På tomlen til Barcelona

Anders • 15:55, 05/05/2014

[Jeg skriver dette indlæg med særlig tanke på de venner som var venlige at tilbyde mig steder at sove, mens jeg planlagde den originale tur. Den originale plan var at køre hele vejen til Barcelona på min nyligt indkøbte motorcykel, men kort sagt forhindrede papirnusseri hos det offentlige mig i at gøre det. Jeg syntes alligevel, der skulle ske et eller andet særligt, og flybilletter var ved at blive dyre på det tidspunkt, så i sidste øjeblik besluttede jeg mig for at forsøge at blaffe hele vejen i stedet. Den beslutning betød, at usikkerheden omkring, hvornår jeg ville ankomme hvor, og om jeg overhovedet ville ankomme der, blev stor. Jeg så mig nødsaget til at slå en mere direkte rute ned gennem Europa i stedet for at gøre stop i Oldenburg, Amsterdam og Paris. Under alle omstændigheder skal der lyde tak til Sidsel, Barbara, Pierre og Anne-Gabrielle, Oriane og Sylvie, Thomas og Marina, og Julian.]

[Dette er en dansk oversættelse af det oprindelige engelske indlæg, som jeg (spoiler!) skrev undervejs på toget fra Lyon til Barcelona]

Der er stille her i toget — kun hjulenes summen mod skinnerne og en mand ti sæder foran mig som taler fransk i sin telefon. Få er med toget på vej fra Lyon til Montpellier. Jeg skal vente godt to timer i Montpellier, før jeg kan komme på et tog derfra til Barcelona. Ankommer nok omkring klokken otte.

De sidste fire-fem dage har været fyldt med mennesker, trafik, motorvejsstøj, og det er måske derfor der føles så stille her, som om jeg har propper i ørene. Jeg har min trofaste, blå hue på hovedet. Den har holdt vejr og vind ud, og den skjulte mit fedtede hår igår, da et bad ikke lige havde været tilgængeligt efter svedige vandreture op og ned ad bakkerne i Altkirch, en lille by tæt på den fransk-tyske-schweiziske grænse, og efter fem kilometers bumlet gang i højt græs langs en stor motorvej mellem Belfort og Besançon.

Jeg mødte en anden blaffer udenfor et halvusselt trucker-hotel i Mulhouse. Vi var vist begge lidt betænkelige ved at skulle overnatte der, så i stedet skrev vi LYON (omkring 400 km væk) på et skilt, og tegnede en lille sol der, og inden længe var vi heldige at få et lift med en pige som var halvt fransk, halvt tysk. Phillipp er fra Wolfsburg i Tyskland, og jeg forstår tysk, så vi talte tysk med pigen. Hun havde en stor hund i bagagerummet, en “kamphund”, som de karakteriseres i hvert fald i Danmark og Tyskland, og jeg havde fornøjelsen af at sidde med hans savlende hoved over min skulder. Han lod til at være venlig og ville helt sikkert ikke gøre en flue fortræd, men jeg er bare ikke nogen stor fan af hunde. Jeg er også en smule allergisk overfor dem. Jeg har glemt hendes navn — pigens. Det var ved at blive sent, og hun tilbød os at sove i sin kælder, dog med en advarsel om, at folk i hendes landsby nok var en kende for konservative til, at det ville være let at komme videre derfra. Med den advarsel besluttede vi os for at lade os blive sat af lidt før i en anden lille by, Altkirch, i Alsace regionen som har tilhørt både Frankrig og Tyskland.

Vi gjorde hvad vi kunne i en god times tid for at få et lift, desværre uden held. Vi var havnet på en lille parkeringsplads foran en kirkegård, og da det blev mørkt, var vi nødt til at give op. Tysk Döner var på menuen det eneste sted som lod til at være åbent. Vi ville gerne spare et hotelværelse, så vi begyndte at se om nogen i byen ville lade os sove i deres lade, garage eller steder man ellers ville kunne tilbyde. Byen lå i en slags dal, så vi vandrede opad et stykke tid for at nå til nogle huse, hvor vi kunne banke på et par døre og spørge nogle pænt, om de kunne tilbyde os et sted at sove. Vi gik hen til døren ved et hus, hvor vi kunne se folk var hjemme, men de svarede ikke. Vi følte os ret påtrængende, generelt ikke specielt velkomne i området, husene var mørke og virkede efterladte.

Vi gik videre opad og så en mørk have. For at være ærlig var vi usikre på, om haven var offentlig eller om den rent faktisk tilhørte nogen; så vi vidste, at der var en risiko for, at vi teknisk set ville være “indbrydende”, hvis vi gik derind. Eftersom vi var langt væk fra andre muligheder, tog vi chancen. Der var et et-meters hegn med pigge på toppen om haven, men et par relativt høje gutter som os kunne sagtens komme over det, selv med vores tasker. Jeg hoppede over først og Phillipp gav mig min taske. Men netop som vi stod der i skæret af en ensom, fjern gadelygte og baksede med at få Phillipps taske over (den var vel godt tre gange så stor som min taske), lød en højrøstet, vred franskmands stemme fra et af de nærmeste huse. Jeg hoppede hurtigt tilbage til den “rigtige” side, min taske først, og vi begyndte at gå derfra med lange, hastige skridt og et nervøst smilende udtryk i ansigterne. På det tidspunkt vidste vi udmærket godt, at vi havde gjort noget som var — ja godt nok ville det have været komplet harmløst — men forkert. Da vi var 50 meter væk eller noget, kiggede vi tilbage, og manden stod stadig og råbte efter os, nu med et lille rødt lys peget mod os. Vi var for langt væk til at kunne se, hvad det var, men det var bare en af de der lasere. Vi indså, at vi var ved at flygte opad bakke til hvad der lignede en blind vej, så jeg sagde til Phillipp, at vi var nødt til at gå tilbage og tale med manden, sige undskyld og så videre. Det var åbentlyst, at det var en ældre mand, som sikkert var mere skræmt af situationen end os.

Husker også at have set konen stå derude kortvarigt, men da vi endeligt vendte os om og gik tilbage var hun væk. Vi gik med hænderne frie og sagde “désolée”, forsøgte at se så lidt skræmmende ud som muligt. Phillipp forsøgte efter bedste evne på fransk at fortælle manden, at vi bare ledte efter et sted at rulle vores soveposer ud. Vi forstod ikke ret meget af det han sagde, så da jeg fortalte ham, at jeg ikke rigtigt talte fransk, spurgte han om vi talte tysk, spansk, russisk, engelsk? Han kendte åbenbart nok sprog til at kunne begå sig i mange lande. Han fortalte os, at de havde haft indbrud i området tre gange sidste måned. Jeg tror, han overdrev, men pointen var, at folk var mistroiske, paranoide overfor andre folk i byen, oppe på dubberne så at sige. Vi var heldige, fortalte han, at ham, hvis have vi var “brudt ind i”, ikke havde fanget os, for han solgte åbenbart jagtvåben og den slags fra hans kælder. Og bare for fuldstændig at skræmme os væk bemærkede han også: “Jeg har to pistoler under min seng.”

Trods det var samtalen nu mere venskabelig, og han fortalte os, at der lå en campingplads på den anden side af dalen — vi havde bemærket skiltene dertil tidligere på dagen, men spurgte alligevel ind til, også bare for at holde den venlige tone, om den var langt væk, pæn, osv. Jeg overvejede at spørge ind til den gamle Honda motorcykel som stod i hans indkørsel, men så også at det nok ville være at stramme den, situationen taget i betragtning. Vi sagde désolée, farvel, godnat osv. og traskede lettede afsted mod campingpladsen. Selvom vi vel var lidt flove over oplevelsen, havde det også været spændende. Campingpladsen var væsentligt længere væk end vi havde forventet, men en halv til hel time senere ankom vi. Smukt, grønt sted, men kun med et par campingvogne af ældre udseende med græs omkring op til vinduerne. Campingpladsen havde en malplaceret ny bygning med reception og bar på førstesal. Dæmpet lys skinnede gennem store glaspartier. Vi gik derop og ind i baren, samtalen derinde stoppede selvfølgelig brat, jeg er sikker på, at en dunst af sved bredte sig. Der var kun fire gæster og en bartender. Bartenderen fortalte os, at campingpladsen var lukket og først ville han ikke lade os sove der. Efter lidt rationale og tiggeri fik vi dog lov til at sove ude på græsplænen på betingelse af, at vi ikke brugte toiletter og brusere. Men det var gratis..! Vi gik udendørs igen, væk fra lyset fra bygningen og rullede vores soveposer ud i mørket. Græsset var fugtigt, så jeg var glad for at Phillipp havde en stor poncho med, vi kunne lægge ud under os. Ovenpå dagens strabadser virkede en øl i baren som en fantastisk idé. Så endnu engang måtte vi tale godt med camping “fatter” for at få ham til at holde baren åben bare lidt nogle få minutter længere. Så mange var klokken heller ikke! En halv time senere på vej tilbage til soveposerne, så vi havde der for det utrænede øje kun kunne være en meteor som faldt ned mod det fjerne. For hurtig til at være et fly, for langt til at være et stjerneskud, ja det kunne vel også være Supermand, men ham har jeg ikke set før. Og så lagde vi os til at sove “under stjernerne”. Vi havde jo lige mødtes for få timer siden, så selvom vi allerede havde oplevet meget sammen, føltes det en lille smule akavet at ligge der, og jeg fortalte Phillipp, at jeg i morges ikke havde haft den fjerneste forventning om at havne i det område, i den by, på den campingplads, udendørs, i min sovepose ovenpå en poncho ved siden af en fremmed gut. Men jeg følte mig på samme tid heldig.

Vinmarker på begge sider af mit tog nu. Smukt.

Det føltes som lang tid næste morgen før vi endeligt fik et lift videre til en anden lille naboby, Dannemarie, af en ung gut som drev sin egen vinduepudsningsvirksomhed i lokalområdet. Disse små byer var vældig hyggelige, lokale, rigtig tysk-franske så at sige, men vi havde Lyon i hovedet. Selvom det er mindre charmerende, så skal man, hvis man vil rejse langt ved at blaffe, undgå at blive kørt væk fra motorvejen. Det er ganske enkelt for svært at komme tilbage til den. Netop som vi overvejede at gå tilbage ind i Dannemarie og stige på et tog til en større by, stoppede en ny bil og smilene bredte sig på vores læber. Fyren var måske nogle og halvtreds. I sine sene teenageår havde han blaffet med et par venner til færgen i sydfrankrig som sejler til den franske ø, Korsika. Jeg har uafhængigt hørt om dette fra et par franskmænd, så jeg tror det er noget der er populært blandt unge fra Frankrig. I dag var han en form for planlægger af store koncerter i Frankrig, altså virkelig store, store rocknavne med mange tusinde gæster, som jeg forstod det. Og han havde da også langt hår og hørte Depeche Mode i sin bil, bum..! Han kørte os til Belfort, hvor vi fandt noget af spise. La baguette et du fromage, selvfølgelig, og noget frugt.

