På tur i det vilde vesten
“Hov, der kommer nogle politimotorcykler med blink på! Det er lidt mærkeligt,” udbrød Camilla. Eftersom vi netop var kørt ind på en meget søndagssløv parkeringsplads ved New Mexico Farm And Ranch Heritage Museum, så var det faktisk ret mærkeligt.
“Og der kommer flere motorcykler efter dem.” Harleyernes brøl fyldte parkeringspladsen og ødelagde enhver illusion, man kunne have haft om søndagro. Der var to Harleyer efter politimotorcyklerne. Og så to mere. Og inden længe var indkørselsvejen til parkeringspladsen fyldt. Og. De. Blev. Bare. Ved.
Motorcyklister invaderede den ellers ret tomme parkerigsplads.
Vi havde parkeret i et afsides hjørne af pladsen – det plejer vi, fordi vi fylder så meget – men parkeringspladsen blev gradvist fyldt af motorcykler, helt ned i vores hjørne. De var allesammen dekoreret med bamser. Da der begyndte at falde lidt ro på, gik jeg ud for at finde ud af, hvad der foregik. Det viste sig at være et “toy run” til fordel for fattige børn. Hver motorcykel havde mindst én julegave med, som blev afleveret henne i traileren hos Bandidos og julemanden, og som siden ville blive uddelt til trængende familier. En af deltagerne skønnede, at der nok var 800-900 motorcykler med til optoget. Alle motorcyklister i det sydlige New Mexico syntes at deltage. Jeg har aldrig set så mange Harleys og så mange læderveste og rygmærker samlet ét sted. Det var en skør, men god, oplevelse.
Filippa ligner en, der godt kan lide motorcykler. Det forstår vi godt.
Julemand, politi og rygmærker er en sjov kombination.
Læg mærke til at de styrende dele sidder i sidevognen. Den er designet, så chaufføren kan sidde i en kørestol.
Frokost, øl og rockmusik for dem på motorcykel.
Selve museet var okay interessant, men ikke noget at skrive hjem om, så det vil jeg lade være med. To dage forinden havde vi taget afsked med Morten, Annika og Ida. Efter at have pakket lidt om i camperen, forlod vi Tucson og kørte til westernbyen Tombstone. Det var her Wyatt Earp og hans brødre sammen med Doc Holliday var i skudduel mod nogle banditter ved OK Corral tilbage i 1881. Dén episode har byen, der er kendt som “too tough to die,” forstået at udnytte fuldt ud. Da mineaktiviteten i området døede ud i løbet af 1900-tallet blev folk boende, og er siden lykkedes med at gøre byen til en turistfælde for folk som os, der er lidt fascinerede af det vilde vesten. Hovedgaden er spærret for biler og fyldt med folk, der ikke har skiftet tøj siden 1880’erne, der gjorde deres yderste for at lokke os ind i diverse mere eller mindre autentiske saloons for at overvære en genopførelse af skudduellen. Det lykkedes dem ikke.
Diligence på Tombstones hovedgade.
De mere eller mindre autentiske cowboys fra 1881 står i skyggen og gør klar til at rekruttere et publikum til næste skudduel.
Filippa forsøger sig på endnu en saddel.
Vi overnattede på en parkeringsplads i Tombstone (og mødte i øvigt et tysk par, der var på vej gennem Nord- og Sydamerika i deres MAN-lastbil), og fortsatte dagen efter til Deming med stop ved Fort Bowie (udtales bu-ie). I 1848 blev der fundet guld i Californien, og det startede en syndflod af lykkejægere, der rejste mod vest. Over land var der kun én etableret rute, nemlig fra St. Louis til San Francisco via Texas, New Mexico og Arizona. Lige gennem Apache- og Conmanche-stammernes territorier. Til at starte med var der fred og ro. Der blev oprettet en diligence-rute, The Butterfield Overland Route, der kunne fragte folk (op til 14 tætpakkede passagerer pr. vogn) og breve (op til 12.000) vestpå. Ruten tog 25 dage, så der var selvfølgelig en del stop til skift af heste og kuske undervejs. Et af rutens stop lå, hvor Fort Bowie kom til at ligge. Indianerne blev nemlig ikke ved med at være tålmodige med den hvide mand, der invaderede deres territorie, og inden længe var den amerikanske hær nødt til at oprette en række forter langs ruten, i et forsøg på at beskytte de rejsende mod indianerne.
Ingen tvivl om at vi gerne ville bytte transportmiddel.
Guidebogen beskrev Fort Bowie som “det nærmeste man kan komme på at tage en tidsrejse,” og det var ikke helt forkert. Vi standsede på en afsidesliggende parkeringsplads for enden af en vej, der blev mindre og mindre, og til sidst til grusvej. For at komme ind til fortets ruiner vandrede vi et par kilometer gennem en dal over udtørrede flodsenge, forbi diligencestationen og kirkegården. Konstant overvåget af imaginære indianere på bjergtoppene. Vandreturen ud igen gik over toppen af bjergene, hvor vi så fik indianernes perspektiv. Det var en fascinerende oplevelse, selvom der ikke var meget tilbage af selve fortets bygninger.
Vi vandrer mod Fort Bowie.
En af de få buske vi har set med bær på.
Andreas påtager sig ansvaret som turguide – og han er rigtig god til det!
Hvor der er vand er der grønt – selv i ørkenen.
Et af de bevarede gravsteder langt langt ude i ørkenen.
Udsigt over Fort Bowies rester.
Frokostpause på verandaen i visitorcentrets gyngestole.
Den første busk vi har set i blomst længe.
Derefter forlod vi Arizona til fordel for New Mexico, tog en nat i Deming og kørte via Las Cruces – med motorcykelparade og et besøg i den originale spanske bydel – mod Alamogordo, New Mexico. Trækplasteret deroppe er især White Sands National Monument, der er verdens største samling af kridhvide gipssandklitter. Det var næsten som at vandre rundt i et snelandskab i 20 graders varme. I White Sands tog vi på solnedgangsspadseretur med en ranger, der fortalte om de få planter og dyr, der kan leve i det hårde landskab. Efter solnedgang var vi nødt til at forlade parken – man må kun overnatte i telt der. Vi kørte i stedet ind til Alamogordo og udnyttede at supermarkedskæden Walmart tillader gratis overnatning på deres parkeringspladser.
Det er som at køre igennem et snelandskab.
Vores guide fortæller om parkens geologi, planer og dyreliv.
Rodnet fra en meget snedig og hårdfør plante.
Sikke oplevelser I har –og Filippa smiler fornøjet!!
Knus Olde