Andreas
Forfatter: Andreas

Soundtrack for dette indlæg

Oasis - Don't look back in anger
<a href="http://www.youtube.com/watch?v=r8OipmKFDeM?hl=en"><img src="http://acrux.dk/wp-content/plugins/images/play-tub.png" alt="Play" style="border:0px;" /></a>

Få mail ved nye indlæg


Katastrofe

• 16:16, 29/11/2016 • Blantyre, Malawi

Vi kørte afsted i bakkerne over Lake Malawi. Solen var så småt på vej ned og farvede himlen i smukke, sarte pastelfarver. Vi passerede en munter lokal fodboldkamp. Camilla klappede mig på skulderen og pegede på udsigten. De sidste to dages begivenheder føltes meget fjerne.

“Er du sikker på at han har set dig,” spurgte Camilla ængsteligt.
“Jeg ved det ikke. Jeg tror det ikke!” Jeg standsede. Lastbilen, der var startet fra en kulmine til højre for vejen, var nu på tværs af hele vejen foran mig. Han drejede i min retning. Sekunderne tikkede, og trækkeren passerede min venstre side. Hængerens hjul, der var næsten lige så høje som jeg, kom faretruende tættere og tættere på. Jeg indså, at han ikke havde tænkt sig at standse.

image

Jeg husker ikke hvordan, men Camilla, der var standset 50 meter bag mig, kunne berette, at jeg lettede fra sadlen og sprang elegant mod højre, mens jeg lod motorcyklen falde. Jeg sprintede afsted, først væk fra lastbilen, men derefter desperat op mod førerhuset. Jeg plejer at gøre mig umage for at tale pænt, men i de sekunder råbte og skreg jeg rasende. Med 10 meters tilløb tog jeg afsæt på stigen under passagerdøren og bankede desperat på stålpladen med knyttede næver. Lastbilen stoppede, men det var for sent. To af hængerens tre hjul var plantet tungt ovenpå Amelia, min stakkels motorcykel. Chaufføren stak af til fods.

Stakkels Amelia.

Stakkels Amelia.

image

Den foregående uge havde været kendetegnet ved hundredevis af kilometer på grusveje langs Lake Tanganyika, verdens næstlængste sø, iblandet ophold på dejlige lodges og campingpladser. Vi var kørt ind i Malawi og havde brugt to dage oppe på Mushroom Farm ved missions- og universitetsbyen Livingstonia oppe i bjergene over Lake Malawi. Et amerikansk søskendepar fra Minnesota havde savnet lidt eventyr i deres hverdag efter at være dimitteret fra universitetet. Så havde de Googlet “lodges for sale in Africa” og var endt med at købe første hit, Mushroom Farm. Det var et virkelig dejligt sted. Meget afslappet og med fantastisk mad. Vejen derop – der også er adgangsvejen til byen Livinstonia – var imidlertid i forfærdelig stand. 19 stejle hårnålesving på rå grus og kraniestore sten. De 10 kilometer op tog os halvanden time, og Camilla erklærede at det var det absolut sværeste hun havde gjort på denne tur. Hun væltede to gange på vej op (og to gange på vej ned). Det var måske også det sværeste terræn, jeg nogensinde har kørt. Vi mødte senere to britisk-sydafrikanske motorcyklister, der havde givet op ved synet af første stigning, og syntes Camilla var uendeligt sej.

Bum bum...

Bum bum…

Det er svært at se på billeder, men det er langt fra asfalterede veje.

Det er svært at se på billeder, men det er langt fra asfalterede veje.

Utroligt nok har ingen sten endnu forårsaget punkteringer.

Utroligt nok har ingen sten endnu forårsaget punkteringer.

image

Der spises mango, når man bor under et mangotræ!

Der spises mango, når man bor under et mangotræ!

Aftensmaden kom ind med denne fiskermand.

Aftensmaden kom ind med denne fiskermand.

Vi spiste treretters menu hver aften lige ned til Lake Tanganyika.

Vi spiste treretters menu hver aften lige ned til Lake Tanganyika.

Ruinen efter Kipili Mission (1895).

Ruinen efter Kipili Mission (1895).

Toilet på Mushroom Farm.

Turens absolut mest kreative og kunstneriske komposttoilet!

Turens absolut mest kreative og kunstneriske komposttoilet!

image

Vandfald nær Livingstonia. I et af dets bassiner tager de lokale bad.

