Thanksgiving tur til Eau Claire, WI, USA
For et par uger siden var det Thanksgiving i USA. Det var en torsdag. Folk tager hjem til deres familier, spiser middag og den slags. For mig var det en mulighed for at tage en godt forlænget weekend et andet sted i USA og valget faldt på Eau Claire i det nordvestlige Wisconsin, mest fordi jeg ikke havde lyst til at tage til en stor by og fordi navnet tiltalte mig, “clear waters”.
Så torsdag formiddag hoppede jeg på bussen til O’Hare lufthavnen i Chicago og derefter på lufthavnstoget. Det tog mig vel halvanden time at komme fra mit hus til den rigtige terminal i lufthavnen. Med mig havde jeg min Haglöfs skoletaske og “det rent og skært nødvendige”, velpakket og tilpasset al kontrollen i lufthavnen.
Flyet var bette og kun en fjerdedel fyldt. En enkelt stewardesse klarede sikkerhedsinstruktionerne og serverede en kop kaffe på turen som varede cirka to ture fra Aalborg til København. Vi var under skyerne på stort set hele turen, så selvom vejret var gråt var der masser at se på ud af vinduet. Jeg husker specielt en stor tilfrosset sø. Og til min fornøjelse viste Eau Claire lufthavn sig at ligge midt i ingenting. Der var to gates og en enkelt eller to landingsbaner. Jeg trådte ud af lufthavnen, der var bumstille, jeg anede ikke i hvilken retning jeg skulle og det var fedt.
Ved udgangen fra Eau Claire lufthavn
Jeg spurgte en gut, der ventede på sin taxa, om han vidste, hvor syd var (solen var ikke rigtigt fremme). Det vidste han ikke, og så spurgte jeg ham, om han vidste, hvor byen var (den vidste jeg lå syd for lufthavnen). Han udbrød “Oh yeah the city is that way” og rakte en arm ud i vejret. Og så traskede jeg afsted, mens jeg tænkte på, hvad gutten mon tænkte på, da han så mig gå væk fra lufthavnen, mens han selv ventede på en taxa.
Jeg havde hurtigt orienteret mig på et kort før jeg tog hjemmefra, så jeg vidste jeg skulle “lidt i den retning, så lidt i den retning, forbi det mærkelige kryds, over vandet, gå langs bjerget, over vandet igen, gå langs en stor vej”, før jeg ville nå til mit hotel (der er ingen hostels i Eau Claire), hvor jeg havde booket to nætter. Der var godt 10 km, og det meste af tiden lå gaderne øde, nok fordi det var Thanksgiving. Jeg nød at have alverdens tid til at tænke på ting, lyttede til musik nu og da, kun afbrudt af de perioder, hvor jeg følte mig faret vild. Jeg gik cirka rigtigt, men vidste kun halvdelen af tiden, om jeg gjorde det. Men jeg kom gennem hele byen, noget pæn natur, stier, gamle broer, og jeg fik dannet mig et godt indtryk af, hvor ting lå ifht. hinanden. Der var højtalere med saxofonmusik på hovedgaden. Jeg gik nok i tre timer, og det nåede at blive mørkt, før jeg nåede frem. Heldigvis havde jeg pakket rugbrød, mandler og frugt, som jeg kunne spise på vejen. Alting er bare nemmere, når man ikke er sulten.
Carson Park
Hotellet lå lidt i udkanten af byen, ikke specielt godt når man er på gåben, men mit værelse var noget mere fancy end, hvad jeg er vant til at komme frem til. Der var rent, først og fremmest, og så var der en stor seng, badekar, tv med mange kanaler. Det passede mig udmærket, fordi jeg siden aftenen forinden havde døjet med noget influenzalignende: ondt i halsen, snøften, tungt hoved osv., som jeg indtil da havde måttet vælge at ignorere. Jeg måtte lige over og handle lidt mad i en af de få butikker som var åbne for at kunne spare penge på restaurant-/cafe-/barmad de næste par dage, men ellers brugte jeg resten af aftenen bag kukkassen. Det er efterhånden længe siden jeg har kigget på en kukkasse, men det var ikke tosset.
Fredag gik jeg til Carson Park. Et bjerg med skov og en sø, Halfmoon Lake. Fantastisk navn, som jeg gætter stammer tilbage fra indianernes tid. Det er måske bare mig, der romantiserer det. Jeg gik op ad bjerget og gik på en skovsti langs den tilfrosne sø. En far, en søn, en dreng, en pige skøjtede. Lidt længere henne stod der telte på isen. Det var isfiskeri. Jeg har aldrig set det i virkeligheden før. Jeg gik langsomt og kravlede et par gange ned ad en skråning for at komme helt ned til søen, hvor jeg satte mig et øjeblik og nød en udsigt som jeg for sjældent er tæt på. Det var den bedste udsigt siden Mathias og jeg var på sommerferie i Østrig, Kroatien og Slovenien.
Halfmoon Lake i Carson Park
På toppen af bjerget har man placeret Chippewa Valley Museum. Det er en form for landbrugsmuseum, primært om livet i området i den sidste halvdel af 1800-tallet, hvor meget af skoven i Wisconsin blev fældet og transporteret sydpå vha. åerne, søerne og vandløbene i området. Diane, hvis hus jeg bor i, havde forinden vist mig gamle kort over beplantningen i hele Wisconsin, og det er helt utroligt hvor meget skov, der er blevet fældet. Hun kunne fortælle, at der blev brugt meget af det til at bygge Chicago, men at man skiftede til knap så brændbare materialer efter “the Great Chicago Fire” i 1871. Jeg brugte en god time på museet og købte et par julekort, før jeg smuttede ned ad bjerget igen og farede lidt vild igen.
Jeg kom forbi en musikbutik og sådan en kan man selvfølgelig ikke bare gå forbi. Jeg gik ind, fandt en fantastisk gammel akustisk Gibson guitar med en perfekt tør lyd, som jeg spillede en times tid på. Jeg spurgte manden bag disken, om den var til salg, og han sagde nej, det var han egen guitar. God smag, det havde han… Vi talte lidt om Gibson guitarer og koncertsteder i Eau Claire, før jeg smuttede igen, farede lidt vild igen.
Jeg havde vel en times gang hjem til hotellet fra den butik, så jeg brød turen op ved at besøge en café på halvvejen, the Acoustic Café. Der var en form for open mic night for high school og college studerende. Nogle af dem var ret imponerende, andre var ret ynkelige at se på. The “acoustic” café var rigtig hyggelig, men havde problemer med akustikken. De havde noget skumgummi i loftet som fik den til at se akustisk ud, men den slags dæmpning dæmper kun høje frekvenser. Der var utroligt meget bas i rummet. I praksis betyder det, at vokalen lyder mudret og er svær at forstå. Man taler om “presence”/tilstedeværelse, og den mister man i nogen grad, når der er en uheldig balance mellem bas og andet. Jeg ville ikke være for irriterende, så jeg nøjedes med at foreslå, at de kunne symptombehandle lidt ved at sætte et højpasfilter på vokal og guitar. Sådan et dæmper bassen i det der bliver sendt ud i rummet. Det gør man i øvrigt altid, og det havde de ikke gjort.
Carson Park
Lørdag stod jeg sent op og talte for første gang efter en god måneds tid med familien derhjemme. De var ved at spise, så det var vældig hyggeligt. Min influenza tog for alvor til, så jeg var ikke til supermeget den lørdag. Jeg havde arrangeret at mødes med en couchsurfer i Eau Claire denne lørdag, men besluttede mig for at aflyse det pga. min tilstand. Jeg tjekkede ud af mit hotel og gik en tur forbi campus for University of Wisconsin Eau Claire, som nærmest lå ned ad en bakkeskråning. Der var selvfølgelig ikke et øje der, men det virkede hyggeligt. Jeg blev nysgerrig efter at prøve at gå i skole sådan et sted, men det er jo lidt for sent nu. Jeg fandt en ny café, hvor jeg arbejdede lidt. En gut spurgte mig og et par andre der sad ved siden af mig, om vi ville spille et spil. Jeg burde have sagt ja, men jeg var ugidelig på det tidspunkt. Et kvarters tid efter kom et par af hans venner ind. De havde ikke planlagt at mødes, men de to venner havde åbenbart lige siddet i fængsel godt et par år. Utroligt hvad jeg lagde ører til i den samtale. Skræmmende, trist, tankevækkende på samme tid. Jeg smuttede da caféen lukkede og fandt mig et motel midt i byen. Meget mere for pengene det sted og det var rigeligt fint. Sidst på aftenen gik jeg, igen på trods af min tilstand, tilbage til the acoustic café for at høre noget folke-/bluegrassagtigt musik. Det var en fantastisk tilbagelænet oplevelse. Skovmandsskjorter, fuldskæg, akustiske instrumenter, mandolin, historier mellem sangene.
Fra en bro tæt på campus for University of Wisconsin, Eau Claire. Tror nok det her er Chippewa River State Trail.
Søndag morgen stod jeg op til et meget begrænset morgenmåltid. Men jeg talte med en af ejerne af motellet. Han var meget snaksaglig. Han havde været soldat og havde set muren mellem Øst- og Vesttyskland. Det gik op for mig, at jeg ikke ved om nogen i min familie har set muren. Det havde, måske ikke så mærkeligt, været en stærk oplevelse for ham.
På nuværende tidspunkt følte jeg, at jeg havde oplevet Eau Claire, så jeg besluttede mig for at tage til en naboby, Chippewa Falls. Jeg havde været i tvivl, om jeg ville tage dertil, fordi jeg var på gåben (ingen busser eller anden offentlig transport i nogen af byerne om søndagen), og fordi det var dobbelt så langt væk som lufthavnen. Indtil videre havde folk i byen virket meget flinke, den håndfuld jeg havde talt med, så jeg gik ud til en vej jeg vidste førte til Chippewa Falls og rakte en tommelfinger ud. Den første bil der kom forbi stoppede rent faktisk. En ældre gut rullede vinduet ned og råbte “hey man, where’re you going, jump in!” Og det gjorde jeg, mens han baksede med at smide ting fra passagersædet foran om bagi.
Jeg kan ikke huske, hvad han hed, men han havde altid boet i Chippewa Falls. Han fortalte, at byen engang var større end Eau Claire, men at den nu kun var en fjerdedel af Eau Claires størrelse, cirka 14000 indbyggere, altså CF. Jeg fortalte ham, at jeg studerede ører og han fortalte mig om sit høretab. Jeg havde bemærket, at jeg var nødt til at tale med lidt hævet stemme til ham. Det var helt sikkert et typisk aldersrelateret, højfrekvent høretab. Og jeg fortalte ham, at jeg gerne ville se Leinenkugel bryggeriet. Ærligt talt vidste jeg ikke, hvad jeg skulle lave i Chippewa Falls, men han spurgte mig, hvorfor jeg ville dertil, og så måtte jeg jo sige et eller andet. Vi kørte hen til bryggeriet, satte mine ting af og så kørte vi en tur rundt i byen, bl.a. hen til vandfaldet “Falls”. Byen er ret lille så det tog ikke så lang tid, 20 minutter måske. Den er opdelt i tre niveauer, midtbyen, to gader, på det nederste niveau.
Carson Park
Der var rundvisning og fem gratis smagsprøver på det vældig hyggelige bryggeri, så det udnyttede jeg til fulde. Folkene bag disken var utroligt flinke. De var bekymrede over, at jeg ikke vidste, hvor jeg skulle sove, så de tilbød mig at ringe rundt for at finde noget. På det tidspunkt havde jeg dog planer om at vandre rundt og kigge på byen, og jeg havde ikke lyst til at binde mig til noget, så jeg sagde pænt ellers tak og vandrede afsted. I sidste ende kom jeg til at vandre alt for langt, fordi Chippewa Falls var en ren spøgelsesby den søndag. Der skete ikke en pind, og der var ikke en café eller lignende som havde åbent, så jeg kunne slå computeren op for at finde en retning at gå i.
Jeg gik op og ned ad gaderne i zigzag, så over vandet, langs jernbanen. Det var begyndt at sne, så mine sko var våde (det er kun ved mine sko, at jeg føler mig nede på grej pt.). Det blev mørkt. Jeg havde en idé om, at der ville være et motel eller lignende på den store vej ind til Chippewa Falls og heldigvis viste det sig at være sandt. Et bette motel i bedste amerikanske stil, halvusselt, men relativt rent og funktionelt, præcist som på film. Hele dagen havde jeg vandret rundt med en plastikpose med resten af min mad i. Der var en halv bøtte havregryn, rosiner og mandler. Jeg havde spist min frugt, så jeg rystede, hvad jeg havde sammen og spiste det med en kop vand ved siden af. Proportionerne var helt rigtig, så det var ikke så dumt, sålænge man havde det vand at skylde ned med. Men det var lidt surrealistisk at finde sig selv på et tilfældigt mørkt motelværelse i en tilfældig by og spise tørre havregryn, mandler og rosiner, mens man opgraderede softwaren på sin (nye) mac computer, hørte musik, ja jeg havde endda tændt for en fesen film på fjernsynet, hvorpå jeg zappede rundt mellem kanalerne engang imellem. Jeg hentede også en kop kaffe i lobbyen på et tidspunkt.
På en bro syd for Chippewa Falls da jeg ledte efter et sted at sove.
Nærmest ved siden af lå der en biograf. Jeg var ret træt efter min gåtur, stadig lidt syg, så der gik jeg hen og så den første og bedste film. Valget faldt på den nye Hunger Games, Catching Fire, en film som jeg absolut ingen forventninger havde til. Og de blev da heller ikke højnet af, at der primært var teenagepiger og deres forældre i biografen, men jeg endte faktisk med at føle mig udmærket underholdt. Det er en ret skør verden, ekstrem og i virkeligheden uegnet for børn, men dog nok bedre end så meget andet tv. Filmen mindede mig om bogen 1984.
Om morgenen, mandag, smuttede jeg hen på Lucy’s Deli og spiste morgenmad. Der var en duft af kaffe og det føltes behageligt lokalt. Så gik jeg hen og købte noget julepynt og et par julekort. Da jeg trådte ud af butikken havde den ellers lovende morgen udviklet sig til en våd morgen, og jeg måtte igen acceptere, at mine strømper blev våde, mens jeg vandrede afsted mod lufthavnen. Det ville være cirka tre timer langs en træls vej. Jeg gik vel en halv time efter at være kommet ud af byen, jeg for en smule vild og nåede til en slags motorvej, hvor jeg måtte sande, at jeg ikke kunne gå længere. Det ville ikke være sikkert. Så endnu en gang måtte jeg overvinde mig selv og række tommelfingeren ud (Chippewa Falls har jo ingen offentlig transport overhovedet, fortalte de mig på Lucy’s Deli). Denne gang skulle der køre tre biler forbi før den næste stoppede. “Jump in!”
Fyren som stoppede var uddannet flymekaniker og havde arbejdet 20 år som bilmekaniker i Chippewa Falls. Meget snaksagelig og jeg ærgrer mig over ikke at kunne huske alle de historier han nåede at fortælle i løbet af kort tid. Han var medlem af den lokale Experimental Aviation klub, med base i Eau Claire lufthavn, som jeg jo skulle til. Han havde også bygget sin egen flyver med plads til én passager. Det var spændende. Han skulle egentligt til en butik a la Jem og Fix, men han sagde, at han sagtens kunne tage omvejen og køre mig helt hen til lufthavnen. Så jeg endte med at nå til lufthavnen to timer før forventet. Det var fornemt.
De to timer jeg sad i lufthavnen, drak en kop kaffe og skrev det meste af dette indlæg på min computer landede eller lettede der ikke et eneste fly i lufthavnen. Og den var i øvrigt stort set tom, også for ansatte, indtil en halv time før min afgang, så det siger lidt om aktiviteten der. Jeg synes altsammen var meget afslappende og charmerende.
Eau Claire lufthavn, hvor jeg ventede på mit fly hjem, ruderne var tonede.
1 comment on “Thanksgiving tur til Eau Claire, WI, USA”