Vi bøvlede med at finde et godt sted at stå, dvs. et sted hvor det er sandsynligt, at folk skal et relativt langt stykke i den samme retning som os. Det er klart, at folk som lige har været inde og handle ikke er gode kandidater til at bringe os ret langt mod Lyon. Vi prøvede tre forskellige steder der i udkanten af Belfort. Det første sted fandt vi ud af, at alle dem der kørte forbi kom lige fra “nærheden”, eller også havde de lige været i Jem og Fix, Bauhaus-agtige butikker. Det andet sted stoppede en gut, rystende på hovedet “nejjjnej I gør det helt forkert”, og fortalte os, at flere mennesker skulle i vores retning på den anden side af vejen. Vi havde ikke rigtig turdet gå derover, fordi vi så ville bevæge os meget tæt på motorvejen, hvor man jo hverken må gå eller blaffe, og halvvejs krydse den. Men så gjorde vi det altså alligevel, vi skulle jo videre. Så det tredje sted føltes som et godt sted og på det tidspunkt syntes vi, vi havde forfinet vores teknik. Én af os et stykke foran med skiltet med vores destination på, den anden længere tilbage med tommelfingeren ude, afstanden mellem os tilpasset efter den typiske fart, som folk ville blæse forbi os med. Selvfølgelig var vi også nødt til at have plads til, at folk kunne holde ind uden at være til fare for os selv og andre. Vi prøvede skilte med LYON, DIJON, BESANCON, selv A36, men ingen stoppede på trods af masser af plads i langt de fleste af bilerne som drejede nedad A36 i vores retning. Det var frustrerende. Jeg fik min anden, Phillipp sin første, ikke-så-venlige finger der. Vi gav lidt op og stod og diskuterede vores muligheder med pakket væk og en slatten arm ude med tomlen halvt i været, da en meget stor tom skolebus rent faktisk stoppede! Vi var mildest talt overraskede. Chauførren råbte, at vi skulle skynde os ind, fordi han “var på arbejde”. Han kunne kun køre os 30 km eller noget langs A36, men vi ville utroligt gerne videre til et nyt sted. Meget venlig, højrystet og snaksagelig gut. Han talte meget lidt engelsk, så Phillipp førte det meste af samtalen. Jeg lyttede intenst og forsøgte at suge så meget til mig som muligt. Jeg kunne oftest forstå, hvad Phillipp sagde, fordi han talte langsomt, og fordi jeg cirka vidste, hvad han snakkede om. Og så sad jeg og bekymrede mig om mit ansigt. Jeg kunne mærke det var begyndt at brænde en smule efter al solen der i Belfort. Det var utroligt lækkert vejr og jeg havde været “nødt til” at trække i mine korte bukser, lige der i vejkanten. Endeligt!

Buschauførren smed os af i en stor rundkørsel ved motorvejen. Han sagde, at mange mennesker ville komme fra byen, jeg ved ikke hvilken, og køre på motorvejen derfra. Der gik dog ikke længe, før vi indså, at så godt som ingen biler kørte i vores retning…

Nu taler togpersonalet spansk, toget er en smule dårligere i stand og jeg sidder med ryggen mod kørselsretningen. Så når jeg kigger op over sædet foran mig, ser jeg lige i ansigtet på folk som prøver at se forbi mig, grrrreat. Jeg har netop ventet to timer i Montpellier. Jeg lod mig selv fare vild i de små gader. Jeg måtte spørge om vej på fransk to gange for at finde tilbage. Jeg gik efter en slags have at sætte mig i, eller måske en guitarbutik, men endte i stedet i to forskellige boghandlere og et katedral, som jeg ikke fangede navnet på. Damen i informationen spurgte mig, om jeg var pilgrim (sikkert ifbm. Caminoen der ender i Spanien), til hvilket jeg måtte svare “no, pas maintenaut”. Men jeg var smigret over åbenbart at ligne sådan en. Jeg så en far, tror jeg, cykle med sin datter på styret foran. Hun var ikke ret gammel, men holdte to stykker pizza i den ene hånd og talte i telefon med den anden, måske med sin mor. De smilede begge så man lagde mærke til det. Jeg gik tilbage til Gare de Montpellier, følte mig en smule irriteret over travlheden og menneskemængden. Nu har jeg godt to timers tog tilbage, før jeg rammer Barcelona.

Så… Ingen biler kørte vores retning ud af rundkørslen. Vi besluttede at gå langs motorvejen, spiste en banan og vandrede afsted. Vi gik omkring fem kilometer i en meget ujævn, bumlet rabat med højt græs. Der var hegnet mellem os og motorvejen på den ene side og en stejl bakke, eller hvad man skal kalde den, ned til den anden side, så vi gik skævt på en mærkelig måde. Det var hårdt og varmt. Der var også ret beskidt, godt med affald. Vi forventede næsten pludseligt at få en flaske eller andet fra bilerne på vejen i hovedet. Langt om længe ankom vi til en rasteplads, Aire d’ecot eller noget i den dur. Vi havde set et skilt til den et par kilometer forinden og talte om fatamorganaer, og dette sted ville så være en oase. Det var en enorm rasteplads med masser af plads til overnattende lastbilchauffører. Som vi gik opad rampen til pladsen, kom to biler forbi og vi kastede tommelfingeren ud, mest for sjov, fordi hvis vi blev samlet op der, er der vist ingen tvivl om, at der hurtigt ville komme til at lugte dårligt inde i bilen. Bilerne kørte “desværre” forbi.

Oppe på rastepladsen smed vi vores tasker på jorden og derefter os selv på en bænk. Jeg tog min kortbog frem for at finde ud af, hvor vi cirka var. Vi må have set meget trætte og måske lidt hjælpeløse ud, for ud af det blå kom en gut hen til os og spurgte, hvor vi skulle hen. Lyon, sagde vi, stadig noget dehydreret, jamen så skulle vi da bare køre med ham selv og hans ven, sagde han, i hvert fald indtil syd for Dijon. Det var de samme to gutter som netop havde passeret os på rampen. Vi splittede og hoppede ind i en bil hver. De kørte os godt to timer, og det føltes fantastisk endeligt at lægge en god portion kilometer bag os. De var bilsælgere med deres egen forretning. De kørte rundt i Frankrig og nogle gange Tyskland for at hente biler til gode priser, men de var efterhånden godt trætte af hele tiden at køre rundt alene så lange stræk ad gangen. Den dag kørte de cirka 1000 km. Flinke mennesker, har desværre glemt deres navne, men vores selskab var vist kærkomment.

De satte os af på en anden rasteplads lige uden for Beaune, i starten af Autoroute de Soleil, så vi ramte trafikken fra Paris til Lyon, men desværre på den forkerte side af vejen. Efter lidt mere baguette og ost, og efter at fylde vores vandflasker med vand vi ikke var sikre på kunne drikkes, gik vi ned til motorvejen — og krydsede den. Vi ventede fem minutter eller noget, før der var en lille åbning i den susende trafik. Det var ved at blive sent. På den anden side af vejen, spurgte vi folk, som var inde og holde pause, om vi kunne køre med dem til Lyon. Det virkede ikke rigtigt, indtil vi igen var heldige og en ung gut kom over og spurgte, hvor vi skulle hen. Han blaffede og delte jævnligt biler med folk mellem Paris og Lyon, så han ville hellere end gerne tage os med. Han “var nødt til at tage folk som os med”, når han engang imellem så dem. Han havde rent faktisk blaffet i Østeuropa, selv med folk han overhovedet ikke kunne tale med. Augustine, hans navn, tilbød os at sove i hans kollegieværelse ved hans universitet i Vieux Lyon, den gamle del af Lyon som ligger opad en høj skråning. Værelset var, ja et kollegieværelse, helt fint, ikke så stort, men med det mest basale og pga. placeringen højt oppe på den skråning, var der en fantastisk udsigt over Lyon, da han rullede gardinerne fra. Ikke dårligt! Vi spiste noget pasta, tog et hårdt tiltrængt bad, hoppede ud i byen på et par barer og gik i seng først på natten. Augustine havde netop besøgt sine to brødre i Paris og skulle videre til sine forældre i Cannes tidligt næste morgen.

I to dage havde jeg faktisk sigtet efter en bestemt by mellem Beaune og Lyon, fordi jeg gerne ville overnatte hos forældrene til én jeg lærte at kende i USA. Desværre, da jeg endeligt passerede afkørslen på motorvejen mod Lyon, følte jeg mig for træt og beskidt til at være en god gæst. Det frustrerede mig en del, da jeg sad i situationen, men jeg håber, jeg kan få det til at passe en anden gang.

I morges tog jeg så afsked med Phillipp efter et venskabeligt kram og udveksling af emailadresser. Rigtig godt tilfældigt bekendtskab må jeg sige. Han bliver i Lyon et par dage, før han tager lidt længere vestpå i Frankrig for at arbejde hos en amerikansk familie der. Han er 21, går i Lederhosen, tog tre semestres mechatronics på universitetet i Magdeburg, Tyskland, men besluttede sig for nogle måneder siden at springe fra for at blive matematik- og fysiklærer fra universitetet i Gottingen. Indtil han starter der i august, skulle han vist bare have tiden til at gå, f.eks. med at lære fransk.

Nedenfor er nogle billeder. Ikke kronologisk sorteret. Jeg startede først med at tage billeder da vi var i Lyon, beklager, alt for sent som altid.

Imens jeg gik alene gennem Lyon mod A7 motorvejen, klar til at blaffe igen, følte jeg mig stresset ifht. at nå til Barcelona på bare en dag og en halv. Jeg var omkring en dag bag min løse tidsplan, og jeg ville også gerne se mere af Lyon, dvæle ved de forgangne dages begivenheder, slappe af og bare drikke en kop kaffe i ro og fred, sikker på at nå til Barcelona i tide for at møde mine fantastiske venner der. Så der besluttede mig rent faktisk for ikke at blaffe resten af vejen…

Lige nu, når jeg kigger til venstre ud af vinduet, bryder en lav sol gennem skyerne over Golfe du Lyon på en mærkeligt pæn måde. Vi var netop ved stationen i Narbonne, og jeg hev min kortbog op af tasken, side 15, for at se, hvor jeg langt jeg var. Det ser tåget ud, fugtigt, men solen bryder som sagt frem over, hvad der ligner, men ifølge kortet ikke er, sporadisk placerede øer i det fjerne. Jeg burde kigge mindre ind i den her skærm. Jeg spiser resten af det mørk-chokolade-/rosin-/mandelmix min mor gav mig til vejen lørdag morgen.

Jeg begav mig afsted fra Aalborg fredag efter arbejde. Jeg tog direkte fra universitetet hen til motorvejstilkørslen ved Th. Sauersvej, et sted jeg selv har kørt ned på motorvejen utallige gange uden at have set blaffere. Men der er et ret godt sted til det. Uden at have nogen reel forventning om, hvad der kunne lade sig gøre, var mit mål den fredag var at nå ned til mine forældres sommerhus 6 km fra Rønde på Djursland. Det er vel 110 km eller noget. Det krævede meget overvindelse første gang at holde armen ud, tommelfingeren cirka vinkelret på den, og begynde groft sagt at tigge folk om et gratis lift. Efter bare 10 minutters pinlig berørthed stoppede en lille olivengrøn bil. Der var to gutter på forsæderne, så jeg hoppede ind på bagsædet. Jeg havde en glimrende samtale med Ulrik og Kristian, så glimrende rent faktisk, at vi kom til at køre forbi min planlagte afkørsel mod Randers. De lavede kunst og havde netop afsluttet en opgave af Kristians på Aalborghus Gymasium. Væggene i deres nye bygninger skulle have noget farve, og jeg så billeder af resultatet på Kristians telefon. De endte med at køre mig helt ind i Aarhus, til Nørreport, hvilket faktisk var alt for langt, men de forsikrede mig for, at der derfra var et oplagt sted at stille sig hen for at få et nyt lift. Jeg lavede mit første skilt vej Grenaavej i Aarhus, men det viste sig, at jeg nok alligevel var havnet for langt inde i byen, hvorfra folk skal i alverdens retninger og der i øvrigt er ret travlt. Der var heller ikke rigtigt et ordentligt sted, man kunne holde ind og samle mig op, og på det tidspunkt var jeg for flov til at spørge folk ved en tankstation jeg kom forbi. Derudover, som endnu et bidrag til formindskelse af odds for at blive samlet op, så gik der busser hver halve time i min retning langs hele Grenaavej. Så det føltes ret dumt at stå der og plage folk på vej på weekend. Jeg fik rent faktisk et meget kort lift, men at dømme fra deres opførsel, tror jeg, de tre gutter i bilen var fulde, og de var i hvert fald unge. Det gjorde mig ret ubehageligt tilpas, så da de spurgte, hvor Rønde var, svarede jeg, som om det var det naturligste i verden, at jeg bare var på udkig efter et nyt sted at stå. Efter lidt frem og tilbage blev jeg sat af ved den næste tankstation. Jeg var sulten, og det var ved at blive mørkt, så jeg besluttede at tage dagens sidste bus til et par kilometer fra mine forældres sommerhus. Og det var som sædvanligt hyggeligt at bruge aftenen med dem der, og jeg blev som sædvanligt forkælet.

Min mor kørte mig tilbage til motorvejen i sydgående retning lørdag morgen. Vi stoppede bag en bil, som en ældre dame lod til at have problemer med. Jeg gik hen og spurgte, om jeg kunne hjælpe med noget.

Så er jeg i Perpignan..!

Damen var 75-årige Bente fra Sønderjylland som havde boet i Frederikshavn 20-30 år, er dårlig til at huske de præcise tal. Hun havde lånt sin søns bil til en 75-års fødselsdag i Sønderborg, men den havde automatgear, en mærkelig måde at justere sædet på og så én af de der pedalhåndbremser. Jeg fortalte hende, hvordan det skulle håndteres, og hun tilbød at køre mig hele vejen til Sønderjylland. Flyvende start må man sige. Vi talte om hendes og hendes mands seks år i Oslo, hvor manden, som desværre var for syg til ret meget nu, havde haft et ingeniørjob. Og så talte vi om livet som pensionist. Hun havde været lægesekretær i mange år, men sagde, at hun nu til dags ikke vidste, hvordan hun havde haft tid til at arbejde. Hun havde et barnebarn på 16 som var igang med at tilbringe et helt år på en high-school et sted i Mississippi. Han var vist ikke ubetinget glad for det, og hun sagde da også, at hun savnede ham, fordi han plejede at komme til frokost hos dem hver dag i Frederikshavn. Hun endte med at køre mig lidt længere end hun selv skulle, 30 km eller noget til Kruså lige på grænsen til Tyskland.

Kruså var svær og jeg endte med at stå to timer et sted som førte i den forkerte retning — mod Flensburg og alle de der grænsebutikker. At stå sådan et “dårligt” sted betyder selvfølgelig ikke, at der ingen chance er for at blive samlet op og kørt i den rigtige retning. Det betyder bare, at den er mindre, væsentligt mindre, fordi man skal have fat i folk, der både er venlige og skal i den rigtige retning. Endeligt holdte en tysk dame ind, Inge på godt 40 vil jeg tro, og jeg blev fantastisk glad for at komme ud på vejen igen. Hun arbejdede på Arla i Danmark, fordi hun kunne få en meget bedre løn der end på en tilsvarende tysk arbejdsplads. Hun sagde, at hun på Arla i Danmark tjente cirka det samme som en politimand i Tyskland. Hun skiftede mellem tysk og dansk, når hun talte til mig. Hendes datter havde blaffet med en ven, så det var sikkert derfor, hun forbarmede sig over mig der i vejkanten. Hun kørte mig bare et lille stykke, men stykket var vigtigt, fordi det førte til et sted, hvor langt de fleste der kørte forbi kørte i min retning mod Hamburg. Niklas stoppede der. Han var en ung gut i en varevogn som servicerede kaffemaskiner i firmaer nær Flensburg. Han var på vej hjem fra arbejde (på en lørdag). Han var vældig flink, en smule genert. Han talte ikke engelsk, så på tysk sagde han med en vis beundring i stemmen, at det da var vanvittigt at blaffe hele vejen til Barcelona. Og det måtte jeg jo erklære mig enig i — jeg sagde, jeg på vejen nok ville blive overrasket over, hvor langt væk Barcelona egentligt er.

Cirka to timer måtte jeg vente igen på en rasteplads cirka 100 km nord for Hamborg. Jeg daskede rundt der ude af stand til at finde ud af, hvor det var bedst at stå. Ved udkørslen, ved butikken, hvor folk gik ind og betalte for benzin, med skilt, uden skilt? Jeg var virkelig ved at gøre mig mine første erfaringer med, hvad der virkede og ikke virkede, med forskellige reaktioner fra forskellige slags mennesker på en gut som mig, der gerne ville op og køre med dem. Jeg er blevet fortalt gentagne gange, både før, under og efter turen, “blaffer du?!”, “blaffede du?!” afhængigt af konteksten, samt at blafferi er noget der hører fortiden til. Folk er nok en smule paranoide, fordi de kan huske engang at blive fortalt en uheldig historie om det. Men jeg må medgive, at det helt sikkert er et mere risikabelt, og ganske vist ikke anbefalelsesværdigt, foretagne for piger — desværre. Selvom alle kørte i den rigtige retning fra denne rasteplads, var det svært. Jeg faldt efter mange overvejelser og fejlslagne henvendelser til folk et godt sted at stå nær udkørslen fra rastepladsen. Alle der kørte ud ville se mig og være nødt til at tage stilling til, om de ville samle mig op eller ej, endda med en rigeligt lav hastighed, så de ikke bare kunne suse forbi. Her fik jeg mange smil ud af vinduerne, som jeg nød meget endeligt rigtigt at kunne se. Hvis ikke de havde set sådan een som mig før, havde de i hvert fald nu. Jeg prøvede med Hamburg på mit skilt, ja selv Afrika, mest for sjov. Så prøvede jeg uden skilt og så samlede Ralf mig op!

