Please keep your hands where I can see them!
Redaktørens note: På grund af, hvad I kan læse i nedenstående indlæg, er vi blevet lidt forsinkede med opdateringer. Dette indlæg gælder altså begivenhedernes gang indtil for ca. fire dage siden. Vi arbejder hårdt på at komme up-to-date!
“Please keep your hands where I can see them!” Kommandoen gjaldede staccato-agtigt mod mig, og jeg fik fluks fingerspidserne op ad lommen igen. Det rød-blå blinklys fyldte den ellers kulsorte parkeringsplads med en dyster stemning. Den unge park ranger stod på ti skridts afstand af camperen med frit skudfelt mod vores dør – pistolen var dog i hylsteret. Når jeg forsigtigt skævede mod venstre og missede med øjnene mod politibilens skarpe forlygter, kunne jeg fornemme at hans makker stod tilbage i mørket med korslagte arme. De to var opstillet lige efter bogen i taktisk L, som jeg selv lærte det, da jeg var soldat for længe siden.
Vi havde slået lejr på en parkeringsplads med udsigt over Lake Mead, som vores trofaste iOverlander-app havde peget på. Den er som regel et godt instrument til at finde overnatningspladser, hvor der ikke er nogen (for eksempel midt i Afrika), men fordi den blot samler anbefalinger fra andre rejsende, er der ingen officiel godkendelse af, at pladserne faktisk er steder, man må overnatte. Det er som regel ikke noget problem, men i dette tilfælde var det. Rangeren fortalte os, at vi ikke måtte overnatte på pladsen, fordi den lå indenfor den lokale nationalparks grænser. Til trods for den aggressive fremtoning (vi forestillede os, hvordan en dansk betjent bare ville have trasket hen og banket på og bedt os flytte det her monstrum) var rangeren høflig nok. Efter med møje og besvær at have stavet mit navn over radioen til stationen lod han os slippe med en advarsel og instuktioner i at finde en alternativ plads. Den var heldigvis kun 5 kilometer væk, og så listede vi derned med to sovende piger i lasten.
Ro i lejren før vi blev smidt væk.
Næste morgen kørte vi op til Hoover Dam og tog på rundtur i dæmningen. Den er et ret imponerende bygningsværk i beton, der er mere end 100 meter høj og 100 meter tyk i bunden. Den blev bygget som en form for beskæftigelsesprojekt under depressionen i trediverne, og holder med sin enorme størrelse hele Lake Mead fyldt af vand. Den producerer strøm og de ansatte er stolte af, at den i sin levetid allerede har indtjent sine konstuktionsomkostninger og mere til. Vi var heldige at komme på en dag, hvor der skulle skiftes turbine (vinger) i en af generatorerne, så da vi kom ned i selve kraftværket, var de to store portalkraner i gang med at flytte et gigantisk leje. Det var så sjælden en begivenhed, at selv vores guider havde travlt med at fotografere.
Hoover Dam.
Første billede hvor alle mand er på.
Kraftværket under Hoover Dam.
Da vi kørte fra Hoover Dam, krydsede vi Coloradofloden, og dermed forlod vi Nevada og kørte ind i Arizona. Vi kørte mod Kingman, kun afbrudt af et stop midt i ørkenen for at købe noget hjemmelavet beef jerky. Det havde hverken Morten eller Annika smagt, men Morten er hooked, og har allerede været ved at undersøge hvordan man selv kan lave det. Det glæder vi os til at smage.
Eftermiddagen gik på hæld, og vi besluttede at gøre holdt for natten i Kingman. Der var ikke mange muligheder for camping, men vi fandt noget ved navn Circle S, ikke så langt fra Walmart. Det hele så temmelig forfaldendt ud, men vi fik en plads. Vi var havnet på en trailer park af den slags, folk bor permanent på, når de ikke har råd til andet. Anmeldelserne i iOverlander havde advaret om, at visse af beboerne havde nogle … gode historier at fortælle. Som de ikke havde lyst til at stoppe med at fortælle. De par stykker af beboerne vi talte med, var nu utrolig venlige, og kom med en masse gode råd til vores afløbsslange, som vi monterede for første gang på denne overnatning. Vi sluttede dagen af med is i camperen.
Det skulle vi så nok ikke have gjort. Eller jeg skulle i hvert fald ikke. Min mave begyndte at rumstere, og jeg tilbragte natten med at stå op og kaste op en gang i timen. Camilla var en sand helt og tilbragte natten med at stå op engang i timen og tømme min opkastspand.
Den næste dag står lidt i tåger for mig. Den første halvdel af dagen lå jeg bare i sengen. Vi måtte dog videre, og jeg var i hvert fald ikke i stand til at være chauffør, så da vi for første gang på turen ramte Route 66, var Morten nødt til at overvinde sin nervøsitet over at køre en 10 meter lang bus. Han indtog førersædet, først med en vis forsigtighed, men vi skulle ikke langt ud i ørkenen, før han trillede afsted som havde han aldrig gjort andet. Vi stoppede et par gange. De andre tog billeder. Jeg kastede op. Vi endte på en eller anden måde på Mather Campground ved sydkanten af Grand Canyon lidt efter mørkets frembrud.
Vi brugte en dag i Grand Canyon. Næste morgen besluttede jeg mig for at være blevet rask. Vi vandrede en tur ned ad South Kaibab Trail, som er en af de stejleste, men også flotteste, ture ned i kløften. Eller, nu siger jeg “vi.” Da vi var nået nogle hundrede meter ned indså jeg, at det var jeg ikke klar til. Jeg sendte de andre videre ned mod udsigten på Ooh Aah Point. Jeg havde Filippa på ryggen, og vi to vendte om. Vi traskede langsomt opad igen og tog masser af pauser.
Det klassiske billede af Grand Canyon.
Det skortede ikke på opmuntrende kommentarer fra de andre vandrere.
“You get extra points!” sagde én.
“Din lille passager forstår på ingen måde overhovedet hvilket stykke arbejde, du gør for hende,” bemærkede en anden.
“Det er rigtigt. Og hun bærer aldrig mig,” svarede jeg, lidt mat.
“Nej, men det gør hun måske en dag.”
Så blev jeg endnu mere blød i knæene, end jeg allerede var.
Tilbage til rutens udgangspunkt.
Vi arbejdede os videre op, men i stiens næstsidste hårnålesving gik den ikke længere. Jeg fik sat rygsækken med Filippa ned, vendte mig om, og tømte min mavesæk ud over stien. Straks kom en anden vandrer løbende og tilbød sin hjælp, men Filippa og jeg klarede resten af vejen ved egen hjælp. Lidt senere kom de andre op og Filippa, Camilla og jeg tog bussen tilbage til camperen, mens Ida, Annika og Morten udforskede parkens Visitor Center.
Dagen efter var jeg så faktisk blevet mere rask, og jeg satte mig igen bag rattet, da vi kørte mod Flagstaff.
Spændende at høre og se Hoover Dam og Grand Canyon igen –
husker du Andreas vores entre ved Hoover Dam, da vi var der sammen? – håber maven er faldet helt til ro igen?
God tur videre frem – vi venter spændt på næste kapitel kh fra os
Tak – jeg er helt på højkant igen 🙂
Nej, jeg mindes faktisk ikke rigtig vores besøg der, andet end at vi vist var lidt forvirrede om nogle tidszoner. Den historie må jeg høre, når vi kommer hjem.
Jamen Andreas du glemmer jo fun facts inde fra dæmningen! Som at én af de to kraner kan løfte 300 tons og dermed let løfte Frihedsgudinden, som er en lille let sag på 220 tons. Og at der skal bruges begge kraner for at løfte én turbine
Så er det godt, du har min ryg 🙂
Hej med jer.
Rart høre alt vel–spændende følge jer på turen.
Stort kram til Filippa
Knus til jer
Godt at høre at du følger med 🙂 Jeg skal hilse fra Filippa 🙂