Forfatter: Camilla

Få mail ved nye indlæg


Luksuscamping i Kenya

• 19:01, 26/10/2016 • Jungle Junction, Nairobi, Kenya

Gjorde jeg mig selv til grin? Ulejligede jeg dem? Så de mig som den hvide pestilens? Jeg havde sagt til Andreas, at jeg ville gøre det. Normalt kan jeg jo godt lide at danse. Men da hun tog sin støvede hånd i min, fortrød jeg måske lidt, men der var ingen vej tilbage. Jeg stod nu hånd i hånd med en Maasaikvinde, på samme alder som jeg selv, mens Andreas stod trygt bag kameraet og så på.

Det var den sidste dag på vores 3-dags safari tur til Amboseli National Park i Kenya. Vi havde overnattet i en hytte på en dejlig lodge for foden af Mt. Kilimanjaro. Vejret var perfekt alle tre dage, ingen regn og kun få skyer. Vi havde planlagt at være heldige. Og det var vi! Vores første safari var en aftensafari samme dag, som vi ankom til lodgen. Vi blev hentet, i en hvid 10 personers minibus med pop-op-tag, og kørte den flere kilometer lange bumlede rødstøvede vej fra lodgen til nationalparken. Vores safariguide og -chauffør hed George.

Vores hyggelige hytte på AA lodge i Amboselli National Park.

Vores hyggelige hytte på AA Lodge i Amboseli National Park.

Allerede inden vi nåede porten til parken, havde vi set de første tre dyr: en girafgazelle, en zebra og en maasaigiraf. George tændte for radioen, som tillod guiderne at tale sammen, så de kunne informere hinanden om, hvor de spændende dyr var, primært kattedyrene. Vi beundrede de hundredevis zebraer og gnuer, der i solnedgangens varme stråler var på vej fra savannes tørre støv og sumpede oaser til de køligere og tættere buskede bakker. George vendte pludseligt minibussen, og lagde vægten i speederen. Vi fik ingen information om, hvad der foregik. Når vi spurgte ham, om han havde set noget, svarede han kortfattet “moment”.

Mens vores hoveder stak op af sprækken under pop-op-taget, og den ene hånd var knuget omkring tagets stel, fulgte vi med store øjne landskabet. Vi havde en fornemmelse af, at George havde hørt noget over radioen. Det så ud til, at vi sigtede efter et område med andre minibusser. Da vi kom frem stod adskillige blege turister med kameraer og kikkerter stikkende ud under deres egne pop-op-tag. De kiggede efter tre bittesmå prikker, der lå i græsset ca. 200 meter fra vores minibus. Mest af alt lignede det tre træstubbe. Stubbene viste sig at være de sjældent sete menneskesky geparder. Geparderne vågnede op, og gik i flok tættere på os. Det var et fantastisk syn. Heldet var virkelig med os, og det fortsatte. Senere hørte George over radioen hørte, at der var dukket en løvefamilie på 4 op. De forblev dog dovne, men med lidt god vilje kan man godt se dem på vores billeder.

Savannens smukke solnedgang.

Savannens smukke solnedgang.

De mange safaribiler, der alle gerne ville sikre sig udsyn til geparderne.

De mange safaribiler proppet med blege turister, der alle ville sikre sig det bedste billede af geparderne.

To af de tre sultne geparder.

To af de tre sultne geparder.

Geparden markerede her sit territorie.

Geparden markerede her sit territorie.

To af de i alt fire ret dovne løver.

To af de i alt fire ret dovne løver.

George har 8 års erfaring som safariguide og -chauffør. Trods det, var der ikke meget information at hente i ham. Ganske vist kunne han navnene på alle savannens dyr, men det var ikke meget af sin viden, han ville eller kunne dele. Elefanterne synes dog at have en vis plads hos ham, eftersom det var det eneste dyr, han fortalte om. Elefanten kan veje mellem 2200 og 6300 kg, og spiser dagligt 300 kg græs. Den er smart nok til at ryste græsset for støv og sand inden den spiser det. Elefanthunnerne er drægtige i to år, og planlægger at få unger lige inden regntidens start omkring november i håb om bedre overlevelse for ungen.

Amaco, fuglen, der bygger verdens støste reder.

George kaldte fuglen Amaco, og påstod, at den bygger verdens støste reder. Vi tror ikke på det.

George havde enstemmigt på vores vegne besluttet, at vi den sidste formiddag hellere ville besøge en Maasaiby end at tage på morgensafari. Vi ville da gerne se en Maasaiby, men vi har jo allerede set meget kultur på vores rejse gennem diverse landområder. Det var også vores fornemmelse, at George holdt af at sove længe og springe over hvor gærdet er lavest.

Vi blev læsset af ved en vejkant på vej fra savannen, hvor tre maasaimænd tog imod os, hver viklet ind i farverige klæder, med sko lavet af motorcykeldæk og en seme hængende langs det ene lår – en seme er en kæmpestor kniv. Sammen med de tre maasaimænd vandrede vi mod maasaibyen, 1 ud af 28 i området. Den ene mand var rigtig god til engelsk. Han blev vores maasaiguide. De andre var helt tavse. Undervejs stoppede vi adskillige gange for at se på fodspor fra både hyæner, skildpadder og giraffer.

Ved ankomst til byen fik vi besked på at forblive stående uden for bymuren, en bunke tørrede tjørnegrene, der lå i en næsten lukket cirkel omring byens syv kolortehuse, som forsvar for uvedkommende dyr. Vi blev stående. Andreas hviskede, at han havde på fornemmelsen, at han ville hade det kommende øjeblik. Han havde luret, at det ville involvere sang og dans. Noget traditionelt, der måske slet ikke var så traditionelt mere, men til gengæld en vaskeægte turistfælde. Jeg selv elsker sang og dans. Og jeg blev nærmest helt ivrig efter at være med, måske mest som modstrid til Andreas skepsis og ide om, hvor frygteligt det vil blive. Og ganske rigtigt. Ud af den lille åbning i tjørnegrenene, kom 22 af byens ca. 30 maasaier syngende og dansende ud for at byde os velkommen. Kvinderne bar spædbørnene på ryggen, og mændene bar en lang træpind i hånden. De dansede fire danse for os: velkomstdansen, brullupsdansen, konkurrencedansen og endelig velsignelsesdansen. Der gik ikke 30 sekunder før jeg var hevet med. Det er fantastisk at blevet involveret i den kultur, man besøger. Men var det her kultur eller en kunstig turistattraktion? Havde Andreas ret? Er det normalt at man smider alt, hvad man har i hænderne, når der kommer gæster, hvorefter der synges og danses for dem.

Den kvinde, der klemte min hånd under alle dansene, var hun den heldige, der fik lov at holde den hvide lyshårede pige i hånden, eller var hun uheldig, og skulle døjes med at være midtpunkt i alle danse og slæbe rundt med turisten, der hverken havde forståelse for rytme eller sang. Uanset hvad hoppede og dansede jeg med, det bedste jeg kunne.

Jeg står sammen med størstedelen af maasaibyens befolkning. I baggrunden ses Mt. Kilimanjaro.

Jeg står sammen med størstedelen af maasaibyens befolkning. I baggrunden ses Mt. Kilimanjaro.

Konkurrencedansen, hvor den galt om at hoppe højest.

Konkurrencedansen, hvor det gjaldt om at hoppe højest. Ifølge maasaiguidem, så er det attraktivt for en kvinde, at have en mand, der kan hoppe højt.

Velsignelsesdansen.

Velsignelsesdansen.

Efter al postyr med velkomst og danse, var Andreas og jeg enige om, at vi mest af alt ulejligede dem. Et var, at hver mand skulle stoppe sin gøren, da vi kom. Noget andet var, at det var svært at vurdere hvorvidt maasaierne glædede sig over at danse og synge for os, eller om det for dem var en lige så irriterende opgave, som det er for mig at tage opvasken en fredag aften, når den gode film er startet og slikskålen er sat på bordet.

Maasaibyen var rund med en diameter på ca. 30 meter. I midten af byen var dyrefolden, bygget af tørrede tjørnegrene som bymuren, hvor der gik køer og geder.

Nær centrum af Maasaibyen. Geder løb rundt, hvor de ville.

Nær centrum af Maasaibyen. Geder kunne løbe rundt, hvor de ville inden for tjørne-bymuren.

Maasaierne introducerede os til naturmedicin, der kunne hjælpe mod hovedpine, dårlig mave, ledsmerter og vejen til ‘manpower’ (viagra). Manpower mindede mest om en eukalyptusgren både i udseende og duft, men det faktum blev kategorisk nægtet. De andre typer naturmedicin bestod af tørret bark og grene fra forskellige træer, der enten skulle sniffes eller koges til the.

Maasaibyens medicinmand. Efter sigende tager en maasai tager ikke på hospitalet, uanset hvad.

Maasaibyens medicinmand. Efter sigende tager en maasai ikke på hospitalet, uanset hvad.

En af de lokale kom gående med en indtørret elefantlort. Den skulle bruges til at opstarte et bål. Det var dog ikke lige til, så de var to mænd om at få ilden frem. Men da både Andreas og jeg er gamle spejdere, skal der mere til at imponere os, trods vi forsøgte indlevelse med stor engagement.

Der tændes bål ved brug af akacietræ og elefantlort.

Der tændes bål ved brug af akacietræ og elefantlort.

Vores maasaiguide inviterede os ind i sin lillebitte kokassehytte. Centralt i hytten, var der to mursten omkring et lille bål. Om dagen fungerede det som køkkenet, og om natten var det lyset. Der var en lille seng i hver ende af hytten. De var lavet af pinde og var hævet til en højde som den seng, vi kender. I stedet for madras og lagen brugte de et enkelt lag tørret koskind. Dynen var udskiftet med det tøj, de har på om dagen, oftest to klæder, der på mystisk vis er viklet omring kroppen, så det er holdbar nok til både dans, hopperi og jagt.

Vi fik lidt fortælling om livet som masai, og hvordan man som ung mand skal dræbe en løve før man kan gifte sig, og at det kræver 10 køer i bytte for en kone. Masaifolket har et antal ritualer. Nogle vedrørende religion, andre udseende. I en alder af 6-18 mdr. bliver man brændemærket med een eller to ringe på hver kind. Senere efter mælketænderne er tabt og voksentænderne er vokset ud, fjernes de to midterste tænder i underkæben. På den måde kan man altid kende en Maasai.

Vi har været i Kenya i lidt over en uge. Grænseovergangen, ud af Etiopien og ind i Kenya, gik som smurt. Visa til Kenya tog kun 5 minutter. Der er tankstationer på selv korte strækninger. Skønne og varierende naturområder og tilpas klima. Flink, farverig og gæstfri befolkning. What’s not to like? Kenya er fantastisk. Det var lige præcis den ændring, vi trængte til efter vores noget belastende tid i Etiopien.

Til hver pause hører det sig til at hilse på de forbipasserende.

Til hver pause hører det sig til at hilse på de forbipasserende. Her er vi i det nordlige Kenya.

Det viste sig, at det vi troede skulle være et par primitive overnatninger på Mt. Kenya, kort efter vores ankomst til landet, blev det rene luksus. Vi slog teltet op på et grønt plateau omringet af græssende får, geder, heste og køer i nærheden af rene toiletter med varmt brusevand. Lidt længere fra teltet lå et stenhus, der fungerede som pladsens virkelig hyggelige restaurant. Den havde en stor hævet veranda bygget af træ med udsigt over junglen, og der var masser af puder i bambussofaerne. Opholdet var, udover en trekkingtur på Mt. Kenya, ren afslapning med lækker morgenmad og treretters menu til aften. Da det ikke var højsæson for turister formodede vi, at vi kunne have junglen og dyrene for os selv. Vi satte næserne op efter rigt dyreliv med både aber, elefanter og fugle, og selvfølgelig en smuk natur med en dejlig udsigt. Da en eller anden under fragten af motorcyklerne over Middelhavet, mente, han havde mere brug for mine vandresko end jeg, måtte jeg vandre dagens 14 km i mine motorcykelstøvler. Det gjorde det ikke just lettere for mig at vandre, men det var forholdsvis let terræn, så det gik alt sammen. Turen var smuk som ønsket, masser af jungle og tæt krat, og det smukkeste vandfald, men desværre vi så hverken dyreliv eller god udsigt. Heldigvis var aftensmaden god, da vi vendte tilbage.

Den superhyggelige restaurant med masser af puder på møblerne.

Den superhyggelige restaurant med masser af puder på møblerne.

Vi lå placeret lige op til dyrenes græsmark.

Vi lå placeret lige op til dyrenes græsmark.

Junglevandring med udsigt til toppen af Mt. Kenya.

Junglevandring med udsigt til toppen af Mt. Kenya.

Andreas og vores trekkingguide Harrison snakkede om motorcyklerne. Harrisom havde en forestilling om at en hastighed på 120 km/t på MC svarer til at flyve. (Han er kun vandt til 150cc)

Andreas og vores trekkingguide Harrison snakkede om motorcyklerne. Harrison havde en forestilling om, at en hastighed på 120 km/t på MC, svarer til at flyve. (Han er kun vandt til 150cc)

Trekkingturens smukke vandfald på Mt. Kenya.

Trekkingturens smukke vandfald på Mt. Kenya.

De sidste dage har vi boet på Jungle Junction i Nairobi. Jungle Junction er en legendarisk campingplads, som alle overlandere, nordgående som sydgående, checker ind på. Andreas har set frem til denne milepæl, siden han for 4 år siden begyndte at researche denne tur. Her har motorcyklerne fået en omgang tiltrængt kærlighed med nye kæder og tandhjul. Det har også været en kærkommen lejlighed til at møde andre på samme tur som os. Hidtil havde vi kun mødt en lastbil med et hollandsk par ved Sudan/Egypten-grænsen, men her på pladsen er der en 8-10 andre, med transportmidler der rækker fra pedalcykel over Land Rover til Unimog og rejselængder på alt fra en måned til 4 år. Det har været rart at tale med folk, som ikke synes vores rejse er et sindssygt projekt, men som egentlig bare synes, vi er helt normale. Vi har også fået masser af tips og tricks til resten af rejsen fra de erfarne globetrottere her.

Udover selve campingpladsen har vi besøgt Karen Blixens hus, hvor vi måtte indrømme overfor guiden, at trods vi var danskere, havde vi ikke læst nogen af hendes bøger. Højdepunktet i Nairobi har været et besøg på girafcentret, hvor de opfostrer de stærkt truede Rothschild-giraffer, før de udsætter dem i udvalgte nationalparker. Her kan man få lov at håndfodre giraffer!

I morgen går turen nordvestpå til Lake Naivasha, hvor vi skal se flodheste og flamingoer og spise pizza på det gode pizzaria, som angiveligt ligger der. Derefter kører vi mod Uganda, hvor vi skal besøge den farm, min lillebror Daniel har boet på.

Giraffodring.

En giraf er normalt drægtige i 15 mdr, men er indrettet sådan, at hun kan holde den næsten 2 m høje unge i mave i yderligere 3 mdr, hvis det ikke er sikkert at føde.

Giraffers tunger er sorte for at undgå, at de bliver solskoldede, når de spiser. Desuden sover en giraf stående og kun 30 min dagligt inddelt i powernaps på ca. 5 min.

Giraffers tunger er sorte for at undgå, at de bliver solskoldede, når de spiser. Desuden sover en giraf stående og kun 30 min dagligt inddelt i powernaps på ca. 5 min.

, fuglen med de mange smukke farver.

Lilac-breasted roller, fuglen med de mange smukke farver.

Bavianer.

Bavianer.

Når strudshannerne, de sorte med lyserøde ben, charmerer sig ind på damerne, så danser de for hende. Hun vælger den med den med den mest attraktive dans.

Når strudshannerne, de sorte med lyserøde ben, charmerer sig ind på damerne, så danser de for hende. Hun vælger den med den med den mest attraktive dans.

Fugl.

Fiskeørn.

Fugl.

Crowned crane/kronet trane.

Elefantmor og -unge med Mt. Kilimanjaro i baggrunden.

Elefantmor og -unge med Mt. Kilimanjaro i baggrunden.

Elefantflokke består af hunelefanter og deres unger. Hannerne går rundt alene.

Elefantflokke består af hunelefanter og deres unger. Hannerne går rundt alene.

Gazelle.

Gazelle.

Egretten, fuglen, på ryggen af bøflen sidder der som følge af en aftale dyrene imellem. Fuglen spiser de irriterende insekter på bøflen, samtidig bliver fuglen mæt.

Egretten, fuglen, på ryggen af bøflen sidder der, som følge af en aftale dyrene imellem. Fuglen spiser de irriterende insekter på bøflen, og samtidig bliver fuglen mæt. Det er da win-win.

Gnuer på vej mod de køligere områder for natten.

Gnuer på vej mod de køligere områder for natten.

Mange forskellige dyr i samme flok.

Mange forskellige dyr i samme flok.

Elefant-selfie.

Elefant-selfie.

Af og til skal cyklerne gennemtjekkes. Lyder de ikke, som de skal, stopper vi op og går det efter - om det så er i en indkørsel...

Af og til skal cyklerne gennemtjekkes. Lyder de ikke, som de skal, stopper vi op og går det efter – om det så er i en indkørsel…

● ● ●

1 comment on “Luksuscamping i Kenya

  • Betty Andersen siger:

    Kære I to–hvor er I heldige med alle de oplevelser!!!
    Vi følger Jeres spændende færden !!
    Kram og SES –vel først efter jul.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *