Death Valley

Andreas • 19:47, 31/03/2014 • Death Valley, USA

Anders har som bekendt lige tilbragt 5 måneder i Chicago som led i sin PhD. Det flaskede sig så heldigt at han skulle afslutte sit ophold med en konference i San Diego, så vi mødtes selvfølgelig, og da jeg havde vist ham rundt i San Diego var det oplagt at tage på en tur. Vi undersøgte muligheden for at han kunne leje en MC og vi kunne tage på rigtig MC-tur, men det viste sig hurtigt uforholdsmæssigt dyrt, så vi faldt tilbage på en lejebil. Vi havde afsat 4 dage til at slå en sløjfe op omkring Death Valley, som er et absolut fascinerende sted. Vi lagde fra land fredag sidst på formiddagen i det værste regnvejr Californien havde set i månedsvis – her er voldsom tørke, så det var meget velkomment, men noget dårlig timing i forhold til os. Vi satsede dog på held med vejret og kørte nordpå alligevel. Det skulle vise sig at være en fantastisk beslutning.

Første dag gik mest med at komme op forbi Los Angeles. Efter nogle timer kunne vi dreje fra til den snorlige US395 der løber op gennem den nordvestlige del af Mojaveørkenen mod den østlige kant af Sierra Nevada bjergkæden. Syndfloden var så småt stilnet af og i solnedgangen kørte vi forbi den smukkeste regnbue jeg i mit liv har set – dobbelt hele vejen.

Vi havde planer om at overnatte i Ridgecrest, og på vej dertil slog vi vejen forbi næsten-spøgelsesbyen Randsburg, der er et mekka for offroadkørsel. Og så serverer den lokale General Store nogle rigtig fremragende chokolademilkshakes. Vi ankom desværre efter mørkets frembrud, udenfor sæsonen, i regnvejr, så byen var endnu mere død end sædvanlig. Faktisk var der kun ét sted i byen der var lys: The Joint. Vi kastede et hurtigt blik på hinanden, og der var ingen tvivl om at det var et sted vi måtte besøge.

Vi forventede en lokal saloon hvor de 4 lokale gæster ville kigge skeptisk op når vi kom ind, og det var lige nøjagtig hvad det var. Anders bestilte en lokal øl “brygget lige heroppe på hovedvejen” og jeg – der agerede chauffør – fik en kop lunken kaffe. Og så kan det ellers nok være der blev fortalt røverhistorier. Bartenderen, som selv var godt oppe i årene, havde overtaget baren efter sin mor, som havde åbnet den tilbage i 50’erne. Vi fik berettet at dagens regnvejr havde været det værste i mindst 10 år og fik i øvrigt historien om en af de andre bargæsters kortvarige karriere som tysklærer. Efter en halv time begyndte historierne at køre lidt i ring, og bartenderen begyndte at se ud som om han gerne ville hjemad – modsat de tre gæster, der var i vældigt humør – og vi besluttede os for at køre den sidste times tid til Ridgecrest.

Vi indkvartede os på det lokale kædemotel og vandrede ud for at finde aftensmad. Kristy’s Familiy Restaurant var en vaskeægte diner: Alt var i nuancer af brunt. Gulvtæppet, lamperne, bordene, det slidte læderbetræk på bænkene, servitricens solbrændte ansigt og sovsen på kartoffelmosen og farsbrødet. For at det ikke skal være løgn spillede “Brown Eyed Girl” sagte i baggrunden. I det ene hjørne sad to for længst pensionerede 2. verdenskrigsveteraner (hvis man skulle tro deres kasketter) og forsøgte at betjene en bærbar computer, i det andet et hold fra politistationen – 4 gutter i skudsikker vest med automatpistoler i siden og en enkelt betjent i civil. Servitricen kendte alle gæsterne og der var generelt en hyggelig stemning, der kompenserede for den middelmådige mad.

Næste morgen var vi klar til at indtage Death Valley, som vi kom ind til via Panamint Valley mod øst. Når ellers man er forbi den utrolig triste og stadig aktive mineby Trona er Panamint Valley utrolig smuk og kunne for så vidt have været nationalpark på linie med Death Valley. På vejen besluttede vi at kigge ind til Ballerat, som skulle være en forladt mineby. Der var dog ikke andet end et par tvivlsomme mobile homes, og vi vendte hurtigt om for at komme til sagen.

Første stop i Death Valley var de formidable Mesquite Dunes, som får Råbjerg Mile til at ligne en sandkasse i en mellemstor provinsbørnehave. Allerede fra parkeringspladsen konstaterede vi hvilke sandbanker der var højest, og der måtte vi selvfølgelig op. Anders mente at det da ikke kunne tage mere end 10 minutter, hvilket jeg naturligvis gjorde opmærksom på var skudt helt ved siden af, og det endte da også med at tage 25. Det var dog så rigeligt tiden værd.

Vi satte kursen gennem Death Valley mod Rhyolite som ligger lige øst for parken, endnu en spøgelsesby der var nævnt i vores guidebog. Jeg har muligvis meget høje forventninger fordi jeg har haft fornøjelsen af at besøge Bodie, men 7 ruiner hvor kun fundamentet var tilbage kunne ikke underholde hverken Anders eller jeg, og vi vendte snuden tilbage mod dalen.

Vi kørte ned til Badwater for at udnytte det sidste daglys. Badwater er med 86 meter under havet det laveste sted på den vestlige halvkugle. Når den begrænsede mængde vand der er til stede fordamper, efterlader det et tæppe af smukke saltkrystaller på bunden af dalen. Efter det var blevet mørkt kørte vi til Harmony Borax Works, hvor vi i mørket lyttede til et interessant foredrag om 20-mule teams, der trak enorme vogne med borax ud fra Death Valley til stationen i Mojave. De kørte uafbrudt i tre år midt i 1800-tallet, indtil det ikke længere var rentabelt. Rangeren fortalte os at de i Death Valley over de sidste to dage havde fået en tredjedel af hele årets nedbør. Vi var dog heldige og havde ikke andet end tørvej.

Da foredraget var ovre fik vi en udmærket, men dyr, burger i Forty Niner Café i Furnace Creek (de har simpelthen nogle fantastiske stednavne i den dal) og kørte til den gratis primitive campingplads ved Emigrant Road for at slå lejr – samme sted hvor Johan og jeg to år tidligere havde reddet to canadiske piger fra den visse død, sådan cirka, men den historie tager vi en anden gang. Efter at have nydt stjernerne og et par øl hoppede vi på hovedet i soveposen.

Søndag morgen kørte vi en lang tur ud ad Emigrant Road, hvor vi ville forsøge at vandre til toppen af Wildrose Peak, der skulle have en fin udsigt over hele dalen. På vejen kom vi forbi en række meget fine trækulsovne designet af schweiziske ingeniører og bygget af kinesiske arbejdere. Ovnene leverede trækul til sølvminedriften i Panamint Valley og er stadig i fin stand, til trods for at de har været forladt i mere end et århundrede.

Vi begav os ud på stien til Wildrose Peak, men den begyndte snart at være dækket af sne. Samtidig gik vi inde i en sky, så det var umuligt at sige om vi faktisk var på rette vej mod den gode udsigt – en udsigt der næppe var til stede den dag. Efter omkring en times gik vi i op mod 30 cm sne og stien var i praksis forsvundet. Vi fortsatte lidt længere, men måtte se i øjnene at det ikke var førte til noget. Vi skrev “wrong way” med vores fodspor i sneen, for det langt ude tilfælde at nogen skulle nå sammen sted før det sneede igen, og vendte om. Trods den manglende udsigt var det en rigtig fin tur. Death Valley er det varmeste sted på jorden (målt pr. gennemsnitstemperatur), men det forhindrer altså ikke sne på bjergtoppene om vinteren. 

Sidste stop i Death Valley i denne omgang var Scotty’s Castle. Det er et stateligt mexicansk inspireret hus bygget af Albert Johnson, en rig forsikringsmand fra Chicago, i starten af 1900-tallet. Han var oprindelig uddannet mineingeniør, men en arbejdsulykke gjorde ham ude af stand til at arbejde som ingeniør, og i stedet blev han rig på forsikringer. Han havde dog ikke helt glemt minedrømmene, så han lod sig overtale af Walter Scott, kendt som Scotty, til at investere i Scottys guldmine i Death Valley. Udbyttet lod dog vente på sig, og efter utallige undskyldninger besluttede Albert selv at rejse til Death Valley for at få syn for sagen. Scotty var lidt af en svindler og guldminen eksisterede ikke, så for Scotty var gode råd dyre. Han hyrede sin bror og nogle venner til at lave et falsk baghold, der forhåbentlig ville skræmme Albert tilbage til Chicago. I alt postyret blev Scottys bror imidlertid ramt af skud, hvilket fik Scotty til at råbe “stop, stop, idioter, I har skudt min bror!” og afblæse hele svindelnummeret. Albert syntes det var så god underholdning at de to blev gode venner, og Albert besluttede sig for at bygge en ranch i Death Valley.

Det er en historie med mange flere facetter end mit lille resumé kan yde retfærdighed, så læg endelig selv vejen forbi. Det var tredje gang jeg var der, og fordi vi havde dagens sidste rundvisning var vi kun Anders og jeg på turen. Vi fik derfor lov at se dele af slottet hvor man normalt ikke kommer, samtidig med at vi fik lidt flere røverhistorier og snakkede om løst og fast med rangeren, som var på vores alder og var mindst ligeså interesseret i at tale om alt muligt andet, som i at fortælle historien om Scotty for 117. gang.

Vi forlod parken og kørte sydpå. Vi skulle bruge et sted at overnatte og satte kursen mod Pahrump i Nevada, der på kortet så ud til at værre en større by. Det var den også, men den havde ikke et eneste motel. Formentlig fordi den ligger så tæt på Las Vegas at folk bare kører dertil i stedet. Det havde vi ingen planer om, så vi fandt et tvivlsomt casino at overnatte på i stedet.

Mandag var det på tide at returnere til San Diego, men på vejen kørte vi gennem Mojave Natural Preserve, hvor ingen af os havde været før. Det er en gudsforladt ørken, men midt i den ligger Kelso Depot, der omkring 2. verdenskrig var en central stration for jernbanefragten i det sydvestlige USA. Skinnerne bruges stadig meget, men depotet er ikke relevant længere og byen er skrumpet ind fra 2000 indbyggere til cirka ingen. I forbindelsen med åbningen af Mojave National Preserve blev selve depotbygningen dog restaureret og den huser i dag et meget interessant museum om depotet og jernbanedriftens historie.

Turens sidste stop var Amboy, en lille flække med én indbygger, der ligger ved den gamle Route 66. Den er hjemsted for Roy’s Motel, der også er en tankstation, og et fascinerende indblik i Route 66 dengang der var liv og glade dage på den. Motellet og tankstationen blev forladt, da kunderne forsvandt i 70’erne, og forfaldt i årene derefter. I 2005 købte kyllinge-restaurant-millionæren Albert Okura hele byen for $425.000 og genåbnede tankstationen i 2008. Det var vistnok også planen at genåbne motellet, men det var i hvert fald ikke sket da vi kom forbi. Lobbyen er stadig elegant 70’er-orange og på bordene ligger dagens avis fra engang i 1973.

Hen under aften kom vi tilbage til San Diego efter en rigtig fin rundtur i det sydcaliforniske. Jeg vendte tilbage til lab tirsdag morgen, og Anders fløj hjem for at gøre Bob klar til rundtur i Europa i april.