Ad bagvejen til Uganda
“Nej, nu kan jeg altså ikke mere! Her er simpelthen så ujævnt og jeg hader at køre oppe på en skrå jordvold, hvor jeg ikke kan nå jorden.” Camilla var for en sjælden gangs skyld rigtig godt gammeldags sur.
“Jojo, du klarer det fint. Bare sæt den i første gear og hold et støt tempo.” Vores samtaleanlæg var et tveægget sværd. På den ene side var det min bedste mulighed for at berolige mit hjertes udkårne, på den anden side var det hendes bedste mulighed for at lade sit raseri gå ud over mig.
“Nej! Nu holder jeg her! Jeg gider ikke, at du trækker mig ud på de her lorteveje!”
Jeg forsøgte spagfærdigt at indføre, at jeg faktisk havde foreslået at køre ad hovedvejen for en sikkerheds skyld, nu da vi var kommet for sent afsted. Et forslag der var blevet afvist på grund af tæt trafik og hasarderede overhalinger fra modkørende lastbiler. Inderst inde vidste Camilla vist godt, at vi havde været fælles om beslutningen om at krydse ind i Uganda via den lille bitte grænseovergang Suam, nord om Mount Elgon. Men lige i dette sekund var det mere belejligt at skyde skylden på mig. Jeg trak koblingen ind og ventede.
To dage tidligere var vi ankommet til første stop efter Nairobi. En hyggelig campingplads ved Lake Naivasha med kolde Guiness og udsigt til flodheste. Der brugte vi en dag på at vandre gennem Hell’s Gate, den eneste nationalpark i Kenya man må færdes i til fods. Vi vandrede en cirkel på 31 km gennem parken til stor benovelse for den park ranger vi mødte undervejs. Den første halvdel var okay, med fine klipper og dyreliv i form af zebraer, vortesvin, impalaer og gazeller. Den sidste halvdel var mildest talt skuffende, da den gik gennem et decideret industriområde i form af en række geotermiske kraftværker. Det er utroligt hvad man kan slippe afsted med i nationalparker hernede. Alt i alt syntes vi nok at guidebogen var lige lovlig gavmild med rosen, men vi fik da lidt motion.
Hyggelig campingplads lige ned til flodhestenes soveværelse. Vi hørte dem brøle mange gange om natten.
Der er åbenbart altid brandfare i Kenya.
Vi kaldte ham Sylvester.
Impalaer.
Impalaer, vortesvin, gazeller og zebra.
Aben Albert snuppede alt vores toastbrød! Så vi måtte nøjes med kiks til frokost på vores 31 km vandretur.
Geyserne brølede i Hell’s Gate. På den anden side af bjerget var der fyldt med kraftværker.
Check point til det geotermiske elværk i Hell’s Gate nationalpark.
Normalt vil vi i nationalparker forvente skøn natur. Sådan er det ikke altid i Afrika.
Derfra kørte vi nordpå forbi Lake Bogoria og tværs over to bjergkæder via Kabernet på anbefaling af Chris fra Jungle Junction-campingpladsen i Nairobi. “Det sted er motorcykel-himlen!” Det meste af ruten var asfalteret og ganske rigtigt en symfoni af fantastiske sving og en lige så fantastisk udsigt. De sidste 40 km var på ujævne jordveje gennem et mineområde. Jeg hyggede mig med semi-offroadkørsel. For Camilla var fornøjelsen begrænset, især på grund af en konstant nervøsitet for punkteringer på de spidse sten. For mig var det turens hidtil bedste køredag. Vi overnattede på Naiberi River Camp, et sted hvor selveste Bill Gates overnattede engang i 2009. Når det var godt nok til ham, var det også godt nok til os.
Næste morgen stod vi tidligt op og pakkede, så vi kunne nå til Uganda. Dagen startede godt. Havregrøden var god som sædvanlig og solen skinnede. Camilla var på vej op for at betale, så vi kunne komme afsted.
Vores motorcykler har tilsammen fire hjul. Vi skiftede dæk på alle fire inden vi tog afsted. Vi skiftede på egen hånd dæk på tre af dem: Begge mine hjul og Camillas forhjul. Camillas baghjul er det mindste i samlingen, hvilket gør dækket ekstra stift, og efter en usædvanlig frustrerende eftermiddag i Holstebro, måtte vi give op og hente hjælp hos Super Dæk. Vi kunne ikke få det nye dæk på. Denne morgen på Naiberi River Camp opdagede jeg en punktering. På Camillas baghjul, det værst tænkelige. Vi kunne godt skyde en hvid pil efter vores tidlige afgang mod Uganda.
Der var ikke andet at gøre end at afmontere hjulet og dækket og forsøge at finde problemet. Vi fik dækket af uden større problemer. Det krævede grundighed at finde det mikroskopiske hul i slagen, men Camilla er sin fars pige og utrolig god til at være omhyggeligt. Hullet blev fundet og lappet. Vi gemte den gamle slange, så vi har den hvis uheldet er ude senere på turen, og monterede en helt ny slange, vi havde medbragt. Årsagen til den langsomme punktering var noget så enkelt som en metalklips, dækket havde samlet op ved ankomst til campingpladsen, ikke de sten Camilla havde været så nervøs for.
Baghjulet er afmonteret og dækket skal tages af fælgen, så vi kan skifte slangen.
Synderen var denne lillebitte metalklips.
Selvfølgelig kunne vi ikke få dækket på. Heldigvis var der en meget venlig vagt på campingpladsen, Alex, der meget gerne ville hjælpe os. Vi forsøgte igen, men det lykkedes ikke. Heldigvis mente han at han kendte et sted i nærheden, der kunne hjælpe. Jeg steg på min cykel, og Alex satte sig bagpå med Camillas hjul, mens vi efterlod hende på pladsen. Vi trillede afsted, efter jeg var blevet grundigt formanet om at råbe højt af afrikanerne, hvis de gjorde anlæg til at ødelægge dæk eller fælg. Jeg er ikke så god til at tale med store bogstaver, og det bekymrede Camilla.
Bekymringen var imidlertid helt unødvendig. Den lillebitte lokale tankstation havde to dækeksperter, der heldigvis også var på arbejde om søndagen. Det tog dem under 30 sekunder at få dækket på. Det kostede os 3,50 kr, og jeg lærte et godt trick til næste gang vi får behov for at montere et dæk.
Alt var godt igen, men punkteringen havde kostet os 4 timer. Det var tæt på frokost. Vi havde to muligheder. Chris havde anbefalet os en grænseovergang nord for Mount Elgon, der ligger på grænsen mellem Kenya og Uganda. Vi vidste at det var via små veje, men deres kvalitet var uklar (“I skal holde jer fra at køre der, hvis det regner”). Den anden mulighed var at tage den største grænseovergang mellem de to lande, der ligger syd for bjerget. Her vidste vi med rimelig sikkerhed at vejen ville være af god kvalitet, men vi skulle bakse med de lokale lastbilchauffører, der kører som om de er udødelige, og motorcyklister er usynlige for dem. Vi ville til Sipi Falls på nordvestsiden af Mt. Elgon, så afstanden var den samme. Var vi kommet afsted uden forsinkelse havde vi helt sikkert taget de små veje. Men kunne vi med fire timers forsinkelse nå til Sipi Falls via de små veje før mørkets frembrud? Vi besluttede os – i fællesskab – for at gøre forsøget.
Og således var det, at jeg befandt mig på en rød jordvej i Kenya i den skarpe ende af Camillas vrede. 30 km før grænsen gik asfaltvejen i opløsning. Det havde heldigvis ikke regnet, så der var tørt, men traktorer og lastbiler havde helt tydeligt kørt der efter regn. Vejen var fuldstændig pløjet op, med 40 cm dybe, ujævne furer. Det var helt ærligt ikke særlig sjovt at køre på, og for Camilla var det – forståeligt – lidt for meget. Samtaleanlægget var stille i 30 sekunder. “Okay, jeg kommer nu. Du må undskylde, men du er den eneste jeg har at skælde ud på.” Okay så.
Det var som om noget faldt på plads i Camillas hoved. Vi havde ikke andre muligheder end at komme fremad. Terrænet var oprigtigt svært, også for mig, men ikke noget hun ikke kunne håndtere med lidt tålmodighed. Begrænsningen var alene i hendes hoved, en idé om at hun ikke kunne. Da hun først var kommet ud over dén forhindring gik det fantastisk. Når man kører på en smal mudderhøj med et dybt traktorspor til højre og en stejl rabat til venstre, er det svært at undgå at fokusere på alle de steder, man endelig ikke må køre. Og gør man det, så ender man med at vælte i grøften. I stedet skal man kigge nogle meter frem, vælge en linje og holde sig til den. Kl. 1600 havde vi passeret den lille grænsepost. Vi havde 85 km tilbage. Vores gennemsnitshastighed var 25 km/t. Der var to timer til solen gik ned. Det var usandsynligt at vi kunne nå det.
Storslået udsigt over det østlige Uganda.
Vi oksede videre. Vejen blev marginalt bedre, og jeg nød virkelig de første kilometer i bjergene i Uganda. Camilla kæmpede tappert – dog ikke helt uden brok – og kom uden problemer gennem nogle meget stejle passager fyldt med sten og klippestykker. Jeg var stolt på hendes vegne, hun er meget bedre, end hun selv tror. Ikke siden min tid på motorcykel i Californiens ørken har jeg set så svær singletrack. Som Camilla sagde senere på aftenen, “det var godt vi ikke øvede os på sådan noget her hjemmefra, for så havde jeg aldrig turdet tage afsted.”
Men lige lidt hjalp det. Kl. 1730 måtte vi indse af det var urealistisk at nå frem. I en af de små landsbyer på vejen fandt vi et lille hospital og spurgte om vi måtte slå telt op på deres græsplæne. De var meget gæstfri, trods deres begrænsede engelsk, og sagde at vi bare skulle lade som om vi var hjemme. Dét var vi meget langt fra – hjemme altså – men vi havde en hyggelig nat i teltet.
Teltpladsen foran hospitalet i den lille landsby Chesoweri.
Udsigt over Chesoweri fra vores teltplads.
Næste morgen besejrede vi de sidste af de i alt 100 km jordvej og ankom til Sipi Falls, ifølge guidebogen det smukkeste vandfald i Uganda. Vi checkede ind på den lokale campingplads. I Sipi Falls skal man to ting: Vandre en tur til vandfaldene (der er tre), og tage på kaffe-tur. Vores vært på campingpladsen, Fred, kunne hjælpe med begge dele og blev dagens guide. På vej op til det øverste vandfald – stien gik gennem et utal af baghaver, små marker og palmelunde – var det tid til kaffe. Vi stoppede hos en lokal familie med en lille kaffeplantage blandt alle bananpalmerne og Fred tog os gennem hele processen fra kaffebær til færdigt bryg. Vi rensede avnerne fra en skålfuld tørrede bønner, ristede dem, kværnede dem, og nød en kop fantastisk kaffe på den stampede gårdsplads under et tag af bananblade. En stor oplevelse.
Teltplads med udsigt til det største af de tre vandfald i Sipi.
Kaffeplantage.
Mini-kaffeplanter.
Hytten, hvori vi lærte om processen fra bønne på træ til kaffe i kop.
Bønnerne knuses, så avnerne falder af.
Avnerne frasorteres fra kaffebønnerne.
De dårlige kaffebønner frasorteres.
Der skrues ned for komfuret ved at fjerne pinde fra bålet.
Fred var en god guide, ikke bare til at navigere gennem bjergets kringlede stier, men også til at navigere gennem de kulturelle aspekter af Østuganda. Vi spurgte hvordan man sagde kaffe på hans sprog – og han grinede. For det første var det meget kompliceret, fordi de havde så mange ord for det, for det andet kunne han forklare at de bare 7 kilometer væk talte et helt andet sprog, så selvom vi lærte det, ville vi ikke kunne bruge det så snart vi kørte videre. Luganda, det officielle sprog, taler man ifølge Fred nærmest kun i hovedstaden Kampala.
Fred kunne også forklare os at det er meget normalt at betale for sin brud med kvæg eller geder eller penge. Forældrene skal jo have deres skolepenge tjent ind igen. Men modsat Maasai-stammen i Kenya – som vi tidligere har besøgt, og som har en fast pris på 10 køer for en brud – varierer prisen her. Måske afhængig af kvalitet? Man behøver heller ikke nødvendigvis betale med det samme. Det gør rige familier, men fattigere familier kommer bare på en afbetalingsordning og kan betale senere. For eksempel efter tre børn eller fem år. Så giver man lige den nye familie en chance for at tjene til medgiften.
Fra kaffefarmen gik vandreturen op til øverste vandfald, videre via det midterste ned til bunden, hvor vi brugte en kombination af meget stejle mudderstier og hjemmebyggede stiger til at nå ned. Ikke en tur for folk med højdeskræk og bløde knæ. Både Camilla og Fred gled og faldt undervejs på stierne. Sidst på eftermiddagen nåede vi hjem, gennemblødte af sved. Vi havde udtrykt vores interesse for at smage noget lokal mad, så Fred sluttede dagen af med at tilberede matoke med peanutsovs og grønkål. Matoke er en slags bananer (plaintains på engelsk), der skal koges og moses før man spiser dem. Fred syntes det var ret underligt at turister gad spise den slags hverdagsmad, men det smagte fint. Det mindede overraskende meget om kartofler og grønlangkål med peanutsovs.
Det største af de tre vandfald i Sipi.
L
Nøj, hvor er I skønne!!!!!Man kan se I nyder det!!!
Kram
Vi nyder det helt vildt!!