Andreas
Forfatter: Andreas

Soundtrack for dette indlæg

Oasis - Whatever
<a href="http://www.youtube.com/watch?v=EHfx9LXzxpw?hl=en"><img src="http://acrux.dk/wp-content/plugins/images/play-tub.png" alt="Play" style="border:0px;" /></a>

Få mail ved nye indlæg


Danmark til Litauen – Del 2/2

• 10:01, 11/08/2014 • Vilnius, Litauen

Vi forlod Arkadiusz og Slupsk lidt før klokken 10 lørdag morgen i sikker forvished om at dette ville blive den hidtil længste dag på vores tre dage gamle tur. Målet var at nå 550 km til Miroslavas i Litauen, hvor min gode veninde Renata bor. GPS’en indikerede at vi kunne være fremme omkring klokken 1830, men så let skulle det vise sig ikke at være.

Først stødte vi ind i voldsom trafik omkring Gdansk. De første 300 km tog lang tid og efter frokost var ankomsttidspunktet nu rykket frem til hen ad ni-tiden.

IMG_0121

De næste 110 km var fantastiske. Små snoede veje i smukt landbrugslandskab og med kun let trafik gjorde at vi kom godt fremad. Anders brugte han næste pause på at rette op på sig lygte, han ved en fejl havde vendt på hovedet sidst han havde haft den taget af, for det var nu åbenlyst at vi først ville nå frem efter mørkets frembrud.

Sidste etape – igen 110 km – skulle føre os ud af Østpolen og ind i Litauen. Den startede fint, men hurtigt ramte vi et meget langstrakt vejarbejde. Gennem ca. 40 km var skiftevis den ene og den anden bane spærret og vi måtte vente ved lysreguleringer utallige gange. Til sidst var der ikke flere lys, vejen var blot blokeret og markeret med et indkørsel forbudt skilt.

IMG_0123

IMG_0122

Der var ingen omkørsel vist og ingen sideveje at tage. Nå, men vi skulle altså fremad og solen var hastigt på vej ned. Efter et hurtigt kig på hinanden kørte vi udenom skiltet og hen over det sand og grus som på et tidspunkt skulle blive til en vej. Det gik fint, og vi var snart tilbage på asfalt. Anden gang gik også strygende. Tredje gang kunne vi se lysene fra en by vi skulle passere, og jeg tænkte at “hvis ikke de ligefrem har fjernet en bro, så når vi hurtigt frem.” Det havde de. Vi passerede to befippede vejarbejdere der holdt fyraften foran deres campingvogne på vejen, men kunne konstatere at en å spærrende vores vej. Vi vendte rundt og måtte finde en anden vej rundt. Hurtigt tankning og vi var i Litauen.

Klokken 22 var vi fremme. Eller det vil sige, vi havde ikke lige taget højde for den times tidsforskel grænsen havde introduceret, så faktisk var den 23. Vi havde heller ikke lige en nøjagtig adresse på Renatas mors hus, men da vejbeskrivelsen passede rigtig fint var vi fortrøstningsfulde da vi temmelig trætte trillede ind i den næsten mørklagte landsby Miroslavas. Vi fandt den rette gade, men så blev instruktionerne lidt mere uklare. Set i bakspejlet var de fine, men i nattens mulm og mørke havde vi ikke lyst til at banke på og vække nogen i et forkert hus. Det skulle senere vise sig at vi faktisk havde holdt i den rette indkørsel et par minutter. Efter næsten en times forgæves søgen gav vi op og fandt en mark udenfor byen hvor vi slog lejr.

IMG_0124

Søndag morgen kørte vi som det første tilbage til Miroslavas for at kigge endnu en gang. Jeg havde ikke høje forhåbninger, men vi kørte tilbage til samme gade som tidligere, så Renata vinke fra sin gårdsplads og rullede lige ind. Piece of cake.

Vi blev næsten hele dagen hos Renata og hendes familie. De er ved at restaurere et hus – et indtil videre ti-årigt projekt – som de samtidig bor i, i hvert fald om sommeren, og der er yderst primitivt. De har kun elektricitet i enkelte rum, og der er ikke rindende vand. Set udefra så det dog fint ud, der var lige kommet nyt tag på. Vi fik en overstrømmende velkomst og der blev straks disket op med pandekager, selvom vi kom en dags tid for sent.

IMG_0128

 

IMG_0126

Renata viste os rundt i huset, laden og haven. Vi fik besøg af Renatas niece og tog en lille tur op til hendes onkels gård for at se hvordan sådan en ser ud i Litauen. Det er svært at beskrive hvor stor forskel der er på den gennemsnitlige danskers livsstil og måden folk levede på i Miroslavas. Der er en verden til forskel. Renatas onkel havde en lille gård med en ko, en tyr, en kalv, fire grise og en halv snes høns fordelt på tre tønder land. Han havde ikke noget fast job udover det, men var landsbyens iværksætter og samlede af og til skrotmetal ind, som han solgte videre. Og sådan virkede det til de fleste levede. Meget langt fra vores komfortable jobs og supermarkeder i Danmark. Al respekt til Renata, der alligevel er lykkedes med at rejse verden rundt og have en kandidatgrad i internationale studier.

 

Renata, hendes niece, tante og onkel. Og så mig.

Renata, hendes niece, tante og onkel. Og så mig.

På et tidspunkt sagde Renatas onkel (som ikke kunne engelsk, men Renata tolkede) at det for os måtte være som at komme til Afrika – underforstået at vi var de rige vesterlændinge der lige var slået et tilfældigt smut forbi for at se på nogle fattige mennesker, og kunne køre videre ud i verden når vi havde lyst. Det lyder mere negativt her end det var, det var bare en konstatering, men det gav stof til eftertanke. Da jeg så senere hørte at min motorcykel havde kostet mere end Renatas mors hus og grund tilsammen, så var det lidt svært at finde en grimasse der kunne passe.

Her laver vi faktisk rigtigt arbejde!

Her laver vi faktisk rigtigt arbejde!

Vi gravede hele to spadelængder.

Vi gravede hele to spadelængder.

Alle folk vi mødte var utrolig venlige og bød os overstrømmende velkommen. Selvom der til tider gik en fornemmelse af zoologisk have i det når vi gik rundt og ikke kunne tale med folk, så tror jeg alligevel at alle syntes det var sjovt at hilse på modparten. Vi sluttede dagen af med at grave et par meter af den rende der på sigt skulle indeholde rørene til husets vandforsyning og sagde mange tak for værtsskabet. Vi hoppede på cyklerne og kørte de godt 100 km til Vilnius, hvor vi slog lejr for natten efter en fantastisk dag i godt selskab..

IMG_0131

● ● ●

4 comments on “Danmark til Litauen – Del 2/2

  • Tobias siger:

    At vende baglygten forkert… Det lyder som noget jeg kunne finde på 🙂

    • Andreas Andreas siger:

      Ja, det må siges at være en rookie mistanke. Men det vat heldigvis nemt rettet 🙂

  • Bodil siger:

    Rigtig spændende læsning.
    Hvor mange km har i pt kørt.
    Er det hårdt at køre…. 😉

    • Andreas Andreas siger:

      Jeg tror vi netop nu er på omkring 1600, men det regner udenfor teltet, så jeg magter ikke lige at gå ud og kigge på triptælleren 🙂 De lange dage hvor vi har været oppe omkring 500 km synes jeg i hvert fald har været ret hårde – og jeg tror Anders er enig – men 300 kan man nemt klare. Men vi skal ikke klage, i dag mødte vi en hollænder som de sidste tre dage har kørt 650 km om dagen for at nå at møde sine venner til tiden i Helsinki. De skal også til Nordkap og regner med at være der omkring samme dag som os, så det kanvære vi støder ind i dem senere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *