… Og så var der én
Jeg skrev oprindelig dette indlæg i juni, men har ikke fået det lagt online før nu, 3 måneder senere. Jeg beklager, men her er det i hvert fald 🙂
Jeg sidder i en Boeing 747 på vej til Korea, motorerne brummer højlydt og jeg er fanget i det tidsmæssige ingenmandsland der opstår når klokken dansk tid er over midnat, der er morgen i Korea, og flyets tidslomme her over det vestlige Sibirien er et sted midt i mellem. Kort sagt det perfekte tidspunkt at filosofere lidt over tilværelsen og skrive et indlæg til den forsømte blog.
Jeg er egentlig i Korea for at tale lidt om skilte til Intelligent Vehicles Symposium.
Her er ikke trykt meget nyt siden sidste års Nordkaptur, men det betyder ikke at der ikke er sket ting og sager i baggrunden – nogle mere interessante end andre. Jeg kan lige så godt få den store ting af vejen først: Anders har annonceret at han ikke vil med på turen alligevel. Så nu er jeg bare mig. Jeg er ikke sur på ham, det er bedre at han ikke tager med, end at han føler sig forpligtet til at deltage i noget han ikke har lyst til. Men det ændrer alligevel en del. Jeg håber naturligvis stadig at han ombestemmer sig – jeg vil gerne have ham med – men må se i øjnene at chancerne er små. Det er to-tre måneder siden han først sagde det, og han holder fast trods talrige forsøg på at overbevise ham om at han tager fejl.
En cool motorcykel i en af de små gader.
Hvad betyder det så for det hele? Først og fremmest: Uanset hvad, er jeg nødt til at gøre *et eller andet*. Jeg har set frem til og arbejdet hen mod denne tur for længe til at jeg bare vil give op. Samtidig er jeg dog ikke i tvivl om at jeg vil skære ned på omfanget. Dels har jeg ikke lyst til at rejse solo i 15 måneder, dels har jeg fundet mig en kæreste, som jeg også gerne vil hjem til inden hun helt glemmer mig. Endelig er jeg inviteret til et bryllup i San Diego i slutningen af juli næste år, så det udgør en god bagstopper for turens varighed. Jeg har en ansættelse som post doc (en forskerstilling) på universitetet indtil januar. Ergo ender tidsrammen med at være januar til juli 2016.
Men hvorhen? Det er blevet sent her i flyet – hvad klokken så end er – så jeg må hellere få lidt søvn. Så kigger vi på det spørgsmål senere.
Gyeongbokgung, det største palads i Seoul, hvor kongen boede i århundreder.
—-
Jetmotorernes brummen er blevet afløst af en tilsvarende lyd fra den blæser jeg sidder foran. Der er gået en uge og jeg sidder i en restaurant i en hanok, et traditionelt koreansk hus, I færd med en ambitiøs frokost bestående af en skål isnudler – nudler kølet med isterninger og i dette tilfælde stærkt krydrede – sammen med chulpan dak-bulgogi, en varm ret af kylling, grøntsager og svampe. Jeg har netop vandret 8 kilometer langs Seouls 700 år gamle bymur til toppen af bjerget Bukaksan og ned igen, så jeg er sulten. Turen gik gennem stærkt bevogtet militært område, opretholdt siden et nordkoreansk attentatforsøg i 1968, hvor 30 elitesoldater forsøgte at snige sig over bjerget og angribe den sydkoreanske præsidentbolig. Efter en hård kamp mod sydkoreanske styrker måtte de dog give op.
Det måtte jeg også efter et par minutters kamp med spisepindene, og tjeneren leverede medlidende en saks, så jeg kunne klippe nudlerne i mere håndterbare stykker. Jeg synes ellers jeg efterhånden har fået et godt greb om spisepinde, men filtrede nudler er fortsat en udfordring.
En velfortjent frokost efter vandringen over Bukaksan.
Træet hvor nordkoreanske styrker mødte sydkoreanske i 1968 med skudhuller markeret.
Nå, til sagen. Hvorhen? Jeg starter i slutningen af januar, så Europa er udelukket. Selv i Sydeuropa kan der være rimelig miserabelt om vinteren. Og Europa har jeg jo set. Sydamerika, Nordamerika og Australien er alle upraktiske fordi Amelia så skal fragtes både ud og hjem. Det er dyrt og besværligt. Hvis kriteriet er at der kun skal fragtes i den ene retning er der så groft sagt to muligheder: At fragte til og køre hjem fra Sydøstasien/Indien eller Sydafrika. I begge tilfælde vil jeg sådan cirka kunne følge det gode vejr til Europa. Jeg vil helst til Afrika, og det stemmer også med den oprindelige plan fra før Anders og jeg fik storhedsvanvid og tilføjede Australien og Asien. Så planen er Afrika.
Sydkorea er et land klar til krig – her med gasmasker i undergrundsbanen.
Kan det så lade sig gøre? De fleste lyder rimelig skeptiske når jeg lufter idéen om at køre solo gennem Afrika. Det gør de på den anden side også når jeg lufter idéen om at gøre det to mand. Jeg har talt med folk der har været i Afrika – senest en Australier som rejste solo rundt med bus i Afrika i syv måneder – og jeg har hørt begge meninger. Både at jeg må være fuldstændig bims, og at det ikke vil være noget problem. To ting beroliger mig: Jeg vil helt sikkert ikke være den første til at gøre det, og der er utvivlsomt andre globetrottere afsted på samme rute, som jeg vil kunne følges med når det passer ind. Og hvis det virker helt uoverskueligt kan jeg i yderste konsekvens køre i cirkler i det vestligt orienterede Sydafrika før jeg giver op og skiber Amelia hjem igen. Jeg køber en Spot sattelittracker, så I allesammen kan følge med i præcis hvordan jeg bevæger mig.
Fiskemarkedet i Seoul. Meget stemningsfuldt sted.
Udover vejret er der et par andre fordele ved at køre fra syd mod nord. Den mest besværlige grænseovergang ser ud til at være Sudan-Egypten, og med denne rute har jeg haft en halv snes andre krydsninger i Afrika at lære af. Det ser også ud til den bedste/eneste måde at komme over Middelhavet på er via Israel. Sudan tillader ikke gæster at have israelske stempler i passet, så ved at komme til Sudan før Israel er dén hovedpine løst.
En gade i Gangnam.
Tilbage i Seoul er jeg så småt kommet igennem mine nudler. Jeg vil ud i Insa-dong og se om ikke jeg kan finde et par gode souvenirs jeg kan tage med hjem.
—
Tredje og sidste brummen i dette indlæg leveres af et af Seouls metrotog. Yderligere en dag er gået og min tur er nået til vejs ende. Jeg er på vej til lufthavnen, godt træt i benene efter i dag at have vandret op og ned af Baegundae, den højeste top i Bukhansan nationalparken i nordkanten af Seoul. Parken har verdensrekorden i årlige besøgende pr. kvadratmeter, men heldigvis ikke så mange i dag, hvor jeg havde stien for mig selv det meste af tiden.
Den top jeg vandrede til på turens sidste dag.
Scrambler ned fra toppen.
Her til sidst vil jeg lige runde et par andre småting. Jeg har fået linet op til alle de vaccinationer jeg skal have, for at køre i Afrika. Jeg kan takke det danske forsvar for at have givet mig et par af dem, specielt den besværlige hepatitis, så den er rar at slippe for. Jeg har også bestilt mig en ny støddæmper til Amelia, men den har snart været undervejs i 5 måneder, så vi får se hvad det ender med. Jeg har heldigvis ikke betalt noget endnu. Endelig er jeg også nødt til at afsløre at Anders har købt en ny motorcykel, selvom han ikke skal med på tur. Jeg tror ikke han har givet helt op på Bob, men den har efterhånden været adskilt i månedsvis, så for at have noget at køre på har han købt en anden BMW – denne her tilbage fra 1979. Jeg kan ikke se hvad der skulle kunne gå galt…
Det var alt for nu. Toget er fremme om fem minutter. Jeg må i gang med at undersøge fragt til Cape Town når jeg får en ledig stund!
Seoul er en stor by…