Andreas
Forfatter: Andreas

Få mail ved nye indlæg


Jul hos Cleopatra

• 15:33, 31/12/2016 • Mdumbi, Sydafrika

“Nej, det kan jeg ikke stemple.” Den ellers flinke lesothoske toldbetjent rystede venligt, men bestemt på hovedet.
“Men jeg har jo fået stempler i alle andre lande i Afrika,” forsøgte jeg.
“Ja, men her må du altså bare køre uden.”
“Jo, men ser du, for at jeg kan køre lovligt på min europæiske motorcykel skal jeg altså have stemplet min Carnet.”
Hun var ikke den første toldbetjent jeg havde stødt på, som ikke kendte til Carnet de Passage en Douane (i daglig tale bare Carnet, “carnay”). Men hun var den første, der nægtede at have noget med den at gøre. De fleste andre stemplede gerne efter mine instruktioner. Dokumentet, der fungerer som midlertidig import-tilladelse i de fleste afrikanske lande, var af yderste vigtighed i mange af de lande, vi var igennem længere mod nord. Jo længere vi kom mod syd, jo mindre syntes tolderne ved grænsen at bekymre sig om det. For os er det imidlertid ret vigtigt at få de rigtige stempler, da vi har indbetalt et meget stort depositum til ADAC i Tyskland, som vi først får tilbage, når vi returnerer et korrekt stemplet dokument. Og skulle vi møde en politibetjent med mere end almindeligt godt styr på reglerne, er Carnet’en vores bevis på at motorcyklen er lovligt i landet.

Jeg prøvede igen at forklare systemet, men toldbetjenten henviste mig til sin overordnede. Det var åbenbart den venligt udseende dame uden uniform, der sad udenfor kontoret ved et plastichavebord og sorterede bon’er fra en stor papkasse. Hun mindede mig om oraklet fra The Matrix, da hun kiggede op. “Hvad kan jeg hjælpe dig med?” Hun havde tilsyneladende heller aldrig set en Carnet før, men hendes attitude var helt anderledes. “Lad være med at være så hård ved ham, bare giv ham stemplet.” Det ville toldbetjenten dog ikke være med til. I stedet kom hun ud af sit bur med stemplet og lod chefen selv stemple, alt imens hun gentog “hvorfor gør du det her, hvorfor gør du det her?” Jeg fik mit stempel og vandrede tilbage til Camilla, der ventede ved motorcyklen. Alt i alt en af de underligere grænsekrydsninger vi har været igennem. Ti minutter senere blev vi stoppet af en politimand, der i starten klagede over vores forlygte – først måtte den ikke være tændt, men så ombestemte han sig og den var pludselig ikke kraftig nok – men sluttede med at erklære at “I want us to be friends from today.” Efter han havde forsøgt at få os til at sørge for, at hans 5-årige datter kunne gå i skole i Danmark. Det kan godt være at Lesotho ligger lige midt i Sydafrika, men stemningen er umiskendeligt afrikansk på en måde, man slet ikke oplever i Sydafrika.

Nogle dage inden Lesotho havde vi kørt sydpå fra Nelspruit med Drakensberg. Jeg fik anskaffet mig en skjorte til juleaften, og vi kørte en 300 km omvej for at komme forbi et museum om zuluerne, Fort Nongquai Museum Village. Det var gennemført uinteressant og bestemt ikke omvejen værd – men set i bakspejlet er det nok meget få muséer i verden, der er gode nok til at retfærdiggøre sådan en tur. Selv for en museumsnørd som jeg. Vi fejrede dagen før lillejuleaften med et glas vin i poolen på en fuldstændig forladt campingplads udenfor Greytown. Der var 120 helt tomme pladser, så vi slog telt op på pladsens scene og glædede os over dens tag, da himlens sluser åbnede senere på aftenen.