Vandfald nær Livingstonia. I et af dets bassiner tager de lokale bad.

image

Vi vandrede turen til Livingstonia med Gary fra England. Pigerne fra Sydafrika sendte vi ned til foden af vandfaldet.

Vi vandrede turen til Livingstonia med Gary fra England. Pigerne fra Sydafrika sendte vi ned til foden af vandfaldet.

Kirken i Livingstonia. Hver søndag tropper ca. 500 mennesker, primært unge, op til gudstjeneste.

Kirken i Livingstonia. Hver søndag tropper ca. 500 mennesker, primært unge, op til gudstjeneste.

Da vi havde fået os navigeret ned fra Mushroom Farm fulgte vi hovedvejen mod syd, og kort efter knækkede den op i bjergene. Asfalten var god og udsigten smuk. 25 kilometer efter vi forlod vejen fra Mushroom Farm, lå min motorcykel nu under en alt for tungt lastet kultrailer. Efter et mindre panisk anfald fra Camillas side, fik jeg forsikret hende om, at jeg havde det fint. En sværm af mennesker havde samlet sig omkring os og lastbilen, og jeg gik i gang med at redde min bagage, mens jeg bad folk ringe til politiet. Det gjorde de, men de kunne forklare mig, at den lokale station ikke havde nogen politibil, så jeg var selv nødt til at tage en bus ned for at hente politimanden. Jeg havde ikke lyst til at efterlade Camilla alene i vejsiden. Hele situationen virkede temmelig uoverskuelig. Tusind tanker fløj gennem mit hoved, men det var helt klart, at jeg ikke ville kunne fortsætte turen på Amelia. Jeg skubbede alle tanker om fremtiden fra mig. Nu gjaldt det om at få styr på den forhåndenværende situation.

Der var mange mennesker, der alle havde havde noget at fortælle - selv på det lokale sprog kom folk bare og snakkede til os.

Der var mange mennesker, der alle havde havde noget at fortælle – selv på det lokale sprog kom folk bare og snakkede til os.

Mange tanker flyver gennem mit hovede.

Mange tanker flyver gennem mit hovede.

På hele denne tur har vi mødt under en håndfuld motorcyklister som os. Men ti minutter efter ulykken kiggede jeg op ad vejen og så til min store overraskelse en stor Yamaha komme mod os. Et mirakel! John og Irene var et par fra Nairobi, der var på vej hjem fra en månedlang tur mod syd. Irene blev hos Camilla, mens jeg sprang bagpå Johns cykel, og vi kørte ned for at finde politistationen. John var en stor mand, der var god til at slå i bordet og vant til at få sin vilje. I løbet af ingen tid havde han fået fat i en pickup-truck til at flytte min cykel tilbage til stationen, og en politimand at sætte i den.

Derefter gik tingene slag i slag. Politimanden, en novice med elendigt engelsk, der bestemt ikke magtede at tage kontrol over situationen, begyndte at måle op og optage rapport. John og jeg – mest John – fik sat arbejderne fra kulminen i gang med at løfte traileren med store donkrafte forsigtigt balanceret på klippestykker. Operationen tog et par timer, men endelig fik vi Amelia fri. Politimanden beslaglagde lastbilen, jeg satte mig op på Camillas cykel med hende bagpå, og med pick-uppen med vraget forrest begav vores umage karavane sig mod politistationen.

Den unge uerfarende politimand benyttede førehuset til at nedskrive noter.

Den unge uerfarende politimand benyttede førehuset til at nedskrive noter.

Lastbilchaufføren, der var fra Tanzania, fandt vi aldrig. Jeg fik to forklaringer. Enten stak han af, fordi han var bange for, at jeg ville slå ham ihjel. Sådan gør man nemlig i Tanzania, påstod dem fra Malawi. Eller også stak han af fordi, han troede, han havde slået mig ihjel. Imidlertid fik John via telefon fat i den tanzanianske vognmand, der accepterede ansvaret. John og Irene fulgte os til Hakuna Matata Camp i nærheden, og fortsatte deres færd. De var en uvurderlig hjælp.

Vores helt fantastiske hjælpere Irene og John.

Vores helt fantastiske hjælpere Irene og John.

Hakuna Matatas indehaver var Willie, en meget excentrisk, men hjælpsom sydafrikaner. Han tilbød, at vi kunne opbevare Amelia der, i hvert fald indtil vi fandt ud af, hvad der videre skulle ske. Som han sagde, “politiet her er de værste tyveknægte. Hvis I lader den stå der, er den væk om en uge.” Og ganske rigtigt, dagen efter havde nogen allerede stjålet cyklens to LED-forlygter fra den eller sikre parkeringsplads midt i arresten.

Amelia er "sikkert" parkeret mellem cellerne på politistationen.

Amelia er “sikkert” parkeret mellem cellerne på politistationen.

Den følgende dag kørte vi 85 km til Rumphi og tilbage igen, for at besøge distriktets rigtige politistation. En meget venlig trafikpolitichef fik sat gang i rapportskriveriet. En proces, vi ellers havde fået at vide, ville tage en uge, blev klaret på en god halv dag. Største drama opstod, da bogholderkontoret opdagede, at jeg var hvid. Normalt koster en politirapport 3000 kwacha (ca. 30 kroner), hvilket jeg havde betalt. For udlændinge koster den imidlertid intet mindre end $100. Camilla forsøgte at forhandle, men vi endte med at forlade stationen $100 fattigere og ét styk rapport rigere – et stykke papir, der i samarbejde med forsikringen forhåbentlig bliver nogle tusinde dollars værd.

Da vi kom hjem til Hakuna Matata mødte vi Jeff og Roz, to canadiske pensionister, der er i gang med at cykle jorden rundt i etaper. Willie havde forklaret dem om os, og de omfavnede os næsten med det samme i begejstring over, at der ikke var sket os noget. Vi havde en god aften med at udveksle røverhistorier med dem. Næste dag tog Willie, Jeff og jeg ind til stationen for at hente Amelia på Willies trailer. Vi sagde farvel til dem alle og kørte videre mod syd.

Vi siger farvel og tak til Amelia.

Vi siger farvel og tak til Amelia.

image

Hmm, the rear light and the wheel used to be aligned...

Hmm, baglygten og hjulet plejede at sidde på linie…

... ah, the swing arm mount has been ripped out of the frame!

… ah, svingarmen er rykket helt ud af stellet!

Taskerne pakkes om, så vi kan få plads til al bagagen på én cykel.

Taskerne pakkes om, så vi kan få plads til al bagagen på én cykel.

image

Den meget flinke sydafrikaner, Willie, der er ejer af Hakuna Matata Camp.

Den meget flinke sydafrikaner, Willie, der er ejer af Hakuna Matata Camp.

Nu er vi i Blantyre, hvor vi har brugt et par dage på at bokse med forsikrings- og toldbureaukrati. Og på at få visum til Mozambique. Forsikringen skulle efterhånden være sat i gang nu, men om jeg nogensinde får noget udbetalt, er ikke godt at vide. I det mindste virker vores forsikringsmand kompetent. Et større problem er de 3000 euro jeg har indbetalt i depositum til ADAC i Tyskland for vores Carnet de Passage, der er import/eksport-tilladelsen til afrikanske lande. De penge hænger vist i en tynd tråd. Men lige meget, vi har det godt, og man kan altid spare sammen til en ny motorcykel.

Foreløbig er det lykkedes os at køre de 800 km fra kulminen til Blantyre sammen på Camillas nu noget overlæssede cykel, så sådan regner vi med at fortsætte. Planen herfra er at køre gennem Mozambique til Maputo, hvor vi får et længe planlagt besøg af mine forældre den 6. december og to uger frem. Efter at have udforsket det sydlige Mozambique og det nordlige Sydafrika med dem (i lejebil), tager vi den hurtigste og korteste vej til Cape Town og sender cyklen hjem. Der regner vi så med at leje en firehjulstrækker-camper, som vi vil bruge to uger på at se noget mere af Sydafrika i. Det er ikke så komfortabelt at være to på én motorcykel.

Alt i alt har vi det godt og efterhånden gjort, hvad vi kan for at lukke kapitlet om min smadrede motorcykel. Vi glæder os til at komme videre!

Solopgang over Lake Malawi.

Solopgang over Lake Malawi.

Den fredelige bladspisende Malawisaurus udstillet på Kultur og Museumscentret i Karunga.

Den fredelige bladspisende Malawisaurus udstillet på Kultur og Museumscentret i Karunga.

Øvelse gør mester.

Øvelse gør mester.

Pigerne her råbte efter os: Muzungu take a picture.

Pigerne her råbte efter os: Muzungu take a picture.

image

● ● ●

2 comments on “Katastrofe

  • Cheese siger:

    Godt at I er omstillingsparat. Sikker på at I få nogle god oplevelse selvom I har lidt færre hjul at køre på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *