Pedalcyklen lokker
Landskabet op mod Nordkap var fantastisk; følelsen af at nå målet ligeså. Vi passerede på vejen en håndfuld enlige pedalcyklister, og jeg må nok sige, at de har efterladt det største indtryk på mig. Vejene virker uendelige deroppe, gennem kolde, mørke tunneller; vejrets vedholdende våde bid i lår, skuldre og ansigt og mange kilometer mellem pausesteder og beboelse gør det til et ret hårdt miljø at køre i. Måske har disse mennesker ikke været på nogen særligt episk, meget lang rejse, men tanken om den stædighed og viljestyrke, det kræver at begive sig ud på disse strækninger, var på én gang ydmygende og meget inspirerende for mig.
Jeg kom i tanke om en sommerferie, hvor jeg med familien kørte nord gennem det østlige Frankrig i vores autocamper. Et sted på en lille, snoet vej tøffede vi uvilligt nogle minutter bag en cyklist. “Han ser ud til at have været afsted meget lang tid ham der”, sagde jeg og bemærkede hans grå, halvlange hår og fuldskæg, laset tøj og kasket, måske 10 plastikposer spændt fast på hovedbagagen på en gammel cykel — en sand cykelvagabond, der alligevel så lidt mere sofistikeret og tilfreds ud. Han sad ret op og kørte med hvad der virkede som en meget behagelig, jeg-skal-ikke-være-nogen-steder-på-noget-bestemt-tidspunkt fart. Det slog mig, at han ikke havde noget særligt grej på eller med. Han kunne være hvem som helst der fra den ene dag til den anden havde besluttet at pakke cyklen og begive sig ingen steder og alle steder hen på samme tid. Igen, det er ikke sikkert, at han har været på nogen specielt episk cykeltur, men han og tanken om det fascinerede mig dybt indtil jeg glemte ham.
Det var mærkeligt at skilles fra Andreas for nogle dage siden, da han begav sig mod færgen til Danmark i Oslo. Først var jeg lidt ensom, men så begyndte jeg at sætte pris på de tomme, snoede veje, endeligt væk fra E6 (hovedvejen ned gennem Norge) som er absolut fantastisk nord for Polarcirklen, men ærligt talt bliver lidt kedelig syd for. Jeg havde besluttet at køre til en by der hed Enden, men jeg fandt den aldrig, muligvis godt det samme. I stedet kørte jeg gennem et smukt fjeld. Slog lejr i Lillehammer. Det regnede vældigt, men jeg har talrige minder fra skiferier med nær og fjern familie i området, så de hjalp lidt på humøret. Vi havde ræset ned gennem Norge med krydsede fingre for, at Andreas ikke pludseligt skulle blive sat ud af spillet pga. sit dårlige tandhjul. Nu havde jeg pludseligt masser af tid på hånden, så jeg tog en tiltrængt hviledag.
Det var der jeg indså, at mit bagdæk stort set var slidt ned. Med 1200 km tilbage, fra Lillehammer til Stockholm til Aalborg, så jeg mig nødsaget til at opstøve et nyt og køre langsomt den direkte vej indtil jeg fandt det. Tre dage senere har jeg givet op på den front. Jeg har været i fire motorcykelværksteder (fundet uden GPS) og ringet til noget i nærheden af syv telefonnumre. Hvert opkald gav mig et eller flere nye numre at ringe til. Problemet er, at mine fælge kræver en slange inde i dækket, man monterer, og man må ikke bare putte en slange ind i et dæk til brug uden slange. Sådan et til-slange dæk kan godt bestilles hjem, men folk har dem åbenbart ikke på lager.
Ellers har jeg været på Värmlandsmuseet i Karlstad. Värmlandet har været beboet siden den sidste 100.000-årige istid som sluttede for 10.000 år siden. Jeg stødte også på en malplaceret Picassostatue i Kristinehamn, designet af ham selv men realiseret af en svensk kunstner. Deromkring var jeg for nærig til at betale for et campingkortmedlemskab. Hvis ikke jeg meldte mig ind i klubben, hvor medlemsskab skal fornyes årligt, ja så kunne jeg ikke få lov at slå telt op på deres græs. “Computeren kræver at du melder dig ind.” Det blev i den grad en principsag for mig, så jeg fortsatte og endte med at køre for lang tid til jeg endeligt fandt en plads. Rigtig ussel, ramponeret plads ved siden af motorvejen til 75 svenske kroner. Yes mand. Hvis jeg så bare havde følt mig lidt mere tryg der om aftenen, havde den været i vinkel.
I dag fortsatte og opgav jeg som sagt min dækjagt, indtil jeg ved 14-tiden fandt en lækker Bed and Breakfast på en klassisk svensk bondegård med forskellige dyr. Med 450 svenske kroner syntes jeg godt nok jeg rev mig, men det er alle pengene værd. Slapper af i min egen lille fuldt-udstyrede hytte. Jeg læser ligesom i de forrige dage om alverdens ting på min Kindle, fra det østafrikanske bantusprog Swahili til Jordens tektoniske plader, stenformation og gletschere, når jeg ikke sidder og lægger episke eventyrplaner for mig og min gode gamle pedalcykel derhjemme. Min mave er fuld, mit tøj er tørt, teltet er tørt og livet er generelt godt i dag. Smutter til Stockholm i morgen eftermiddag for at mødes med to venner og så står den på koncert der med First Aid Kit lørdag aften. Selvom Stockholm ikke helt er enden på turen, har det hele tiden været mit sidste mål, så jeg kommer nok ikke uden om rituelt at kaste mig på jorden ved siden af motorcyklen et øjeblik.
[Skrev dette indlæg igår aftes. Hvis videoerne ikke virker, er det fordi youtube stadig er ved at processere dem.]
Videoerne virker ikke endnu. Burde de ikke de?