Nordkap!
Vi kørte i en sky. Det regnede ikke rigtig, men alt var vådt og koldt og vanddråber samlede sig konstant på mit visir. Sigtbarheden var ikke så ringe, men horisonten forsvandt i en grå dis. Til venstre og højre var der utallige søer med små klippeøer der tittede frem over overfladen, af og til med et enkelt sølle træ der knap kunne klemme overlevelse ud af den kolde sten. Det her var i sandhed et land for trolde og nisser. Vi var dybt inde i Lapland i det nordlige Finland og Nordkap var indenfor rækkevidde. Det forekommer mig at livet for de samer som levede – og stadig lever – i området nok kunne sammenlignes med livet for træerne på klipperne.
Vi var kørt ud fra Rovaniemi dagen før, ret sent. Som du måske ved havde Anders opdaget at hans drivaksel lækkede olie. Vi havde forventet bare at skulle skifte en pakning, men da han undersøgte Bob på Shells parkeringsplads i Rovaniemi, mens jeg nassede på deres gratis wifi, opdagede han at gevindet på proppen var næsten væk. Det var vi nødt til at reparere. Idéelt set fik vi skåret et nyt gevind, men angsten for metalspåner i drivakslen fik os til at lede efter andre løsninger. At adskille hele bagsvingarmen er en større operation vi ikke havde lyst til at kaste os ud i. En midlertidig løsning var nødvendig. Vi fandt efter noget tid en mekaniker og med masser af tætningstape kom bolten på plads.
Klokken var næsten 5 da vi tog afsted. Vi krydsede polarcirklen kort efter Rovaniemi og vi ville gerne nå 300 km videre. Det lykkedes, og da vi nåede en campingplads, frosne til marv og ben, mente vi at vi kunne tillade os at leje en opvarmet hytte. For første gang i 10 dage sov vi i rigtige senge.
Næste morgen var Anders rigtig syg. Regnen trommede en monoton og uendelig rytme på taget. Anders (og i mindre grad heller ikke jeg) kunne ikke overskue så meget som at gå de 3 meter ud til cyklerne. Han sov et par timer mere, mens jeg læste nogle sider i “Zen og kunsten at reparere en motorcykel.” Vi skulle checke ud kl. 12, så 1130 vækkede jeg en stadig syg Anders, der dog insisterede på at være i stand til at køre.
Vi krydser polarcirklen!
Og således var det at jeg et par timer senere var i troldenes land. Jeg ved ikke hvor Anders var. Fysisk var han på sin motorcykel bag mig, men mentalt tror jeg bare han prøvede at tænke på noget andet. Eller slet ikke at tænke. Til frokostpausen rystede han ukontrollabelt, og selvom jeg også frøs led jeg slet ikke på samme måde. Vi var netop kørt ind i Norge og tog en lang pause på en restaurant, hvor jeg spiste verdens dyreste pizza (men den var god). Anders prøvede at genvinde sin naturlige kropstemperatur. Jeg stillede lidt spørgsmål ved om vi skulle køre videre, men Anders ville fortsætte, og det ville jeg ganske egoistisk også helst, så jeg pressede ikke yderligere på for at standse.
Snart efter var vi i landet med de norske fjorde. Sikke et landskab! Rå klipper, nogle få med sne på toppen, der falder ned iskoldt turkisblåt vand. Farven på vandet var helt speciel. Vi var for langt mod nord til at der kunne gro træer, med der var mange rensdyr som græssede langs vejen og af of til sløvede os ned til et stop når de besluttede sig for at krydse vejen. Vi fik en tidlig smag på de norske veje med en perfekt kombination af lange, bløde kurver og skarpe sving i tæt rækkefølge. En bitterlig kold modvind lagde dog en dæmper på entusiasmen, og også jeg ved ved at have fået nok af at være våd og kold. Jeg tør ikke tænke på hvordan Anders havde det. Vi kom til Honningsvåg, den nærmeste by til Nordkapp, og checkede ind på vandrerhjemmet. Jeg pakkede ud og fik styr på mine ting, og Anders hoppede på hovedet i seng. Der blev han mere eller mindre de næste 12 timer. Det tog ham mere end en time at stoppe med at fryse.
Heldigvis havde han det bedre dagen efter. Vi tog ud til Nordkapp. Som ventet var det ikke noget særligt at se, men det var en fantastisk følelse at være nået hele vejen. Især efter de sidste 4-5 dages kamp med kulde, regn og sygdom. Vi stødte ind i en hollandsk gut som vi havde mødt på en tankstation i Litauen. Det føltes som meget længe siden. Han havde set vores parkerede motorcykler et par gange siden – han tog endda et billede af dem i Tallinn – men var altså ikke lige stødt ind i os. Det var hyggeligt lige at samle op på vores rejser.
Efter en high-five til at fejre vores ankomst hoppede vi igen på cyklerne og kørte ny mod syd for første gang i mange, mange dage. Nu manglede vi kun at erobre Norge.
We made it all the way.