Andreas
Forfatter: Andreas

Få mail ved nye indlæg


Ud i tundraen

• 00:31, 29/08/2018 • Kangerlussuaq, Grønland

Det første jeg fik øje på efter Pernilles blændende smil, var hendes gigantiske sølvgrå kuffert. Utvivlsomt stor nok til, at jeg kunne ligge inden i den. Jeg vidste, at Pernille tidligere havde vandret en del, men kuffertens størrelse skreg ikke just friluftsekspert. Dét, og så regnjakken. For et par måneder siden lånte Camilla Pernilles regnjakke til en vandretur. Jeg havde naivt forventet en teknisk letvægts Gore-tex hardshell, men nej: Det var naturligvis en knælang lyserød frakke af det tykkeste presenning, der kan opdrives øst for Thyborøn.

Så det skulle blive spændende at have Pernille med ud i tundraen. Og hendes regnjakke.

Vi er taget til Grønland. Pernille, vores gode veninde, er taget herop for at arbejde som psykiater i Nuuk et halvt års tid, og flere undskyldninger behøvede vi sådan set ikke for at bestille et sæt usandsynligt dyre flybilletter og tage nordvestpå.

Vi landede forrige lørdag med Københavnerflyveren i landets største internationale lufthavn, Kangerlussuaq (udtales, tror vi nok, cirka “Gangslussuak,” tidligere kendt som Søndre Strømfjord). At det er landets største lufthavn, betyder ikke, at det er en stor lufthavn. Der er vel ikke meget mere end en håndfuld internationale afgange på en dag, hvis bølgerne går højt på den ensomme stribe beton. Landingsbanen blev anlagt af amerikanske soldater under Anden Verdenskrig, der gav basen kodenavnet Bluie West Eight. Der er ingen rigtig by på stedet, der blot er udvalgt, fordi det var tilstrækkelig fladt, og vejrmæssigt rimelig pålideligt. Så pålideligt, som det nu kan blive i Grønland.

Modsat de fleste turister, der blot skifter fly og fortsætter mod deres endelige destination, havde vi planer om at blive hængende i Kangerlussuaq. Før jeg overhovedet havde opdaget det, var vi allerede ude af den lille ankomsthal. “Hej Andreas!” Pernille stod storsmilende og vinkede. Vi udvekslede krammere, og snakken gik lystigt, som den gør, når Camilla og Pernille er i samme lokale. Pernille var fløjet op fra Nuuk for at tage med os på vandretur ved indlandsisen.

Vi hentede vores rygsække på det næsten komisk korte bagagebånd. Pernille fik hurtigt pakket sin vandrerygsæk og deponeret sin kuffert. Vi forlod lufthavnsbygningen og svingede til venstre langs med landingsbanen. 300 meter senere var vi på byens teltplads. Vi slog lejr og begav os ud for at se på omgivelserne. Der bor omkring 500 mennesker i Kangerlussuaq – de fleste arbejder i og omkring lufthavnen – så efter grønlandske forhold er det ikke nogen lille bitte by. Den er i hvert fald stor nok til at have et supermarked. Byen bærer kraftigt præg af at være en tidligere militærbase med lave barakker af beton og blik. Bygningerne ligger spredt rundt på begge sider af landingsbanen. Mange er forladte med krydsfinérplader på vinduerne. Aldrig har jeg været et sted med samme fornemmelse af outpost. Det føltes virkelig som at flyve til verdens ende.

Der bliver pakket om

Teltplads lige op ad landingsbanen til Grønlands mest travle lufthavn

Vi nåede lige nøjagtig at proviantere, før supermarkedet lukkede midt på eftermiddagen. Byens lille museum kom vi desværre for sent til. Alligevel havde vi en hyggelig eftermiddag, hvor vi slentrede rundt og nød solskinnet, der af og til var kraftigt nok, til at man kunne holde ud at fryse i en t-shirt. Ellers var det på med dunjakkerne.

Næste dag startede eventyret for alvor. Kl. 1245 troppede vi op foran Polar Lodge, hvor vi mødtes med Jørgen og hans store røde terrængående lastbil. Den var importeret fra Island og indrettet som bus i ladet. Vi læssede vores rygsække i lastrummet og steg om bord. Derpå kørte Jørgen byen rundt og fyldte bussen. Vi skulle ind til Indlandsisen.

Jørgens lastbil

Der findes ikke to byer i Grønland, der er forbundet med vej. For at komme fra sted til sted må man enten sejle eller flyve (eller køre på hundeslæde og snescooter om vinteren). Generelt er der kun veje inde i byerne. Men I Kangerlussuaq ligger Grønlands længste vejstrækning på op mod 50 kilometer. I år 2000 havde Volkswagen behov for at polar-teste nogle af deres nye bilmodeller og de anlagde derfor en 40 km lang grusvej fra Kangerlussuaq ind til Punkt 660, som er lige på kanten af Indlandsisen. På selve isen lavede de så en testbane til bilerne. Den holdt kun i ganske få år, da det viste sig alt, alt for dyrt at passe en racerbane på Indlandsisen (hvem kunne havde gættet det?), men i dag nyder Kangerlussuaqs begrænsede turistindustri godt af adgangsvejen, der bruges til at fragte turister til og fra isen.

Punkt 660 var også i første omgang vores mål. Jørgen styrede med rutineret hånd sin MAN TGS ud ad grusvejen, og to timer senere var vejen bogstavelig talt ikke længere. Sammen med de 20 andre passagerer steg vi ud og traskede op på isen.

At stå på kanten af isen var ikke voldsomt overvældende. Isen var helt fast, men ru på overfladen. Den var temmelig beskidt af kulsort sand og grus, der var blæst op fra de nærliggende moræner. Hist og her løb en smeltevandsbæk mellem de små frosne bakketoppe. Heldigvis var det blot første stop på vores tur.

Andreas, Camilla og Pernille på indlandsisen 

Da vi efter en lille time havde fået is nok, gik vi tilbage til lastbilen. Vi trak vores rygsække frem fra lastrummet, omgivet af måbende turister. Et par stykker spurgte nysgerrigt ind til vores planer. Efter at have justeret vores påklædning til march med fuld oppakning vendte vi snuderne mod sydvest og begyndte at trave. Inden længe overhalede Jørgen os, og hele bussen vinkede. Nu var vi på egen hånd i vildmarken.

Tundraen var et spektakulært sted at vandre. Selvom vi gik med ryggen til Punkt 660, havde vi altid en gletcher i syne i den ene eller anden retning. Vi fulgte vejen, der snoede sig mellem klare bjergsøer og skød genvej langs søbredderne når chancen bød sig. Gradvist blev den blå himmel dækket af stålgrå skyer og det begyndte at blæse op. Efter omkring 8 kilometer begyndte det at regne let.

På  turen passerede vi denne krabat, rester fra et rensdyr

Godt 10 kilometer inde i dagens 15 km etape drejede vi fra vejen og fulgte en højderyg mod Russells Gletcher, der var udset som overnatningsplads. Vejret var fortsat ustadigt, men heldigvis var regnen ikke taget til. Vejen til Russell var enkel at finde og en times tid senere stod vi et stenkast fra en 100 meter høj lodret mur af is, kun adskilt fra væggen af en rivende smeltevandsflod. Et ærefrygtindgydende syn.

Camilla og Pernille rejste teltet under Camillas kyndige kommando – når man har rejst det telt mere end hundrede gange, ved man præcis, hvad der skal gøres, også i regn og blæst og gletcherkulde. Vi installerede Camilla i en sovepose i teltet, og mens hun forberedte aftensmaden, gik Pernille og jeg på ekspedition til gletcherfloden for at hente vand. Vi sikrede os et par liter og en ordentlig klump indlandsis, mens vi beundrede stedets geologi og den enorme ismasse foran os.

Der hentes vand i gletcherfloden

Der gøres klar til aftensmaden

Efter en god aftensmad af pulverkartoffelmos, jægergryde og soyagranulat hoppede pigerne i poserne for at få varmen. Jeg var ikke helt klar til at gå i seng. Udenfor teltet hakkede jeg en passende isterning ud af min indlandsis og listede en lille flaske Isle of Skye Whisky op af lommen. Normalt bør man ikke putte is i sin whisky, men lige med indlandsisen var jeg parat til at gøre en undtagelse. Med ømme fødder og en fantastisk udsigt trods det grå vejr var det tid til en dram.

Billedet taler vist for sig selv

Næste morgen var vejret klaret op. Solen var stadig ikke nået over gletcherkanten, da vi stod op, men luften var knastør og havde allerede i løbet af natten tørret vores telt. Vi spiste havregrød og pakkede sammen, men brugte lige en halv time nede ved floden på bare at beundre isen. Vi var heldige at se en enkelt kælving hvor en klump is på størrelse med en Morris Mascot styrtede i floden.

Havregrød lavet på frisk vand fra indlandsisen

Vi beundrer gletcheren og kigger efter kælvinger

Vi satte i gang og fulgte Sandflugtsdalen mod Kangerlussuaq. I det fjerne fulgte vi en flok moskusokser, der nød solen og vandet og det sparsomme græs. 25 kilometer senere nåede vi lige nøjagtig til Kangerlussuaq i tide til at købe en øl før butikken lukkede kl 1800. Min forsigtige skepsis over Pernilles overlevelsesevner var gjort til skamme – hun vandrede alle sine kilometer med fuld rygsæk uden så meget som ét pessimistisk ord. Hun var nu ret sej.

Den lille flok muskusokser

Næste morgen var det på tide at sige farvel til Pernille, der skulle hjem til Nuuk. Camilla og jeg satte os i flyet til Ilulissat.

Pernille er et enormt struktureret menneske, sagde ingen mennesker nogensinde 😋

● ● ●

1 comment on “Ud i tundraen

  • Betty Andersen siger:

    Hej med I to–den tur skulle I da vist ha’ inviteret farmor med på??
    Eller hvad ??oplevelser har I !!
    Hils Pernille , når I kommer til Nuuk igen.
    Pas på jer selv og hinanden!!
    Knus og ses–farmor

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *