Forfatter: Camilla

Få mail ved nye indlæg


Hvor længe skal vi vente i Aswan?

• 17:34, 03/10/2016 • Aswan, Egypten

[Dette indlæg blev skrevet i går, da vi stadig var i Aswan, men ikke lagt online på grund af manglende internetforbindelse. Vi er i mellemtiden nået til Abu Simbel, tæt på den Sudanesiske grænse.]

“Det er jeg meget enig i, det er en god livsfilosofi” siger Andreas, efter at han også har læst en artikel fra eurowoman.dk, som Anna Marie, min veninde fra HTX, sendte mig her til morgen.

Vi er stadig i Aswan og keder os så meget at selv Andreas læser Eurowoman. Vi har været her længe, alt for længe. Vi har set det, der er at se i byen og felucca-styrmænd, taxachaufførrer og gadesælgere har efterhånden forstået, at vi ikke er interesserede i deres business. Vi får ikke længere menukortet på vores faste restaurant. Det er som om, der er begyndt en hverdag for os her. Men en hverdag uden et rigtigt indhold.

Vores faste restaurant. Deres pizza er ikke just italiensk, men den er god.

Vores faste restaurant. Deres pizza er ikke just italiensk, men den er god.

Vi hygger os! Uden tvivl. Vi spiller spil, læser og går ture. Der bliver bragt mange emner på banen, som igangsætter lange diskussioner. Men det var jo ikke derfor, vi skulle til Aswan. Formålet med byen var at vi skulle have visum til Sudan. Og ifølge guidebogen skulle det tage op til 3 dage.

Allerede morgenen efter vi ankom til byen havde den super flinke hotelmanager, Abdi, hjulpet med at arrangere et møde med den fixer, der skulle hjælpe vores motorcykler ud af Egypten. Det gik som smurt – vi gennemgik forløbet mht at få motorcyklerne over grænsen, vi fik afleveret pas og betalt for visum på ambassaden, vi fik afleveret papirer til trafikretten, som dokumenterer, at vi ikke har nogle ubetalte fartbøder.

Kamal, fixeren, mente vi kunne få vores visum allerede torsdag, altså to dage senere. Hvis det fejlede, kunne vi få dem søndag, da det er weekend i Egypten fredag og lørdag. Vi havde hørt godt om Kamal, så vi forventede og planlagde derfor, at vi ville få visum torsdag og køre med militærkonvojen fredag formiddag. Dermed kunne vi være i Sudan lørdag. Det betød, vi havde to dage til at se de få attraktioner, der er i Aswan. Vi planlagde dagene nøje. Vi var på Nubian museum og så den ufærdige obelisk, der er en granitsøjle i et stenbrud. Derudover lavede vi en del research på, hvordan vi ville få cyklerne til Sudan, hvor i Sudan vi ville overnatte, og hvordan vi ville komme over grænsen fra Sudan til Etiopien. Det var alt sammen vigtig information for den næste del af rejsen.

En af dagene tog vi over og vandrede på Elefantine Island.

En af dagene tog vi over og vandrede på Elefantine Island.

imageimage

Det blev torsdag og fik den sørgelig besked, at vores visum ikke var færdige. Højestechefen skulle underskrive papirarbejdet, og han kunne ikke være tilstede på ambassaden i åbningstiden. Det kunne simpelthen ikke passe. Skulle en sølle krusedulle afholde os i at tage til Sudan? Vi betalte jo Kamal for at hjælpe os, og derfor kunne vi da også forvente, at det ville gå hurtigere end, hvis vi troppede alene op på ambassaden. Ikke? Øv! Kamal havde godt nok fortalt os, at der var kommet nyt personale på ambassaden, og at han endnu ikke havde gode “venner” der.
Vi tørrede øjnene og satte klemmer i mundvigene for at få smilet frem og forsøgte at holde humøret højt, og bookede endnu 3 nætter på hotellet. For at minimere ventetiden, besluttede vi, at vi ville køre med konvojen allerede søndag, samme dag, som vi ville få vores visum.
Eftersom vi allerede havde travet Aswan tynd, var der ikke meget andet at lave end at læse og spille kort på tagteressen, gå en tur, læse og spille kort på tagteressen, gå på internettet i lobbyen, læse og spille kort på tagteressen, spise pizza på vores restaurant, læse og spille kort på tagteressen, læse og spille kort på tagteressen, læse og spille kort på tagteressen. Ventetiden var lidt lang.

Den hyggelige tagteresse.

Den hyggelige tagteresse.

Andreas har været hos "bageren" efter brød og småkager.

Andreas har været hos “bageren” efter brød og småkager.

De få dage, vi ikke har spist pizza har vi selv lavet mad på tagteressen.

De få dage, vi ikke har spist pizza har vi selv lavet mad på tagteressen.

Vi snakkede meget om, hvor godt det ville blive at komme ud af Egypten og videre til Sudan. Vi glædede os utrolig meget til at komme ned og se det “rigtige Afrika”, eftersom vi nu mente, af have en ret god idé om den arabiske kultur. Selv Abdi delte vores begejstring om at få visum og komme videre søndag. Så sent som lørdag morgen, da han serverede den lækre morgenmad med pandekager, toastbrød og frugt, var hans første spørgsmål efter “How are you?”, “Er I klar til at køre til Sudan i morgen efter I har fået visum? Er det fint med jer, hvis morgenmaden er klar 8.30?”. Vi var SÅ klar til at køre til Sudan. Vi havde tjekket olie og kølervæske på cyklerne, vi havde tanket og havde fyld 2x2L sodavandsflasker med benzin, så vi kunne være sikre på, at min cykel havde energi til hele turen.

Lækker fyr, lækker morgenmad.

Lækker fyr, lækker morgenmad.

Benzin på flaske.

Benzin på flaske.

Men. Da vi kom ind i lobbyen lørdag først på aftenen, afbrød receptionisten sin bøn ved at kigge først til højre og sige en sætning og derefter til venstre og sige samme sætning. Mens han blev siddende på sin lille skammel, der stod midt på gulvet i lobbyen på et vævet tæppe, fortalte han os, at det var helligdag i hele Egypten søndag, så ambassaden holdt lukket. Det betød vi ikke kunne få vores visum. Men det kunne da ikke passe. Den besked kunne ikke være til os. Receptionisten vidste da ikke, hvilke planer og aftaler vi havde med hotelmanageren og med Kamal? Men dét havde han. Han fortalte, at Kamal havde ringet og givet ham beskeden. Men hvad er det for en helligdag, der opstår sådan pludseligt? Det var nytår for muslimer – den dag, profeten Muhammed tog fra Medina til Mekka. Men hallo, det kunne da ikke komme som en overraskelse, at netop den søndag, var en helligdag. Den søndag, vi nu havde set frem til i 6 dage!

Måske sælger han grej til nytårsfesten?

Måske sælger han grej til nytårsfesten?

image

Det er som om, at det der med at se frem i tiden, er en svaghed for folk i Egypten. Noget, der afspejles i trafikken, modviljen mod at betale skat, de ufærdige huse og nu også overblik over mærkedage. Vi var ret frustrerede over, at vi kun 12 timer inden afrejse, fik besked om, at det hele var udsat en dag pga en helligdag, der er så essentiel, at det svarer til årsskifte.

I øjeblikket sidder vi på værelset i hver vores seng med hver vores iPad. Aircondition er sat til 21 grader. Og her kommer artiklen med Hella Joof fra http://www.eurowoman.dk/fra-magasinet/hella-joof-tilgiv-dine-foraldre-de-gjorde-det-sa-godt-de-kunne/ ind i billedet. Den tager udgangspunkt i kloge ord om at leve livet ved at ændre på det, der kan ændres på. Hella Joof minder mig om, at jeg i virkeligheden har det rigtig godt. Jeg befinder mig i Egypten, på en rejse med Andreas, som jeg er held vild med. Vi får dagligt mad og drikke, og sover skønt i bløde senge i en temperatur, vi selv bestemmer. Så kan det godt være, at det ikke gik efter min næse med at få visum efter 3 dage. Til gengæld har vi fået en masse tid til at tænke over livet, dets udfordringer og dets goder. Vi har det rigtig godt.

Men når det er sagt, så er vi virkelig også klar til at køre mod Sudan i morgen!

Mange generationers skrald. Eller hvert fald meget skrald.

Mange generationers skrald. Eller hvert fald meget skrald.

Båden Erna har haft besøg af danske turister. Hernede kender de: we are red, we are white, we are Danish dynamite.

Båden Erna har haft besøg af danske turister. Hernede kender de: we are red, we are white, we are Danish dynamite.

Det et ikke til at forstå, at vi kan have så lange ting med på motorcyklerne.

Det et ikke til at forstå, at vi kan have så lange ting med på motorcyklerne.

● ● ●

2 comments on “Hvor længe skal vi vente i Aswan?

  • Betty Andersen siger:

    Sikke bette bøvl for jer , men I ved jo ,at I ikke er i lille Danmark.Spændende , hvad i oplever i Sudan–og derefter i Etiophien .
    I Addis Abbaba kender jeg en læge , som arb. på en slags hospital der.Hun hedder Hanne ?og vi var sammen om noget spejderarbejde i Farsø.Hun har besøgt os der.Gos tur fremover–glæder os til at høre nyt!!!!!Knus

    • Camilla siger:

      Ja, det var ret bøvlet. Men vi havde det heldigvis godt der – men en formidabel morgenmad og aircondition. Hehe, det er de små ting her, der bliver sat pris på!
      Vi håber rigtig meget, at kunne se et hospital i Tanzania også. Nu må,vi se. Tak for hjælpen.
      Nu har vi lidt internet igen 🙂
      Vi ses.
      Knus fra Etiopien

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *