Joshua Tree og tilbage igen
Som en del af min PhD er jeg vendt tilbage til San Diego for at forske i at genkende fodgængere fra intelligente biler. Jeg skal være her i seks måneder, og udover arbejdet planlægger jeg at bruge noget tid på at øve mig i at køre offroad på motorcykel. Mere om det i et senere indlæg. Jeg vil også udnytte muligheden for endnu en gang at besøge noget af den fantastiske natur det sydvestlige USA har at byde på, mængden og kvaliteten af nationalparker heromkring er simpelthen fantastisk.
Julia, Wolfgang, og Claudia.
Jeg bor i International House – også kaldet Ihouse – på UC San Diegos campus, hvor der bor mennesker fra hele verden (og ca. 40% amerikanere). Jeg deler lejlighed med Wolfgang, en matematik post-doc fra Belgien, og i øjeblikket også en thailænder ved navn Pong, men han tager hjem om en måneds tid.
For halvanden uge siden havde vi en tre dage lang weekend på grund af President’s Day om mandagen, så fire af os besluttede at tage på mini road trip til Joshua Tree National Park og Palm Springs. Tillad mig at præsentere dette indlægs karakterer: Wolfgang, matematikgeni fra Belgien. Han ved alt om alt, især hvad der kan slå dig ihjel i enhver situation. Selvom hans teoretiske overlevelsesevner måske nok er gode, så har de aldrig rigtig været testet i virkeligheden og det, kombineret med hans modtagelighed for solstik, gør ham til en aparte ørkeneventyrer. Julia fra Tyskland læser business. Hun har en forkærlighed for selvportrætter og et udseende der kan bære det. Hun tager herfra midt i marts og har sat sig for at opleve mest muligt de sidste uger. Claudia er fra Italien – og nu jeg tænker over det ved jeg faktisk ikke rigtig hvad hun laver. Hun medbragte turens bedste smil og en GPS, som jeg modstræbende var nødt til at spørge om hjælp et par gange undervejs. Jeg foretrækker i den grad landkort på papir, men jeg havde ikke noget, så jeg måtte forlade mig på min hukommelse og stedsans, noget jeg ind i mellem ikke var tilstrækkelig selvsikker på. Det skulle jeg nu have været, for jeg kan med stolthed sige at hver gang GPS’en blev spurgt til råds bekræftede den hvad jeg var i gang med. Jeg var turens sidste deltager, chauffør og selvudnævnt guide, da jeg havde været i Joshua Tree 3-4 gange før.
Hele holdet.
Silhuet af et Joshua Tree
Vi tog afsted fredag aften – Valentins dag – efter jeg havde forsinket vores afgang et kvarters tid med noget nørderi jeg var nødt til at gøre færdig. Jeg forlod vores laboratorie/garage og vores fancy Audi A8, og Julia og jeg gik ned for at hente vores lejebil. Vi havde reserveret en “Toyota Corolla eller lignende”, men blev gratis opgraderet til en Dodge Charger. Vi samlede Wolfgang og Claudia op, købte ind og lagde fra land.
Wolfgang underholdt med historier om hvaler og Dr. Joy Reidenberg, hans store helt. Vi diskuterede hvilket dyr vi helst ville spise, nulevende eller uddødt (Wolfgang: Skildpadde fra Galapagos, Claudia: Hvidhaj, Julia: Noget kedeligt jeg ikke kan huske, mig: Dronte) og tre timer senere ankom vi til Motel 6 i Twentynine Palms, vores hjem de næste to dage. Vi fik en elendig omgang natmad fra den nærliggende Del Taco og gik til køjs.
Lørdag morgen skulle vi blive enige om hvordan tiden skulle bruges – min eventyrlyst var nok lidt højere end resten af selskabets. Vi blev enige om at se de klassiske turiststeder først. Inden da havde vi dog brug for morgenmad. Vi kørte til en nærliggende Wal-Mart, der viste sig at ligge 20 miles væk. Vi havde godt nok set den aftenen inden, men mørket må have snydt vores fornemmelse for afstand. Vi fik morgenmad, Wolfgang hældte intet mindre end 12 kapsler kaffefløde i sin kaffe, noget der resulterede i stirren og et “han kan vist godt lidt en dråbe kaffe i sin fløde” fra den venlige lokale cowboy i skjorte med mønster som det amerikanske flag.
Typiske Joshua Tree klipper.
Joshua Tree
På Hidden Valley Loop Trail
Firben
Cap Rock
Vores Wal-Mart lå lige i udkanten af byen Joshua Tree, der har én af parkens tre indgange. Vi kørte til Hidden Valley, som vi trods navnet let fandt på grund af grundig skiltning, og spadserede en kort tur der. Undervejs så vi klatrere og et stort, sort firben, men til Wolfgangs skuffelse – eller lettelse – ingen edderkopper klar til at dræbe os.
Frokost nær Barker’s Dam
Vinddrevet vandpumpe på vej til Wall Street Stamp Mill.
En klatrer i det fjerne.
Vi fortsatte til Key’s View og Barker’s Dam, hvor vi spiste en sen frokost. Vi sluttede eftermiddagen af med en 2.2 miles gåtur til Wall Street Stamp Mill, parkens bedst bevarede guldmineudstyr. På vej ud af parken kørte vi igen gennem Joshua Tree, hvor vi spiste aftensmad i Crossroad’s Café. Jeg fik som sædvanlig grillet Ahi tun. Det har jeg fået to gange før i den restaurant, og det er værd at anbefale.
Wall Street Stamp Mill, hvor guldmalm blev knust for at udvinde dets verdifulde indhold.
Inde i Wall Street Stamp Mill.
Hvem mon efterlod den bil her – og vidste han at han aldrig ville komme tilbage for at hente den?
Joshua Trees i måneskin.
Om søndagen gik vi vores længste tur, 3 miles i kategorien “moderat anstrengende”, til Fortynine Palms oasen. Jeg havde ikke besøgt den før, og det var meget interessant. Hvis bare der ikke havde været mennesker overalt. Derefter besøgte vi den skuffende Oasis of Mara, der viste sig at være kunstig. Så var det tid til at komme videre, og vi kørte sydpå gennem parken med kurs mod Palm Springs. Vi var blevet flyttet til Palm Springs Quality Inn, som vi ikke kendte adressen på, men ved rent held kørte vi ind i byen ad den vej hotellet lå på, og vi fandt det fluks. Eftermiddagen blev tilbragt i poolen, hvorefter vi tog ud at spise på en udmærket mexicansk restaurant i downtown.
Morgenmad før gåturen til Fortynine Palms.
Fortynine Palms Oasis
På stien fra Fortynine Palms.
Claudia nyder sin mexicanske mad i Palm Springs.
Mandag morgen spiste vi morgenmad på Café Lulu. Jeg fik en okay omelet, men fortrød i den grad at jeg ikke havde bestilt french toast, da jeg så Julias. Vi tog svævebanen op ad Mt. San Jacinto, som min ven Johan og jeg tog år tidligere vandrede til toppen af. Dengang forstuvede jeg min fod på vej ned, hvilket betød 4½ meget smertefulde timer til svævebanen, mod de 2½ time vi hvade brugt på at komme op. Sådan en tur var ikke i kortene denne gang, og vi tog en 1½ mile lang rundtur fra bjergstationen og nød udsigten. Jeg havde helt glemt hvor smukt der er deroppe.
Wolfgang fotograferer Julia.
Mig, i en fjollet positur de andre mente jeg skulle indtage. Om ikke andet kan jeg da bruge billedet i eventuelle fremtidig bjergguide-brochurer, hvis jeg nogenside skulle kaste mig ud i den slags. Så er jeg dog nok nødt til at Photoshoppe turisten i den turkis t-shirt ud af billedet.
Vi kom ned og skydte os hjem til San Diego, kun afbrudt af en hårdt tiltrængt tissepause til Wolfgang, som vi andre benyttede til at få lidt at spise. Vi nåede hjem sidst på eftermiddagen efter en fremragende weekend.
Fint blog indlæg, men venligst inkluder nogle af Julias selfies i næste indlæg, frem for alle de tøre buske og alt det sand 🙂
Jeg skal se hvad jeg kan gøre, men billederne fra jacuzzien i Palm Springs faldt for censuren i denne omgang 🙂