I mål
Vi trillede ind i indkørslen, hvor der netop var plads til Felucca i en tætpakket cocktail af køretøjer, nye og gamle, men flest gamle. Der var ikke noget skilt på bygningen, men vores GPS insisterede på at vi var det rigtige sted. Vi gik tvivlende ind ad indgangsdøren. Bag receptionsskranken sad en lettere overvægtig dame, der var strandet i halvfjerdserne. Hun kiggede fraværende op fra sit sladderblad. Vi forklarede vores ærinde og hun tilkaldte Lyndon fra kontoret.
“Har I aftalt noget med mig på forhånd?”
“Ja, vi har korresponderet pr. e-mail. Du skrev vi bare kunne komme den 16. januar.”
“Øhm, okay, hvad var det du hed igen?”
Første minut med agenten hos vores shippingfirma i Cape Town var ikke just betryggende, men da han lige fik samlet sig, gik det hurtigt bedre. Og efter 4 måneder i Afrika havde vi set langt værre. Lyndon havde tydeligvis gjort det her mange gange før. Vi trillede Fellucca over på kasseværkstedet, og blev bedt om at gøre hende så lille som muligt. Man betaler pr. volumen, når det gælder containerfragt. Vi afmonterede spejle og vindskærm, og overlod hende bævende til en ivrig mand med en sømpistol, der skulle bygge hende en kasse. Formaliteterne blev ordnet, og vi overlod Lyndon vores Carnet de Passage, så han kunne foretage toldbehandlingen uden vores tilstedeværelse. Efter planen skulle der gå 5-6 uger, før vi kan samle hende op i Aarhus havn. Vores eventyr var slut.
Vi har været i Cape Town en lille uges tid. I aften flyver vi hjem, og næste gang vi sover i en seng, er det i Holstebro. Det er en underlig fornemmelse. Cape Town er en hyggelig by. Den er meget lille og kompakt af en storby at være, især fordi downtown – City Bowl på lokalt sprog – er omringet af hav på den ene side, og bjerge på den anden. Det sætter en naturlig begrænsning på, hvor meget byen kan brede sig. Naturligvis er den løbet over sine bredder alligevel, men det virker mere som en klump af mindre byer end én stor by. Vi har brugt tid på at vandre byen tynd, drikke vin, trave til toppen af Table Mountain, drikke vin, se Cape Point og Kap Det Gode Håb, og drikke vin. Cape Town og omegn er et dejligt sted. Vi boede de første par nætter i Sea Point, relativt tæt på centrum, og er sluttet af hos en hyggelig couchsurfing-vært i Hout Bay (“jeg har dårligt nyt til jer. Der er kun 3 grader i København. I dør!”), et stykke mod syd. Men selvom Hout Bay næppe kvalificerer sig som en del af Cape Town er den i sig selv et fantastisk sted med en god stemning.
Den obligatoriske selfie på Cape Point.
Vi nåede til vejens ende ved Cape Point.
Smuk udsigt fra Kap Det Gode Håb.
Farverige huse ved St. James Beach.
Venter på bussen efter sandstorm i Hout Bay.
Sidste picnic med Fellucca i Afrika, i Durbanville Hills. Det var en underlig fornemmelse.
Vi har oplevet flere ting undervejs end vi nogensinde kan nå at fortælle. Vandreture i Montenegro. Uvejr i Albanien. Gadesælgere og svindlere i Egypten. Enorm gæstfrihed i Sudan. Undtagelsestilstand og uroligheder i Etiopien. Safari i Kenya. Smuk natur i Uganda. Smukkere natur i Rwanda. Strandparadis i det meget u-udviklede vestlige Tanzania. En knust motorcykel i Malawi. Hjælpsomme franskmænd i Mozambique. Spændinger mellem hvide og sorte i Sydafrika. En miniversion af hele Afrika i Swaziland. Spektakulære bjerge i Lesotho. Men mest af alt har vi oplevet, hvordan Afrika er et kontinent, hvor det ikke er destinationen, men rejsen, der betyder noget.
Montenegro.
Albanien.
Egypten.
Sudan.
Etiopien.
Kenya.
Uganda.
Rwanda
Tanzania.
Malawi.
Mozambique.
Swaziland.
Lesotho.
Vi har kørt 22096 kilometer i alt – heraf ca. 2000 på jordveje af stærkt varierende mangel på kvalitet. Vi har været afsted i 152 dage, så vi har i snit kørt 145 km om dagen. Hver dag. I praksis har vi kørt længere dage på 3-400 kilometer og haft fridage i mellem. Vores rekord er 722 km på én dag. Vi har besøgt 22 lande og foretaget 25 grænsekrydsninger. Vi har 1 totalskadet motorcykel. Efterladt på en campingplads i Malawi.
Det har været en tur med op og ned, men mest op. Var det som vi havde forventet? Fuldstændig, og overhovedet ikke. Når man kigger tilbage er det svært at sammenligne vores billede af turen som den har været, med vores forventninger på forhånd. Vores hukommelse af forventningerne har sikkert ændret sig undervejs.
Det var på mange måder lettere end jeg havde forventet. Inden vi tog afsted var mange af mine bekymringer ret lavpraktiske. Kan vi nu finde mad undervejs? Kan man få benzin? Kan det lade sig gøre at bo i Sudan? Set i bakspejlet var den slags ting ret fjollede at bekymre sig om. Der bor 1,2 milliarder mennesker i Afrika. De skal have noget at spise. Selvfølgelig kan man få mad. Der er biler i alle lande. De skal have benzin. Og så videre.
På den anden siden er det hårdt arbejde. Det har været en lang rejse, men det har ikke været en lang ferie. Selve kørslen på motorcykel er ikke så hård, men der er en masse arbejde udover – især mentalt. Selvfølgelig kan man få mad alle steder, men hvor? Supermarkeder findes ikke. Selvfølgelig kan man få benzin i alle lande, men har vi nu rækkevidde til at nå den næste by med en tankstation? Hvis ikke, er der så nogle lokale der sælger benzin fra colaflasker, der hvor vi kører? Så er der et telt der skal sættes op – og vi skal finde et sted at gøre det. Vi skal finde ud af, hvor vi skal køre hen i morgen. Vi skal have undersøgt hvordan mulighederne er for visum til næste land. Der er altid noget at lave. Jeg har fået læst lidt undervejs, men jeg har slet ikke pløjet mig igennem de bjerge af bøger, jeg havde forventet på forhånd. Der er ikke megen fritid.
Hvis man kigger på dagene enkeltvis, er det let. Sådan en dag kan alle klare. Men når jeg kigger tilbage på 156 dage af slagsen, kan jeg godt se, hvorfor det ikke er alle, der lige kører et smut gennem Afrika. Selvom det ville gavne alle at se i hvert fald en lille smule af Afrika. Det ændrer dit syn på verden, og ikke på den måde du havde forventet.
Alle trængslerne til trods, har det været en fantastisk rejse, og når vi tænker tilbage, glemmer vi helt de besværlige tidspunkter. Afrika er langt mere varieret end vi danskere er klar over. Alene de første fire lande vi besøgte, Egypten, Sudan, Etiopien og Kenya, er mere forskellige en nogen lande i Europa. Hvis man som os godt kan lide spektakulær natur, kan man finde det hele her på kontinentet. Her er smukke ørkener, kyster, savanner og bjerge, og et rigt dyreliv man ikke finder magen til andre steder. Saftige mangofrugter og perfekt modne avocadoer er altid indenfor rækkevidde i Østafrika. Folk er venlige og nysgerrige. Utallige gange er vi blevet inviteret indenfor, blevet tilbudt mad, eller bare fået et venligt vink og et smil.
Alt i alt blev det hele sammenfattet godt af en tysker vi mødte på et vandrerhjem i Stormsriver. Jeg fortalte ham blandt andet historien om vores tabte motorcykel.
“Det lyder hårdt, og det er jeg sikker på, det har været til tider – men når jeg ser dit begejstrede ansigt, som du fortæller om jeres eventyr, er jeg helt sikker på det har været det hele værd.”
Dét har det. Vi er bestemt ikke færdige med at rejse. Sydamerika skulle være et dejligt sted…
CLIFFHANGEEER!
Velkommen hjem, snart. Det har været spændende at følge jer.
Tusind tak for jeres mange super spændende rejsebeskrivelser fra jeres tur. God tur hjem til dk.
Mvh Annette (kollega med Camillas mor)