Næste dag ankom vi til vores juledestination: Cleopatra Mountain Farmhouse, et sted hvor det ifølge guidebogen var det hele værd at stoppe med at tælle både penge og kalorier. Vi prøver at holde et fornuftigt budget, men til jul mente vi nok, at vi kunne retfærdiggøre at flotte os lidt. Ejeren og chefkokken Richard Poynton har konverteret sin barndomsgård til et lille hotel med blot 11 værelser. Alle værelser er dekoreret i et bestemt tema. Vi boede i postkortværelset i det gamle stuehus. Med egen pejs. Når man booker et værelse følger der automatisk mad med – og kokken bestemmer, hvad man skal have at spise. Det er et koncept vi rigtig godt kan lide. Så snart vi kørte ind ad indkørslen kom en tjener med to lune vaskeklude og to velkomstdrinks. Derpå blev vi vist rundt, og satte os og slappede af ved dammen med regnbueørreder. Camilla fornøjede sig med at fodre dem, mens jeg læste i “The Bottom Billion” og drak en øl. “The Bottom Billion” handler om den fattigste milliard mennesker i verden, og ironien i at læse netop denne bog på et luksuriøst landsted langt inde i Drankensberg-bjergene var tydelig. Overalt omkring os byggede gyldne fugle reder i buskene langs dammen.

Hotelværelset med postkorttema.

Ingen jul uden julepynt.

Pejsestuen på Cleopratra Mountain Farmhouse.

Fiskefodring med stor entusiasme.

De sultne fisk!

Maden var overdådig. Først samledes gæsterne i pejsestuen, hvor menuen blev præsenteret i detaljer, og man efter tur blev inviteret ned i den overordentlig velassorterede vinkælder for at vælge en vin til aftenens madoplevelse. Derpå ind i restauranten, hvor en seksretters menu ventede. Lillejuleaften stod den på I) rejer i parmaskinke på et tårn af avocado med pikant reduceret tomatsauce, II) bisque på røget laks, parmesan og citron, III) aubergine fritelle serveret med en salat af rucola, avocado og mintyoghurt, IV) mangogranité, V) grillet gnu servered på fondantkartofler med løgmarmelade og lemon jus samt grillet græskar og asparges, og endelig VI) flamberet pære i butterdej med hjemmelavet vaniljeis og butterscotch sauce. Og så portvin til sidst. Det hele smagte fantastisk, især laksebisquen. Vi var så mætte, at vi kun lige kunne trille på vores tykke maver tilbage i seng.

Juleaftensdag stod vi op og vandrede i tre kvarter før morgenmaden. Vi var nemlig stadig mætte. Morgenmaden var en treretters sag med flamberet frugt og yoghurt, en torskeanretning, og pocheret æg i en kurv af brød med bacon. Vi så os nødsaget til at tage en tre-times vandretur på toppen af Drakensberg efter dén omgang. Vi medbragte en flaske vin og tre juleengle af strå fra Swaziland, som Camilla havde fået i gave af min mor, mens mine forældre var på besøg. Vinen var åbenbart lidt for god (det var den overhovedet ikke, det var en omgang oversød 8% saftevand, det er muligvis sidste gang Camilla får lov at købe vin på egen hånd), i hvert fald konstaterede Camilla til sin skræk, da vi kom ned på hotellet, at vi havde glemt juleenglene i busken på toppen.

Flamberet frugt med yoghurt.

Lækker lækker torskeanretning.

Pocheret æg i en kurv af brød med bacon.

De tre engle, der krævede noget af en bonus-vandretur.

Det var lige ved at koste både julefreden og -hyggen. Men jeg fik forhandlet på plads, at vi dagen efter ville vandre op at hente dem, og at de nok skulle være der stadigvæk. Der er næppe mange julepyntetyve på toppen af Drakensberg julenat. Julestemningen kom gradvist igen. Da alle om aftenen var samlet i stuen kom en af gårdens hunde trækkende med en kane af pap. Små gaver blev uddelt til alle, og julemiddagens seks retter var ligeså gode som menuen dagen før, men mere traditionelle. Kalkun var hovedingrediensen i hovedretten. Vi gik tilbage til værelset og tændte op i pejsen, selvom der egentlig var lunt nok udenfor.

Klar til julemiddag i min nye og rene skjorte.

Rensdyrhund og kane.

Næste morgen var der igen gaver til alle ved morgenbordene – en lille flaske Amarula til herrerne og noget creme-halløj til damerne. Tre retter senere pakkede vi sammen og checkede ud. Hen over middag vandrede vi op og hentede Camillas engle. Alle tre hang stadig, hvor vi forlod dem. Og så fortsatte vi nordpå langs Drakensberg-massivet.

Inden vi kørte ind i Lesotho tog vi endnu en vandretur på Drakensberg til Tugela-vandfaldet, der er verdens næsthøjeste (eller måske højeste, alt efter hvem man spørger). Undervejs måtte vi blandt andet forcere 60 meter lodret rebstige boltet ind i klippen i 1930’erne. Den holdt endnu. Vi overnattede i den virkelig hyggelige by Clarens, hvor vi blandt andet mødte Mike, som vi måske skal overnatte hos på Cape Agulhas. Lesotho var i første omgang en fiasko: En kunsthåndværker vi ville have besøgt var lukket, og et museum vi havde lagt vejen forbi fandtes tilsyneladende ikke mere. Men vi så nogle interessante huse i en hule. Vi skulle overnatte i Semonkong, en “one horse town” lige midt i landet, langt, langt, inde i bjergene. Men da vi nåede frem var campingpladsen fyldt. De nægtede kategorisk at prøve at lave plads til vores lille telt. Hvad værre var: Da vi spurgte efter et sted at købe benzin, fik vi at vide at byen var løbet tør, og man ikke havde haft brændstof i fire dage. Alle ventede på, at tankbilen skulle nå frem. Vi havde benzin nok til ca. 70 km mere – og der var 200 kilometer ud. Om vi så kørte den ene eller den anden vej.

Skyvandring i Drakensberg.

Verdens måske længeste vandfald.

Rebstigen, der slet ikke var lavet af reb, men jern.

Huse i huler.

Hulehusene er meget små!

Nærmeste alternative campingplads var 50 kilometer tilbage ad den vej, vi var kommet. Vi havde ikke andet valg end at køre tilbage. Mens vi stod i Semonkong og diskuterede vores muligheder, var der pludselig én, der sagde “hej.” På dansk. Det viste sig at være en Aase fra Randers, som nu boede i Namibia, og var på tur med sin tysk-amerikanske rejsemakker, Eric (der i øvrigt til daglig bor i København). De havde en reservedunk, men var også selv ved at køre tør, så Eric var lidt nervøs for at give os deres ekstra benzin. Vi blev enige om at de kunne følge efter os, så vi kunne få lidt fra deres dunk, hvis vi skulle løbe tør undervejs. Det gjorde vi nu ikke, og halvanden time senere ankom Aase og Eric (“vi er langsomme. Vi er virkelig langsomme. Vi er den nye definition af ordet langsom.”). På Ramabanta Trading Station, hvor vi slog teltet op, mødte vi et utal af venlige mennesker. Alle havde historier at fortælle og var begejstrede for at lytte til vores.

Dagen efter besluttede Eric sig alligevel for, at vi gerne måtte få 10 liter benzin. Vi forlod Lesotho, men ikke uden at måbe over den utrolig smukke og rå natur, der er at finde hele vejen gennem bjergene midt i landet. En dags kørsel senere var vi ved kysten, langt fra bjergene. Nu er vi virkelig ved at være i bunden af Afrika.

En lokal lille landsby langt, langt ude i bjergene i Lesotho.

GPS’en viste uopfordret alle områdets toiletter.

Et vandfald i Lesotho. Det var noget større på brochuren, der reklamerede for attraktionen.

● ● ●

6 comments on “Jul hos Cleopatra

  • Karen Kjeldsen siger:

    Godt nytår. Vi er næsten hver aften inde at se hvor I er og om der er spændende nyt. Kom godt videre. Kærlig hilsen Arne og faster Karen

  • Arne Kjeldsen siger:

    Godt nytår og kom godt igennem Sydafrika og helt hjem på den resterende del af jeres vidunderlige rejse. Det har været dejligt at kunne følge jer så nøje på nettet på hele turen.

    • Camilla siger:

      Mange tak for det!
      Også et rigtig godt nytår til jer!! – vi hører, der kommer nye titler i familien Det bliver så spændende!

  • Niels Corneliussen siger:

    Hej med jer
    Rigtig godt nytår, det er godt at læse om jeres op og ned ture. Jeg glæder mig til at høre om det når i kommer hjem.
    Pas på jer selv

    • Andreas Andreas siger:

      Hey!
      Godt nytår til jer også 🙂 Godt at høre at du følger med 🙂 Der bliver i hvert fald historier nok at fortælle!
      – Andreas

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *