Two tickets to the gun show…
“Der er et vist parti, der konsistent og med ond vilje prøver at tage vores rettigheder. Vi arbejder for at bevare vores rettigheder og for at de bliver ensartet håndhævet overfor alle uanset race, religion, ja selv seksuel orientering.” Det lød ikke helt som om han for alvor mente sidste del af sætningen. At vi skulle ende med at stå omgivet af automatvåbenselskende skydeentusiaster i en lagerhal på en dyrskueplads, var der vist ingen af os, der havde regnet med, da vi til vores skuffelse dagen før havde konstateret, at campingpladsen i Dead Horse State Park var fuldt optaget. Vores plan B blev Verde Valley Fairgrounds, dyrskuepladsen i Cottonwood. Der var altid plads, lovede internettet.
Og ganske rigtigt. Når ikke lige der er dyrskue eller rodeo, er der plads til at campere. Vi bakkede ind mellem to tilsyneladende ret permanente beboere og opdagede senere, til vores fortrydelse, at den ene havde sin generator kørende alle hans vågne timer. Nå ja. Da vi stod op næste morgen øjnede vi straks det store gule banner: “Gun show this weekend!” Dét behøvede de ikke sige to gange.
Få timer senere slentrede vi ned ad gangene hvor utallige revolvere, lyddæmpere, sørøverpistoler og AR-15 varianter lå mere eller mindre sirligt linet op på plasticborde. Der var ammunition, bump-stocks og maskiner til at lave patroner i skøn blanding med indianersmykker og “taktisk kaffe.” Der var en papfigur af Trump i fuld størrelse. Publikum var primært mænd i alle aldre, gerne med fuldskæg og cowboyhat. Mange havde slæbt konen med. Og så fik vi altså lige et lille foredrag om forfatningens anden tilføjelse, der giver enhver ret til at eje og bære våben. Repræsentaten fra Arizona Citizen Defense League var faktisk utrolig velformuleret og velargumenteret – og dygtig til ikke at lyde som en “gun-nut.” Men der er ingen tvivl om at hans grundlæggende præmisser lå ret langt fra den gennemsnitlige danskers.
Det er simplthen skørt at gå rundt blandt alle de våben. Tilgængelige for alle. Og så er det surrealistisk at tænke på at langt over halvdelen af gæsterne formentlig er bevæbnde.
Custom AR-15 riffel
Vi var ankommet til Flagstaff to dage tidligere, og brugte det meste af dén dag på at vandre rundt i Walnut Creek Canyon og se på 800 år gamle indianerboliger. Der var en række naturlige vandrette indhug i de stejle klippesider, hvor snedige indianere havde regnet ud, at byggede de tre vægge, så fik de taget, gulvet og bagvæggen gratis, og så havde de et hus. De var ret velbevarede og meget fascinerende at se. Ifølge rangeren, vi talte med, var det noget nær paradis på de her kanter. Der var rimelig pålidelig adgang til vand i floden, der kun var udtørret dele af året. Der var også ler til krukker og masser af træ til brænde og byggeri. Og indbyggerne udviklede teknikker til at dyrke afgrøder – primært majs – i den stenede og knastørre jord. Arkæologer havde fastslået mange detaljer om, hvordan livet i husene i klipperne havde været – for eksempel var dørene små, så man kunne komme ind og ud, men bjørne ikke kunne – men ingen ved, hvor indbyggerne kom fra. Og ingen kan forklare, hvorfor de pludselig forlod det ellers perfekte sted at bo efter blot 125 år.
Klippeside med indianerbolig.
En lille bjørnefri indgang til indianerboligerne.
Andreas lagde an til at klatre. Filippa havde ingen indsigelser, men de kom (heldigvis) ikke fra jorden.
I Flagstaff spiste vi aftensmad i en af de lokale burgerjoints, gik en tur rundt i den hyggelige by, der stadig har bevaret sin frontier-stemning, og forsøgte ellers at holde varmen. Der havde været lunt nok i Las Vegas, men Flagstaff ligger i 2000 meters højde, og her kunne det godt mærkes, at efteråret havde gjort sit indtog. Der blev ikke frostvejr, men det var lige på kanten. Godt vi har fyr i autocamperen.
Derfor var det blevet tid at søge mod varmen. Efter en nat i Flagstaff kørte vi den smukke, smukke tur mod Sedona. Efterårsfarverne på træerne stod i fin harmoni med de dyb-orange klipper i Oak Creek Canyon. I Sedona gik vi en tur i byen, og ramte turens første mexicanske restaurant. Så kunne især Morten få sin taco-appetit stillet. Vi sluttede af på førnævnte Verde Valley Fairgrounds.
Efter våbenudstillingen sadlede vi op og kørte mød Goldfield, der er en replika af en gammel guldgraverby i den østlige udkant af Phoenix. På vejen begyndte de klassiske Saguaro-kaktusser gradvist at dukke op, og jo tættere vi kom på Phoenix, jo tættere stod de.
Smuk Sagurao-kaktus med fugl og adskillige fuglebo.
Goldfield var præcis, hvad man kunne forvente. På vej ind krydsede vi under et rustent gammelt hejseværk. På begge sider af hovedgaden stod vejrbidte bygninger i fyrretræ, der var mørknet efter årtier i solen. Bag hovedgaden stod en gammel stempelmølle (til at knuse sten med guldmalm i) i en bygning beklædt med rustent blik. Gaderne var støvede af stampet jord. Der var en saloon, en kirke og et bordel – i hvert fald ifølge skiltet.
Vi går efter guldet!
Annika, Morten og Ida ved siden af en kæmpe Sagurao-kaktus. I baggrunden ses Superstition Mountains.
Søde Ida kører futtog,
Filippa introduceres til at sidde i en saddel.
Hun elsker det!
Vi kom noget for sent til dagens skudduel, men kom ellers godt rundt i byen. Jeg besøgte det lille historiske museum, og kunne konstatere, at absolut intet ved byen var originalt og autentisk. Der havde ligget en guldmine med tilhørende by en lille kilometer væk, men minen var dækket til, og det meste af byen var flyttet med guldfeberen til næste mine. Resten brændte ned i 1940’erne. Den turistfælde vi stod i, blev bygget i firserne af en iværksætter, der på den måde fandt sin guldmine.
Men selvom byen ikke var specielt autentisk, lærte jeg den måske sande historie om guldet på de nærliggende Superstition Mountains. Der lå angiveligt for mange år siden en meget rig mine ejet af Peralta-familien. Af ukendte årsager forlod de minen, der senere blev genopdaget af tyskeren Jacob Waltz. Han holdt den hemmelig i mange år, men prøvede på sit dødsleje at give minens position videre. Det lykkedes ikke, og lige siden har skattejægere forsøgt at genfinde den forsvundne mine.
Derfor var vi naturligvis nødt til at vandre en tur op ad bjerget dagen efter, men vi måtte slukørede konstatere, at to børn på henholdsvis 7 måneder og to år ikke udgør førstevalget, når man skal sætte sit dream-team af skattejægere. Men de var tålmodige og tog turen i strålende humør. Det var en rigtig flot tur halvvejs op ad bjerget. Da vi var nået helskindede ned igen, kørte vi igen videre sydpå og endte med at overnatte på nok en dyrskueplads. Denne gang Pinal County Fairgrounds, som vi delte med kun to andre campere. Der var varme bade og endelig varmt nok udendørs, til at vi komfortabelt kunne sidde ude og spise aftensmad. Vi havde hverken fundet guld eller anskaffet den selvforsvarspistol, der ifølge Arizona Defense League var helt uundværlig, men livet var nu ikke så dårligt endda.
Opad det går
Pause i skyggen
Filippa skal også have vand i varmen.
Morten toppede den lige lidt mere end os andre.
Det er hårdt at være på vandretur.