på at følge en mor og hendes søn hen til et vandhul. Dagen blev rundet af med en tre-retters menu i Stone Camp, og selvom vores morgensafari klokken 0600 næste dag ikke førte til meget andet end nogle giraffer var Mkhaya en fantastisk oplevelse.
Klar, parat, start – safari!
Et heldigt flodhestegab!
Skarabæpar, hvor hunnen har lagt æg i flodhestemøg og rullet det til en kugle. Det er hannen, der skubber kuglen, mens hunnen sidder på den.
De sjældne sorte næsehorn! En mor og dens unge.
Den smukke Isfugel.
Luksuriøs stenhytte.
Vi spiste i det fri med kuduer og Nyalaer omkring os.
Morgenvækning af personalet, der serverede kaffe og muffins inden morgensafari kl. 0600.
Vi forlod Swaziland og overnattede i Barberton på Barberton Manor, en Bed and Breakfast kørt af en hollandsk frue, der i dén grad udlevede drømmen om at være engelsk overklassekvinde. Stedet havde dresscode (som vi umuligt kunne opfylde), en avanceret tipskupon til bestilling af morgenmad, og tunge mahognimøbler. Det var et vældig hyggeligt sted, selvom vi måske ikke helt levede op til værtens forventninger.
Vores værelse i Barberton.
Så var de to uger gået. Camilla installerede sig på Funky Monkeys i Nelspruit, hvor Fellucca ventede. Jeg kørte mine forældre tilbage til lufthavnen i Maputo. Da vi krydsede grænsen i mod øst virkede kontrasten mellem Sydafrika og Mozambique endnu større. Mor og far kom afsted, og jeg fangede en bus tilbage til Nelspruit. På vejen brød den sammen, og jeg endte med at tilbringe det meste af natten ventende på en tankstation i Sydafrika, 50 km fra grænsen til Mozambique. Jeg var hjemme på vandrerhjemmet kl. 0500 i stedet for planlagte 2330. Sydafrika er åbenbart stadig Afrika.
Det er svært at komme i julestemning, når der er 34 grader. Og jeg ved ikke rigtigt om et plastiskjuleteæ med kunstigt sne hjælper på det.
Fiskermænd i Inhambane.
Vandfald i botaniskhave i Nelspruit.
Det smukke landskab i Sydafrika.
En mineby lpå grænsen mellem Swaziland og Sydafrika.
De lokale drenge og mænd i Swaziland bar skørter og pels samt en stok.
I Swaziland besøgte vi mindesmærket for Kong Sobhuza II. Ved en fejl kom vi til at gå ind via den royale indgang, kun for kongen. Ups. Døren stod åben…
Gode billeder (som altid)! Kan virkelig godt lide larve-billedet (og alle de andre safaridyr) 🙂
Mange tak! Jeg er også super fan af billedet med larven!! – Vi har flere af den slags!
Super fed fortællinger og fantastisk billeder. God jul – glæder os til at se jer igen
Familie. Jensen
Mange tak for det Claus!! Fedt I følger med
Ha et rigtig godt nytår!! – incl. aftenen der bringer det
Ønsker Jer alt godt i det nye år–og skøn nytårsaften under fremmede himmelstrøg.
Glæder os til at se jer igen.
Knus fra os i 8 N
Farfar og Farmor
Kære Farmor og Farfar,
Tak skal I have! Vi fejrer nytår på stranden med en masse sydafrikanere – umiddelbart anderledes, men fedt!
Vi ses snart!
Knus fra varmen