Ralf var sidst i fyrrerne, måske i halvtredserne. Han havde to pæne jakker til at hænge i vinduerne bagi og en six-pack med specialøl på bagsædet. Vi talte kun tysk og jeg klarede mig overraskende godt, hvis jeg selv skal sige det. Han havde netop været til et møde for ølbryggere i Tyskland, dem med de små lokale steder, og af en eller anden grund syntes de, det var smart at mødes helt oppe i Flensburg. Så han var på vej fra Flensburg til Erfuhrt, hvor han altså havde familie og bryggeri, og han kørte mig helt til Gottingen, selvom vi først havde aftalt Hamborg, så Hannover. Det er vel 300 km eller noget. Jeg fortalte ham, at jeg havde arbejdet et halvt år tæt på Nurnberg, og at jeg i den forbindelse havde smagt røget øl i Bamberg. Jeg udtrykte også min svaghed for Erdinger Weissbiers, og det viste sig, at han havde arbejdet på Erdinger bryggeriet lige nord for Munchen i 10 eller 15 år, kan ikke huske hvilket af årene. Ralf havde hvad der lod til at være en evig diskussion med sit navigationssystem. Hver gang han passerede fartgrænsen (som ikke rigtigt er en fartgrænse på den tyske Autobahn), fortalte det ham, at han skulle være forsigtig, hvortil han konsekvent svarede “wenn es regnet”, når det regner. Han var også meget opmærksom på de fartmålere, der kunne gemme sig i de digitale fartskilte på motorvejen, specielt nær byerne, men alle andre steder kørte han sjældent mindre end 140 km/t. Lange stræk ad gangen kørte han omkring 190 km/t. Bilen kunne klare det, og han lod til at være over det og vant til det, men jeg har aldrig kørt så hurtigt, så jeg var en smule anspændt. Jeg talte med ham om motorcykler, og han fortalte mig, da en gut passerede os med mindst 200, at han havde haft en ven som døde i et motorcykeluheld sidste år. Jeg forstod ikke helt præcist, hvordan det var sket, men vi kunne sagtens blive enige om, at det var tåbeligt, vanvittigt at køre 200 km/t nogen steder.

Da Ralf satte mig af på en stor rasteplads lige udenfor Gottingen, var jeg utroligt godt tilfreds med dagens bedrift. Tænk, at jeg var nået så langt ved at blaffe sådan en tilfældig lørdag. Og der var en bed and breakfast lige der, perfekt sted at tage en magelig overnatning. Jeg satte mig på en bænk et øjeblik med min kortbog fremme og spiste lidt, da en gut kom hen og spurgte, hvor jeg skulle hen.

Alexander virkede mistænkelig ved første (og andet) øjekast.. En smule for venlig og — jeg ved ikke hvilke fordomme i mig, der triggede den fornemmelse. Han sagde, han skulle køre derfra (Gottingen) til Stuttgart alene for at hente en kunde for det firma, han arbejde i, i lufthavnen, og at vi da ligeså godt kunne køre sammen. Efter lidt grublen, og forsøg på at se så lidt grublende ud som muligt, besluttede jeg at lade min betænkelighed komme ham til gode og tage med ham. Han talte tysk og russisk — det var det, ikke noget engelsk —, så jeg havde endnu engang mulighed for at få trænet mit tyske (selvom jeg var ved at være lidt træt, det kan være anstrengende at lede efter ord hele tiden fordi man skal tale et fremmedsprog). Tilbage i 1999 var han flyttet fra den del af Rusland, som nu er Kazakhstan, til Chemitz i Tyskland med sine forældre. På det tidspunkt havde jeg studset over hans tyske accent. Hans forældre var tyske, men de havde arbejdet i Rusland som en form for bygningsingeniører, mens han var lille. Vi havde nogle gode snakke, af og til lommefilosofiske. Han sagde, vi var nødt til at leve uden frygt, ellers ville vi hele tiden bekymre os om fremtiden. Han røg cigarer og havde et kors med et kranium på til at hænge ned fra bakspejlet — jeg bestemte mig for ikke at spørge ind til det. Vi talte også om musik. Jeg indikerede, at jeg lyttede til mange forskellige genrer, rækkende fra blødt, akustisk folk og country musik, klassisk rock, solid elektronisk musik, instrumentalt musik til progressiv metal. Det sidste fik ham til at hive telefonen frem fra lommen, hvor han havde noget islandsk metal, han rigtig godt kunne lide. Kombineret med det enorme lydanlæg han havde i bilen, var der lagt i ovnen til en dyster aften på den tyske Autobahn. Jeg tror aldrig, jeg har hørt musik så højt i en bil før — det var meget imponerende, og det lød så godt, at det ikke blev irriterende højt, bare gennemtrængende på en fed måde. Jeg frygtede noget virkelig tungt måske sort- eller dødsmetal, hvad ved jeg, men det her islandske halløj var faktisk ret godt og melodisk. På et tidspunkt kom en bil meget hurtigt bagfra, blændende, blinkende lygter i vores spejle bagtil, og Alexander trak ind og lod ham komme forbi, men lavede et vredt ansigt til hvemend der sad i bilen da den kørte forbi. Det bragte os i en ret skræmmende situation. Bilen begyndte at chikanere os der i mørket ved motorvejshastigheder. Den kørte først foran os, tog stort set alt farten af og blokerede, så vi ikke kunne komme forbi. Da vi så endeligt slap forbi, overhalede den igen og gentog hele seancen. Det fortsatte på den måde i ti minutter eller noget, som endte med at føles meget lange. Vi havde metalmusikken på anlægget og sad i stilhed, mens alt dette skete — metal er typisk ret følelsesladet, så det gjorde ikke situationen mindre dramatisk — jeg tror, vi begge frygtede, hvad der ville ske, hvis vi rent faktisk blev bragt helt til stop og skulle mødes ansigt til ansigt med denne tilsyneladende vanvittige, aggressive person eller personerne i bilen foran. Endeligt gav de op..! Lidt efter en tilkørsel, hvor vi lod et par biler komme imellem. Jeg fortalte Alexander, at jeg skulle til Barcelona og mødes med tre venner, hele historien om, hvordan jeg havde mødt dem, mens jeg var i Canada et par år tidligere, samt at én af dem boede i Stuttgart — der hvor vi var på vej hen. “Du hast ein Freund in Stuttgart!?” og, efter et stop i en lille hyggelig flække kaldt Riet med bare 90 indbyggere, kørte Alexander mig helt til Julians adresse i Stuttgart. Et par timer tidligere havde jeg advaret Julian om min ankomst, men da vi mødtes i hans lejlighed omkring halv elleve, var vi begge vist ret overraskede over, at jeg rent faktisk var havnet der. Tusind kilometer på tomlen på én dag. Jeg var lidt bedrøvet over at have været mistænkelig om Alexander, da vi først mødtes — han var en superfin fyr!

Jeg er i Spanien for først gang i mit liv! Politiet kontrollerer pas. Det er ved at være mørkt udenfor, og jeg ved ikke, hvor jeg skal sove i nat — endnu. Ankommer om 20 minutter. Har det godt med at få skrevet alt dette ned nu. Måske skulle jeg have fattet mig kortere, pyt…

Ok, jeg fandt et tilfældigt hostel i Barcelona. Ankom cirka kl. 23 efter at have vandret rundt et par timer.

Tilbage til historien. Julian og hans rumboer/bofæller eller hvad det hedder, Nikki og Hannah, tog sig godt af mig. Det viste sig, at de skulle holde en slags fødselsdagsbrunch næste morgen, søndag, med alverdens hjemmelavet mad, tærter, salater, snacks og masser af kager. Fantastisk lækkert. Julias Donau-Welle (navngivet efter og udseende som bølger i Donau floden) var specielt fortræffelig. Jeg blev hos dem i Stuttgart og slappede af hele søndag.

Mandag begav jeg mig afsted igen — jeg prøvede i hvert fald. Jeg startede midt inde i Stuttgart. Stedet var godt, anbefalet af Julian, travl vej som ledte i den rigtige retning, og der var plads til at folk kunne holde ind. Jeg brugte mit KARLS-RUHE skilt, men da det ikke umiddelbart gav resultat, gik jeg hen til banegården og tog et metrotog til den sydvestlige udkant af Stuttgart, plan B også anbefalet af Julian. Der var et kompliceret motorvejskryds, og jeg havde svært ved at finde et godt sted at stå. Jeg var på vej ud på motorvejen for at se om retningen nu også var rigtig, da en politibil kørte op på siden af mig og spurgte, om de kunne hjælpe mig med noget. Politiet gør mig altid nervøs, selv når jeg ved jeg ikke gør noget forkert, så jeg hakkede noget i det, da jeg sagde på tysk, at jeg skulle over til den Europcar biludlejning derovre på hjørne. Jeg havde absolut ingen intention om at gå derover, men jeg var åbenlyst et sted jeg helst ikke skulle være. Jeg havde ikke lyst til at fortælle dem, at jeg blaffede fordi jeg som sagt var tæt på motorvejen, hvor det er ulovligt. Så de smuttede skeptiske men også lidt ligeglade tror jeg. Jeg gik rent faktisk over til den Europcar og spurgte, hvad en bil til Barcelona skulle koste, bare så jeg havde et godt svar klar til, hvis politiet skulle komme tilbage og se mig hænge der stadig. Så kunne jeg altid sige, at jeg havde fundet ud af, at Europcar var alt for dyr. Til de interesserede kostede det 400 EUR at leje sådan en bil to dage, envejs fra Stuttgart til Barcelona. Jeg gav op at stå tæt ved motorvejen og gik lidt tilbage ind mod byen. Jeg daskede lidt rundt på to nabotankstationer og spurgte folk på tysk, om de skulle til Karlsruhe i dag. Det virkede ikke. Endeligt efter tre timer stoppede en bil lige uden for een af tankstationerne, hvor jeg havde stillet mig med mit skilt. En mand i 40erne som ikke rigtigt ville tale om sit job — også kedeligt emne anyway. Han havde været i Barcelona en uge for nyligt, så vi talte lidt om det. Han var venlig men ikke den nemmeste at tale med. Jeg endte med at plabre løs om mig selv det meste af tiden, så godt som jeg nu kunne på tysk. Også han var ivrig efter at sætte mig af det bedst mulige sted ved Karlsruhe.

Af en eller anden grund var jeg sikker på at Karlsruhe ville være nem, men der skulle gå cirka tre timer igen, før jeg prøvede en ny strategi som gav pote næsten med det samme. Det er finurligt med disse steder man står. Man ved, når man endeligt er ved et godt et, og man undrer sig over, hvorfor man ikke gik dertil fra starten. Jeg troede først bilen bare kørte forbi mig, men så pludseligt, nærmest hele nede for enden af tilkørslen til motorvejen holdte en lille bilen og dyttede som sindsyg, og en arm stak ud af et nedrullet vindue for at vinke mig derned. Da det gik op for mig, at det nok var mig, vedkommende forsøge at få fat i, fattede jeg min taske fra jorden og spænede afsted så hurtigt jeg kunne. Bil fra Schweiz denne gang!

Trance musik blæste ud af den lille bils små højtalere og bassen badede i motorstøj. Mannfred var tysk men havde boet i Zürich 20 år, gift der. Han havde været i Karlsruhe for at besøge sin bror. Som maskiningeniør havde han arbejdet i både Sydamerika og Østafrika, ja han havde endda stadig et hus i Etiopien. Jeg var selvfølgelig nysgerrig efter at høre, om man følte sig sikker der, osv. Vi talte en hel del om at finde det rigtige job som tillod rigeligt ferie. Han var godt tilfreds med sin situation. Han rejste meget og lavede projektarbejde for MAN, mest projekter der havde med kontrol af enorme skibsmotorer at gøre. Når projektet var slut, tog han til en tre-dags afrapportering og bum, så var han afsted. Væk to, måske tre måneder for at bruge alle de feriedage og den afspadsering, han havde skrabet sammen i løbet af projektet. Han kunne flere sprog, inklusiv engelsk, men han skiftede ikke fra tysk. Det tog jeg naturligvis som et kompliment. Vi talte også om motorcykler! Bare fire dage forinden havde han købt en BMW R1100, brugt, men han var utroligt godt tilfreds. Selv når speedometeret viste 150 km/t havde motoren stadig masser at give af og den accelererede perfekt. Jeg fortalte ham, at jeg havde købt en gammel 800cc BMW og så hele historien om Andreas’ og min motorcykeltur. Ikke overraskende syntes han, det var en fantastisk idé. Der er for mange interessante ting at fortælle om Mannfred. Han kørte mig hele vejen fra Karlsruhe til den franske grænse ved Mulhouse.

Her satte jeg mig ved hvad der lod til at være en spøgelsesrasteplads for store lastbiler, en form for ingenmandsland med nogle få men forladte servicebygninger lige der på grænsen. Jeg slappede af en smule, selvfølgelig helt uden en idé om, hvad mit næste skridt skulle være. Jeg spiste noget slik, Mannfred havde givet mig, før jeg endeligt vandrede ud til vejen igen for at få mit næste lift med en fransk fyr, Stefan. Han var desværre nødt til at tale til mig på meget dårligt engelsk, men jeg fik fat i, at han var tosset med Rusland, og at han havde været der indtil flere gange. Han var meget venlig og kørte mig ind til Mulhouse, til det der halvusle hotel, hvor jeg så endte med at gå hen mod indgangen på samme tid som Phillipp. Han kom bare fra den anden retning…

Så hvad skete der, kronologisk? Fredag, Aalborg til Aarhus, sov i mine forældres sommerhus. Lørdag Aarhus/Skanderborg til Kruså til lige uden for Flensborg til en time før Hamborg til Gottingen til Riet til Stuttgart. Det er tusind kilometer på én dag. Jeg sov på en madras på Julians værelse i Stuttgart to nætter, så jeg holdt fri søndag. Mandag tog jeg fra Stuttgart til Karlsruhe til hvad der må være den sydligste grænseovergang fra Tyskland ind i Frankrig, til Mulhouse til Altkirch i Frankrig. Jeg mødte Phillipp og vi sov udendørs gratis. Tirsdag fra Altkirch til Dannemarie til Belfort til 30 km vest for Belfort og efter at have gået langs motorvejen et stykke, tog vi derfra til Beaune, syd for Dijon, og endeligt til Lyon, yay! Sov på Augustines (den sidste vi kørte med) kollegieværelse i Vieux Lyon. Og så traskede jeg rundt i Lyon, tog et sent tog til Barcelona på hvilket jeg skrev det meste af den engelske udgave af dette indlæg, som det du læser nu er en grov oversættelse af. Jeg så Montpellier på vejen og nu er jeg på et hostel i Barcelona, og udover at være træt, har jeg det godt. Jeg ser meget frem til Victorias, Katrines og Julians ankomst i morgen og dagen efter.

Jeg beklager manglen på visuel dokumentation. Der er bare ikke god tid til at tage billeder, når man står der i vejkanten og smiler til hver eneste bil der kommer forbi. Tomlen er konstante skift mellem absolut uvidenhed, håbløshed måske endda, om, hvornår man ender hvor, men så tilsvarende stor glæde over rent faktisk at komme fra A til B og møde fantastisk hjælpsomme mennesker. Det er en meget intens måde at rejse på. Jeg følte mig som en idiot i starten, da jeg stod der i siden af vejen, og jeg skulle virkelig presse mig ud over mig selv, hvis man kan sige det sådan, for rent faktisk at gøre det. Det er klart, når man så havner inde i en fremmed persons bil, kan man ikke bare lægge sig til at sove eller begynde læse i en bog. Men det har man heller ikke lyst til. Man vil finde ud af så meget som muligt om denne tilfældige person, og derudover må man selvfølgelig tale om sig selv en helt masse. På den måde er tomlen/blafferi/stop/whoknowswhocares en super måde at blive bedre til et givet sprog. Mit tysk blev helt sikkert bedre på vejen. Phillipp blev bedre til fransk. Folk tager sig tid til at lytte til en i bilen. Jeg kunne ikke nok fransk til at holde en samtale gående. Jeg kan spørge om vej og give en kort introduktion af mig selv, men det er det. Man skal bruge mere at bygge på, før man virkeligt får noget ud af at tale med tilfældige mennesker i en bil. Jeg har sat mig et nyt mål. Når jeg skal tilbage til Frankrig engang i den nære fremtid, vil jeg have bragt mit franske op til niveauet af mit tyske. Så skulle det være muligt virkeligt at få gang i det.

Biler skal have flere end én person i sig.