Mød Amelia
Ethvert eventyr starter med at få persongalleriet på plads, og en af de vigtigste karakterer i denne historie er Amelia, min motorcykel. Mere om navnet senere. Amelia er en BMW G650 Xchallenge fra 2007, som jeg købte brugt med 7500 km på tælleren i slutningen af juli 2013. Jeg køber sjældent noget pr. impuls, og mit valg af motorcykel skete vanen tro på baggrund af meget grundig research. Det til trods, så troede jeg indtil 5 dage før jeg kørte Amelia hjem fra København, at jeg skulle have en Yamaha.
Amelia i gården hvor jeg bor
Min research begyndte allerede så småt samme dag som vi havde besluttet os for at tage på tur. Utallige timers læsning og diskussion med Anders (som sjældent var enig) førte mig til denne liste over bedste kandidater:
- Yamaha XT660Z Ténéré
- BMW F650GS Dakar
- BMW G650 Xchallenge
Andre kandidater, såsom Hondas Africa Twin eller BMWs F800GS, havde også været inde over, men var faldet af forskellige årsager: Vægt, brændstoføkonomi, alder, pris. Jeg var sikker på at jeg ville købe brugt. At købe nyt er simpelthen voldsomt meget dyrere, uden at man får ret meget for pengene. Derfor var brugtkøb min eneste mulighed for at få noget som kunne stå distancen, men det gjorde også at jeg var afhængig af at finde noget som var på brugtmarkedet.
I Danmarks er markedet for adventuremotorcykler stort set ikke eksisterende, men der poppede dog jævnligt en Tenere op i Den Blå Avis. Teneren virkede som et rigtig godt valg: Ny, driftsikker, til at betale. Måske verdens eneste motorcykel som har en teknisk kvalitet og et design, der gør at den kan køre jorden rundt uden modifikationer. BMW er notorisk kendte for at lave motorcykler der ser terrængående ud, men i praksis skal modificeres en del for at kunne klare mosten. Min anden kandidat, en F650GS Dakar, var også et plausibelt bud – det var de motorcykler den danske hær brugte op gennem 00’erne – men modellen produceres ikke mere, og der er meget få på markedet.
En dag på vej til klatring punkterede Amelia på forhjulet, og så var der jo ikke andet for end at lære hvordan man lapper en motorcykel.
Bag det hele lå Xchallengen og lurede. Meget grundigt anbefalet af den legendariske Walter Colebatch, som har brugt netop sådan en på sine Sibirsky Extreme-ekspeditioner, den har den laveste vægt og bedste brændstoføkonomi af alle mulighederne og en utrolig driftsikker etcylindret motor fra østrigske Rotax. Men en Xchallenge er en lidt mærkelig størrelse: Den blev kun produceret i 2007, hvorefter BMW bestemte sig for at det var mere lukrativt at lave større, tungere, mere luksuriøse maskiner. Den er ikke bygget til at køre jorden rundt bare sådan, så den ville skulle modificeres en del, og i vanlig BMW stil har den en underlig, pneumatisk baghjulsaffjedring. Der var ingen tvivl om at en Xchallenge kunne blive den ultimative maskine, men at det ville kræve omfattende og bekostelige modifikationer. En Tenere skal stort set bare have et bagagestativ sat på, og så er den klar. Konklusionen var derfor, at skulle jeg have en Xchallenge, så skulle den koste omkring 20.000 kr. mindre end en Tenere, for at jeg havde råd til alle de nødvendige stumper. BMW’er er dyre og Xchallenge er sjælden, så det lå bestemt ikke i kortene.
Her viste det sig så at være til mit held at markedet for offroadmotorcykler i Danmarks er meget lille. Det betyder selvfølgelig at udvalget ikke er så stort, men det betyder også at der ikke er så mange købere til de som trods alt bliver sat til salg. Til mit store held blev der sat én til salg i København, men til 65.000 kr., hvilket var noget for dyrt for mig. Ingen købere viste sig, og af flere omgange blev prisen sænket til 50.000. Der slog jeg til. Det var et rigtig godt køb. Samme weekend som jeg købte den, var Anders på besøg hos en MC-forhandler for at prøvekøre en Africa Twin, og da Anders nævnte at jeg var ved at købe denne her, sagde forhandleren at “det er meget billigt. Faktisk så billigt at der må stikke noget under. Hvis ikke jeg var sikker på at den fejler noget, så vill jeg selv have købt den.” Det hørte jeg heldigvis først da jeg havde købt den, for der stak ikke noget under og hun har kørt upåklageligt de sidste 5 måneder.
Med Amelia i hus gik jeg i gang med at studere det nødvendige tilbehør endnu grundigere, og der gik ikke længe før jeg havde pakker på vej fra steder som England, Holland, Argentina, Tyskland og Snertinge. Heldigvis er Xchallenge så populær i adventure riding cirkler at der er gode muligheder for stadig at få tilbehør.
BMW og Scheffelmeier bashplate ved siden af hinanden – kvalitetsforskellen er tydelig.
Fra Tyskland fik jeg en bedre bashplate, som er en bundplade der beskytter motoren, og en case saver, som redder motoren hvis kæden skulle gå hen at springe.
Amelia med den originale bashplate.
Efter at have kæmpet med en skrue med ødelagt kærv fik jeg pladen af.
Og Scheffelmeiers kom på.
Den nye case saver i fræset aluminium sammen med den gamle af ubrugeligt plastic.
Xchallengen er født uden vindskærm, så sådan en skulle også på. Jeg overvejede længe en fuld rally-kåbe fra Holland, men til 9000 kr. var det noget af en mundfuld, og formentlig også noget mere end jeg har behov for. I stedet fandt jeg en plexiglasvindskærm i Argentina, som på fin vis levede op til både mine ønsker om design og funktion, og endda til kun 600 kr.
Vindskærm, så lange ture ved motorvejshastigheder bliver til at bære.
Selvom – eller måske fordi – Xchallenge kører langt på literen, så har den også en ret lille 9 liters tank. Skal man krydse Australien er man nødt til at have en ordentlig rækkevidde, så en udvidelse af tankkapaciteten var nødvendig. Heldvigvis findes der den meget veldesignede Xtank fra Hot-Rod Welding i Holland. Den er lavet til at sidde over baghjulet i den side hvor cyklen ikke har noget udstødningsrør. Den passer perfekt og ser ud som om den altid har været monteret.
Min Xtank før den blev monteret.
Jeg modtog også et Xrack fra samme Hot-Rod Welding, som er et stativ til at montere sadeltasker på. Det passer til mange forskellige slags tasker, men det specielt udviklet til at fungere sammen med Magadantaskerne, som er udviklet af førnævnte Walter Colebatch, og som jeg også har købt.
Udfordringen var nu at finde hoved og hale i denne bunke skruer og få Xracket monteret.
Hot-Rod Welding Xrack
Amelia uden sæde og plastic, klar til Xracket.
Xrack monteret med Xtank indenunder.
Færdigmonteret Xrack.
Jeg har også ændret et par andre småting, sat nogle Barkbusters håndbeskyttere på og i begyndelsen af det nye år skal jeg have et sæde skræddersyet hos en sadelmager i Holland. Der mangler stadig nogle få detaljer, men det meste er ved at være på plads. Den mærkelig baghjulsaffjedring har jeg foreløbig besluttet mig for at beholde – en ny er ret bekostelig, og jeg kører ikke ligefrem race, så jeg tvivler på jeg vil forstå at sætte pris på en ny og bedre. Jeg overvejer at sætte nogle ekstra LED-lygter på, for selvom vi planlægger at undgå at køre om natten, så skal det nok gå i vasken, og så er det rart for alvor at kunne se og blive set. Sidst med ikke mindst tror jeg ikke hun skal have lov til at beholde sine blå/hvide farver, men præcis hvordan en ny lakering skal designes har jeg ikke taget stilling til endnu.
Og nå ja, så var der navnet. Ethvert vigtigt fartøj skal jo have et navn, og helst et pigenavn. Jeg gik længe og funderede over det, men det lå jo lige for: Vi skal have fat i en kvindelig opdagelsesrejsende og eventyrer, så valget faldt på at opkalde cyklen efter flypioneren og eventyreren Amelia Earhart. Så må vi bare håbe at cyklen ikke som hende forsvinder under mystiske omstændigheder på vej over Stillehavet.
2 comments on “Mød Amelia”