Andreas
Forfatter: Andreas

Få mail ved nye indlæg


Ørkenmedley

• 22:00, 28/04/2014 • San Diego, USA

“Undskyld, har du set den forsvundne hest?”

“Hvad?” Min hjerne var ikke helt klar på andet end det traditionelle “hej” fra andre vandrere på ruten.

“Har du set den forsvundne hest,” gentog den 5-årige knægt med runde, blå briller, denne gang lidt utålmodigt.

“Ah, ja, The Lost Horse Mine er lige op den vej, omkring en halv time herfra,” svarede jeg, i den tro at han spurgte om afstanden til enden af ruten. Der lå en gammel mine, der i sin tid blev fundet fordi en cowboy ledte efter sin bortkomne hest, deraf navnet.

“Nej, han leder efter selve hesten,” indførte hans mor i er forsøg på at hjælpe mig.

“Ah, tjah, den hest forsvandt for hundrede år siden, så den er sikkert død nu.”

Drengen plantede sin åbne hånd midt i sit ansigt og lod den glide langsomt ned, som for at formidle en kombination af “åh nej, er jeg blevet slæbt helt herud for at lede efter en død hest” og “ham der er jo fulstændig idiot,” mens han stille sagde “men måske er den stadig i live.”

Vi fortsatte med at vandre, og der var ikke før de andre påpegede det, at det gik op for mig at jeg lige koldt og kynisk havde introduceret den stakkels dreng til konceptet død. Hvorfor forklarede jeg ikke også at julemanden ikke findes, nu jeg var i gang? Min utilsigtede erklæring er nu blevet forkortet og optaget som et slags ordsprog i vores lille flok: “Hesten er død” betyder nu “lad os komme til sagen” eller “diskussionen er slut.”

Lost Horse Mine stamp mill.

Lost Horse Mine stempelmølle til at knuse guldmalm.

A closer view of the stamp mill.

Et nærmere kig på møllen.

Vi var på vandretur i Joshua Tree, som jeg var vendt tilbage til i anledning af at Katrine, min søster, var på besøg. Vi havde inviteret en bunke af mine venner og var i alt 8 mand fordelt på to biler på et lille weekend road-trip. Men lad os starte lidt tidligere. Omkring to uger før havde jeg besøg af min fætter, Mads. Vi var også på en lille tur, og selvom vi ikke kom til Joshua Tree, så vi nogle af de samme ting, så denne post er en kombination af de to ture.

Julian

Julian

I begge tilfælde startede vi med at køre østpå mod Anza-Borrego ørkenen. Det er den nærmeste ørken fra San Diego og et af de mørkeste stedet i USA, hvilket gør den perfekt til stjernekigning. Det havde vi nu ikke tænkt os at benytte os af, da vi ikke ville campere der i denne omgang.

På vej til Anza-Borrego dikterer traditionen af man skal gøre holdt i den lille westernby Julian og spise æblekage. Så det gjorde vi. Julian Pie Company er stedet at besøge, og det viste sig at være rigtig, rigtig godt. Første gang fik jeg boysenbær-æble med flødeskum og anden gang fik jeg mountain berry. Lækkert. Med fyldte maver fortsatte vi mod Anza-Borrego. Mads og jeg gik en lettere kedelig tur til The Wind Caves i et forgæves forsøg på at undgå andre turister. Vi vandrede langs et offroad-spor, så vi blev jævnligt overhalet af forskellige firehjulstrækkere og andre offroad-dimser.

Mmm... pie...

Mmm… tærte…

Squirrel!

Egern!

Da jeg var der med Katrine og Julian – vi mødtes først med resten af gruppen i Joshua Tree – tog vi den mere populære Borrego Palm Canyon Trail. Eftersom det var fredag, var der ikke mange mennesker, og ruten var fantastisk. Vi vandrede mod oasen ved enden af stien, mens vi lyttede til den lille bæks rislen akkompagneret af tordenbrag i det fjerne. Vi spiste frokost i oasen og vandrede tilbage mod bilen, som vi nåede med perfekt timing, regnen begyndte netop som vi steg ind.

The oasis at Borrego Springs Canyon.

Borrego Palm Canyon oasen.

Lunch break at the oasis.

Frokostpause i oasen.

AND_9927 AND_9933

Ruten fortsatte mod øst gennem Imperial Valley, der er et enormt kunstvandet område lige syd for Salton Sea, som leverer alle slags bær, frugter og grøntsager. Det er et interessant indblik i den anden side af Californien, langt fra glamour og glitter i Los Angeles og San Francisco, stort set udelukkende befolket af mexicanske immigranter.

Imperial Valley

Imperial Valley

Look mom, it's one of those tractors I wanted a pictured of when I was 12 and we visited Canada, but you didn't want to stop for, because "we'll see plenty of those." But we never did. Finally, I got my picture.

Se mor, det er en af de traktorer jeg ville have et billede af da jeg var 12 og vi var i Canada, men du ikke ville stoppe ved, fordi “vi kommer til at se masser af dem.” Det gjorde vi bare aldrig. Nu har jeg mit billede.

An abandoned gas station in the Imperial Valley. Straight out of the zombie apocalypse.

En forladt tankstation i Imperial Valley. Som taget ud af en zombiefilm.

Øst for Imperial Valley, ved det sydøstlige hjørne af Salton Sea, ligger Salvation Mountain. De som har set den fantastisk film Into The Wild fra 2007 af Sean Penn har set det før. Det er en bakke dækket i et tykt lag maling med tekst om kærlighed og kristendom. Den har været undervejs i 30 år, og da den oprindelige kunster nu er for gammel til at vedligeholde og udbygge det, er det blevet overtaget af andre lokale hippier, som bygget på det når de ikke lige sidder i deres campingvogne og ryger hash. Det er virkelig et unikt sted som er et besøg værd, omend det er langt fra alfarvej.

Salvation Mountain.

Salvation Mountain.

AND_9597 AND_9602 AND_9609 AND_9592

Mads og jeg besøgte også Imperial Dunes, et imponerende område med sandbanker som taget ud af en tegnefilm. Det er en kæmpe legeplads for folk i dune buggies, der har masser af muligheder for at få deres adrenalinkick der.

Imperial Dunes

Imperial Dunes

AND_9624 AND_9627

Vi fortsatte op øst for Salton Sea og besøgte Bombay Beach, efter vi havde overstået det obligatoriske tjek for illegale immigranter i vores biler. Julian og Katrine gav anledning til et lille optrin, da de ivrigt stod ud af bilen for at finde deres pas i bagagerummet. Herovre gør man intet som helst uden at have fået tilladelse af politimanden, noget jeg ikke lige havde fået forklaret mine kompagnoner. Deres pludselige udstigning resulterede i et brysk “bliv i bilen!” mens andre politifolk tog opstilling i et taktisk L omkring bilen, klar til at skyde hvis vi skulle prøve på noget dumt. Situationen blev dog løst uden problemer. Da Mads og jeg kørte samme sted blev vi blot vinket igennem.

Mads overlooking Salton Sea...

Mads kigger ud over Salton Sea…

... a lake that is somewhat polluted. I haven't seen water like this since Iraq.

… en sø som er en smule forurenet. Jeg har ikke set vand i disse farver siden Irak.

Bombay Beach er en trailer park ved søens kyst, som er mere eller mindre glemt af omverdenen. Det er så langt fra en turistattraktion som man næsten kan komme, hvilket gør den interessant. Derpå fulgte vi vejen op langt søen til Coachella, hvor ruterne skiltes. Mads og jeg tog en vestlig kurs mod Idyllwild – det kommer vi tilbage til – mens Katrine, Julian og jeg kørte nordpå til Joshua Tree. Næste morgen mødtes vi med de andre 5: Gianluca, Wolfgang, Francesca, Melanie og Selin. Sammen brugte vi dagen i Joshua Tree National Park, nogle af os klatrede op af samme klippe som min ven Johan dehydrerede på to år tidligere – den hedder Johans Bjerg fremover. Vi havde dog ingen problemer i denne omgang. Vi gik også The Lost Horse Mine ruten og så mange af de andre stedet jeg har beskrevet tidligere. Efter Joshua Tree kørte vi til Palm Springs, hvor vi fik aftensmad på Café Lulu. Vi sluttede dagen af med at køre til Hemet, hvor vi overnattede.

We were lucky to visit Joshua Tree at a time when the flowers were blooming.

Vi var heldige at besøge Joshua Tree mens kaktusserne blomstrede.

AND_9977

Melanie on her way up Johan's Mountain.

Melanie på vej op ad Johans Bjerg – med lidt hjælp fra Gianluca og jeg.

Taking in the view from Johan's Mountain.

Jeg nyder udsigten fra Johans Bjerg.

Melanie on her way down from Johan's Mountain.

Melanie på vej ned igen.

AND_9995

 

Begge ture endte i Idyllwild, et smukt sted som er nærmest alpint i al dets grønt og granit, og en stor ændring fra ørkenerne på den anden side af San Jacinto bjergkæden. Jeg nægter som regel at bruge GPS til navigation, og som Mads’ codriver fandt jeg vejen dertil uden problemer. Det var ikke helt tilfældet på den anden tur. Vi forlod Hemet og jeg havde lavet en mental plan for ruten, så meget mod sædvane fulgte jeg ikke med på kortet. I hvert fald ikke før vores vej endte og flettede sammen med I-215 motorvejen. Min første tanke var “hmm, det var da underligt, jeg kunne ikke huske at der var en motorvej så tæt på bjergene,” hurtigt fulgt af “vent, I-215 er helt sikkert ikke nær bjergene,” og til slut “åh nej, vi har kørt mod vest i stedet for øst, og jeg har slet ikke tænkt over det!” Melanie idømte mig 10 burpees for min 20 miles fejl, jeg var sur på mig selv i en times tid, men vi fandt vej til Idyllwild til slut.

Palm Springs in the distance, as seen from the very twisty road to Idyllwild.

Palm Springs i det fjerne, set fra den meget snoede vej til Idyllwild.

Lunch on our way to Idyllwild.

Frokost på vej til Idyllwild.

I Idyllwild vandrede vi – på begge ture – den smukke Devil’s Slide hike. Turen op i den friske bjergluft var velkommen efter to dage i ørkenerne.  Ruten består af en række lange og ikke så stejle hårnålesving op mellem Tahquitz Peak og Suicide Rock. Den er også et godt udgangspunkt for at bestige Mt. San Jacinto fra vestsiden, noget jeg har planer om at gøre i løbet af den kommende måned.

Mads braving the start of Devil's Slide

Mads drister sig forbi starten af Devil’s Slide.

Taking a rest on our way up Devil's Slide.

Pause på vej op ad Devil’s Slide.

I study my new Tom Harrison map of the area. I love maps. When Mads and I were there, there was still snow. It was all gone two weeks later.

Jeg studerer mit nye Tom Harrison kort over området. Jeg elsker kort. Da Mads og jeg var der lå der stadig sne. Det var væk to uger senere.

A spiraling pine on Devil's Slide. The reason for this phenomenon is unclear, though there has been considerable research on the topic. It may be caused by wind or an asymmetrical crown, or it may be a trick that allows the tree to survive stronger wind.

En spiral-træstramme på Devil’s Slide. Årsagen til dette fænomen er ukendt, selvom der har været forsket en del i emnet. Måske skyldes det vind eller en asymmetrisk krone, eller det kan være et trick træer bruger til at overleve stærke vindstød.

The view from Devil's Slide.

Udsigten fra Devil’s Slide.

Some people jumping.

Nogle folk der hopper.

Melanie and I on a scrambling adventure.

Melanie og jeg på eventyr.

AND_0062

Melanie gets her Idyllwild visit immortalized.

Melanie får fotodokumenteret besøget.

Selin ready to depart.

Selin klar til afgang.

Alt i alt var begge ture rigtig gode. Selvom turen med Katrinve var mit sjette besøg i Joshua Tree kan jeg stadig godt lide stedet. Det er ikke min favoritnationalpark (det må være Zion, efterfulgt af Sequoia), men det er en rigtig god destination for en weekendtur fra San Diego og vejen dertil er fuld af spændende ting som er lidt væk fra de sædvanlige turistfælder. Denne gang gik jeg dog glip af tunburgeren i Crossroads Café, så mon ikke jeg er nødt til at vende tilbage igen en anden gang.

Lizard!

Firben!

● ● ●

2 comments on “Ørkenmedley

  • Johan Ejstrud siger:

    Jeg er nok nødt til at tage tilbage engang, og plante et lille flag med teksten “Johans Bjerg” (hvorefter jeg kollapser).

    Godt at du endelig fik det billede af traktoren!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *