Ruten
[Update 2016: Nedenstående planer holdt ikke – se mere her: http://acrux.dk/om-os/]
Der gik ikke længe, fra vi havde besluttet at kaste os ud i eventyret, til en rute var groft skitseret. Den har siden da gennemgået en række justeringer, men det grundlæggende koncept er simpelt: Vi kører hjemmefra til Cape Town, flyver cyklerne til Australien, og kører hjem. Hvor svært kan det være?
Note: Helt ekstraordinært er billederne i dette indlæg ikke vores egne – vi har jo ikke været jorden rundt endnu.
Vi lægger ud med at forlade Danmark med kurs mod Afrika og ambition om at følge nordkysten fra vest mod øst – her er både Algeriet- og Libyen-situationen noget vi håber retter sig i løbet af de næste par år. I Ægypten slår vi et sving mod højre og kigger på nogle pyramider, mens vi følger Nilen ned mod Aswan-færgen, som er eneste åbne grænseovergang til Sudan. Den sydlige kurs fastholdes gennem Sudan og Etiopien, men efter at have ramt den kenyanske grænse ved Moyale svinger vi vestpå for at køre en tur omkring Victoriasøen til Rwanda og Burundi, som jeg har lidt tilknytning til fra min tid som spejder, hvor vi havde en del med Rwanda at gøre.
Kilimanjaro, Afrikas højeste bjerg. Foto: Pintaa
På vej på øst igen slår vi et slag forbi Kilimanjaro, Afrikas højeste bjerg, som vi har tænkt os at afsætte en uges tid til at bestige. Derpå lægger vi en mere sydvestlig retning mod den tredjestørste af Afrikas store søer, Malawisøen. Mon ikke vi undervejs også skal se på noget safari og muligvis Zanzibar. Vi følger Malawisøens kyst stik mod syd, til vi drejer ind gennem Zambia i retning af Victoria-vandfaldene, der er verdens største. På vej derfra krydser vi Zimbabwe, som jeg er blevet noget interesseret i efter at have læst Peter Godwins Mukiwa: A White Boy In Africa, og som trods Mugabes udskejelser skulle være ganske turistvenlig. Måske vi også tager en tur forbi Botswana, hvis der er noget at se.
Victoria-vandfaldene, verdens største vandfald. Foto: Jason Wharam
Endelig når vi til Sydafrika og ser Swaziland og Lesotho. Omkring 5 måneder inde i eventyret er vi nu klar til at forlade det afrikanske kontinent.
Derefter er planen at flyve cyklerne til Perth i Australien. Vi gætter på at det vil være rart at besøge et land, der er kulturelt tættere på, hvad vi er vant til efter turen ned gennem Afrika. Vi krydser outbacken ind til Uluru (også kendt som Ayers Rock) og Alice Springs, og knækker ruten sydpå for sidste gang, for at nå Adelaide. Så er det på tide at vende næsen hjemad. Derfor følger vi backpackerruten op langs østkysten og rundt til Darwin. Vi har afsat godt 2 måneder til at opleve Australien, men jeg har en drøm om at arbejde en måneds tid eller to som lastbilchauffør i en af deres mange miner. Hvis det ender sådan, kan vi forlænge opholdet og tjene lidt penge.
Uluru. Foto: Felix Noelle
Fra Darwin finder vi et fragtskib til Indonesien og ø-hopper op til det sydøstasiatiske fastland i form af Malaysia, Thailand, Cambodia og Laos. Vi vil også besøge Vietnam, men kan ikke få motorcyklerne med derind, så vi planlægger en lille pause hvor vi parkerer dem og backpacker rundt i Vietnam et par uger.
Myanmar/Burma ligger i vejen for vores videre færd. Selvom militærdiktaturet har åbnet sig på det seneste, er det stadig umuligt at få lov at køre gennem landet på eget køretøj. Vi må altså forlade os på fly- eller skibstransport til Bangladesh. Der sætter vi sigtekornet på Nepal og en vandretur til Mount Everests basecamp. Ud af Nepal via nordkanten af Indien (som vi i øvrigt har besluttet os for at hoppe relativt hurtigt henover, at udforske det indiske subkontinent må blive en anden tur) til Pakistan. Her støder vi ind i nok en udfordring: Afghanistan.
Som et resultat af obskure forhandlinger mellem Storbritannien og Rusland i 1800-tallet er de sydlige tidligere sovjetrepublikker adskilt fra Pakistan af den snævre landtange Wakhan-korridoren. Den er en del af Afghanistan, der strækker sig helt til Kina. Den er kun mellem 10 og 40 km bred, men jo stadig en del af Afghanistan og dermed ikke udpræget tilrådelig at færdes i. Vil man nord ud af Pakistan må man derfor betale i dyre domme for at køre gennem Kina. Til gengæld får vi så lov at køre ad The Karakoram Highway, som skulle være en af verdens allermest spektakulære veje.
Karakoram Highway. Foto: Dmitry Perstin
Ruten fortsætter via Kashgar i Kina til Kirgisistan, Tajikistan, Uzbekistan og Turkmenistan. Ja, der er en grund til at de kaldes “The ‘Stans.” Vi krydser ind i Iran, der skulle være hjem for nogle af verdens allermest gæstfrie mennesker. På vej ud af Iran håber vi at kunne krydse Kurdistan i nordkanten af Irak, som jeg jo har en vis forhistorie med. Kurdistan har siden Irakkrigens udbrud været langt den mest stabile provins i Irak og skulle være mulig at besøge i relativ sikkerhed. En tur til Basra, som jeg kender bedre, må nok vente lidt længere.
Til slut krydser vi Tyrkiet og porten til Europa, Bosporus-strædet. Med Danmark i sigte sætter vi nok det lange ben foran op gennem Europa.
Vi planlægger at være på farten i cirka 14 måneder og ruten er – som den er tegnet nu – omkring 46000 km lang, og krydser noget i stil med 46 lande.
Afhængig af hvornår vi lægger fra land, er vi hjemme igen i slutningen af 2016 en oplevelse for livet rigere.