Med festaber og geparder i Sydafrika

Andreas • 08:17, 11/01/2017 • Stellenbosch, Sydafrika

“Hej! Halløj! Godmorgen! Har I sovet godt? Alt vel?” Den overentusiastiske og overfriske – men flinke – vandrerhjemsvært overraskede det søvnige par, der sad udenfor deres telt og forsøgte at vågne. Jeg fulgte smilende med fra min hængekøje.

“Har I nogen planer for i dag?” Angrebet fortsatte venligt.
“Øeh, vi kører til Cape Town i dag.”
“Hele vejen?”
“Jeps, så vi må hellere se at komme afsted.”

Vi havde nærmet os Cape Town i et stykke tid. Dagen før var de første vejvisere begyndt at dukke op langs vejen. Men det var først, da jeg hørte at man nu faktisk kunne køre til Cape Town på bare én dag, at det gik op for mig præcis hvor tæt vi var på målet. Vi havde nu ikke tænkt os at tage den hurtigste vej.

Fra Lesotho var vi kørt ned til kysten og Mdumbi Backpackers ved stranden, som vi havde udset os til nytår. Dagen før nytårsaften vandrede vi en tur i området, 17 kilometer, markeret på et kort i vandrerhjemmets stue. Vi endte nok tættere på 25 kilometer. Det viste sig, at advarslen om at “stien nok er dårligt markeret på denne tid af året” var en stærk underdrivelse. Vi var optimistisk sat afsted med kortmateriale, der kun omfattede et billede på min telefon af kortet, der hang på væggen i stuen. Men efter et par omveje gennem junglen fandt vi det første vadested over floden. Derefter var navigationen rimelig enkel, indtil vi skulle over floden igen, denne gang helt nede ved stranden. Vi kunne se hjem, måske en lille kilometer væk. Hvad ingen havde fortalt os var, at flodmundingen var umulig at krydse ved højvande.

Vi prøvede et par steder, men det stod hurtigt klart at vi ikke bare ville være i vand til halsen, men svømning i den stærke strøm ville være påkrævet. Det var vi måske endda klar på at kaste os ud i, men det var ikke så let at få vores rygsæk med over i tør tilstand. Jeg huskede tilbage på min tid som værnepligtig, hvor vi en specielt kold efterårsdag havde lært at lave “karamellen” med en teltflage (det hedder en presenning i dét system) om vores rygsæk, så man kan skubbe rygsækken på vandoverfladen. Her var temperaturen bedre, men jeg havde ikke lige medbragt teltslagningssættet fra Hærens Materielkommando, og der er et stykke fra Storåen i Holstebro til Mdumbi River. En båd måtte der til. Lokale på de kanter kan typisk ikke tale engelsk, men vi var heldig at finde én, som både talte engelsk og xhosa, der kunne spørge en mand med en kano om hjælp.

Vi steg om bord, og jeg var ikke så lidt nervøs for at det hele skulle vippe os og vores taske (og dermed elektronik og vigtige papirer) i baljen. Jeg sad i spidsen af kanoen med ryggen til sejlretningen, og af angst for at vælte det hele, turde jeg ikke vende mig om for at følge med i begivenhedernes gang. Jeg forlod mig derfor på Camillas beretninger – og ikke mindst hendes nedtælling af meter til den anden bred. Vi skubbede fra land og kanoen blev straks taget af strømmen. Vi drejede hurtigt rundt og jeg øvede mig instinktivt endnu mere i at sidde stiv som en mast. Men vores styrmand var rutineret og i løbet af få sekunder var vi på den anden side af floden, trukket 100 meter med strømmen. Vi betalte 50 rand (ca. 25 kr) for servicen, hvilket var langt mere end vores styrmand havde forventet. Han talte overhovedet ikke engelsk, men kiggede storsmilede på os og messede “nice, nice, nice, nice, nice,” da han lagde fra land igen. Det var de bedste 50 rand vi havde brugt i lang tid.

Nytår på Mdumbi var en mere uformel affære, end vi er vant til. Her var ikke smokings og gallskjoler, men surfshorts og stroptrøjer. Der var heller ikke fire retter mad og vin, men pindemadder og øl. Og fyrværkeriet var erstattet af en stort bål på stranden. Tre kvarter efter festens start, blev al maden fjernet, og så dansede folk ellers bare indtil det blev mørkt og festen flyttede ned til stranden.

De følgende dage tog vi længere vestpå via East London og Port Elizabeth. Vi gjorde holdt hos Tenikwa, der er et gepardrehabiliteringscenter, hvor man har mulighed for at gå tur med et par af de geparder, der af forskellige årsager ikke kan blive sat ud i naturen igen. Jeg havde forventet at det ville være en gimmick, men det var en rigtig stor oplevelse, og vi er nu erklærede gepardentusiaster. Vidste du at geparder ikke har noget kraveben? At de ofte dør af sult, fordi de er så udmattede efter at have jaget, at andre rovdyr stjæler byttet? At mere end halvdelen af gepardunger i naturen dør på grund af dårligt immunsystem? Bare spørg, vi ved det hele! Efter et hurtigt blik over forsamlingen udnævnte guiden os til at være det par, der havde bedst chancer for at følge med en hangepard, der kunne få trang til en lille løbetur, så vi fik lov at gå med Chester, mens de resterende fire måtte deles om hunnen Zims. Vi fik dog aldrig for alvor behov for at sætte gang i benene, hvilket vist var heldigt nok efter fire stillesiddende måneder i sadlen.

Vi trillede ned til Cape Agulhas, der er det sydligste punkt i Afrika. Her boede vi et par dage hos Mike og Sheryl, som vi havde mødt tidligere på rejsen, og som meget generøst tilbød os et safaritelt i deres have. Vi fik vores obligatoriske billeder ved monumentet (som vi på helt ulovlig vis sneg Fellucca med ind til), men selvom Cape Agulhas er det sydligste punkt, vil jeg nu holde fast i at vores endelige mål er Cape Town.

På vej fra Cape Agulhas mødte vi Jeff og Roz, de to canadiske cyklister(!) vi tidligere havde mødt i Malawi, dagen efter vores uheld. Gensynsglæden var stor fra begge sider, da vi udvekslede historier fra vore respektive eventyr. Vi smilede bredt, da vi så de to canadiere i deres bedste alder med enorme solskygger på hjelmene stige på cyklerne og oske videre. Roz vendte sig om, “I love you guys!”

Vi fulgte den utrolig smukke kyst mod nordvest forbi pingvinerne på Stony Point, og slog lejr i Stellenbosch, Sydafrikas vincentrum. Her har vi brugt dagen i dag på vintur og smagt 20 forskellige vine af alle slags. Vi nærmer os langsomt Cape Town og ender med at få en lille uge der, før vi flyver hjem d. 18. januar. Det er lige pludselig snart!