Andreas
Forfatter: Andreas

Soundtrack for dette indlæg

AC/DC - Hell's Bells
<a href="http://www.youtube.com/watch?v=etAIpkdhU9Q?hl=en"><img src="http://acrux.dk/wp-content/plugins/images/play-tub.png" alt="Play" style="border:0px;" /></a>

Få mail ved nye indlæg


Kroatiske eventyr

• 21:57, 05/09/2016 • Tivat, Montenegro

Jeg sidder på en terrasse i Kroatien. Klokken er 23:02. AC/DCs Hell’s Bells spiller i et øredøvende lydniveau fra naboens have. Vi overnatter hos Ivan, 31 år, elektronikmekaniker og heavy-metal musiker med to pladeindspilninger og mange turnéer i Østeuropa bag sig. Tatoveringer ned ad begge arme, fipskæg og solbriller . Vi ankom omkring kl 18 og Ivan modtog os med en whiskey i hånden. Den første af mange Johnny Walker Red Label han skænkede sig i aften, før han tog til naboens fest.

Naboen har polterabend og Ivan har lånt ham sit anseelige lydanlæg – stort nok til en koncert på en mellemstor kroatisk sportsplads. Jeg forsøger at samle tankerne fra en speciel aften. Ivan er en kompleks person. Det bliver man nok, når man som tiårig oplever mortérnedslag i haven, alene hjemme mens mor er feltlæge ved fronten og far sidder et sted i en lastbil i en forsyningskonvoj.

Da vi ankom erklærede han, at han planlagde at skære vores organer ud og sælge dem på det sorte marked. Derefter serverede han en fremragende traditionel kroatisk ret af blæksprutte og kartofler og viste os vores værelse med udsøgt gæstfrihed. Han forklarede, hvordan han som teenager demonterede serbiske miner, for at stjæle det sprængstof de indeholdt. Hvorefter han udtrykte sin beundring for vores rejse. Han påstår at have en større samling russiske håndvåben i kælderen. Han har et meget veludstyret musikstudie i husets anneks. Hans vagthund (“ignorér den, den virker flink, men pludselig bider den jer”) holder grundigt øje med os. Jeg tager endnu en slurk af de to liter øl han har fundet til mig. Camilla bryder sig overhovedet ikke om ham, men jeg synes egentlig han virker som en fin fyr, og jeg er sikker på at jeg kan overtale ham til at parkere Kalashnikoven, når han i nat formentlig vækker mig fordi vi skal ud at skyde i haven.

Nu er eventyret begyndt.

Vi forlod Bruneck i Norditalien for en håndfuld dage siden og kørte ad fantastiske snørklede veje gennem Dolomitterne til Slovenien – vores bløde introduktion til Balkan. Her boede vi to nætter på en vældig hyggelig campingplads dybt inde mellem bjergene, ikke så langt fra den italienske grænse. Vi brugte en dag på at slappe af og vandre rundt i den lille (men den største i området) by Kobarid. Vi besøgte byens museum om første verdenskrig, men blev ikke meget klogere. Det meste tekst var oversat, men den røde tråd var svær at finde. Vi brugte også tre timer på at vandre byens historiske vandrerute, forbi et mindesmærke for første verdenskrig indviet af Mussolini, ruiner efter senromerske landsbyer, og mange meter skyttegrave fra den store krig. Og så en fantastisk flot turkisblå flod.

Omnomnom

Omnomnom

Slovenien-selfie! (ved verdens nok mindste grænseovergang, men der var da et skilt)

Slovenien-selfie! (ved verdens nok mindste grænseovergang, men der var da et skilt)

Pause på vandreturen omkring Kobarid - her i udkanten af en romersk landsby.

Pause på vandreturen omkring Kobarid – her i udkanten af en romersk landsby.

Smukt, smukt vandfald.

Smukt, smukt vandfald.

Smuk kæreste med smukt vandfald.

Smuk kæreste med smukt vandfald.

image

image

Fra Slovenien kørte vi ind i Kroatien, hvor første stop var Rijeka. Det er en by der minder meget om mang andre sydeuropæiske byer, så alle vores fordomme om Balkan som krigshærget bombekrater blev hurtigt manet i jorden. Vi tilbragte en hyggelig eftermiddag på en café på havnen og fandt aftensmad i en restaurant på et skib. Men ikke et hvilket som helst skib. Det viste sig at være den tidligere Kronprinsesse Ingrid, der i starten af 1900-tallet sejlede i fast færgefart mellem Frederikshavn og Göteborg. Det var næsten som at være hjemme.

image

image

Caféliv i Rijeka

Caféliv i Rijeka

Kig godt på landkortet i rammen...

Kig godt på landkortet i rammen…

I Rijeka overnattede vi hos Danny i en meget sparsomt møbleret østblokbetonlejlighed. Han var også ret speciel. Han havde en masse faste meninger om alting og ville gerne fremstå som meget belæst gentleman, men havde ingen argumenter for sine holdninger og nægtede os kategorisk at færdiggøre vores sætninger. Han kæderøg cigaretter og spiste kodeinpiller som var det slik, men trods han ikke var let at tale med, var han venlig nok. Vi må nok konstatere at det ikke gør noget godt for folk at vokse op midt i en borgerkrig. Heldigvis havde han også andre gæster, Amir og Dana fra Israel (som begge var super cool), og da Danny var meget fascineret af jøder, måtte de tage de fleste af hans spørgsmål.

Så kørte vi ellers ned af den Kroatiske smukke kyst langs Adriaterhavet. På vejen mod syd fik Camilla samlet en plastikpose op med den bagerste bremsekaliper, der gjorde hun mistede bremseevnen på baghjulet. Heldigvis er forbremsen det vigtigste på en motorcykel, så hun klarede den til frokostpausen, hvorefter hun under min nogenlunde kyndige vejledning fik pillet bremseklodserne ud, fjernet posen og samlet det hele igen. Kun iført undertøj. Mine drømme er gået i opfyldelse.

Camilla forbereder bremsevedligehold.

Camilla forbereder bremsevedligehold.

Det er da ingen sag lige at rense bremseklodser på sådan en krabat.

Det er da ingen sag lige at rense bremseklodser på sådan en krabat.

Området begyndte gradvist at se mere og mere ud som vi havde forventet det. Forladte og forfaldne grå bygninger blandet med ufærdige gasbetonhuse. Der var ikke noget bestemt punkt vi krydsede, men landet så gradvist mere og mere forfaldent ud. Og det var på dette punkt, vi mødte Ivan. Han boede med sine forældre, søster og hendes mand i et meget pænt hus i et pænt kvarter lidt syd for Zadar. Han begyndte ikke at skyde i haven.

Fra Ivan kørte vi mod Mostar i Bosnien, hvor vi overnattede på en lille, men hyggelig campingplads i en have i den lille by Buna. På vejen besøgte vi Split i Kroatien, hvor vi boksede os vej mellem alle turisterne for at se det gamle romerske centrum af byen. I dag har vi kørt fra Bosnien til Montenegro, hvor vi vil være et par dage. Historien om dén tur må vente til i morgen…

Snævre gader i Split.

Snævre gader i Split.

image

● ● ●

4 comments on “Kroatiske eventyr

  • Betty Andersen siger:

    Hej I to eventyrere–det går mod Grækenland ,kan jeg se.Mon I stiler mod Athen ?
    I har sikkert mange varmegrader–her er sommer for tiden–op mod 30 g. i dag.
    Forsat god tur. Kunne du Camilla finde ud af få plastik pillet ud af forhjulsbremse ?
    Kram fra ” 8 N”

    • Camilla siger:

      Hej farmor !
      Ja, nu er vi i Grækenland og stiler mod Athen, men først i morgen. Vi her det bestemt ikke varmt, dog heller ikke koldt. Måske 20 grader og ret meget regn … Øv! Det gø altså, at naturen ikke er lige så smuk som i solens lys
      Ja da, selvfølgelig kunne jeg da det Jeg fik jo en grundig guidening af Andreas
      Nyd vejret for os også!
      Knus

  • Bodil siger:

    Kære begge
    Det går jo stadig strygende, også gennem Albanien, jeg læste lige en artikel i avisen om en tur i Albanien, og der blev beskrevet at der var nogle forfærdelige veje, men I har måske været heldige at finde den gode? Så jeg er spændt på at høre jeres oplevelse af det, og ellers skulle landet jo have den smukkeste natur, men det kommer der jo nok også et billede af 🙂
    Kh Bodil

    • Camilla siger:

      Hej Bodil og Jens !
      De veje, vi i Albanien benyttede, var ikke deciderede forfærdelige, men de var absolut heller ikke alle vedligeholdte. De største veje var brede og oftest tosporede. Men jeg må indrømme, at mit temperament kommer frem, når de modkørende ikke formår at blive i deres egen vejbane eller når busserne kører så tæt på mig, at jeg ikke kan se deres nummerplade, hvorefter de i et sving og for fuldt optrukken ligger ud til overhaling trods modkørende, hvorfor de så blinker med lygterne eller dytter, og dermed forventer, at jeg kører ud i nøddporet eller rabatten…. Men vi kom frem i god behold – til den campingplads, der ikke eksisterede… Hehe…
      Håber I har det godt hjemme!
      Knus os

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *