Tre dage til Yuma

Andreas • 06:33, 03/06/2014 • Yuma, Arizona

Set i bakspejlet var Indian Pass Road nok en dum idé. Det begyndte så småt at gå op for mig efter fem-syv miles i 20 cm dybt, løst grus på bunden af en udtørret flodseng. Det dæmrede for alvor, da jeg fandt mig selv et sted hvor sporet delte sig. Der var ikke noget skilt til at vejlede mig og mit kort viste ikke noget kryds. Jeg kunne enten vælge at følge flodsengen mod højre, eller knække af mod venstre op ad en relativt stejl skrænt, hvor der da havde kørt køretøjer, men som næppe kvalificerede sig som en vej. Jeg valgte at stole på min mavefornemmelse og kørte mod højre. Efter få minutter svingede vejen skarpt og jeg måtte bremse hårdt da sporet endte i en bunke klipper, der utvivlsomt ville gøre flodsengen til en spændende raftingdestination de 2-3 dage om året hvor området bliver ramt af ørkenregn, men var betydeligt mere end jeg havde lyst til at navigere Pidge op ad. Solen var på vej ned, men temperaturen var stadig i trediverne og selvom jeg havde medbragt sovepose, bivuak og lidt nødrationer havde jeg ikke megen lyst til ufrivilligt at overnatte midt i vildnisset.

På grund af Memorial Day den kommende mandag havde jeg forlænget weekend. Den skulle bruges i selskab med Pidge i det sydlige Califonien. Jeg havde udforsket dele af området før, men aldrig været i Yuma, og da jeg godt kan lide westernfilmen 3:10 To Yuma var det oplagt at sætte den by som destinationen. Det var naturligvis heller ikke tilfældigt at der er rige off-road muligheder på vej gennem ørkenen dertil.

Det var min første tur på Pidge der strakte sig over flere dage – ja, faktisk min første motorcykeltur med overnatning. Jeg tog mig god tid til at pakke lørdag morgen og lagde fra land omkring kl. 10:30. Planen var at campere, første nat nord for Yuma, og så ellers se hvad jeg kunne finde på derefter. Jeg satte kursen mod øst gennem Ramona og Julian. Første destination var Ocotillo Wells, et offroadområde i Anza-Borrego ørkenen. Jeg havde været der før, men det er et kæmpe område med nok at tage fat på. Vejrudsigten lovede køligt vejr, helt nede omkring 21 grader. Det virkede for godt til at være sandt, og det var det også. Da jeg ankom var temperaturen godt oppe i trediverne.

Jeg kørte nogle små loops i området og spiste min medbragte frokost før jeg bestemte mig for at køre på tværs af det hele til Salton City, hvor jeg kunne tanke. Lad os bare sige at det var en god udfordring. Eller i hvert fald en udfordring. Tilbage da jeg var i Irak fik jeg en del erfaring med offroading, men kun i firehjulede køretøjer (og på bælter, men det er næsten snyd), og der gælder tre regler: 1) Vælg en linie og hold dig til den, 2) bliv ved med at give gas og hold farten og 3) giv gas og hold farten! Jeg har efterhånden fundet ud af at det også gælder på to hjul, der skal man bare være endnu hurtigere til at beslutte sig. Nå, men jeg kom igennem efter en håndfuld rimelig udramatiske styrt. Måske lige bortset fra det hvor jeg var på vej op ad en lidt for stejl bakke med et underlag bestående af sten i størrelsen fra knytnæver til vandmeloner. Pidge besluttede jeg for kun at ville køre på baghjulet da jeg var halvvejs, men jeg lykkedes med at holde balancen de næste 5-7 meter hvorefter jeg måtte springe af – det lyder mere kontrolleret end det var – og lade Pidge sejle sin egen sø. Heldigvis lagde hun sig pænt lige på toppen af bakken og efter jeg havde taget en håndfuld dybe indåndinger kunne jeg køre ned på den anden side.

Da jeg nåede Salton City købte jeg mig et par kolde Gatorades og holdt en god pause. Derefter kørte jeg til Yuma, hvor jeg nåede frem for sent til at campere og i stedet indkvarterede mig på det lokale Motel 6.

Yuma er en by der defineres af tog, Coloradofloden og sin westernhistorie. I sin tid var byen det letteste sted at krydse Coloradofloden, så de fleste nybyggere der rejste mod vest kom gennem Yuma. Byen har ikke rigtig genvundet sin storhed siden da. Der er bygget utallige dæmninger og broer over floden, så jernbanen er det eneste der er tilbage – faktisk afvandes Coloradofloden så meget til markvanding at der stort set ikke er noget vand tilbage når den løber ind i Mexico. I år er første gang i 16 år at der faktisk er vand nok i den til at nå udløbet i Stillehavet. Yuma er bestemt ikke noget turistmål, men jeg fandt dens støvede og rustne industripræg sært fascinerede. Jeg besøgte deres “Historic Downtown,” der skulle være byen centrum, men er en fuldstændig død gade hvor nogle af hotellerne og butikkerne har givet helt op, rejsebureauet er lukket for sommeren og den mest succesfulde forretning virker til at være kopimaskinebutikken. Okay, retfærdigvis spiste jeg en dårlig burger i Lutes Casino – der ikke er et casino – og der var ganske fyldt.

3:10 to Yuma tager sit navn efter en togafgang til Yuma, som filmens skurk skal sættes på, så han kan komme i fængsel. Det legendariske fængsel måtte jeg naturligvis besøge, og det var mægtig interessant. Der er kun en smule af selve fængslet tilbage, da man rev noget af det ned for at anlægge mere jernbane, før man fandt på at det måske kunne være sjovt at bevare den slags. Museet er meget veltilrettelagt og jeg brugte et par timer på at læse om diverse triste og mindre triste skæbner blandt de godt 3000 fanger der nåede at sidde der i de 33 år det var funktionelt fra 1875 og frem. Yumas status som jernbanecentrum gør at der kommer mange vagabonder illegalt til byen med godstogene, så i årene efter fængslet lukkede blev nogle af bygningerne overtaget af hjemløse vagabonder. Fængslet husede sågar også Yuma High Scool fra 1910-1914, lige efter det var ophørt med at fungere som fængsel. Den dag i dag hedder Yumas high school footballhold stadig “Yuma Criminals” som et levn efter den tid.

De der har haft fornøjelsen af at rejse rundt med mig i det sydvestlige USA vil vide at jeg jævnligt udbryder “bortset fra X er det her fuldstændig ligesom ørkenen i Irak!” men aldrig har jeg været et sted der som Yuma mindede mig om Basra. Placeret midt i en ugæstfri og brændende varm stenørken, men med en flod, der giver mulighed for plantager og dyrkning af afgrøder. Selv den fugtige lugt, der lægger sig som et tungt, klamt tæppe over området er den samme. Der er dog trods alt mindre skrald i gaderne, husene er af træ i stedet for ler, og mængden af pansrede køretøjer i gaderne var heldigvis noget mindre.

På vej ud af Yuma lagde jeg vejen forbi byen Felicity. Den har to indbyggere og er officielt verdens centrum. I hvert fald så officielt som Imperial County Board of Supervisors’ autoritet rækker til. Felicity er grundlagt af fransk-amerikaneren Jacques-André Istel, der efter at have solgt sin faldskærmsskole havde penge nok og manglede en hobby. Byens anden indbygger er hans kone. I den sydlige ende af byen står en syv meter høj pyramide, der nøjagtigt betegner verdens midte. Men det er blot begyndelsen på den bizarre oplevelse Felicity er. Da Jacques-André i 1985 havde fået etableret sin centrum-status kastede han sig nemlig over anden halvdel af sit projekt: At dokumentere verdens historie indgraveret i blankpolerede granitsten. Han har opstillet adskillige hundrede meter af sort granit – ingeniørerne fik besked på at designe fundamentet så de bliver stående i mindst 4000 år – i et sirligt mønster, og så er han ellers gået i gang med at skrive og illustrere sin egen udgave af verdenshistorien, som derpå bliver indgraveret i stenene af en stenhugger han har ansat. Der er en lang række sten dedikeret til Californiens historie og en tilsvarende til Arizonas. Det er logisk nok, men han har en endnu længere række der dækker noget så specifikt som franske flyvemaskiners historie. Han er endnu ikke færdig, men hvert år tilføjer den 85-årige excentriker en lille smule mere.

For enden af hele opstillingen har han bygget en stor, kunstig bakke, hvorpå han har bygget et kapel. Han er ikke religiøs, så han kan ikke rigtig forklare hvorfor han har bygget en kirke, men det har han altså. Det hele er meget, meget mærkeligt og fascinerende. Min beskrivelse yder det ikke retfærdighed. The New York Times havde tidligere på året en interessant artikel om stedet, men den fulde oplevelse kan vist kun opnås ved faktisk at besøge det.

Efter at have overvejet evigheden i granitindgraveringer kickstartede jeg igen Pidge og satte kursen mod nord. Det meste af dagen var efterhånden gået i og omkring Yuma, og nu var det på tide at få nogle kilometer under bæltet. Jeg håbede at nå til Anza-Borrego så jeg kunne campere der, men inden da ville jeg forbi Picacho State Recreation Area, hvor jeg egentlig ville have camperet den foregående nat. Parken lå stort set på vejen og gav mulighed for at køre en lang strækning på grusveje i stedet for kedelig asfalt. Jeg havde forventet en smule aktivitet i parken, men på vej dertil mødte jeg kun én eneste bil og efter jeg havde passeret den, så jeg ikke en sjæl de næste timer. Jeg puttede mine 5 dollars i adgangsafgift i en postkasse ved indgangen og fulgte floden et stykke, før jeg fandt Indian Pass Road.

At kalde Indian Pass Road en vej svarer til at kalde Rusland et demokrati. Det kan godt være det teknisk set er korrekt, men kigger man bare en lille smule nærmere bliver man mødt af ret store udfordringer. Og således var det jeg fandt mig selv med baghjulet sunket 20 cm ned i sand  på bunden af af en flodseng. Til trods for at det var tæt på solnedgang løb sveden ned ad min ryg ovenpå den fysiske og mentale udfordring de sidste tre kvarter havde været. Jeg lurede lidt på min GPS, på klipperne foran mig, og vendte møjsommeligt Pidge i den smalle kløft. Tilbage til skrænten hvor vejen delte sig. To dybe indåndinger, og jeg begav mig op ad den. Det var ikke så slemt som det havde set ud fra bunden, men det var ikke just Sohngårdsholmsbakken.

Da jeg nåede toppen og kom igennem passet – som jeg senere fik bekræftet var netop Indian Pass – fandt jeg en opslagstavle med kort og informationsbrochurer bag en glasrude. Papirerne havde dog hængt der i årevis og var så falmede at det i praksis var blankt papir. Min begejstring over endelig at kunne få sikkerhed for hvor jeg var faldt igen, men i det mindste vidste jeg da at jeg ikke var helt uden for lands lov og ret. Jeg fortsatte og inden længe nåede jeg en fint planeret vestgående grusvej. Jeg var på rette vej. Ramte Ogilby Road og tog en velfortjent pause.

Solen havde næsten nået horisonten og jeg indså at det ville være umuligt at nå Anza-Borrego i tide til at campere der. I stedet blev målet Brawley. Det tog en god times tid og jeg fangede undervejs solnedgangen midt i Imperial Dunes. Temperaturen dalede mærkbart og meget behageligt da jeg i tusmørket ramte kanten af Imperial Valley, der i stil med Yuma er grundigt kunstvandet og derfor har en høj luftfugtighed. I min hjelm skrålede jeg med på Wonderwall, der kørte på iPod’en. Jeg fandt et motel, tre øl og en sandwich og faldt om på sengen. God dag. Næste gang skal jeg nok lige informere nogen før jeg kaster mig ud i terrænkørsel i et område hvor da garanteret kan gå dage og uger mellem folk kommer forbi. Jeg har desværre ingen billeder fra Indian Pass, da mit kamera løb tør for strøm. Et nyt ekstrabatteri er bestilt, så det forhåbentlig ikke sker igen.

Mandag morgen følte jeg mig ikke helt på toppen, så jeg tog den direkte vej mod San Diego. Efter et par timers kørsel trængte jeg til en pause, så jeg slog et sving forbi Lake Henshaw, som ligger smukt blandt rullende bakker i et nærmest irsk landskab. Efter en halv times pause og noget trail mix havde jeg det markant bedre, og tænkte at jeg lige kunne kigge fori Palomar Mountain, som jeg havde fået anbefalet af James, en motorcyklende matematik post-doc jeg kender. Det var den rigtige beslutning. Det er simpelthen det sjoveste stykke asfalt jeg nogensinde har kørt på. På vej op ad bjerget havde jeg vejen for mig selv, mens jeg snoede mig gennem hundredevis af skarpe sving. Hastigheden kom sjældent over 45 miles i timen, men det føltes meget raceragtigt alligevel. Det var en fantastisk afslutning på turen og med Guns’n’Roses i ørerne og en stort grin på læberne trillede jeg hjem til La Jolla.